Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’De sejlede til Cypern’

’De sejlede til Cypern’

 ’De sejlede til Cypern’

SÅDAN indledes beretningen om de begivenheder som de kristne missionærer Paulus, Barnabas og Johannes Markus kom ud for da de besøgte Cypern omkring år 47 e.v.t. (Apostelgerninger 13:4) Dengang som nu var Cypern et strategisk vigtigt sted i det østlige Middelhavsområde.

Romerne var ivrige efter at få herredømme over øen, og det lykkedes dem i 58 f.v.t. Inden da havde Cypern haft en begivenhedsrig historie. Øen havde skiftevis været besat af fønikierne, grækerne, assyrerne, perserne og ægypterne. Korsfarerne, frankerne og venetianerne besatte den i middelalderen, og dernæst fulgte osmannerne. I 1914 annekterede briterne Cypern, og de havde herredømmet over øen indtil den blev selvstændig i 1960.

I dag er turisme en af øens hovedindtægtskilder, men på Paulus’ tid havde Cypern mange naturrigdomme som romerne udnyttede for at fylde Roms skatkamre. Tidligt i øens historie blev der fundet kobber, og man skønner at der ved slutningen af den romerske periode var blevet udvundet 250.000 tons. Minedriften gik imidlertid ud over store skovområder, der blev fældet og brugt som brændsel ved udsmeltningen af kobber. Da Paulus ankom til øen, var mange af dens skove allerede forsvundet.

 Cypern under romersk herredømme

Ifølge Encyclopædia Britannica blev Cypern først overdraget til Ægypten af Julius Cæsar og senere af Marcus Antonius. Men under Augustus gik øen tilbage til Rom og blev styret af en prokonsul, der var direkte ansvarlig over for Rom, hvilket specifikt nævnes af Lukas i Apostelgerninger. Da Paulus forkyndte på øen, var Sergius Paulus prokonsul. — Apostelgerninger 13:7.

Pax Romana, den internationale fred Rom havde gennemtvunget, skabte gunstige forhold for minedriften og industrien på Cypern og gav grobund for en blomstrende handel. Den økonomiske vækst blev yderligere øget af de romerske legioners tilstedeværelse og af de mange pilgrimme der strømmede til for at ære Afrodite, øens skytsgudinde. Resultatet var at der blev anlagt nye veje og havne og opført rigt udsmykkede offentlige bygninger. Græsk forblev det officielle sprog, og dyrkelsen af såvel den romerske kejser som Afrodite, Apollon og Zeus var vidt udbredt. Folket nød stor velstand og levede et rigt socialt og kulturelt liv.

Sådan var miljøet på Cypern da Paulus rejste omkring på øen og underviste folk om Kristus. Men kristendommen havde nået Cypern inden Paulus kom dertil. Af beretningen i Apostelgerninger fremgår det nemlig at nogle af de første kristne flygtede til Cypern efter at Stefanus havde lidt martyrdøden. (Apostelgerninger 11:19) Paulus’ rejsefælle Barnabas stammede fra Cypern. Han har derfor været godt kendt med øen og var uden tvivl en fortræffelig guide for Paulus på denne forkyndelsesrejse. — Apostelgerninger 4:36; 13:2.

I Paulus’ fodspor

Det er ikke nemt at kortlægge Paulus’ rejser på Cypern. Men arkæologer ved dog nogenlunde hvordan romernes fortrinlige vejnet har set ud. På grund af øens topografi er selv vore dages moderne hovedveje i vid udstrækning nødt til at følge de samme ruter som disse første missionærer sandsynligvis benyttede.

Paulus, Barnabas og Johannes Markus sejlede fra Seleukia til havnen i Salamis. Men hvorfor til Salamis når hovedstaden og den største havneby var Pafos? For det første lå Salamis på østkysten, kun 200 kilometer fra Seleukia på fastlandet. Og selv om Salamis under romernes herredømme var blevet erstattet af Pafos som hovedstad, var Salamis stadig øens centrum for kultur, uddannelse og handel. Salamis havde en stor jødisk befolkning, og missionærerne begyndte „at forkynde Guds ord i jødernes synagoger“. — Apostelgerninger 13:5.

Det eneste der i dag er tilbage af Salamis, er ruiner. Men de arkæologiske udgravninger vidner om byens tidligere storhed og velstand. Byens markedsplads, som var center  for alt politisk og religiøst liv, er efter sigende den største romerske agora der nogen sinde er blevet udgravet i Middelhavsområdet. I ruinerne, der stammer fra kejser Augustus’ tid, har man fundet idrætsanlæg, imponerende badeanstalter, et stadion, et amfiteater, prægtige gravkamre, mosaikgulve med sindrige mønstre og et kæmpestort teater med plads til 15.000. Ikke så langt derfra ligger ruinerne af et enormt Zeustempel.

Men Zeus kunne ikke beskytte byen mod at blive ramt af jordskælv. I år 15 f.v.t. jævnede et stort jordskælv det meste af Salamis med jorden, men byen blev senere genopbygget af Augustus. Og da byen i år 77 e.v.t. igen blev ødelagt af et jordskælv, genopbyggede man den endnu en gang. Men i det fjerde århundrede blev Salamis hærget af en række jordskælv, og aldrig mere genvandt den sin tidligere storhed og pragt. I middelalderen var dens havn blevet mudret til og forladt.

