Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Complutenserpolyglotten — et historisk redskab for bibeloversættere

Complutenserpolyglotten — et historisk redskab for bibeloversættere

 Complutenserpolyglotten — et historisk redskab for bibeloversættere

OMKRING 1455 revolutionerede Johann Gutenberg fremstillingen af bibler da han begyndte at trykke med løse typer. Omsider var Bibelens udbredelse ikke begrænset af at den kun fandtes som sjældne håndskrevne eksemplarer. Nu kunne den masseproduceres og dermed fremstilles billigere. Nogle år efter var Bibelen den mest udbredte bog i verden.

Gutenbergs Bibel var på latin; men det varede kun få år før de europæiske bibellærde indså at de behøvede en troværdig bibeltekst på grundsprogene hebraisk og græsk. Den katolske kirke godkendte kun den latinske Vulgata-oversættelse. Men i 1500-tallet havde den to væsentlige ulemper: Kun et fåtal forstod latin, og i løbet af de tusind år den var blevet kopieret, havde der indsneget sig et betragteligt antal afskriverfejl.

Både oversættere og bibelgranskere behøvede en bibel på grundsprogene og en forbedret latinsk oversættelse. I 1502 besluttede kardinal Jiménez de Cisneros, der var politisk og religiøs rådgiver for dronning Isabella I af Spanien, at dække de lærdes behov ved hjælp af ét værk. Hans ambition var at få samlet de bedste hebraiske, græske og latinske tekster samt nogle aramaiske afsnit i en polyglotbibel, en bibel med tekst på flere sprog. Resultatet blev Complutenserpolyglotten, et skelsættende redskab til gavn for bibeloversættere. Værket blev også en milepæl i bogtrykkerkunsten, som dengang stadig var på begynderstadiet.

Cisneros indledte det formidable projekt med at opkøbe gamle hebraiske håndskrifter, som fandtes i stort tal i Spanien. Desuden samlede han diverse græske og latinske håndskrifter. Skriftsamlingen skulle udgøre grundlaget for polyglotbibelens tekst. Cisneros overdrog hvervet med at sammensætte selve teksten til en arbejdsgruppe af sprogkyndige som han nedsatte på det nygrundlagte universitet i den spanske by Alcalá de Henares. Også den berømte lingvist Erasmus af Rotterdam blev indbudt til at være med, men han afslog.

Det tog de lærde ti år at udarbejde det monumentale værk. Trykningen varede yderligere fire år og blev hæmmet af at ingen spanske trykkere rådede over hebraiske, græske og aramaiske skrifttyper. Dem fik Cisneros fremstillet hos en prominent trykker, Arnão de Brocar. I 1514 kunne trykningen langt om længe påbegyndes. De seks bind lå færdige den 10. juli 1517, blot fire måneder før kardinalens død. Det komplette værk blev udgivet i et oplag på cirka 600 eksemplarer. * Paradoksalt nok skete det i den spanske inkvisitions storhedstid.

Tekstens opstilling

Hver eneste side af denne polyglotbibel er rig på oplysninger. I de fire bind der indeholder De Hebraiske Skrifter, udgør Vulgata-teksten midterspalten, den hebraiske  tekst står yderst, og den græske tekst med en interlinear oversættelse til latin findes inderst. I margenen er rodordene til mange hebraiske udtryk anført. Nederst på hver af siderne med Pentateuken (de fem Mosebøger) gengav oversætterne den tilsvarende tekst fra Targum Onkelos, en aramaisk parafrase (fri oversættelse) af disse bibelbøger, samt en oversættelse til latin.

Polyglotbibelens femte bind omfatter De Græske Skrifter. Teksten er opstillet i to spalter med henholdsvis den græske grundtekst og den tilsvarende latinske Vulgata-tekst. Modsvarende ord er markeret med små bogstaver, så det er let at finde parallelsteder. Polyglotbibelens græske tekst var den første fuldstændige udgave af De Græske Skrifter, „Det Nye Testamente“, der blev trykt. Det samlede værk blev dog først udgivet i 1522. Den tekstudgave som blev udarbejdet af Erasmus, udkom allerede i 1516.

Medarbejderne på det femte bind læste korrektur så samvittighedsfuldt at der kun forekom 50 trykfejl. Takket være denne omhu sætter nutidige eksperter Complutenserpolyglottens græske tekst over Erasmus’ berømte tekst. De elegante græske typer afspejlede smukt den enkle skønhed i de ældre håndskrifter der var skrevet med majuskler, også kaldet uncialer. Forfatteren R. Proctor skriver i sin bog The Printing of Greek in the Fifteenth Century: „Æren for at have frembragt det utvivlsomt smukkeste græske skriftsnit nogen sinde tilkommer Spanien — og det endda med de første tryktyper.“

Polyglotbibelens sjette bind rummer forskellige hjælpemidler til studium af Bibelen: en hebraisk og aramaisk ordbog med et latinsk register, en liste med betydningen af græske, hebraiske og aramaiske navne samt en hebraisk grammatik. Complutenserpolyglotten er med rette blevet hyldet som „et monument over trykkekunsten og bibelvidenskaben“.

Cisneros havde tænkt sig at værket skulle „genoplive det hidtil slumrende studium af Skriften“. Alligevel var han ikke indstillet på at gøre Bibelen tilgængelig for menigmand. Han mente at „Guds ord måtte indhylles i uudgrundelig mystik som langt overgik jævne menneskers forstand“. Desuden udtalte han: „Skriften bør begrænses til de tre gamle sprog som Gud tillod på indskriften over sin korsfæstede søns hoved.“ * Derfor indbefatter Complutenserpolyglotten ingen spansk oversættelse.

