Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Oplært af Jehova fra min ungdom

Oplært af Jehova fra min ungdom

 Livsberetning

Oplært af Jehova fra min ungdom

FORTALT AF RICHARD ABRAHAMSON

„Gud, du har oplært mig fra min ungdom, og endnu denne dag fortæller jeg om dine undergerninger.“ Lad mig forklare hvorfor disse ord fra Salme 71:17 har særlig betydning for mig.

MIN mor, Fannie Abrahamson, blev i 1924 kontaktet af Jehovas Vidner, der dengang blev kaldt bibelstudenterne. Jeg var kun et år gammel. Efterhånden som mor lærte sandhederne i Bibelen at kende, fortalte hun uden tøven vores naboer om det hun havde lært. Hun underviste også mig og min storebror og storesøster. Før jeg kunne læse, lærte hun mig at huske mange skriftsteder udenad der fortalte om velsignelserne under Guds rige.

Jeg er født i byen La Grande i staten Oregon, USA, hvor jeg også voksede op, og her var der i slutningen af 1920’erne kun nogle få kvinder og børn i vores gruppe af bibelstudenter. Vi boede meget isoleret, men fik alligevel én eller to gange om året besøg af rejsende tilsynsmænd, der dengang blev kaldt pilgrimme. De holdt opmuntrende foredrag, fulgtes med os i forkyndelsen fra hus til hus og tog sig kærligt af os børn. Blandt disse kære brødre var Shield Toutjian, Gene Orrell og John Booth.

Ingen fra vores gruppe havde mulighed for at tage til stævnet i Columbus, Ohio, i 1931, hvor bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner. Men i de menigheder, eller kredse som de dengang blev kaldt, og isolerede grupper hvor ingen havde overværet stævnet, mødtes man lokalt i august for at vedtage en resolution og antage navnet. Det gjorde vi også i  vores lille gruppe i La Grande. I 1933 havde vi en kampagne hvor vi uddelte brochuren Krisen. Jeg lærte en præsentation udenad, og for første gang gik jeg alene fra hus til hus.

I løbet af 1930’erne voksede modstanden mod vores arbejde, og kredsene blev derfor organiseret i det der blev kaldt divisioner. En eller to gange om året holdt man små stævner hvor man arbejdede sammen i forkyndelsen i de såkaldte divisionskampagner. Ved disse stævner lærte vi også hvordan vi kunne forkynde, og hvordan vi respektfuldt kunne klare de situationer hvor politiet greb ind. Eftersom forkynderne ofte blev ført frem for en politiret eller en almindelig domstol, øvede vi os på hvordan vi kunne følge instruktionerne i en tryksag der blev kaldt „Anvisning vedrørende retssager“. Det satte os i stand til at klare modstanden.

Øget forståelse af sandheden fra Bibelen

Jeg fik stadig større forståelse og værdsættelse af de bibelske sandheder og det bibelske håb om at mennesker kunne leve evigt på jorden under Guds himmelske riges styre. På det tidspunkt blev der ikke lagt så meget vægt på at man skulle døbes hvis ikke man nærede håb om at skulle herske sammen med Kristus i himmelen. (Åbenbaringen 5:10; 14:1, 3) Men jeg fik alligevel at vide at hvis jeg i mit hjerte havde besluttet mig for at gøre Jehovas vilje, ville det være rigtigt at jeg lod mig døbe. Jeg blev derfor døbt i august 1933.

Da jeg var 12 år gammel, syntes min lærerinde at jeg havde særlige evner i forbindelse med mundtlig fremstilling, så hun opfordrede mor til at sørge for at jeg fik yderligere undervisning. Mor mente at det sikkert ville hjælpe mig til bedre at tjene Jehova. Hun betalte derfor for min undervisning ved i et år at vaske tøj for den lærer der underviste mig i talekunst. Det jeg lærte, viste sig at blive til hjælp for mig i min tjeneste. Da jeg var 14, fik jeg gigtfeber, og i over et år kunne jeg ikke gå i skole.

I 1939 kom en heltidsforkynder ved navn Warren Henschel til vores område. * Han var i åndelig forstand som en storebror for mig, og vi tilbragte lange dage i forkyndelsen sammen. Han hjalp mig hurtigt til at komme i gang i feriepionertjenesten, en slags midlertidig heltidstjeneste. Den sommer blev vores gruppe til en kreds. Warren blev udnævnt til kredstjener, og jeg blev udnævnt til vagttårnsstudieleder. Da Warren blev indbudt til at tjene på Betel, Jehovas Vidners internationale hovedkontor i Brooklyn, New York, blev jeg kredstjener.

