Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lad alle forkynde Jehovas herlighed

Lad alle forkynde Jehovas herlighed

 Lad alle forkynde Jehovas herlighed

„Tilskriv Jehova herlighed og styrke. Tilskriv Jehova hans navns herlighed.“ — SALME 96:7, 8.

1, 2. Hvordan bliver Jehova lovprist, og hvem opfordres til at slutte sig til denne lovprisning?

DAVID, Isajs søn, voksede op som hyrdedreng i nærheden af Betlehem hvor han vogtede sin fars får. I de ensomme og stille nætter har han sikkert ofte betragtet den storslåede stjernehimmel. Det var uden tvivl minder fra denne tid der blev vakt i ham da Guds hellige ånd inspirerede ham til at forfatte og synge de smukke ord i Salme 19: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk. Dens målesnor er nået ud over hele jorden, og dens udsagn til det frugtbare lands yderste ende.“ — Salme 19:1, 4.

2 Dag efter dag og nat efter nat forkynder Jehovas ærefrygtindgydende himmel hans herlighed uden tale, uden ord og uden stemme. Skaberværket ophører aldrig med at forkynde Guds herlighed, og man føler sig meget lille når man tænker på at dette vidnesbyrd når „ud over hele jorden“. Men skaberværkets tavse vidnesbyrd er ikke tilstrækkeligt. Troende mennesker opfordres til med deres stemme at slutte sig til dette vidnesbyrd. En unavngiven salmist henvendte sig til dem der tilbeder Gud i tro, med følgende inspirerede ord: „Tilskriv Jehova herlighed og styrke. Tilskriv Jehova hans navns herlighed.“ (Salme 96:7, 8) De der har et nært forhold til Jehova, følger begejstret denne opfordring. Men hvad indebærer det at ære Gud, at tilskrive ham herlighed?

3. Hvorfor tilskriver mennesker Gud herlighed?

3 Det er ikke kun noget man gør i ord. Israelitterne på Esajas’ tid ærede Gud med læberne, men de fleste var ikke oprigtige i deres gudsdyrkelse. Gennem Esajas sagde Jehova: ’Dette folk holder sig nær med sin mund og ærer mig blot med sine læber, hvorimod det har fjernet sit hjerte langt fra mig.’ (Esajas 29:13) En lovprisning der kun kom til udtryk i ord, var meningsløs. For at en lovprisning kan have nogen betydning, må den udspringe af et hjerte fyldt med kærlighed til Jehova og en oprigtig anerkendelse af hans  enestående herlighed. Jehova alene er Skaberen. Han er den Almægtige, den mest retfærdige i universet og selve indbegrebet af kærlighed. Han er kilden til vores frelse og den retmæssige Suveræn, den som alle i himmelen og på jorden skylder at underlægge sig. (Åbenbaringen 4:11; 19:1) Hvis vi virkelig tror dette, lad os da prise og ære ham af hele vort hjerte.

4. Hvilken vejledning gav Jesus i forbindelse med at ære og herliggøre Gud, og hvordan kan vi følge den?

4 Jesus Kristus lærte os hvordan man ærer, eller herliggør, Gud, for han sagde: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (Johannes 15:8) Hvordan bærer vi megen frugt? For det første ved helhjertet at deltage i forkyndelsen af den „gode nyhed om riget“ og derved slutte os til hele skaberværket der „fortæller“ om Guds „usynlige egenskaber“. (Mattæus 24:14; Romerne 1:20) Dermed har vi alle en direkte eller indirekte andel i at gøre nye disciple så endnu flere slutter sig til det kor der lovpriser Jehova Gud. For det andet opdyrker vi den frugt som den hellige ånd frembringer i os, og bestræber os for at efterligne Jehova Guds smukke egenskaber. (Galaterne 5:22, 23; Efeserne 5:1; Kolossenserne 3:10) På den måde er vores adfærd til ære for Gud.