Vulgata sammenholdt med grundsprogene

Selve polyglotbibelens natur gav anledning til divergenser mellem de lærde i oversætterstaben. Den berømte spanske filolog Antonio Nebrija * fik til opgave at revidere Vulgata og affatte en version til Complutenserpolyglotten. Den katolske kirke regnede  Vulgata, der var oversat af Hieronymus, for den eneste autoriserede udgave, men Nebrija var klar over at Vulgata burde sammenholdes med de oprindelige hebraiske, aramaiske og græske grundtekster. Han ville gerne rette de åbenlyse fejl der havde sneget sig ind i de eksisterende udgaver af Vulgata.

Med henblik på afklaringen af eventuelle uoverensstemmelser mellem Vulgata og grundsprogenes tekst rettede Nebrija følgende opfordring til kardinal Cisneros: „Tænd igen vor tros to slukkede fakler, det hebraiske og det græske sprog. Beløn dem der helliger sig dette hverv.“ Et andet af Nebrijas forslag lød: „Hver gang der optræder en afvigende læsemåde i Det Nye Testamente, bør vi gå tilbage til de græske håndskrifter. Hver gang der er uoverensstemmelse mellem forskellige latinske håndskrifter eller mellem latinske og græske håndskrifter til Det Gamle Testamente, bør vi søge den nøjagtige mening i det autentiske hebraiske kildeskrift.“

Hvordan forholdt kardinal Cisneros sig til det? I forordet til polyglotbibelen gav han sin utvetydige mening til kende: „Vi har anbragt den latinske oversættelse foretaget af den salige Hieronymus mellem Synagogens [den hebraiske tekst] og Østkirkens [den græske tekst], ligesom røverne der hang på hver sin side af Jesus, der skildrer den romerske, eller latinske, kirke.“ Kardinalen tillod derfor ikke Nebrija at rette den latinske Vulgata så den stemte med teksten på grundsprogene. Det førte til at Nebrija valgte at trække sig ud af projektet frem for at lægge navn til en mangelfuld revision.

En uægte tilføjelse

Polyglotbibelen fra Alcalá de Henares viste sig at være et kæmpeskridt hen imod en forbedret bibeltekst på grundsprogene; men stedvis sejrede traditionen over det videnskabeligt korrekte. Vulgata blev agtet så højt at oversætterne i adskillige tilfælde følte sig forpligtet til at rette „Det Nye Testamentes“ græske tekst efter den latinske frem for omvendt. Et af eksemplerne er den famøse tekstforfalskning i Første Johannesbrev 5:7. * Den findes ikke i nogen af de tidlige græske håndskrifter, men fandt øjensynlig vej ind i teksten flere hundrede år efter at Johannes skrev brevet. Tilføjelsen optræder heller ikke i de ældste gammellatinske håndskrifter til Vulgata. Derfor udelod Erasmus den i sin græske udgave af „Det Nye Testamente“.

Polyglotbibelens oversættere kviede sig ved at udelade en ordlyd der havde været  en traditionel del af Vulgata i flere hundrede år. Derfor tog de forfalskningen med i den latinske tekst og besluttede at oversætte den og indføje den i den græske tekst, sådan at de to spalter stemte overens.

Et tekstgrundlag for nye bibeloversættelser

Complutenserpolyglotten er ikke kun værdifuld fordi den var den første bibel med en trykt udgave af både Septuaginta og alle De Græske Skrifter. Ligesom Erasmus’ græske „Nye Testamente“ blev anerkendt som „textus receptus“ (latin for „anerkendte tekst“) og udgjorde tekstgrundlaget for mange oversættelser af De Græske Skrifter, fandt Complutenserpolyglottens hebraiske tekst anvendelse som grundlæggende tekstudgave til De Hebraisk-Aramaiske Skrifter. * William Tyndale brugte den da han oversatte Bibelen til engelsk.

Complutenserpolyglotten var et fremragende værk der bidrog væsentligt til bibelvidenskabens fremskridt. Værket udkom i en tid hvor interessen for Bibelen bredte sig i hele Europa, og det gav stødet til at den blev oversat til folkesprogene. Complutenserpolyglotten indgik i en række initiativer der medvirkede til at den græske og hebraiske bibeltekst blev forbedret og bevaret. Det harmonerer med Jehovas erklærede hensigt angående sit ’lutrede ord’. Ja, vi kan være sikre på at „vor Guds ord vil bestå evindelig“. — Salme 18:30; Esajas 40:8; 1 Peter 1:25.

[Fodnoter]

^ par. 6 Seks hundrede eksemplarer blev trykt på papir og seks på pergament. I 1984 blev der trykt en faksimileudgave i begrænset oplag.

^ par. 12 De tre sprog var hebraisk, græsk og latin. — Johannes 19:20.

^ par. 14 Nebrija var foregangsmand blandt de spanske humanister. I 1492 udgav han den første castilianske (rigsspanske) grammatik, Gramática de la lengua castellana. Tre år senere bestemte han sig for at vie resten af sit liv til studiet af De Hellige Skrifter.

^ par. 18 Den uægte tilføjelse lyder i én oversættelse: „I himmelen, Faderen, Ordet og den hellige ånd, og disse tre er én.“

^ par. 21 En beretning om Erasmus findes i Vagttårnet for 15. december 1982, side 7-10.

[Illustration på side 29]

Kardinal Jiménez de Cisneros

[Kildeangivelse]

Biblioteca Histórica. Universidad Complutense de Madrid

[Illustration på side 30]

Antonio Nebrija

[Kildeangivelse]

Biblioteca Histórica. Universidad Complutense de Madrid

[Kildeangivelse på side 28]

Biblioteca Histórica. Universidad Complutense de Madrid