Jeg begynder i heltidstjenesten

Det øgede ansvar der fulgte med at være kredstjener, forstærkede mit ønske om at begynde i den almindelige pionertjeneste. Det gjorde jeg som 17-årig efter at have færdiggjort mit tredje år i highschool. Far havde ikke den samme tro som os, men han var en god forsørger og fulgte nogle gode principper i sit liv. Han ville gerne have at jeg skulle på universitetet,  men hvis blot jeg klarede mig selv økonomisk, måtte jeg gøre som jeg ville. Jeg begyndte derfor som pioner den 1. september 1940.

Da jeg flyttede hjemmefra, fik min mor mig til at læse Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ Det har virkelig været en stor hjælp for mig altid at lægge mit liv i Jehovas hænder.

Kort efter begyndte jeg at arbejde sammen med Joe og Margaret Hart i forkyndelsen i den centrale og nordlige del af staten Washington. Det var et meget varieret distrikt med kvægfarme, fårefarme, indianerreservater samt mindre byer og landsbyer. I foråret 1941 fik jeg til opgave at være kredstjener i menigheden i Wenatchee i staten Washington.

Ved et af vores stævner i Walla Walla i Washington fik jeg til opgave at tage imod dem der kom ind i salen. Jeg lagde mærke til at en ung broder forgæves forsøgte at få højttalerudstyret til at fungere, og foreslog derfor at vi byttede opgave. Da den rejsende kredstjener, Albert Hoffman, kom tilbage og så at jeg havde forladt min plads, forklarede han mig med et venligt smil at det er bedst at passe den opgave man får tildelt, indtil man får en anden. Jeg har aldrig glemt hans vejledning.

I august 1941 planlagde Jehovas Vidner at holde et stort stævne i St. Louis i Missouri. Broder og søster Hart udstyrede deres pickup med en presenning og anbragte nogle bænke på ladet. Vi var ni pionerer der foretog den 2400 kilometer lange rejse til St. Louis i denne bil. Det tog omkring en uge hver vej. Politiet skønnede at antallet af tilhørere ved stævnet nåede op på 115.000. Selv om der sikkert ikke har været helt så mange, var der ganske givet flere end de 65.000 Jehovas Vidner der på det tidspunkt var i USA. Stævnet var til stor åndelig opmuntring.

Tjeneste på Betel i Brooklyn

Da jeg kom tilbage til Wenatchee, modtog jeg et brev hvori jeg blev bedt om at komme og tjene på Betel i Brooklyn. Jeg ankom den 27. oktober 1941 og blev taget med ind på Nathan H. Knorrs kontor. Han var på det tidspunkt trykkeritilsynsmand og forklarede mig venligt om livet på Betel. Han understregede at hvis det skulle gå en godt på Betel, var det vigtigt at holde sig nær til Jehova. Dernæst blev jeg taget med over i forsendelsesafdelingen hvor jeg blev sat til at binde snore om de litteraturkasser der skulle sendes ud.

Den 8. januar 1942 døde Joseph Rutherford, der havde ført an i Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde. Fem dage senere valgte Selskabets bestyrelse broder Knorr til at være hans efterfølger. Da W.E. Van Amburgh, der i mange år havde været Selskabets sekretær og kasserer, bekendtgjorde det for betelfamilien, sagde han: „Jeg kan huske dengang  C.T. Russell døde [i 1916] og blev erstattet af J.F. Rutherford. Herren fortsatte med at lede sit arbejde og give det fremgang. Nu regner jeg med at arbejdet vil gå fremad med Nathan H. Knorr som præsident, for dette er Herrens gerning, ikke et menneskes.“

I februar 1942 blev det meddelt at der ville blive indført et kursus i teokratisk tjeneste for viderekomne. Det var tanken at det skulle hjælpe dem der arbejdede på Betel, til at blive bedre til at finde stof om bibelske emner, ordne det logisk og fremholde det på en god måde. Det talerkursus jeg tidligere havde gennemgået, hjalp mig til at gøre hurtige fremskridt.