„Ud over hele jorden“

5. Hvordan understregede Paulus at de kristne har det ansvar at herliggøre Gud ved at fortælle andre om deres tro?

5 I sit brev til romerne understregede Paulus det ansvar kristne har for at herliggøre Gud ved at fortælle andre om deres tro. Et hovedtema i Romerbrevet er at kun de der tror på Jesus Kristus, kan blive frelst. I kapitel 10 i dette brev viser Paulus at jøderne på hans tid stadig forsøgte at blive erklæret retfærdige ved at følge Moseloven, selv om „Kristus [var] lovens ende“. Paulus siger derfor: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“ Siden da har der „ingen forskel [været] på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig nok for alle dem der påkalder ham. For ’enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’.“ — Romerne 10:4, 9-13.

6. Hvordan anvendte Paulus Salme 19:4?

6 Dernæst stiller Paulus nogle logiske spørgsmål: „Hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ (Romerne 10:14) I det følgende siger Paulus om Israel: ’Det var ikke alle der adlød den gode nyhed.’ Hvorfor adlød Israel ikke? Det var ikke fordi de ikke havde mulighed for det. Det skyldtes mangel på tro. Det fremgår af Paulus’ citat fra Salme 19:4 hvor han anvender ordene på det kristne forkyndelsesarbejde og ikke på skaberværkets tavse vidnesbyrd. Han siger: „Deres røst er kommet ud over hele jorden, og deres udsagn til den beboede jords fjerneste egne.“ (Romerne 10:16, 18) Ja, ligesom det livløse skaberværk herliggør Jehova, forkyndte de kristne i det første århundrede frelsens gode nyhed overalt og priste derved Gud „over hele jorden“. Også i sit brev til kolossenserne beskrev Paulus i hvor vid udstrækning den gode nyhed var blevet udbredt, for han sagde at den var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

 Nidkære vidner

7. Hvilket ansvar har kristne ifølge Jesus?

7 Paulus skrev sandsynligvis sit brev til kolossenserne omkring 27 år efter Jesu død. Hvordan var det gået til at forkyndelsen havde bredt sig helt til Kolossæ på så relativ kort tid? Jo, de kristne i det første århundrede var nidkære, og Jehova velsignede deres nidkærhed. Jesus havde forudsagt at hans disciple ville være aktive forkyndere da han sagde: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Desuden gav Jesus den befaling vi finder i de sidste vers i Mattæusevangeliet: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Kort efter at Jesus var steget til himmelen, begyndte hans disciple at udføre denne befaling.

8, 9. Hvordan reagerede de kristne ifølge Apostelgerninger på Jesu befaling?

8 Det første Jesu trofaste disciple gjorde efter at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen år 33, var at forkynde og fortælle folk i Jerusalem „om Guds storslåede gerninger“. Deres forkyndelse var meget virkningsfuld, og „omkring tre tusind sjæle“ blev døbt. Disciplene fortsatte med nidkært at prise Gud offentligt, og det gav gode resultater. — Apostelgerninger 2:4, 11, 41, 46, 47.

9 De religiøse ledere blev hurtigt opmærksomme på disse kristnes virke. Foruroligede over Peters og Johannes’ frimodighed befalede de dem at holde op med at forkynde. Apostlene svarede: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Efter at Peter og Johannes var blevet truet og løsladt, gik de tilbage til deres brødre, og i en fælles bøn til Jehova sagde de modigt: „Giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ — Apostelgerninger 4:13, 20, 29.

10. Hvilken modstand mødte de sande kristne, og hvordan reagerede de?

10 Kort efter kom det til at stå klart at denne bøn var helt i overensstemmelse med Jehovas vilje. Apostlene blev arresteret og derefter mirakuløst udfriet af en engel der sagde til dem: „Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at tale til folket, fremhold alle udtalelserne om dette liv.“ (Apostelgerninger 5:18-20) Apostlene adlød, og Jehova fortsatte derfor med at velsigne dem. De blev desuden ved med „hver dag . . . i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde  den gode nyhed om Messias, Jesus“. (Apostelgerninger 5:42) Det er tydeligt at selv voldsom modstand på ingen måde var i stand til at hindre Jesu disciple i at herliggøre Gud.

