Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hovedpunkter fra Fjerde Mosebog

Hovedpunkter fra Fjerde Mosebog

 Jehovas ord er levende

Hovedpunkter fra Fjerde Mosebog

DA ISRAELITTERNE var blevet udfriet af Ægypten, blev de organiseret som en nation. Kort efter kunne de være gået ind i det forjættede land, men det gjorde de ikke. I stedet måtte de i fyrre år vandre omkring i en ’stor og frygtindgydende ørken’. (5 Mosebog 8:15) Hvorfor? Den historiske beretning i Fjerde Mosebog fortæller os hvad der skete. Og beretningen bør lære os hvor stor betydning det har at adlyde Jehova Gud og vise respekt for dem han betror et ansvar.

Fjerde Mosebog er skrevet af Moses i ørkenen og på Moabs sletter, og den omspænder en periode på 38 år og 9 måneder — fra 1512 f.v.t. til 1473 f.v.t. (4 Mosebog 1:1; 5 Mosebog 1:3) Bogens latinske navn, Numeri, der betyder „tallene“, sigter til de to optællinger af israelitterne som fandt sted med 38 års mellemrum. (Kapitlerne 1-4, 26) Beretningen falder i tre dele. Den første del fortæller om begivenheder der fandt sted ved Sinaj Bjerg. Den anden del omhandler det der skete under Israels vandring gennem ørkenen. Og den sidste del drejer sig om det der fandt sted på Moabs sletter. Mens du læser denne beretning, kan du spørge dig selv: ’Hvad kan jeg lære af disse begivenheder? Indeholder denne bog nogle principper som kan gavne mig i dag?’

VED SINAJ BJERG

(4 Mosebog 1:1–10:10)

Den første optælling af israelitterne finder sted mens folket endnu befinder sig ved foden af Sinaj Bjerg. Mændene fra tyveårsalderen og opefter, med undtagelse af levitterne, udgør i alt 603.550. Folketællingen foretages af militære grunde. Den samlede lejr, derunder kvinder, børn og levitter, tæller måske over tre millioner mennesker.

Efter folketællingen får israelitterne instruktioner om marchordenen, detaljer om levitternes pligter og om tjenesten ved teltboligen, bestemmelser om karantæne samt love angående sager om skinsyge og løfter aflagt af nasiræere. Kapitel 7 indeholder oplysninger om stammehøvdingers offergaver i forbindelse med indvielsen af alteret, og kapitel 9 omhandler fejringen af påsken. Forsamlingen får også instruktioner om hvordan de skal slå lejr og bryde op.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

2:1, 2 — Hvad var det for ’tegn’ stammeafdelingerne skulle slå lejr ved i ørkenen? Bibelen beskriver ikke hvad det var for nogle tegn. Men de blev hverken betragtet som hellige symboler eller tillagt nogen religiøs betydning. Tegnene tjente et praktisk formål — at hjælpe de enkelte til at finde ud af hvor i lejren de hørte til.

5:27 — Hvad menes der med at en gift kvindes „lænd“ skulle „visne“ hvis hun gjorde sig skyldig i ægteskabsbrud? Udtrykket „lænd“ bruges her som betegnelse for forplantningsorganerne. (1 Mosebog 46:26) At disse organer ville „visne“, sigter til at de ville svinde ind så det blev umuligt at undfange børn.

Hvad vi kan lære:

6:1-7Nasiræerne skulle holde sig fra alt hvad der var lavet af vinstokken, og fra alle slags stærke drikke, og det krævede selvfornægtelse. De skulle lade deres hår vokse — et tegn på at de underkastede sig Jehova, ligesom kvinder skulle underordne sig deres ægtemænd eller fædre. Nasiræerne skulle bevare deres renhed ved ikke at komme i nærheden af lig, selv ikke liget af en nær slægtning. Heltidstjenere  i dag viser også en offervillig indstilling og underordner sig Jehova og hans ordning. Nogle opgaver indebærer måske at man bliver sendt ud til et fjernt land, og det kan gøre det vanskeligt eller umuligt at vende hjem og overvære et nært familiemedlems begravelse.

8:25, 26For at vise hensyn til de levitter der var kommet op i årene, og for at sikre at tjenesten blev udført tilfredsstillende, fik ældre mænd befaling til at trække sig tilbage fra den obligatoriske tjeneste. De kunne dog stadig yde en frivillig indsats for at hjælpe andre levitter. Selvom forkyndere i dag ikke trækker sig tilbage fordi de er blevet ældre, kan vi lære noget vigtigt af princippet i denne lov. Hvis en kristen på grund af høj alder ikke længere kan varetage visse forpligtelser, kan han måske klare at være med i andre former for tjeneste.

