Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skal præster blande sig i politik?

Skal præster blande sig i politik?

 Skal præster blande sig i politik?

„POLITISK engagement kan gavne de fattige, har en canadisk ærkebiskop sagt til nogle pilgrimme . . . Selv om det politiske system tilsyneladende ikke lever op til Guds vilje, ’er vi nødt til at engagere os så vi kan skaffe de fattige deres ret’.“ — Catholic News.

Man hører jævnlig højtstående gejstlige hævde at man bør engagere sig i politik. Og det er ikke usædvanligt at præster beklæder politiske poster. Nogle har forsøgt at gennemføre politiske reformer. Andre bliver beundret og mindet for deres kamp mod racediskrimination og slaveri.

Men mange kirkemedlemmer misbilliger at deres præster tager stilling til politiske spørgsmål. „Det var evangeliske kirkegængere der til tider tog forbehold over for deres præsters åbenlyse aktivisme,“ hed det i en artikel om politisk teologi i Christian Century. Mange troende mener at kirken er for hellig til politik.

Det rejser nogle tankevækkende spørgsmål som angår alle der gerne vil se en bedre verden: Kan de der forkynder evangeliet, tilføre politik mere idealisme? * Godkender Gud at præster prædiker politik for at indføre et bedre styre og en bedre verden? Begyndte kristendommen som en politisk reformbevægelse?

Hvordan politik i Kristi navn opstod

I bogen The Early Church skriver historikeren Henry Chadwick at den kristne menighed i det første århundrede var kendt for sin „komplette mangel på interesse for at få magt i denne verden“. Den var et „upolitisk, omgængeligt og fredselskende samfund“. I A History of Christianity står der: „Det var en udbredt overbevisning blandt de kristne at ingen af dem burde beklæde et statsligt embede . . . Så sent som i begyndelsen af det tredje århundrede sagde Hippolytos at hævdvunden kristen skik fordrede at embedsmænd nedlagde deres hverv som betingelse for at måtte slutte sig til kirken.“ Men gradvis begyndte magtsyge mænd at tiltage sig herredømmet i mange menigheder og smykke sig med pompøse titler. (Apostelgerninger 20:29, 30) Nogle ville gerne være både religiøse ledere og politikere. En brat omvæltning i det romerske styre gav disse kirkeledere den ønskede chance.

I 312 begyndte den hedenske romerske kejser Konstantin at se med velvilje på den  såkaldte kristendom. Forbløffende nok indgik biskopperne et kompromis med ham til gengæld for de privilegier han tilbød. „Kirken blev mere og mere delagtig i vigtige politiske afgørelser,“ skriver Henry Chadwick. Hvordan virkede det politiske engagement på de gejstlige?

Hvordan politisk engagement påvirkede præster

Det var især Augustin, den indflydelsesrige katolske teolog fra 400-tallet, der gik ind for den opfattelse at Gud ville benytte kirkens mænd som politikere. Augustin forestillede sig at kirken skulle herske over nationerne og bringe menneskeheden fred. Men som historikeren H.G. Wells skrev: „Europas Historie fra det femte Aarhundrede og op til det femtende handler for en stor Del om, hvorledes det mislykkedes i Praksis at faa virkeliggjort denne storslaaede Tanke om et guddommeligt Verdensstyre.“ Kirkerne skaffede ikke fred i Europa og da slet ikke i verden. Ikke så få mistede tiltroen til den såkaldte kristendom. Hvad gik der galt?

Mange der gjorde krav på at prædike den kristne lære, gik med ædle intentioner ind i politik. Men derved blev de meddelagtige i overgreb. Martin Luther vandt ry for sit forsøg på at reformere den katolske kirke. Da han frygtløst tog til orde mod kirkens doktriner, blev han populær hos dem der gik ind for et politisk motiveret oprør. Men Luther mistede manges respekt da også han begyndte at markere sin holdning til politiske emner. Indledningsvis holdt han med de bønder der gjorde oprør mod den undertrykkende adel. Men da oprøret udartede til grusomheder, opfordrede Luther adelsmændene til at knuse oprøret. De fulgte rådet og massakrerede tusinder. For bønderne var Luther en forræder. Han opmuntrede desuden adelsmændene i deres opstand mod den katolske kejser. Faktisk dannede protestanterne lige fra første færd en politisk bevægelse. Og magten virkede nedbrydende på Luther. For eksempel var han i begyndelsen modstander af tvang over for religiøse afvigere, men senere tilskyndede han sine venner blandt magthaverne til at brænde dem der talte imod barnedåb.

Johannes Calvin var berømt som gejstlig i Genève, og også han fik kolossal politisk magt. Da Michel Servet påviste at treenighedslæren ikke finder støtte i Bibelen, brugte Calvin sin politiske indflydelse til at støtte dødsdommen over ham. Servet blev brændt på bålet. En forfærdende tilsidesættelse af Jesu lære!

Måske glemte Luther og Calvin hvad Bibelen siger i Første Johannesbrev 5:19: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ Var de drevet af et oprigtigt ønske om at højne den etiske standard i politik, eller var det udsigten til magt og højtstående venner der tiltrak dem? Uanset motivet burde de have husket Jesu discipel Jakobs inspirerede ord: „Ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Jakob vidste at Jesus havde sagt at hans disciple ’ikke var en del af verden, ligesom han selv ikke var en del af verden’. — Johannes 17:14.

 Nogle medgiver at kristne derfor ikke bør være delagtige i verdens uretfærdigheder, men mener alligevel at man ikke kan forholde sig neutral i politik og undgå at være „en del af verden“. De hævder at neutralitet hindrer kristne i aktivt at vise næstekærlighed, og at ledende kirkefolk i ord og gerning bør bekæmpe korruption og uretfærdigheder. Men er den neutralitet Jesus talte for, i realiteten uforenelig med aktiv omsorg for andre? Kan en kristen holde sig ude af splittende politiske sager og samtidig gøre noget for andre? Spørgsmålene bliver taget op i den følgende artikel.

[Fodnote]

^ par. 5 Politik defineres som „de aktiviteter hvormed nogen, for eksempel et parti eller en regering, søger at styre eller påvirke udviklingen inden for et område“. — Politikens Store Ordbogs-cd-rom.

[Illustration på side 4]

Højtstående kirkefolk indgik kompromiser med herskere som kejser Konstantin for at få politisk magt

[Kildeangivelse på side 4]

Musée du Louvre, Paris

[Illustrationer på side 5]

Hvorfor lod fremtrædende religiøse ledere sig inddrage i politik?

Augustin

Luther

Calvin

[Kildeangivelser på side 5]

Augustin: ICCD Photo; Calvin: Portræt malet af Holbein, gengivet i bogen The History of Protestantism (Bind II)