Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ugarit — Oldtidsby domineret af Ba’al

Ugarit — Oldtidsby domineret af Ba’al

 Ugarit — Oldtidsby domineret af Ba’al

I 1928 ramte en syrisk landmands plov en sten der viste sig at dække over en grav med lertøj fra oldtiden. Han forestillede sig næppe rækkevidden af sin opdagelse. Nyheden om det tilfældige fund fik året efter et fransk hold arkæologer anført af Claude Schaeffer til at opsøge stedet.

Kort efter udgravede arkæologerne en inskription der gjorde det muligt at identificere den ruinby de var ved at afdække. Det var Ugarit, „en af de mest betydningsfulde byer i Det  Nære Østen“. Forfatteren Barry Hoberman skriver ligefrem: „Intet arkæologisk fund, end ikke fundet af Dødehavsrullerne, har haft større indflydelse på vor forståelse af Bibelen.“ — The Atlantic Monthly.

Hvor vigtige handelsveje mødtes

Ruinbyen ligger i en delvis udgravet jordhøj ved navn Ras Shamra på Middelhavskysten i nutidens Syrien. I det andet årtusind før vor tidsregning var Ugarit en blomstrende verdensby. Dens territorium strakte sig de godt 55 kilometer fra Det Kasiske Bjerg i nord til Tell Sukas i syd og de 30 til 50 kilometer fra kysten til Orontesfloddalen i øst.

Det behagelige klima gav gunstige betingelser for husdyravl foruden produktion af korn, olivenolie og vin samt tømmer, som var en mangelvare i Mesopotamien og Ægypten. Beliggenheden som knudepunkt for strategiske handelsruter gjorde Ugarit til en af verdens første store internationale havnebyer. Her handlede købmænd fra Ægæerhavet, Anatolien, Babylon, Ægypten og andre mellemøstlige egne med metal, landbrugsprodukter og en mængde lokalt fremstillede varer.

Trods sin velstand var Ugarit hele tiden en vasalstat. Byen var det ægyptiske storriges nordlige yderpost indtil den blev indlemmet i det hetitiske storrige i det 14. århundrede før vor tidsregning. Ugarit blev pålagt tribut og skulle stille soldater til fyrstens hær. Da de såkaldte „havfolk“ * begyndte at hærge Anatolien (det centrale Tyrkiet) og det nordlige Syrien, blev Ugarits tropper og flåde tvangsudskrevet af hetitterne. Derfor var Ugarit forsvarsløs og blev fuldstændig ødelagt omkring 1200 f.v.t.

Fortiden afdækkes

Ugarits ruiner blev med tiden dækket af et højdedrag som er næsten 20 meter højt og har et areal på knap 25 hektar. Kun en sjettedel er udgravet. Arkæologerne har afdækket resterne af et godt 9000 kvadratmeter stort paladskompleks med næsten hundrede værelser og flere gårdspladser. Det var udstyret med rindende vand, sanitet og afløb. Møblerne var indlagt med guld, lapis lazuli og elfenben. Man har også fundet sirligt udskårne elfenbenspaneler. En atriumhave og et forsænket bassin gjorde paladset ekstra smukt.

Byen og den omliggende slette var domineret af templerne for Ba’al og Dagan. * De var udformet som tårne der kan have været 18 meter høje, og bestod af en lille forhal der førte til et indre rum hvor gudebilledet stod. En trappe førte op til en afsats hvor kongen  udførte forskellige ceremonier. Om natten og i stormvejr er der måske blevet tændt blus øverst på templerne for at lede skibe sikkert i havn. De 17 ankre af sten som blev fundet i stormguden Ba’al-Hadads helligdom, er uden tvivl takofre skænket af søfolk der tilskrev ham æren for at de var vendt hjem i god behold.

Et skatkammer af inskriptioner

Rundt omkring i Ugarits ruiner fandt man tusinder af lertavler med økonomiske, juridiske, diplomatiske og administrative tekster på otte sprog, skrevet med fem skriftsystemer. Schaeffers hold fandt inskriptioner på et hidtil ukendt sprog, som blev benævnt ugaritisk. Det har 30 kileskrifttegn og udgjorde et af de ældste alfabeter man havde kendskab til.

Dokumenterne handler ikke kun om hverdagens gøremål. Nogle indeholder tekster der giver indblik i datidens religiøse begreber og skikke. Ugarits religion har tilsyneladende meget tilfælles med de kana’anæiske nabofolks gudsdyrkelse. Ifølge Roland de Vaux er teksterne „en ret nøjagtig genspejling af civilisationen i Kana’ans land umiddelbart før israelitterne erobrede det“.

Religionen i Ba’als by

Ras Shamra-teksterne omtaler flere end 200 guder og gudinder. Den øverste guddom var El, der blev kaldt gudernes og menneskenes fader. Stormguden Ba’al-Hadad havde tilnavnene „han som rider (kører) på skyerne“ og „jordens herre“. El skildres som en hvidskægget vís olding der er utilnærmelig for mennesker. Ba’al fremstilles derimod som en stærk og stræbsom guddom der eftertragter herredømmet over guderne og menneskene.