FRA STED TIL STED I ØRKENEN

(4 Mosebog 10:11–21:35)

Da skyen over teltboligen til sidst løfter sig, begynder israelitterne på en vandring som efter 38 år og en måned eller to vil bringe dem til Moabs ørkensletter. Du vil måske finde det nyttigt at følge deres rute på kortet på side 9 i brochuren „Det gode land“, udgivet af Jehovas Vidner.

I Parans Ørken, på vej til Kadesj, beklager folket sig mindst tre gange. Den første klage bliver der sat en stopper for da Jehova sender en ild som fortærer nogle blandt folket. Derefter giver israelitterne sig til at råbe om kød, og Jehova giver dem vagtler. Mirjam og Arons klage imod Moses resulterer i at Mirjam midlertidigt rammes af spedalskhed.

Mens folket ligger lejret ved Kadesj, sender Moses 12 mænd af sted for at udspejde det forjættede land. De vender tilbage 40 dage senere. Folket tror på den dårlige rapport som de ti af spejderne aflægger, og ønsker derfor at stene Moses og Aron og de trofaste spejdere Josua og Kaleb. Jehova har i sinde at slå folket med pest, men Moses går i forbøn for dem, og Gud erklærer at de vil komme til at vandre i ørkenen i 40 år — indtil de der blev mønstret, er døde.

Jehova giver nogle yderligere bestemmelser. Kora og andre gør oprør mod Moses og Aron, men disse oprørere bliver tilintetgjort af ild eller opslugt af jorden. Den følgende dag knurrer hele forsamlingen imod Moses og Aron. Følgen er at 14.700 dør i en plage som Jehova bringer over dem. Gud får Arons stav til at blomstre for at det kan være tydeligt for alle hvem han har udvalgt som ypperstepræst. Dernæst giver Jehova yderligere love angående levitternes pligter og renselsen af folket. Brugen af aske af en rød ko forudskildrer renselsen gennem Jesu offer. — Hebræerne 9:13, 14.

Israels sønner vender tilbage til Kadesj, hvor Mirjam dør. Forsamlingen begynder igen at beklage sig over Moses og Aron. Denne gang skyldes det mangel på vand. Fordi Moses og Aron undlader at hellige Jehovas navn da der mirakuløst bliver sørget for vand til folket,  mister de muligheden for at komme ind i det forjættede land. Israel bryder op fra Kadesj, og Aron dør på bjerget Hor. Mens israelitterne drager uden om Edom, bliver de utålmodige og begynder at tale imod Gud og Moses. Jehova straffer dem ved at sende giftslanger. Endnu en gang går Moses i forbøn, og Gud befaler ham at lave en kobberslange og sætte den op på en stang så de der er blevet bidt, kan blive helbredt ved at se på den. Slangen forudskildrer Jesu Kristi pælfæstelse — til evig gavn for os. (Johannes 3:14, 15) Israel besejrer amoritterkongerne Sihon og Og, hvorefter de tager deres områder i besiddelse.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

12:1 — Hvorfor beklagede Mirjam og Aron sig over Moses? Den virkelige grund til deres klage var tilsyneladende at Mirjam havde et ønske om at opnå større indflydelse. Da Moses’ hustru, Zippora, vendte tilbage til Moses i ørkenen, blev Mirjam måske bange for at hun ikke længere ville blive betragtet som førstedame i lejren. — 2 Mosebog 18:1-5.

12:9-11 — Hvorfor var det kun Mirjam der blev ramt af spedalskhed? Formentlig var det hende der stod bag anklagen mod Moses og overtalte Aron til at følge trop. Ved at indrømme at han havde syndet, viste Aron at han havde den rigtige indstilling.

21:14, 15 — Hvad er det for en bog der nævnes her? Skrifterne henviser til flere forskellige bøger der blev brugt som kildemateriale af bibelskribenterne. (Josua 10:12, 13; 1 Kongebog 11:41; 14:19, 29) „Bogen om Jehovas Krige“ var en sådan bog. Den indeholdt en historisk beretning om de krige Jehovas folk udkæmpede.

Hvad vi kan lære:

11:27-29Moses er et glimrende eksempel på hvordan vi bør reagere når andre får betroet forrettigheder i tjenesten for Jehova. Frem for skinsygt at søge sin egen ære glædede Moses sig da Eldad og Medad kom i profetisk henrykkelse.

12:2, 9, 10; 16:1-3, 12-14, 31-35, 41, 46-50Jehova forventer at hans tilbedere viser respekt for dem han har overdraget myndighed.

14:24. En forudsætning for at kunne modstå presset til at gøre det forkerte er at vi opdyrker „en anden ånd“, eller indstilling, end den der præger verden.

15:37-41Den specielle frynse på israelitternes klædning skulle minde dem om at de var et folk som var sat til side til tilbedelsen af Gud, og om at de skulle adlyde Guds bud. Burde vi ikke også leve efter Guds normer og skille os ud som nogle der er anderledes end folk i verden?

