Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi bevarede missionærånden — og blev rigt velsignet

Vi bevarede missionærånden — og blev rigt velsignet

 Livsberetning

Vi bevarede missionærånden — og blev rigt velsignet

FORTALT AF TOM COOKE

Lyden af skud forstyrrede pludselig eftermiddagsstilheden, og kuglerne fløj gennem træerne i vores have. Hvad foregik der? Det viste sig at være et kup, og Uganda var fra nu af underlagt general Idi Amins styre. Det skete i 1971.

HVORFOR var min kone, Ann, og jeg flyttet fra det relativt fredelige England til denne urolige del af Afrika? Jeg tror nok der er lidt af en eventyrer i mig, men det var hovedsagelig mine forældres nidkære eksempel i den kristne forkyndelse der gav mig missionærånden.

Jeg husker tydeligt den varme augustdag i 1946 da mine forældre første gang fik besøg af Jehovas Vidner. Min far og mor stod ved hoveddøren og talte meget længe med to besøgende. Fraser Bradbury og Mamie Shreve, som de to forkyndere hed, kom igen mange gange, og i de følgende måneder blev der vendt op og ned på vores tilværelse.

Mine forældres modige eksempel

Mine forældre var involveret i mange af lokalsamfundets aktiviteter. Kort tid før de begyndte at undersøge Bibelen, havde de for eksempel dekoreret huset med plakater af Winston Churchill, og da der skulle være valg efter krigen, blev vores hjem brugt som mødested for lokale medlemmer af det konservative parti. Vores familie havde desuden prominente religiøse og sociale forbindelser.  Skønt jeg dengang kun var 9 år, fornemmede jeg hvor chokerede vores slægtninge blev da det gik op for dem at vi var ved at blive Jehovas Vidner.

Det helhjertede og frygtløse eksempel som vores venner inden for Jehovas Vidner viste, motiverede mine forældre til at være med i forkyndelsen. Der gik ikke lang tid før min far begyndte at holde friluftsforedrag som kunne høres gennem en højttaler lige midt i det vigtigste forretningskvarter i Spondon, den lille by vi boede i. Imens stod vi børn hvor alle kunne se os, og holdt Vagttårnet og Vågn op! i vejret. Jeg skal ærligt indrømme at når børn fra min skole nærmede sig, havde jeg lyst til at krybe i et musehul.

Mine forældres gode eksempel havde opmuntret min storesøster, Daphne, til at begynde som pioner. I 1955 blev hun indbudt til Vagttårnets Bibelskole Gilead og blev derefter sendt til Japan som missionær. * Min lillesøster, Zoe, holdt imidlertid op med at tjene Jehova.

I mellemtiden blev jeg færdig med min grafiske uddannelse. Mens jeg gik på skole, var tvungen værnepligt et meget omdiskuteret emne blandt eleverne. Da jeg fortalte dem at jeg var militærnægter af samvittighedsgrunde, tog de det som en spøg. Men det gav mig rig mulighed for at tale om Bibelen med nogle af dem. Inden længe fik jeg en dom på 12 måneders fængsel fordi jeg nægtede at gå ind i militæret. En af de elever på skolen som viste interesse for Bibelens budskab, var Ann, som senere blev min hustru. Men jeg vil lade Ann selv fortælle hvordan hun lærte sandheden at kende.

Ann fortæller

„Min familie var ikke religiøs, og jeg blev ikke døbt ind i nogen religion. Men emnet religion interesserede mig, så når mine venner gik i kirke, gik jeg med, og det uanset hvilken kirke det drejede sig om. Min interesse for Bibelen blev vakt mens jeg lyttede til de livlige drøftelser Tom og en af hans trosfæller havde med andre elever på skolen. Da Tom og hans ven måtte gå i fængsel fordi de nægtede militærtjeneste, var jeg rystet.

Jeg fortsatte med at skrive til Tom mens han sad inde, og min interesse for Bibelen blev stadig større. Da jeg flyttede til London for at fortsætte min uddannelse, tog jeg imod Muriel Albrechts tilbud om at studere Bibelen med mig. Muriel havde været missionær i Estland, og både hun og hendes mor var til stor opmuntring for mig. Efter kun få uger begyndte jeg at komme til møderne, og inden længe stod jeg selv uden for Victoria Station og tilbød Vagttårnet og Vågn op!