Teksterne blev sandsynligvis reciteret under højtider, for eksempel nytår eller høst. Men de lader sig ikke tolke entydigt. I et digt om en strid angående herredømmet besejrer Ba’al havguden Yam, Els yndlingssøn. Måske har sagnet om sejren givet Ugarits søfolk tillid til at Ba’al ville beskytte dem på havet. Derimod taber Ba’al en tvekamp med guden Mot og må ned i underverdenen. Det medfører tørke, og menneskenes virke går i stå. Men Ba’als søster og gemalinde, Anat, som er gudinde for kærlighed og krig, dræber Mot og bringer Ba’al tilbage. Ba’al likviderer sønnerne af Els gemalinde, Athirat (Asjera), og bestiger atter tronen. Men syv år efter vender Mot tilbage.

Nogle tolker dette epos som et symbol på årstidernes vekslen, hvor den livgivende vårregn må vige for sommerens tørre hede, men kommer igen om efteråret. Andre mener at den syv år lange cyklus skildrer  frygten for tørke og hungersnød. Under alle omstændigheder mente man at Ba’als forrang var af største betydning for at menneskenes forehavender kunne lykkes. Forskeren Peter Craigie bemærker: „Formålet med dyrkelsen af Ba’al var at sikre hans overhøjhed. Hans tilbedere troede at afgrøderne og kvæget, der var en livsbetingelse for menneskene, kun ville trives når han var ved magten.“

Et bolværk mod hedensk religion

De udgravede tekster viser tydeligt hvor lastefuld Ugarits religion var. The Illustrated Bible Dictionary skriver om den: „Teksterne viser de nedværdigende og samfundsnedbrydende følger af at man tilbad disse guder, som var optaget af krig, hellig prostitution og lidenskabelig kærlighed.“ De Vaux bemærker: „Når man læser disse digte, forstår man den væmmelse som jahvismens sande tilhængere og de store profeter følte mod denne gudsdyrkelse.“ Den lov Gud gav fortidens Israel, virkede som et bolværk mod den slags.

I Ugarit var det almindeligt at tage varsler og udøve astrologi og magi. Indbyggerne tog ikke kun varsler af himmellegemerne, men også af deforme fostre og indvolde af slagtede dyr. „Man antog at den gud som et rituelt slagtofferdyr blev bragt til, blev ét med dyret, og at gudens ånd forenede sig med dyrets ånd,“ oplyser historikeren Jacqueline Gachet. „Ved at tyde de synlige tegn i disse organer fik man kendskab til gudernes vilje, som kom til udtryk i et positivt eller negativt svar på spørgsmål om fremtidige begivenheder og om hvordan man skulle handle i en specifik situation.“ (Le pays d’Ougarit autour de 1200 av.J.C.) Israelitterne skulle derimod gå langt uden om alt hvad der var okkult. — 5 Mosebog 18:9-14.

Moseloven forbød udtrykkeligt sodomi. (3 Mosebog 18:23) Men hvilken holdning havde man i Ugarit? Ifølge teksterne parrer Ba’al sig med en kvie; og „uanset om man mener at Ba’al antager tyreskikkelse under denne akt, kan det samme ikke siges om hans præster, der efterlignede hans mytologiske handlinger,“ som arkæologen Cyrus Gordon har sagt.

Israelitterne fik følgende bud: „I må ikke lave flænger i jeres legeme for en afdød sjæl.“ (3 Mosebog 19:28) Men myten beretter at El ved Ba’als død „skar sig i huden med en kniv, snittede sig med en ragekniv; han skar sine kinder og sin hage“. Ba’alsdyrkerne havde åbenbart for skik at lemlæste sig selv. — 1 Kongebog 18:28.

Et ugaritisk digt antyder at et udbredt frugtbarhedsritual hos kana’anæerne indebar at man kogte et kid i mælk. Som kontrast indeholdt Moseloven påbuddet: „Du må ikke koge et kid i dets moders mælk.“ — 2 Mosebog 23:19.

 Ugaritiske tekster sammenholdt med bibeltekster

Bibelens hebraiske ordforråd var et vigtigt hjælpemiddel da man oversatte de ugaritiske tekster. Om resultatet fortæller Peter Craigie: „I den hebraiske tekst anvendes mange ord hvis mening er uklar og til tider ukendt. Før det 20. århundrede gættede oversætterne sig på forskellige måder til den mulige mening. Men når de samme ord forekommer i den ugaritiske tekst, er der mulighed for at komme forståelsen nærmere.“

For eksempel oversættes et hebraisk ord i Esajas 3:18 almindeligvis med ’pandebånd’. Et lignende ugaritisk rodord betegner både solen og solgudinden. Det kan derfor tænkes at de kvinder fra Jerusalem som omtales i Esajas’ profeti, har båret smykker formet som solen foruden „halvmåneformede smykker“ til ære for kana’anæiske guder.