Inden længe fik jeg til opgave at arbejde i tjenesteafdelingen, som fører tilsyn med Jehovas Vidners forkyndelse i USA. Senere samme år blev det besluttet at genindføre ordningen med at tilsynsmænd skulle besøge de forskellige kredse, eller menigheder. Disse rejsende tilsynsmænd, der blev kaldt vennetjenere, kaldes i dag kredstilsynsmænd. I løbet af sommeren 1942 blev der holdt et kursus på Betel for at oplære nogle brødre til denne tjeneste, og jeg fik den forret at være blandt dem der blev undervist. Jeg kan især huske at broder Knorr, der var en af lærerne, understregede følgende: „Prøv ikke kun at behage mennesker. Det ender bare med at du ikke gør nogen tilpas. Behag Jehova. Så vil du behage alle der elsker ham.“

Denne rejsetjeneste blev indført i oktober 1942. Flere af os brødre fra Betel var i nogle weekender med i denne tjeneste og besøgte menigheder der lå inden for en radius af 400 kilometer fra byen New York. Vi gennemgik optegnelserne over menighedens forkyndelse og mødedeltagelse, havde et møde med de ansvarshavende brødre, holdt et eller to foredrag og arbejdede sammen med de lokale forkyndere i tjenesten.

I 1944 blev nogle brødre fra tjenesteafdelingen i seks måneder sendt ud i rejsetjenesten, og jeg fik til opgave at besøge nogle af menighederne i staterne Delaware, Maryland, Pennsylvania og Virginia. Senere besøgte jeg i nogle måneder menighederne i Connecticut, i Massachusetts og på Rhode Island. Da jeg vendte tilbage til Betel, arbejdede jeg halvdags for broder Knorr og hans sekretær, Milton Henschel, og det gav mig indblik i det verdensomspændende arbejde. Resten af dagen arbejdede jeg i regnskabsafdelingen under tilsyn af W.E. Van Amburgh og hans assistent, Grant Suiter. I 1946 fik jeg så til opgave at føre tilsyn med nogle af afdelingerne på Betel.

Store forandringer i mit liv

Da jeg i 1945 betjente nogle menigheder, lærte jeg Julia Charnauskas fra Providence, Rhode Island, at kende. I sommeren 1947 planlagde vi at gifte os. Jeg holdt meget af beteltjenesten, men dengang var det ikke muligt at få sin ægtefælle ind på Betel når man giftede sig. Så i januar 1948 forlod jeg Betel, og Julia (Julie) og jeg blev gift. Jeg fik deltidsarbejde i et supermarked i Providence, og vi begyndte sammen i pionertjenesten.

I september 1949 blev jeg indbudt til at virke i rejsetjenesten i det nordvestlige Wisconsin. Det var en stor forandring for Julie og mig at forkynde i et distrikt der bestod af småbyer og landdistrikter med malkekvæg. Vintrene var lange og kolde. Mange uger var der omkring 20 graders frost og masser af sne. Vi havde ingen bil, men der var altid nogle der kørte os til den næste menighed.

Kort efter at jeg var begyndt i kredstjenesten, skulle vi have kredsstævne. Jeg kan huske at jeg hele tiden gik rundt og tjekkede om alle afdelinger fungerede som de skulle, og det gjorde nogle lidt nervøse. Områdetilsynsmanden, Nicholas Kovalak, forklarede mig venligt at de lokale brødre var vant til at tage sig af tingene på deres egen måde, og at jeg ikke behøvede at kontrollere alt i den grad jeg gjorde. Dette råd har jeg haft gavn af i mange af de opgaver jeg siden hen har fået tildelt.

 I 1950 fik jeg en midlertidig opgave, nemlig at stå for logibureauet i forbindelse med det første af vores mange store stævner på Yankee Stadium i New York. Stævnet var en storslået oplevelse fra først til sidst. Der kom delegerede fra 67 lande, og det højeste antal tilstedeværende nåede op på 123.707! Efter stævnet genoptog Julie og jeg rejsetjenesten. Vi var glade for kredstjenesten, men følte samtidig at vi burde blive ved med at stille os til rådighed. Hvert år fornyede vi derfor vores ansøgninger om både beteltjeneste og missionærtjeneste. I 1952 havde vi den store glæde at blive indbudt til at overvære den 20. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, hvor vi blev oplært til missionærtjenesten.

