Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova tager sig altid af os

Jehova tager sig altid af os

 Livsberetning

Jehova tager sig altid af os

FORTALT AF ENELESI MZANGA

Det var i 1972. Ti unge mænd der var medlemmer af Malawis Ungdomsforbund, brød ind i vores hus, greb fat i mig og slæbte mig ud i en nærliggende sukkerrørsmark. Dér begyndte de at slå mig, hvorefter de forlod stedet i den tro at jeg var død.

Utallige Jehovas Vidner i Malawi har været udsat for lignende brutale overfald. Hvorfor blev de forfulgt? Og hvad hjalp dem til at holde ud? Lad mig fortælle lidt om min baggrund, og hvad vi som familie kom ud for.

JEG er født den 31. december 1921 i en religiøs familie. Min far var præst i en presbyteriansk kirke. Jeg er vokset op i den lille by Nkhoma i nærheden af Malawis hovedstad, Lilongwe. Da jeg var 15 år, blev jeg gift med Emmas Mzanga.

En dag fik vi besøg af en af min fars venner, der også var præst. Han havde bemærket at der boede Jehovas Vidner i nærheden, så han advarede os imod at have noget med dem at gøre. Han sagde at Jehovas Vidner var dæmonbesatte, og hvis vi ikke passede på, kunne vi også blive besat. Denne advarsel gjorde os så bange at vi flyttede til en anden landsby, hvor Emmas fik arbejde i en butik. Men snart fandt vi ud af at også vores nye hus lå i nærheden af Jehovas Vidner.

Der gik imidlertid ikke lang tid før Emmas’ store kærlighed til Bibelen fik ham til at tale med et af Vidnerne. Han fik overbevisende  svar på sine mange spørgsmål, og da forkynderen tilbød at studere Bibelen med ham, tog han imod tilbuddet. I begyndelsen foregik deres ugentlige studium i den butik hvor Emmas arbejdede, men senere holdt de det hjemme hos os. Hver gang Jehovas Vidner kom, forlod jeg huset fordi jeg var bange for dem. Ikke desto mindre fortsatte Emmas med at undersøge Bibelen. Omkring seks måneder efter at han var begyndt at studere, blev han døbt. Det skete i april 1951. Men han undlod at sige det til mig fordi han frygtede at jeg ville gå fra ham hvis jeg fandt ud af det.

Tre vanskelige uger

En dag fortalte min veninde Ellen Kadzalero mig at min mand var blevet døbt som et af Jehovas Vidner. Jeg var rasende! Fra den dag hverken talte jeg med ham eller lavede mad til ham. Jeg hentede og varmede heller ikke vand til hans bad — noget som ifølge vores tradition ellers bliver betragtet som en kones pligt.

Efter at Emmas havde været udsat for denne behandling i tre uger, foreslog han kærligt at vi satte os ned for at tale sammen. Han fortalte mig nu hvorfor han havde besluttet at blive et af Jehovas Vidner. Han læste og forklarede en hel del skriftsteder, deriblandt Første Korintherbrev 9:16. Jeg var dybt bevæget og følte at også jeg burde være med til at forkynde den gode nyhed. Derfor bestemte jeg mig for at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Min kære mand var tydeligvis lettet da jeg samme aften tilberedte et lækkert måltid til ham.

Vi fortæller familie og venner om sandheden

Da vores forældre fandt ud af at vi havde sluttet os til Jehovas Vidner, vendte de sig imod os. Min familie skrev i et brev at vi ikke skulle besøge dem mere. Deres reaktion gjorde os meget kede af det, men vi stolede på Jesu løfte om at vi ville få mange åndelige brødre og søstre, fædre og mødre. — Mattæus 19:29.

