Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvem var anabaptisterne?

Hvem var anabaptisterne?

 Hvem var anabaptisterne?

DE DER første gang besøger byen Münster i Westfalen i Tyskland, vil uvægerlig stoppe op ved synet af tre jernbure der hænger i et kirkespir inde midt i byen. Bortset fra nogle få korte perioder har burene hængt der i næsten 500 år. De blev oprindelig brugt til at udstille ligene af tre mænd der offentligt var blevet torteret og henrettet. Mændene var anabaptister, og burene er et minde om deres rige.

Hvem var anabaptisterne? Hvordan startede bevægelsen? Hvad var dens vigtigste lærepunkter? Hvorfor blev de tre mænd henrettet? Og hvilken forbindelse har burene med et rige?

Reformering af kirken — men hvordan?

I slutningen af det 15. og i begyndelsen af det 16. århundrede voksede kritikken af den romerskkatolske kirke og de gejstlige. Fordærv og umoralitet gennemsyrede kirken, og mange mente derfor at omfattende ændringer var nødvendige. I 1517 trådte Martin Luther offentligt frem og krævede reformer, og efterhånden som flere gik ind i debatten, var den protestantiske reformation snart i gang.

Men reformatorerne havde meget forskellige meninger om hvad der skulle gøres, og hvor omfattende forandringerne skulle være. Mange erkendte nødvendigheden af at holde fast ved Bibelens lære, men reformatorerne kunne ikke engang enes om en fælles udlægning af Bibelen. Nogle mente at Reformationen skred for langsomt frem, og det var blandt disse at den anabaptistiske bevægelse tog sin begyndelse.

„Strengt taget var der ikke kun én baptistbevægelse; der var adskillige,“ skriver Hans-Jürgen Goertz i sin bog Die Täufer — Geschichte und Deutung. For eksempel vakte fire mænd der var kendt som Zwickau-profeterne, i 1521 stort røre da de prædikede anabaptisternes lære i Wittenberg. Og i 1525 blev der dannet en særskilt gruppe af anabaptister i Zürich i Schweiz. Samfund af anabaptister opstod også i Mæhren — det nuværende Tjekkiet — og i Nederlandene.

Barnedåb eller voksendåb?

De anabaptistiske samfund var ofte små, og medlemmerne var som regel fredelige. Tilhængerne holdt ikke deres tro for sig selv; de forkyndte også. Anabaptisternes grundlæggende læresætninger blev nedfældet i Schleitheim-bekendelsen i 1527. Heraf fremgik det blandt andet at de nægtede at bære våben, at de holdt sig adskilt fra verden, og at de ekskommunikerede overtrædere. Men det der mere end noget andet kendetegnede anabaptisternes tro, og som tydeligt adskilte dem fra andre trossamfund, var deres stærke overbevisning om at dåben var forbeholdt voksne. *

Voksendåb var ikke kun et spørgsmål om at følge Bibelen; det var et spørgsmål om magt. Hvis dåben blev udsat til voksenalderen — og en person derved fik mulighed  for at træffe en beslutning på grundlag af tro — ville nogle måske aldrig blive døbt. Og mennesker der ikke var døbt, ville til en vis grad være uden for kirkens kontrol. For nogle kirker betød voksendåb altså mindre magt.

Både katolikker og lutheranere var derfor imod voksendåb. Efter 1529 risikerede man, i hvert fald i nogle områder, at blive idømt dødsstraf hvis man foretog voksendåb eller blev døbt som voksen. Journalisten Thomas Seifert forklarer at anabaptisterne blev „hårdt forfulgt i hele Det Hellige Romerske Rige af Den Tyske Nation“. Forfølgelsen nåede sit klimaks i Münster.

Middelalderens Münster søger forandring

I middelalderen havde Münster omkring 10.000 indbyggere og var omsluttet af et næsten uigennemtrængeligt forsvarsanlæg der var cirka 90 meter bredt og 5 kilometer i omkreds. Forholdene inde i byen var dog ikke nær så stabile som byens forsvar. The Kingdom of the Anabaptists, udgivet af bymuseet i Münster, nævner „indre politiske stridigheder mellem byens embedsmænd og lavene“. Desuden var indbyggerne forargede over de gejstliges opførsel. Münster tog imod Reformationen og gik i 1533 over til at være en lutheransk by i stedet for katolsk.

En af de førende reformtilhængere i Münster var den noget fremfusende præst Bernhard Rothmann. Forfatteren Friedrich Oehninger forklarer at Rothmanns „synspunkter blev udpræget anabaptistiske; han og andre kolleger nægtede at døbe spædbørn“. Selvom hans yderliggående synspunkter var for ekstreme for nogle, fik han stor opbakning i Münster. „Flere og flere af dem der bedre kunne lide det som det var før, forlod byen, bange og foruroligede. Anabaptister fra nær og fjern strømmede til Münster i håb om at få virkeliggjort deres drømme.“ Denne koncentration af anabaptister førte til en katastrofe.