Tjeneste i udlandet

Vi modtog vores diplomer i 1953 og fik til opgave at tjene i Storbritannien, hvor jeg blev områdetilsynsmand i den sydlige del af England. Julie og jeg havde ikke engang tilbragt et år i denne tjeneste, som vi holdt umådelig meget af, da vi til vores store overraskelse blev bedt om at flytte til Danmark. Her manglede man en til at føre tilsyn med afdelingskontoret. Eftersom jeg befandt mig lige i nærheden og i Brooklyn var blevet oplært til den slags arbejde, blev jeg sendt til Danmark for at hjælpe. Vi tog færgen til Holland og rejste videre med tog til København, hvortil vi ankom den 9. august 1954.

Et af de problemer der skulle tages hånd om, var at nogle af de ansvarshavende brødre ikke ønskede at følge alle anvisninger fra hovedkontoret i Brooklyn. Desuden var der tre af de fire der oversatte vores litteratur til dansk, som i løbet af kort tid forlod Betel og til sidst hørte  op med at komme sammen med Jehovas Vidner. Men Jehova besvarede vore bønner. To pionerer, Jørgen og Anna Larsen, der havde hjulpet med at oversætte på deltid, stillede sig til rådighed og begyndte at oversætte på fuldtid. Oversættelsen af vores blade til dansk kunne derfor fortsætte uden at man kom til at mangle et eneste nummer. Broder og søster Larsen tjener stadig på Betel i Danmark, hvor Jørgen er koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Noget der var til stor opmuntring dengang, var broder Knorrs regelmæssige besøg. Han tog sig tid til at sidde og snakke og fortalte erfaringer der hjalp en til at se hvordan man kunne klare forskellige problemer. Under hans besøg i 1955 blev det besluttet at vi skulle bygge et nyt afdelingskontor med trykkeri så vi selv kunne fremstille bladene til Danmark. Der blev købt en grund i en forstad nord for København, og i sommeren 1957 flyttede vi ind i den nyopførte bygning. Harry Johnson var for nylig kommet til Danmark sammen med sin hustru, Karin, efter at de havde gennemgået Gileadskolens 26. klasse, og han hjalp os med at få gang i trykkeriet.

Vi blev efterhånden bedre til at holde store stævner i Danmark, og den erfaring jeg havde opnået ved at være med til at organisere stævner i USA, viste sig at være nyttig. I 1961 kom der delegerede fra mere end 30 lande til vores store internationale stævne i København, hvor det højeste antal tilhørere nåede op på 33.513. I 1969 var vi værter for det største stævne der nogen sinde er holdt i Skandinavien. Det blev overværet af 42.073.

I 1963 blev jeg indbudt til at overvære et timåneders kursus i den 38. klasse på Gilead. Kurset havde til formål at uddanne nogle af medarbejderne på de forskellige afdelingskontorer. Det var en glæde igen at være sammen med betelfamilien i Brooklyn og få gavn af den erfaring som de der havde arbejdet på hovedkontoret i mange år, havde opnået.

Efter dette kursus vendte jeg tilbage til Danmark og fortsatte mit arbejde. Desuden fik jeg den forret at virke som zonetilsynsmand og besøgte afdelingskontorer i Vest- og Nordeuropa for at opmuntre betelmedarbejderne og hjælpe dem til at varetage deres opgaver. For nylig har jeg også rejst i Vestafrika og Caribien.

I slutningen af 1970’erne begyndte brødrene i Danmark at se sig om efter et sted hvor man kunne bygge et større afdelingskontor for at kunne udvide arbejdet med at oversætte og trykke. Man fandt en velegnet grund omkring 60 kilometer vest for København. Jeg var med til at planlægge hvordan det nye kontor skulle se ud, og Julie og jeg så frem til at skulle bo på det dejlige nye afdelingskontor sammen med betelfamilien. Men sådan gik det ikke.

Tilbage til Brooklyn

I november 1980 blev Julie og jeg spurgt om vi ville arbejde på Betel i Brooklyn, og hertil ankom vi i januar 1981. Vi var dengang sidst i halvtredserne, og efter i næsten halvdelen af vores liv at have tjent sammen med vore kære brødre og søstre i Danmark var det ikke let for os at vende tilbage til USA. Vi dvælede dog ikke ved hvor vi selv foretrak at være, men forsøgte at fokusere på de nye opgaver vi fik, og de udfordringer de indebar.