11. Hvilken indstilling havde de kristne i det første århundrede til forkyndelsen?

11 Inden længe blev Stefanus arresteret og stenet til døde. Dette mord udløste en bitter forfølgelse i Jerusalem, og alle disciplene undtagen apostlene blev tvunget til at flygte. Fik denne forfølgelse dem til at miste modet? Slet ikke, for vi læser: „De der var blevet spredt gik imidlertid gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ (Apostelgerninger 8:1, 4) Denne iver efter at forkynde Guds herlighed kom til udtryk igen og igen. I Apostelgerninger, kapitel 9, læser vi at farisæeren Saulus fra Tarsus fik et syn af Jesus og blev slået med blindhed mens han var på vej til Damaskus for at iværksætte en forfølgelse af Jesu disciple i denne by. I Damaskus helbredte Ananias mirakuløst Saulus’ blindhed. Hvad var det første Saulus — der senere blev kendt som apostelen Paulus — gjorde? Beretningen siger: „Straks begyndte han i synagogerne at forkynde om Jesus, at han er Guds søn.“ — Apostelgerninger 9:20.

Alle tog del i forkyndelsen

12, 13. (a) Hvad er ifølge historikere bemærkelsesværdigt ved den kristne menighed i det første århundrede? (b) Hvordan stemmer Apostelgerninger overens med det historikere siger?

12 Det er almindeligt anerkendt at alle i den kristne menighed i det første århundrede deltog i arbejdet med at forkynde. Philip Schaff skriver om datidens kristne: „Hver menighed var et missionsselskab, og hver troende kristen en missionær.“ (History of the Christian Church) W.S. Williams har sagt: „Der er almindelig enighed om at alle kristne i oldkirken, i særlig grad de der havde den karismatiske gave [åndens gaver], forkyndte evangeliet.“ (The Glorious Ministry of the Laity) Han siger endvidere: „Det har aldrig været Jesu Kristi mening at det udelukkende skulle være folk der tilhørte en bestemt stand, der skulle forkynde.“ Endog Celsus, en af kristendommens fjender i oldtiden, skrev: „Uldarbejdere, skomagere og garvere, de mest udannede og bondske mennesker, var ivrige forkyndere af evangeliet.“

13 At disse udtalelser er korrekte, fremgår af den historiske beretning i Apostelgerninger. På pinsedagen år 33 forkyndte alle disciplene, både mænd og kvinder, offentligt „Guds storslåede gerninger“. Den forfølgelse der opstod efter mordet på Stefanus, resulterede i at de kristne der var blevet spredt, forkyndte den gode nyhed vidt og bredt. Omkring 28 år senere skrev Paulus følgende til alle kristne hebræere, ikke kun til en lille præsteklasse: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ (Hebræerne 13:15) Paulus beskrev sit eget syn på forkyndelsen med følgende ord: „Når jeg nu forkynder den gode nyhed, giver det mig ingen grund til at rose mig, for det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Korinther 9:16) Det er tydeligt at alle trofaste kristne i det første århundrede havde den samme indstilling.

14. Hvilken forbindelse er der mellem tro og forkyndelse?

14 Alle sande kristne må deltage i forkyndelsen, for den er uløseligt forbundet med troen. Paulus sagde: „Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ (Romerne 10:10) Er det kun en lille gruppe inden for menigheden — for eksempel en præsteklasse — der ejer tro og derfor har det ansvar at forkynde? Naturligvis ikke. Alle sande kristne opdyrker en levende tro på Herren Jesus Kristus og føler sig tilskyndet til at bekende denne tro offentligt for andre. Ellers er deres tro død. (Jakob 2:26) Eftersom alle loyale kristne i det  første århundrede lod deres tro komme til udtryk på denne måde, lød der en vældig lovprisning af Jehovas navn.