Jeg gjorde hurtige fremskridt i min forståelse af Bibelen, og i august 1951 blev jeg døbt, kun tre og en halv måned efter min mand. Jeg følte mig tilskyndet til at fortælle min veninde Ellen om min tro. Da jeg tilbød at studere Bibelen med hende, tog hun til min glæde imod tilbuddet. I maj 1952 blev Ellen døbt — og blev derved min åndelige søster. Det forstærkede vores venskabsbånd, og den dag i dag er vi stadig nære venner.

I 1954 fik Emmas til opgave at besøge menighederne som kredstilsynsmand. På det tidspunkt havde vi allerede seks børn. En rejsende tilsynsmand der havde børn, var dengang skiftevis én uge sammen med en menighed og én uge hjemme hos familien. Når Emmas var væk, sikrede han sig altid at jeg tog mig af familiestudiet. Vi prøvede at gøre studiet med børnene til en rar oplevelse. Vi talte med ægte overbevisning om vores kærlighed til Jehova og om sandheden fra hans ord og deltog i forkyndelsesarbejdet som familie. Denne undervisning styrkede børnenes tro og var med til at forberede dem på den forfølgelse vi snart ville komme ud for.

Religiøs forfølgelse sætter ind

I 1964 fik Malawi selvstændighed. Da embedsmænd fra det regerende parti blev klar over Jehovas Vidners neutrale standpunkt i politik, prøvede de at tvinge os til at  købe partikort. * Fordi Emmas og jeg nægtede det, ødelagde Ungdomsforbundet vores majsmark — vores vigtigste madforsyning det kommende år. Mens de huggede majsen ned, sang de: „Alle der nægter at købe Kamuzus [præsident Bandas] kort, vil se termitter æde deres grønne majs, og de vil hungre efter den.“ Selv om vi havde mistet vores høst, blev vi dog ikke fortvivlede. Vi følte Jehovas omsorg, og han styrkede os kærligt. — Filipperne 4:12, 13.

En sen aften i august 1964 var jeg alene hjemme med børnene. Vi lå og sov, men på et tidspunkt vågnede jeg ved lyden af sang i det fjerne. Det var medlemmer af Gulewamkulu, en hemmelig gruppe stammedansere der var frygtet fordi de angreb folk og foregav at være døde forfædres ånder. Ungdomsforbundet havde sendt Gulewamkulu ud for at angribe os. Jeg fik hurtigt vækket børnene, og inden gruppen nåede vores hus, var vi flygtet ud i bushen.

Fra vores skjulested så vi et stærkt lys. Gulewamkulu havde sat ild til vores stråtækte hus, og det brændte ned til grunden sammen med alt hvad vi ejede. Da angriberne forlod de ulmende rester af vores hjem, hørte vi dem sige: „Vi fik lavet et dejligt bål som Vidnet kan varme sig ved.“ Hvor var vi taknemmelige mod Jehova fordi vi slap væk i tide! Sandt nok ødelagde de vores ejendom, men beslutningen om at stole på Jehova frem for på mennesker kunne de ikke tage fra os. — Salme 118:8.

Vi fandt ud af at Gulewamkulu havde været lige så grusomme mod fem andre familier af Jehovas Vidner i området. Men brødre fra nabomenighederne kom os til undsætning. Det fyldte os med stor glæde og taknemmelighed da de kom og genopbyggede vores huse og sørgede for mad til os i flere uger.

Forfølgelsen tager til

I september 1967 blev der iværksat en kampagne som gik ud på at pågribe alle Jehovas Vidner i landet. Skånselsløse og ondskabsfulde unge mænd bevæbnet med macheter gik fra dør til dør i deres søgen efter os. De var medlemmer af Ungdomsforbundet og Malawis Unge Pionerer. Når de fandt nogle Jehovas Vidner, opfordrede de dem til at købe politiske partikort.