Vi ankom til Brooklyn og fandt os til rette. Julie skulle være i regnskabsafdelingen, hvor hun fik et arbejde der lignede det hun havde  haft i Danmark. Jeg kom i skriveafdelingen, hvor jeg skulle hjælpe med at planlægge fremstillingen af vores publikationer. I begyndelsen af 1980’erne skete der store forandringer i den måde arbejdet blev udført på i Brooklyn. I stedet for at bruge skrivemaskiner og blysats gik vi nu over til at bruge computere og trykke på offsetmaskiner. Jeg havde intet kendskab til computere, men vidste noget om personaleledelse, og om hvordan vores organisation fungerer.

Da vi kort efter gik over til firfarvet offsettrykning og begyndte at bruge farveillustrationer og fotos, blev der brug for en bedre organisering af illustrationsafdelingen. Jeg havde ingen erfaring som kunstner, men kunne hjælpe med at organisere arbejdet. Jeg havde den forret at føre tilsyn med denne afdeling i ni år.

I 1992 fik jeg til opgave at hjælpe Det Styrende Råds Udgiverudvalg og har siden ført tilsyn med Jehovas Vidners økonomiske anliggender.

Jeg har tjent Jehova fra min ungdom

Fra min tidlige ungdom og i de 70 år hvor jeg har været en indviet og døbt tjener for Jehova, har han tålmodigt oplært mig gennem sit ord, Bibelen, og gennem hjælpsomme brødre i sin enestående organisation. Jeg har kunnet glæde mig over mere end 63 år i heltidstjenesten, heraf mere end 55 år sammen med min loyale hustru, Julie. Jeg føler afgjort at Jehova har velsignet mig rigt.

Da jeg i 1940 rejste hjemmefra for at begynde i pionertjenesten, sagde min far lidt hånende til mig: „Søn, når du rejser hjemmefra og giver dig til den slags, skal du ikke regne med at du kan komme rendende tilbage til mig for at få hjælp.“ Det har jeg heller aldrig behøvet. Jehova har gavmildt sørget for at jeg har fået dækket mine behov, ofte gennem hjælpsomme kristne trosfæller. Min far fik senere stor respekt for vores arbejde og begyndte tilmed at lære om sandheden fra Bibelen før han døde i 1972. Min mor, der havde det himmelske håb, fortsatte med at tjene Jehova trofast indtil sin død i 1985, 102 år gammel.

Selv om heltidstjenesten ikke er uden problemer, har Julie og jeg aldrig overvejet at forlade de opgaver vi har fået. Jehova har altid sørget for at der viste sig en udvej så problemerne løste sig på bedste måde. Da mine forældre kom op i årene og havde brug for hjælp, trådte min søster, Victoria Marlin, til og tog sig kærligt af dem. Vi er hende dybt taknemmelige for hendes store hjælp, der har bidraget til at vi kunne fortsætte i heltidstjenesten.

Julie har loyalt støttet mig i alle vores opgaver, og har betragtet det som en del af sin egen indvielse til Jehova. Og selv om jeg nu er 80 år gammel og har visse problemer med helbredet, føler jeg mig rigt velsignet af Jehova. Jeg finder megen opmuntring i det salmisten sagde efter at have nævnt at han var blevet oplært af Gud fra sin ungdom. Han bønfaldt Jehova: „End ikke som gammel og gråhåret må du forlade mig, Gud, før jeg har fortalt næste generation om din arm, alle som kommer, om din styrke.“ — Salme 71:17, 18.

[Fodnote]

^ par. 12 Warren var storebror til Milton Henschel, der i mange år tjente som medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

[Illustration på side 20]

Med min mor i 1940, da jeg begyndte i pionertjenesten

[Illustration på side 21]

Som pioner sammen med Joe og Margaret Hart

[Illustration på side 23]

På vores bryllupsdag i januar 1948

[Illustration på side 23]

I 1953 sammen med klassekammerater på Gileadskolen. Fra venstre mod højre: Don og Virginia Ward, Geertruida Stegenga, Julie og mig

[Illustration på side 23]

Sammen med Frederick W. Franz og Nathan H. Knorr i København i 1961

[Illustration på side 25]

Sammen med Julie i dag