Jeg kom i Southwark menighed i den sydlige del af London. Menigheden bestod af brødre og søstre af mange forskellige nationaliteter, og flere af dem havde kun få midler. Skønt de ikke kendte mig, behandlede de mig som en af deres egne. Det var især kærligheden i den menighed som overbeviste mig om at jeg havde fundet sandheden; og jeg blev døbt i 1960.“

 Samme mål — men andre omstændigheder

Ann og jeg blev gift senere samme år, og det var vores mål at blive missionærer. Men da vi fandt ud af at vi skulle have et barn, var situationen en anden. Selv efter at vores datter, Sara, var født, ønskede Ann og jeg stadig at tjene i et land med større behov for forkyndere. Jeg søgte arbejde i en lang række lande, og i maj 1966 kom der endelig et brev fra Undervisningsministeriet i Uganda hvori der stod at jeg havde fået en stilling. Men på det tidspunkt var Ann gravid med vores andet barn. Nogle syntes at blot det at overveje at flytte var uklogt. Vi rådførte os med vores læge, og han sagde: „Hvis I rejser, må I flyve inden din kone er syv måneder henne i graviditeten.“ Vi rejste derfor øjeblikkelig til Uganda. Det var grunden til at vore forældre ikke så vores yngste datter, Rachel, før hun var to år gammel. Nu da vi selv er bedsteforældre, forstår vi fuldt ud hvor stort et offer det må have været for dem.

Da vi ankom til Uganda i 1966, var vi på én gang både spændte og overvældede. I det øjeblik vi steg ud af maskinen, blev vi straks betagede af de strålende farver omkring os. Det første sted vi boede, lå i nærheden af den lille by Iganga, 50 kilometer fra Jinja, en by ved Nilens udspring. De Jehovas Vidner der boede nærmest, var en isoleret gruppe nær Jinja. Missionærerne Gilbert og Joan Walters samt Stephen og Barbara Hardy tog sig af gruppen. Jeg bad min arbejdsgiver om at blive forflyttet til Jinja så vi bedre kunne hjælpe denne gruppe. Kort efter at Rachel var blevet født, flyttede vi til Jinja. Det var en stor glæde at arbejde sammen med den lille gruppe af trofaste Jehovas Vidner og se gruppen vokse til en menighed — den anden i Uganda.

Vi tjener som familie i et fremmed distrikt

Ann og jeg føler ikke at vi kunne have valgt bedre omgivelser for børnene at vokse op i. Det var en glæde at arbejde sammen med missionærer fra forskellige lande og hjælpe den nyoprettede menighed til at vokse. Vi elskede samværet med de ugandiske brødre og søstre, som ofte kom på besøg. Især Stanley og Esinala Makumba var til stor opmuntring for os.

Menighedens medlemmer var imidlertid ikke de eneste besøgende, for vi var omgivet af en forbløffende variation af vilde dyr. Flodheste kom op fra Nilen om natten og vandrede lige op til huset. Jeg husker tydeligt at vi engang havde en seks meter lang kvælerslange i haven. Nogle gange tog vi ud for at betragte dyrelivet i reservater hvor løver og andre vilde dyr strejfede frit omkring.

 I forkyndelsen vakte vi opsigt, for lokalbefolkningen havde aldrig før set en barnevogn. Sædvanligvis havde vi en hel flok små børn efter os når vi gik fra hus til hus. Folk kiggede først respektfuldt på os og rørte derefter ved den hvide baby. Forkyndelsesarbejdet var en stor fornøjelse fordi folk var så høflige. Vi troede at alle ville blive Jehovas Vidner, for det var så let at få bibelstudier. Mange fandt det imidlertid svært at bryde med ubibelske traditioner. Flere af dem vi forkyndte for, begyndte dog at leve efter Bibelens høje moralnormer, og menigheden voksede i antal. Det første kredsstævne i Jinja i 1968 var en milepæl. Vi mindes med glæde dåben i Nilen, hvor nogle af dem vi havde studeret Bibelen med, blev døbt. Vores sorgløse tilværelse skulle dog ikke vare ved.