Vi ved ikke noget om hvordan indbyggerne i Salamis reagerede på Paulus’ forkyndelse, men i hvert fald blev han nødt til at fortsætte sin forkyndelsesrejse. Da missionærerne skulle videre fra Salamis, kunne de vælge mellem tre hovedruter: en der gik op til nordkysten, tværs over Kyreniabjergene; en der gik mod vest over Mesaoriasletten gennem øens hovedland; og en tredje der fulgte sydkysten.

Traditionen siger at Paulus fulgte den tredje rute. Den gik gennem frodigt landbrugsland med særpræget rød jord. Omkring 50 kilometer mod sydvest nærmede vejen sig byen Larnaka før den svingede nordpå mod det indre af landet.

’De gennemgik hele øen’

Hovedvejen førte til oldtidsbyen Ledra. Her ligger i dag den nuværende hovedstad, Nicosia. Alle spor af oldtidens bykongedømme er borte. Men inden for den venetianske mur fra 1500-tallet som omkranser Nicosias bymidte, ligger en smal, befærdet gade der hedder Ledragade. Vi ved ikke om Paulus kom til Ledra eller ej. Bibelen fortæller os ganske enkelt at ’de gennemgik hele øen’. (Apostelgerninger 13:6) The Wycliffe Historical Geography of Bible Lands siger at „dette sandsynligvis vil sige en rundrejse til stort set alle de jødiske samfund på Cypern“.

 Der er ingen tvivl om at Paulus var interesseret i at nå ud til så mange som muligt på Cypern. Derfor har han måske fulgt en sydlig rute fra Ledra gennem Amathus og Kourion — to store kosmopolitiske og fremgangsrige byer.

Kourion var beliggende højt oppe på klipper der går næsten lodret ned til strandkanten. Denne prægtige græsk-romerske by blev ramt af det samme jordskælv som ødelagde Salamis i år 77 e.v.t. Der hvor byen lå, findes der i dag ruiner af et Apollontempel fra år 100 e.v.t. Byens stadion kunne rumme 6000 tilskuere, og man får en fornemmelse af indbyggernes luksuriøse livsstil når man ser de smukke mosaikker der prydede gulvene selv i private villaer.

Videre til Pafos

Fra Kourion fortsætter den naturskønne rute vestpå gennem vinmarker i en umærkelig stigning indtil vejen helt uventet går stejlt nedad og snor sig gennem klippeområder ned til strande med småsten. Ifølge græsk mytologi var det præcis her at gudinden Afrodite som nyfødt kom op af havet.

Afrodite var den mest populære af de græske gudinder på Cypern, og frem til det andet århundrede efter vor tidsregning blev hun dyrket med glødende entusiasme. Pafos var center for dyrkelsen af Afrodite, og hvert forår blev der her i byen holdt en stor festival til ære for hende. Pilgrimme fra Lilleasien, Ægypten, Grækenland og helt fra Persien rejste til Pafos for at overvære festlighederne. Da Cypern var under ptolemæernes styre, blev cyprioterne bekendt med tilbedelsen af faraonerne.

Pafos var romernes hovedstad på Cypern og sæde for prokonsulen, og byen havde bemyndigelse til at slå kobbermønter. Også denne by blev ødelagt af jordskælvet i år 15 f.v.t., og som i tilfældet med Salamis skaffede Augustus midlerne til at genopbygge den. Udgravninger har kastet lys over de velhavendes luksuriøse livsstil i det første århundredes Pafos — med overdådigt udsmykkede private villaer, musikskoler, idrætsanlæg, et amfiteater og brede gader.

Det var dette Pafos som Paulus, Barnabas og Johannes Markus besøgte, og det var her prokonsulen Sergius Paulus — „en forstandig mand“ — ’ivrigt søgte at høre Guds ord’ på trods af voldsom modstand fra troldmanden Elymas. Prokonsulen „var helt forbløffet over Jehovas lære“. — Apostelgerninger 13:6-12.

Efter at have gennemført forkyndelsesarbejdet på Cypern med et godt resultat fortsatte missionærerne deres arbejde i Lilleasien. Denne missionsrejse, som var den første Paulus foretog, var en milepæl i forbindelse med udbredelsen af den sande kristendom. Bogen St. Paul’s Journeys in the Greek Orient kalder rejsen for „den virkelige begyndelse til det kristne missionsarbejde og til . . . Paulus’ virke som missionær“. Og bogen siger videre: „Fordi Cypern ligger hvor søruterne til Syrien, Lilleasien og Grækenland krydser hinanden, synes det at være et helt indlysende sted at påbegynde en missionærgerning.“ Men dette var kun en begyndelse. Næsten to tusind år senere er det kristne missionærarbejde stadig i fuld gang, og den gode nyhed om Jehovas rige er bogstavelig talt nået ud til „jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.

[Kort på side 20]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CYPERN

NICOSIA (Ledra)

Salamis

Pafos

Kourion

Amathus

Larnaka

KYRENIABJERGENE

MESAORIASLETTEN

TROODOSBJERGENE

[Illustration på side 21]

Fyldt med hellig ånd blindede Paulus troldmanden Elymas da han var i Pafos