I masoreternes gengivelse af Ordsprogene 26:23 sammenlignes „brændende læber og et ondt hjerte“ med et lerkar overtrukket med „sølvslagger“. Et ugaritisk rodord åbner den mulighed at sidstnævnte udtryk kan gengives med „ligesom glasur på et potteskår“. I harmoni med dette gengiver Ny Verden-Oversættelsen ordsproget sådan: „Som sølvglasur lagt på lertøj er glødende læber og et ondt hjerte.“

Danner de grundlag for Bibelen?

Nogle forskere har efter en granskning af Ras Shamra-teksterne hævdet at visse bibelske passager er omarbejdede uddrag af ugaritisk poesi. André Caquot, der er medlem af Institut de France, taler om „det kana’anæiske kulturgrundlag i den israelitiske religions kerne“.

I en kommentar til Salme 29 siger Mitchell Dahood fra Det Pavelige Bibelinstitut: „Denne salme er en jahvistisk bearbejdning af en ældre kana’anæisk hymne til stormguden Ba’al . . . Praktisk taget hvert eneste ord i salmen kan nu genfindes i ældre kana’anæiske tekster.“ Er det en velbegrundet slutning? Langtfra.

De mere moderate sagkyndige mener at lighederne er blevet overdrevet. Andre har kritiseret den tendens de kalder pan-ugaritisme. Teologen Garry Brantley erklærer: „Ingen enkelt ugaritisk tekst modsvarer hele Salme 29. Det savner hold i beviser hvis man antyder at Salme 29 (eller nogen anden bibelpassage) er en bearbejdning af en hedensk myte.“

Beviser poetiske paralleller sammen med fælles talefigurer og stilistiske elementer at to tekster er beslægtet? Slet ikke. Sådanne paralleller må forventes. Som The Encyclopedia of Religion skriver: „Ligheder i form og indhold er kulturelt betinget. Trods de betydelige geografiske og tidsmæssige forskelle mellem Ugarit og Israel hørte begge til samme overordnede kulturkreds, der havde fælles poetisk og religiøst gloseforråd.“ Garry Brantley konkluderer derfor: „Man kan ikke tillade sig at udlægge det sådan at sproglige fællestræk betyder at der optræder hedenske begreber i bibelteksten.“

Som afrunding bør det nævnes at eventuelle paralleller mellem Ras Shamra-teksterne og Bibelen er rent litterære, ikke religiøse. „De etiske og moralske højder Bibelen når op på, findes [ikke] i Ugarit,“ har arkæologen Cyrus Gordon udtalt. Faktisk er forskellene langt mere udprægede end lighederne.

Studiet af fund fra Ugarit vil sandsynligvis fortsat øge bibellæsernes forståelse af bibelskribenternes og den hebraiske nations kulturelle, historiske og religiøse verden. Den stadige granskning af Ras Shamra-teksterne vil måske kaste nyt lys over det gamle hebraiske sprog. Men frem for alt taler fundene i Ugarit deres tydelige sprog om modsætningen mellem den fornedrende ba’alsdyrkelse og den rene tilbedelse af Jehova.

[Fodnoter]

^ par. 7 „Havfolkene“ identificeres som regel med søfarende folkeslag fra Middelhavets øer og kystlande. Filistrene har måske været blandt dem. — Amos 9:7.

^ par. 10 Meningerne er delte, men nogle regner Dagans tempel for at være et tempel for guden El. Den franske videnskabsmand Roland de Vaux, der er professor ved Jerusalems Institut for Bibelforskning, mener at Dagan (som i Dommerbogen 16:23 og Første Samuelsbog 5:1-5 kaldes Dagon) er et egennavn for El. The Encyclopedia of Religion fremfører den hypotese at „Dagan på en eller anden måde blev identificeret med eller blev ét med [El]“. I Ras Shamra-teksterne omtales Ba’al som Dagans søn, men det er uklart hvad der menes med „søn“.

[Tekstcitat på side 25]

Arkæologiske fund i Ugarit har øget forståelsen af Bibelen

[Kort/illustrationer på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hetitterriget i det 14. århundrede f.v.t.

MIDDELHAVET

Eufrat

DET KASISKE BJERG (DJEBEL EL-AGRA)

Ugarit (Ras Shamra)

Tell Sukas

Orontes

SYRIEN (ARAM)

EGYPTEN (ÆGYPTEN)

[Kildeangivelser]

Statuette af Ba’al og rhyton (drikkekar udformet som et dyrehoved): Musée du Louvre, Paris; maleri af kongepaladset: © D. Héron-Hugé til „Le Monde de la Bible“

[Illustration på side 25]

Ruiner af paladsets indgang

[Illustration på side 26]

Et mytologisk digt fra Ugarit giver en antydning af grunden til forbuddet i Anden Mosebog 23:19

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustrationer på side 27]

Stele der forestiller Ba’al

Guldfad dekoreret med en jagtscene

Låg til kosmetikskrin af elfenben med billede af en frugtbarhedsgudinde

[Kildeangivelse]

Alle billeder: Musée du Louvre, Paris