PÅ MOABS SLETTER

(4 Mosebog 22:1–36:13)

Moabitterne føler dyb rædsel da Israels sønner slår lejr på Moabs ørkensletter. Moabs kong Balak hyrer derfor Bileam til at forbande israelitterne. Men Jehova tvinger Bileam til at  velsigne dem. Derefter bliver moabitiske og midjanitiske kvinder brugt til at lokke israelitiske mænd til at begå umoralitet og dyrke afguder. Det resulterer i at Jehova gør det af med 24.000 overtrædere. Plagen slutter først da Pinehas viser at han ikke tåler nogen rivaliseren med Jehova.

Af den anden folketælling fremgår det at alle de mænd der blev registreret ved den første folketælling, er døde, undtagen Josua og Kaleb. Josua bliver udnævnt til at være Moses’ efterfølger. Israelitterne får instruktioner om de forskellige ofre og vejledning om hvordan de kan aflægge løfter. Israels folk tager hævn over midjanitterne, og Ruben, Gad og Manasses halve stamme slår sig ned øst for Jordanfloden. Israel får instruktioner om hvordan de skal krydse Jordanfloden og tage landet i besiddelse. Landets grænser fastsættes i enkeltheder. Arvelodderne skal fordeles ved lodkastning. Levitterne får tildelt 48 byer, og 6 af disse skal tjene som tilflugtsbyer.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

22:20-22 — Hvorfor blussede Jehovas vrede op imod Bileam? Jehova havde sagt til profeten Bileam at han ikke måtte forbande israelitterne. (4 Mosebog 22:12) Alligevel gik Bileam med Balaks mænd i den hensigt at forbande Israel. Han ønskede at tækkes den moabitiske konge og modtage løn fra ham. (2 Peter 2:15, 16; Judas 11) Selv da Bileam blev tvunget til at velsigne folket i stedet for at forbande det, søgte han kongens gunst ved at foreslå at man lod kvinderne der dyrkede Ba’al, forføre de israelitiske mænd. (4 Mosebog 31:15, 16) Grunden til at Guds vrede blussede op imod Bileam, var altså profetens skruppelløse begærlighed.

30:6-8 — Kan en kristen ægtemand ugyldiggøre sin kones løfter? Hvad løfter angår, beskæftiger Jehova sig i dag med sine tilbedere som enkeltpersoner. For eksempel er det et personligt løfte man aflægger når man indvier sig til Jehova. (Galaterne 6:5) En ægtemand er ikke bemyndiget til at ugyldiggøre et sådant løfte. Men en gift kvinde bør naturligvis undgå at aflægge et løfte som strider mod Guds ord eller mod de forpligtelser hun har over for sin mand.

Hvad vi kan lære:

25:11Pinehas var et godt eksempel for os med hensyn til at vise nidkærhed i tilbedelsen af Jehova. Hvis vi får kendskab til at nogle i menigheden har begået grov umoralitet, bør vores ønske om at holde menigheden ren, få os til at gå til de ældste med vores viden.

35:9-29Den kendsgerning at en uforsætlig manddraber skulle forlade sit hjem, flygte til en tilflugtsby og blive der i en periode, lærer os at livet er helligt, og at vi må have respekt for det.

35:33Den jord der er blevet besudlet med de uskyldiges udgydte blod, kan der kun opnås soning for ved blodet af dem som har udgydt det. Derfor er det indlysende at Jehova må tilintetgøre de onde før jorden omdannes til et paradis. — Ordsprogene 2:21, 22; Daniel 2:44.

Guds ord er virkende

Vi må vise respekt for Jehova og for dem han har udnævnt til at varetage ansvarsopgaver blandt sit folk. Det er en sandhed som kraftigt understreges i Fjerde Mosebog. Og det er vigtigt at huske på hvis vi skal opretholde freden og enheden i menigheden i dag!

De begivenheder der berettes om i Fjerde Mosebog, viser hvor nemt det er for dem der forsømmer det åndelige, at gøre noget forkert, for eksempel ved at knurre, begå umoralitet eller dyrke afguder. Nogle af eksemplerne og belæringerne i denne bog kan bruges i indlæg om lokalt behov på tjenestemøderne i Jehovas Vidners menigheder. Ja, der er ingen tvivl om at „Guds ord er levende og virkende“ i vores liv. — Hebræerne 4:12.

[Illustration på side 24, 25]

Ved hjælp af en mirakuløs sky over teltboligen angav Jehova hvornår israelitterne skulle slå lejr eller bryde op

[Illustrationer på side 26]

Jehova fortjener vores lydighed og forventer at vi respekterer dem han har betroet et ansvar