Forbuddet — en prøve på vores tro der krævede opfindsomhed

I 1971 overtog general Idi Amin magten. Der var vild forvirring i Jinja, og det var mens vi sad og nød en kop te i haven, at den scene der beskrives i indledningen, udspillede sig. I de næste to år blev den store asiatiske befolkningsgruppe forvist fra Uganda. De fleste udlændinge valgte at forlade landet, og det gik alvorligt ud over skoler, hospitaler og lignende. Så kom den barske meddelelse at Jehovas Vidner var blevet forbudt. Af sikkerhedsgrunde flyttede Undervisningsministeriet os ind til hovedstaden, Kampala. Denne flytning gavnede os på to måder. Vi havde større bevægelsesfrihed fordi vi ikke var så kendt i Kampala. Og der var meget at gøre i menigheden og i forkyndelsen.

Brian og Marion Wallace og deres to børn var i samme situation som os, og de besluttede også at blive i Uganda. Vi glædede os over deres selskab mens vi arbejdede sammen i Kampala menighed i denne vanskelige tid. De beretninger vi havde læst om brødre i andre lande der tjente under forbud, var nu til særlig opmuntring for os. Vi mødtes i små grupper, og en gang om måneden havde vi større møder i Entebbes botaniske have under påskud af at vi holdt en fest. Pigerne syntes det var en rigtig god idé.

Vi måtte være meget forsigtige når vi forkyndte. Hvide der besøgte ugandiske hjem, ville have været alt for iøjnefaldende. Derfor blev butikker, lejligheder og visse kollegier vores distrikt. En af de metoder jeg brugte i  butikkerne, var at spørge efter en vare som jeg vidste man ikke længere kunne få, eksempelvis sukker og ris. Hvis butiksindehaveren gav udtryk for bekymring over det der skete i landet, fremholdt jeg Bibelens budskab for vedkommende. Denne fremgangsmåde var effektiv. Når jeg forlod butikken, skete det indimellem at jeg ikke blot havde fået aftale om et genbesøg, men også gik hjem med en lille forsyning af noget der var svært at skaffe.

I mellemtiden tog urolighederne til omkring os. Eftersom forholdet mellem Uganda og England var blevet yderligere forværret, ville myndighederne ikke forny min kontrakt. Så i 1974, efter otte år i Uganda, måtte vi med sorg vinke farvel til brødrene. Vi bevarede dog missionærånden.

Vi flytter til Ny Guinea

I januar 1975 fik vi mulighed for at arbejde i Papua Ny Guinea. Nu begyndte otte års vidunderlig tjeneste i denne del af Stillehavet. Forkyndelsen og fællesskabet med brødrene gav os et rigt liv med mange velsignelser.

Vores familie husker livet i Papua Ny Guinea som skuespillenes tid — altså bibelske skuespil. Hvert år var vi med i forberedelserne til de skuespil der skulle opføres ved områdestævnet, og vi havde det virkelig sjovt. Vi glædede os over samværet med mange åndeligsindede familier, som havde en positiv indflydelse på vores piger. Sara, den ældste, giftede sig med en specialpioner, Ray Smith, og de virkede sammen i specialpionertjenesten nær grænsen til Irian Jaya (nu kaldet Papua, en indonesisk provins). Deres hjem var en græshytte i den lokale landsby, og Sara fortæller at den tid hun tilbragte i deres tildelte distrikt, lærte hende utrolig meget.

Nye forhold

Tiden var nu kommet da mine forældre fik brug for ekstra pleje. Men i stedet for at vi skulle tage tilbage til dem i England, indvilligede de i at komme og bo hos os. I 1983 flyttede vi alle sammen til Australien. De tilbragte også nogen tid hos min søster Daphne, der stadig var i Japan. Efter mine forældres død besluttede Ann og jeg at blive pionerer, og det førte til en særlig tjenesteforrettighed som jeg følte var en stor udfordring.

Vi var lige netop begyndt som pionerer da vi blev indbudt til kredstjenesten. Fra barnsben af har jeg betragtet kredstilsynsmandens besøg som en særlig begivenhed. Nu var jeg selv kredstilsynsmand. Kredstjenesten viste sig at være den sværeste opgave vi indtil da havde haft, men gang på gang hjalp Jehova os på måder som vi aldrig før havde oplevet.

Da broder Theodore Jaracz i 1990 besøgte Australien som zonetilsynsmand, spurgte vi ham om han syntes vi var for gamle til at være i heltidstjenesten i et andet land. Han sagde: „Hvad med Salomonøerne?“ Og så blev Ann og jeg, der var i halvtredserne, for første gang officielt udnævnt og sendt af sted som missionærer.