Det ny Jerusalem under belejring

To hollændere der var flyttet til Münster — Jan Matthyszoon (Matthiesen), en bager fra Haarlem, og Johan Bokelson, kendt under navnet Jan van Leiden — fik afgørende betydning for udviklingen i byen. Jan Matthyszoon hævdede at være en profet og proklamerede at Jesu andet komme ville finde sted i april 1534. Byen blev udråbt til at være det ny Jerusalem der er omtalt i Bibelen, og stemningen var apokalyptisk. Rothmann indførte ejendomsfællesskab. Desuden skulle voksne indbyggere træffe et valg: Bliv døbt eller forlad byen. Blandt de mange der blev døbt, var der nogle som udelukkende gjorde det for ikke at skulle forlade hus og hjem.

Andre så med forfærdelse Münster blive den første by hvor anabaptisterne sad inde med den største religiøse og politiske magt. Ifølge bogen Die Täufer zu Münster gjorde Münster sig derved „til fjende af hele Det Hellige Romerske Rige af Den Tyske Nation“. En fyrstebiskop fra området, grev Franz von Waldeck, samlede en hær og belejrede Münster. Hæren bestod af både lutheranere og katolikker. Disse to kirkeretninger, der hidtil havde stået på hver sin side i Reformationen og inden længe ville bekæmpe hinanden i Trediveårskrigen, gik sammen i kampen mod anabaptisterne.

 Det anabaptistiske riges undergang

Belejringshærens styrke afskrækkede ikke folkene inde bag byens beskyttende mure. I april 1534, hvor Kristi andet komme skulle finde sted, red Jan Matthyszoon ud af byen på en hvid hest, fuldt forvisset om Guds beskyttelse. Man kan forestille sig forfærdelsen hos hans tilhængere da de fra bymuren så de belejrende soldater partere ham og sætte hans hoved på en stage.

Jan van Leiden blev Matthyszoons efterfølger og blev af anabaptisterne i Münster kaldt kong Jan. I byen var der mange flere kvinder end mænd, og kong Jan forsøgte at kompensere for denne ubalance ved at opfordre mændene til at tage sig så mange hustruer som de fandt for godt. I Døberriget i Münster nåede det så vidt at der var dødsstraf for utugt og utroskab, mens man tillod, ja, ligefrem opfordrede til polygami. Kong Jan selv tog 16 koner. Da en af dem, Elisabeth Wandscherer, spurgte om lov til at forlade byen, blev hun offentligt halshugget.

Til sidst, i juni 1535, faldt byen, efter 14 måneders belejring. Byen blev ødelagt i et omfang hvis lige man ikke så igen i Münster før under Anden Verdenskrig. Rothmann undslap, men kong Jan og to andre anabaptistledere blev taget til fange, torteret og henrettet. Deres lig blev anbragt i bure og hængt op i Sankt Lamberti-kirkens spir. De skulle „tjene til skræk og advarsel for alle fremtidige urostiftere,“ forklarer Thomas Seifert. Ja, indblanding i politik fik katastrofale følger.

Hvad skete der med andre anabaptistiske samfund? Overalt i Europa fortsatte forfølgelsen i mange år. Et fåtal af anabaptisterne deltog i krig, men langt de fleste holdt fast ved deres pacifistiske principper. Med tiden overtog den tidligere præst Menno Simons ledelsen af anabaptisterne, og bevægelsen blev senere kendt under forskellige navne, deriblandt mennonitterne.

De tre bure

Anabaptisterne var dybest set religiøse mennesker der bestræbte sig for at leve efter Bibelens principper. Men yderliggående ledere i Münster fik dem i stedet til at gå ind i politik, og dermed var bevægelsen blevet en oprørsstyrke; det blev en katastrofe for anabaptisterne og middelalderens Münster.

De der i dag besøger bymidten i Münster, bliver stadig mindet om de forfærdelige begivenheder der fandt sted for næsten 500 år siden, når de ser de tre jernbure der hænger i kirkespiret.

[Fodnote]

^ par. 9 Denne artikel kommer ikke ind på argumenterne for eller imod barnedåb. Yderligere oplysninger om dette spørgsmål findes i artiklen „Bør man lade små børn døbe?“ i Vagttårnet for 15. marts 1986.

[Illustrationer på side 13]

Kong Jan blev torteret, henrettet og hængt op i Sankt Lamberti-kirkens spir