Da de kom til vores hus, spurgte de om vi havde partikort. Jeg svarede: „Nej, jeg har ikke købt et. Og jeg har heller ikke i sinde at gøre det, hverken nu eller senere.“ Så tog de fat i min mand og mig og førte os til den lokale politistation uden at vi fik mulighed for at tage noget med. Da vores yngste børn kom hjem fra skole og ikke kunne finde os, blev de meget bange. Heldigvis kom vores store søn Daniel hjem kort efter, og gennem en nabo fandt han ud af hvad der var sket. Han fik straks fat i sine små søskende og tog af sted til politistationen. Børnene kom netop som politiet gennede os ind i lastbiler for at køre os til Lilongwe, og de kom derfor med.

I politiets hovedkvarter i Lilongwe måtte vi gennem en parodi af en retssag. De spurgte os: „Vil I blive ved med at være Jehovas Vidner?“ „Ja!“ svarede vi, skønt dette svar automatisk betød syv års fængsel. For de „ledende“ inden for organisationen var straffen 14 år.

Efter at vi havde tilbragt en nat uden mad og hvile, overførte politiet os til fængselet i Maula. Cellerne var så overfyldte at vi ikke engang kunne finde et sted at sove på gulvet. Toilettet var blot en spand i hver af de overfyldte celler. Madrationerne var sparsomme og dårligt tilberedt. Efter to uger indså fængselsmyndighederne at vi var fredelige mennesker, og de gav os lov til at opholde os ude i fængselsgården. Fordi vi var så mange, havde vi hver dag mulighed for at opmuntre hinanden og aflægge et godt vidnesbyrd for de andre fanger. Efter at have afsonet cirka tre  måneder af straffen blev vi til vores overraskelse løsladt på grund af internationalt pres på Malawis regering.

Politiet befalede os at tage hjem, men samtidig fortalte de at Jehovas Vidner var blevet forbudt i Malawi. Dette forbud varede fra den 20. oktober 1967 til den 12. august 1993 — altså næsten 26 år. Det var en vanskelig tid, men med Jehovas hjælp var vi alligevel i stand til at holde os fuldstændig neutrale.

Jaget som dyr

I oktober 1972 udstedte regeringen et dekret som udløste en ny bølge af voldsom forfølgelse. I dekretet stod der at alle Jehovas Vidner skulle afskediges fra deres arbejde, og at Jehovas Vidner i landsbyerne skulle fordrives fra deres hjem. Vi blev jaget som dyr.

En dag kom en ung broder til vores hjem med en presserende advarsel til Emmas: ’Ungdomsforbundet har en hemmelig plan om at halshugge dig. De vil sætte dit hoved på en stang og give det til de lokale høvdinger.’ Emmas forlod hurtigt hjemmet, men nåede at arrangere at vi kunne følge efter ham så snart det var muligt. Hurtigt sendte jeg børnene af sted. Netop som jeg var ved at forlade huset, dukkede ti medlemmer af Ungdomsforbundet op for at få fat i Emmas. De brød ind i huset, men opdagede at han var væk. I vrede slæbte de mig ud i en nærliggende sukkerrørsmark, hvor de sparkede mig og slog mig med sukkerrørsstængler. Derefter forlod de stedet i den tro at jeg var død. Da jeg kom til bevidsthed, kravlede jeg hjem.

Samme aften satte Emmas livet på spil ved i ly af mørket at vende tilbage for at se hvad der var sket med mig. Da han så at jeg var blevet gennembanket, fik han fat i en ven der havde en bil, og sammen lagde de mig varsomt ind i den. Derefter kørte vi til en broders hjem i Lilongwe, hvor jeg lidt efter lidt kom til hægterne efter overfaldet. Emmas begyndte nu at planlægge hvordan vi kunne flygte ud af landet.

Flygtninge — men ingen steder at tage hen

Vores datter Dinesi og hendes mand havde en fem tons lastbil. De ansatte en chauffør der engang havde været en af Malawis Unge Pionerer, men som nu sympatiserede med os. Han tilbød at hjælpe, ikke alene os, men også andre Jehovas Vidner. Flere aftener i træk samlede chaufføren Vidnerne op på forud aftalte skjulesteder. Så trak han i sin uniform fra Malawis Unge Pionerer og passerede adskillige politiafspærringer med den fyldte lastbil. Han løb en stor risiko ved at hjælpe i hundredvis af Jehovas Vidner over grænsen til Zambia.