 På Salomonøerne

Salomonøerne kaldes af nogle for „de lykkelige øer“, og vores tjeneste her i det sidste årti har virkelig været fyldt med lykke. Ann og jeg mærkede vore brødre og søstres mildhed og venlighed her på Salomonøerne da jeg tjente som områdetilsynsmand. Den gæstfrihed der blev vist os, rørte os dybt. Alle var så tålmodige og bar over med mig når jeg forsøgte at forklare tingene på hvad jeg troede var forståeligt salomonø-pidgin — et sprog der har et af verdens mindste ordforråd.

Kort efter vores ankomst til Salomonøerne prøvede modstandere at forhindre at stævnehallen blev taget i brug. Den anglikanske kirke lagde sag an mod Jehovas Vidner med den begrundelse at en del af den jord vores nye stævnehal i Honiara var bygget på, tilhørte dem. Myndighederne gav kirken medhold; vi ankede derfor dommen til højesteret. Udfaldet af appellen ville blive afgørende for om den nye stævnehal med 1200 siddepladser skulle rives ned eller ej.

Retssagen stod på i en hel uge. Modpartens advokat udviste en overlegen selvsikkerhed da sagen mod os blev fremlagt. Men vores advokat, broder Warren Cathcart fra New Zealand, afslørede med al tydelighed at modpartens anklager var grundløse. Om fredagen var rygtet om den dramatiske retssag nået vidt omkring, og retssalen var stuvende fuld. Der var højtstående folk fra kirken, regeringsembedsmænd og Jehovas Vidner til stede. Jeg kan huske hvordan sagen var annonceret på domstolens opslagstavle. Der stod fejlagtigt: „Salomonøerne og den melanesiske kirke mod Jehova.“ Vi vandt sagen.

Selv om der var forholdsvis roligt på Salomonøerne, varede det ikke ved. Endnu en gang befandt Ann og jeg os et sted hvor der var voldsomme uroligheder på grund af et militærkup. Etniske stridigheder førte til borgerkrig. Den 5. juni 2000 blev regeringen væltet, og hovedstaden kom under væbnede styrkers kontrol. I nogle uger blev stævnehallen brugt som center for hjemløse. Myndighederne var forbløffede over at vore kristne brødre og søstre fra forskellige etniske grupper kunne leve fredeligt sammen som en familie under ét tag. Det var et stort vidnesbyrd.

Selv de militante respekterede Jehovas Vidners neutrale standpunkt. Derfor lykkedes det os at overtale en af de øverstbefalende til at give os tilladelse til at køre en lastbil med litteratur og andre forsyninger ud til en lille gruppe af vore trosfæller der var blevet afskåret bag oprørsstyrkernes linjer. Da vi fandt de familier som havde været adskilt fra os i nogle måneder, var der ikke et øje tørt.

Meget at være taknemmelige for

Når vi tænker tilbage på det liv vi har haft i Jehovas tjeneste, har vi meget at være taknemmelige for. Som forældre har det været en glæde at se begge vores døtre og deres mænd, Ray og John, tjene Jehova trofast. De har været en god støtte for os i missionærtjenesten.

I de sidste 12 år har Ann og jeg haft den store forret at tjene på Salomonøernes afdelingskontor. Og i den tid har vi set antallet af forkyndere øget til det dobbelte, så nu er der over 1800. For nylig fik jeg desuden den store forret at overvære Skolen for Afdelingskontorernes Udvalg i Patterson, New York. At vi bevarede missionærånden, har givet os et rigt liv med mange velsignelser.

[Fodnote]

^ par. 10 Se artiklen „Vi tøvede ikke“ i Vagttårnet for 1. maj 1977.

[Illustration på side 23]

På vores bryllupsdag i 1960

[Illustration på side 24]

I Uganda var Stanley og Esinala Makumba til stor opmuntring for vores familie

[Illustration på side 24]

Sara går ind i en nabohytte

[Illustration på side 25]

Ved at tegne var jeg i stand til undervise indbyggere på Salomonøerne

[Illustration på side 25]

Sammen med brødre fra en afsidesliggende menighed på Salomonøerne

[Illustration på side 26]

Vores familie i dag