15, 16. Giv eksempler på at forkyndelsen havde fremgang trods problemer.

15 I det første århundrede velsignede Jehova sit folk med vækst til trods for problemer i og uden for menigheden. For eksempel nævnes der i Apostelgerninger, kapitel 6, at der var en uoverensstemmelse mellem de hebraisktalende og de græsktalende kristne. Apostlene tog sig af problemet, og vi læser hvad resultatet blev: „Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ — Apostelgerninger 6:7.

16 Senere opstod der politiske spændinger mellem Judæas konge, Herodes Agrippa, og indbyggerne i Tyrus og Zidon. Indbyggerne i disse byer begyndte imidlertid at komme med fredstilbud for at indynde sig hos Herodes. Som følge heraf holdt Herodes en tale for offentligheden, hvorefter den forsamlede folkeskare begyndte at råbe: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Øjeblikkelig slog Jehovas engel Herodes Agrippa, og han døde „fordi han ikke gav Gud æren“. (Apostelgerninger 12:20-23) Hvilket chok for dem der satte deres lid til jordiske herskere! (Salme 146:3, 4) De kristne blev imidlertid ved med at ære Jehova, og det førte til at ’Jehovas ord fortsat havde fremgang og udbredtes’ til trods for den politiske ustabilitet. — Apostelgerninger 12:24.

Dengang og nu

17. Hvad var et stigende antal med til i det første århundrede?

17 Ja, den verdensomspændende kristne menighed i det første århundrede bestod af nidkære forkyndere der aktivt lovpriste Jehova Gud. Alle loyale kristne var med til at udbrede den gode nyhed. Nogle af dem de mødte, reagerede positivt, og som Jesus havde påbudt, lærte de kristne dem at holde alt det han havde befalet. (Mattæus 28:19, 20) Det førte til at menigheden voksede, og at flere og flere sluttede sig til lovprisningen af Jehova. Ligesom fortidens kong David kunne de sige: „Jeg priser dig, Jehova min Gud, med hele mit hjerte, og jeg vil herliggøre dit navn til fjerne tider; for din loyale hengivenhed er stor imod mig.“ — Salme 86:12, 13.

18. (a) Hvilken forskel er der mellem den kristne menighed i det første århundrede og kristenheden i dag? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

18 I betragtning heraf er det meget tankevækkende hvad teologiprofessor Allison A. Trites har sagt. Han har sammenlignet kristenheden i dag med kristendommen i det første århundrede og siger: „Kirkerne i dag vokser hovedsagelig som følge af biologisk vækst (når børnene i en familie der tilhører en lokal kirke, personligt bekender sig til troen) eller som følge af kirkeskifte (når nogle skifter bopæl og begynder at komme i en anden kirke). Men i Apostelgerninger er der tale om at mennesker blev omvendt, for kirken havde først lige begyndt sit arbejde.“ Betyder det at den sande kristne menighed ikke længere vokser på den måde Jesus sagde at det ville ske? Nej, slet ikke. I dag er sande kristne lige så nidkære som de kristne i det første århundrede når det gælder om at lovprise Gud offentligt. Det vil fremgå af den næste artikel.

Spørgsmål til repetition

● Hvordan ærer vi Gud?

● Hvordan anvendte Paulus Salme 19:4?

● Hvilken forbindelse er der mellem tro og forkyndelse?

● Hvad var bemærkelsesværdigt ved den kristne menighed i det første århundrede?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 8, 9]

Himlene vidner uden ophør om Jehovas herlighed

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Anglo-Australian Observatory, foto af David Malin

[Illustrationer på side 10]

Forkyndelse er nært forbundet med bøn