 Efter få måneder sendte de zambiske myndigheder os tilbage til Malawi. Men vi kunne ikke vende hjem til vores landsbyer. Alle de ejendele vi havde efterladt, var blevet stjålet. Selv bliktaget på vores hus var blevet fjernet. Vi havde ingen sikre steder at tage hen; derfor flygtede vi til Mocambique og kom til Mlangeni flygtningelejr, hvor vi boede i to og et halvt år. I juni 1975 lukkede en ny regering i Mocambique imidlertid lejren og tvang os tilbage til Malawi. Men her var forholdene stadig de samme for Jehovas tjenere. Vi havde ikke andet valg end at flygte til Zambia for anden gang. Dér kom vi til Chigumukire-lejren.

To måneder senere parkerede en række busser og militærlastbiler langs hovedvejen, og i hundredvis af svært bevæbnede zambiske soldater trængte ind i lejren. De fortalte os at der var blevet bygget pæne huse til os, og at de nu ville sørge for at vi blev transporteret dertil. Vi vidste at det ikke var sandt. Soldaterne begyndte at skubbe folk op på lastbilerne og ind i busserne, og der udbrød panik. Soldaterne skød op i luften med deres automatvåben, og tusindvis af brødre og søstre løb rædselsslagne i alle retninger.

Midt i forvirringen blev Emmas ved et uheld væltet omkuld og trampet på, men en af brødrene hjalp ham op. Vi troede at det var begyndelsen til den store trængsel. Alle flygtningene løb tilbage i retning af Malawi. Mens vi stadig var i Zambia, nåede vi en flod. For at hjælpe alle sikkert over dannede brødrene menneskekæder. Men på den anden side af floden blev vi omringet af zambiske soldater og tvunget til at tage til Malawi.

Endnu en gang var vi tilbage i Malawi, men vidste ikke hvor vi skulle tage hen. Vi hørte at folk gennem politiske møder og i aviserne var blevet opfordret til at tage sig i agt for „nye ansigter“ der kom til deres landsbyer. Hermed mente de Jehovas Vidner. Vi besluttede derfor at tage til hovedstaden, hvor man ikke lagde så meget mærke til os som i en landsby. Det lykkedes os at leje et lille hus, og Emmas begyndte igen at besøge menighederne som rejsende tilsynsmand, men det måtte foregå i al hemmelighed.

Overværelse af menighedens møder

Hvad hjalp os til at forblive trofaste? Menighedens møder! I de beskedne, stråtækte rigssale i flygtningelejrene i Mocambique og Zambia havde vi frit kunnet samles. I Malawi var det både vanskeligt og farligt at komme til møderne — men det var altid anstrengelserne værd. For at undgå at blive opdaget holdt vi som regel møderne i de sene aftentimer på afsidesliggende steder. Og for ikke at vække opmærksomhed lod vi være med at klappe efter et foredrag. Vi nøjedes med blot at gnide håndfladerne mod hinanden som udtryk for vores værdsættelse.

Dåbshandlinger foregik sent om aftenen. Vores søn Abiyudi blev døbt ved en sådan lejlighed. Efter dåbsforedraget blev han og de andre dåbskandidater ført af sted i mørket og ud til et sumpet område hvor man havde gravet et hul. Her blev de døbt.

Vores lille hjem — et sikkert skjulested

I de sidste år af regeringsforbuddet blev vores hjem i Lilongwe brugt som et sikkert skjulested. Post og publikationer fra afdelingskontoret i Zambia blev i al hemmelighed afleveret hos os. Brødre der virkede som cykelkurerer, kom hjem til os for at hente forsendelserne fra Zambia og bringe dem ud til alle dele af Malawi. De eksemplarer af Vagttårnet vi modtog, var trykt på tyndt bibelpapir. Det betød at kurererne kunne transportere dobbelt så mange blade som ellers. De medbragte også Vagttårnet i en miniudgave som kun indeholdt studieartiklerne. Miniudgaven kunne let skjules i en skjortelomme fordi den kun bestod af ét ark papir.

 Disse kurerer satte deres frihed og liv på spil ved at cykle gennem bushen med kasser af forbudte publikationer stablet op på deres cykler, somme tider endda i nattens mulm og mørke. På trods af politiets vejspærringer og andre farer kørte de i hundredvis af kilometer i al slags vejr for at forsyne deres brødre med åndelig føde. Tænk hvilket mod disse kære kurerer viste!

Jehova tager sig af enker

I december 1992 fik Emmas et slagtilfælde mens han holdt et foredrag under et kredstilsynsmandsbesøg. Bagefter kunne han ikke tale. Nogen tid senere fik han endnu et slagtilfælde, som gjorde ham lam i den ene side. Det var svært for ham ikke at kunne fungere som før, men den kærlige støtte vi fik fra menigheden, hjalp os i vores fortvivlelse. Jeg passede min mand hjemme indtil han døde i november 1994, 76 år gammel. Vi var gift i 57 år, og inden Emmas døde, nåede han at se forbuddet blive ophævet. Men jeg sørger stadig over tabet af min trofaste livsledsager.

Da jeg blev enke, påtog min svigersøn sig at forsørge mig, selv om han også havde kone og fem børn at tage sig af. Sørgeligt nok døde han i august 2000 efter kort tids sygdom. Hvordan skulle min datter nu klare at skaffe os mad og et sted at bo? Endnu en gang erfarede jeg at Jehova tager sig af os og virkelig er „en fader for faderløse og en dommer for enker“. (Salme 68:5) Gennem sine jordiske tjenere har Jehova sørget for at vi har fået et skønt nyt hus. Hvordan er det gået til? Da brødrene og søstrene i menigheden så den vanskelige situation vi befandt os i, byggede de et hus til os på kun fem uger! Fra andre menigheder kom brødre som var murere, for at hjælpe. Den kærlighed og godhed som vores trosfæller har vist, har virket overvældende på os, for det hus de har bygget til os, er bedre end mange af de huse de selv bor i. Denne kærlighed har været et stort vidnesbyrd i nabolaget. Når jeg går til ro om aftenen, føler jeg det som var jeg i Paradiset. Ja, vores skønne nye hus er bygget med mursten og mørtel, men — som mange har bemærket — bestemt også med kærlighed. — Galaterne 6:10.

Jehova tager sig fortsat af os

Selv om jeg til tider har været ved at opgive alt håb, har Jehova været god imod mig. Syv af mine ni børn lever stadig, og min familie tæller nu 123. Jeg er dybt taknemmelig for at de fleste af dem trofast tjener Jehova.

I dag, hvor jeg er 82, fylder det mig med glæde at se hvad Guds ånd har udvirket i Malawi. Alene i de sidste fire år har jeg set antallet af rigssale forøges fra én til over 600. Vi har desuden fået et nyt afdelingskontor i Lilongwe og kan glæde os over en ubegrænset strøm af nærende åndelig føde. Jeg føler virkelig at jeg har erfaret opfyldelsen af Guds løfte i Esajas 54:17, hvor der siges: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ Efter at have tjent Jehova i mere end 50 år er jeg overbevist om at uanset hvilke prøver vi bliver udsat for, vil Jehova altid tage sig af os.

[Fodnote]

^ par. 17 Flere oplysninger om Jehovas Vidners historie i Malawi findes i Jehovas Vidners Årbog 1999, side 149-223, udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 24]

Min mand, Emmas, blev døbt i april 1951

[Illustration på side 26]

En gruppe modige kurerer

[Illustration på side 28]

Et hus bygget med kærlighed