Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tatian — Apologet eller kætter?

Tatian — Apologet eller kætter?

 Tatian — Apologet eller kætter?

HEN imod slutningen af sin tredje missionsrejse havde apostelen Paulus et møde med de ældste fra menigheden i Efesus. Han sagde til dem: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:29, 30.

Det andet århundrede viste sig både at være en tid med store omvæltninger og med frafald, netop som Paulus havde forudsagt. Gnosticismen, en udbredt religiøs og filosofisk bevægelse der fordærvede troen hos nogle, var ved at vinde udbredelse. Gnostikerne mente at alt åndeligt var af det gode, hvorimod alt stof, al materie, var af det onde. Derfor var de imod at man giftede sig og fik børn, og de påstod at det var Satan der havde fundet på den slags. Nogle af dem hævdede at det var lige meget hvad man gjorde ved sit fysiske legeme, eftersom kun det der havde med ånden at gøre, var godt. Sådanne synspunkter førte til at de gik til yderligheder og gav sig hen til enten askese eller kødelige udskejelser. Ved at påstå at frelse kun kunne opnås gennem en mystisk gnosis — „kundskab“ og selverkendelse — lod de sandheden fra Guds ord helt ude af betragtning.

Hvordan reagerede de der bekendte sig til kristendommen, på gnosticismens farlige indflydelse? Nogle lærde tog til orde imod vildfarelsen, mens andre bukkede under for dens indflydelse. Irenæus, for eksempel, prøvede livet igennem at bekæmpe dette frafald. Han var blevet oplært af Polykarp, et levende forbindelsesled tilbage til apostlene, og slog stærkt til lyd for at man skulle holde sig til Jesu Kristi og apostlenes lære. Irenæus’ ven Florinus var også blevet undervist af Polykarp, men senere blev han forblændet af den lære som Valentinos, gnosticismens mest fremtrædende leder, docerede. Det var afgjort en tid med store omvæltninger.

Tatian, en anset forfatter fra det andet århundrede, er gennem sine skrifter med til at kaste lys over de religiøse opfattelser på hans tid. Hvad ved vi om Tatian? Hvad fik ham til at slutte sig til datidens kristne? Hvordan klarede han sig under påvirkningen af gnostikernes falske lære? Hans interessante forsvar og hans eget eksempel er noget sandhedssøgende mennesker kan lære af i dag.

 Træffer på nogle „barbariske skrifter“

Tatian blev født i Mesopotamien. Han rejste vidt omkring og var meget belæst, så han havde stor indsigt i den græsk-romerske kultur, der var fremherskende dengang. Tatian kom til Rom som rejsende retoriker. Under sit ophold dér blev han imidlertid tiltrukket af kristendommen og fik forbindelse med Justinus Martyr, muligvis som hans elev.

Tatian lagde ikke skjul på hvorfor han gik over til datidens kristendom. Han siger: „Jeg undersøgte hvorledes jeg skulle kunne udfinde sandheden.“ Om det indtryk det gjorde på ham at stifte bekendtskab med Bibelen, siger han: „Jeg traf tilfældigvis på nogle barbariske skrifter, langt ældre end grækernes lærdomme og langt mere guddommelige end deres vildfarelse, og dem kom jeg til at tro på, både formedelst deres jævne skrivemåde, forfatternes ligefremhed, forudvidenheden om det tilkommende, budenes fortræffelighed og påstanden om at universet var styret af ét væsen.“

Tatian tøvede ikke med at opfordre sine samtidige til at undersøge den tids kristendom og lægge mærke til hvor enkel og klar den var i modsætning til hedenskabets mørke. Hvad kan vi lære af hans skrifter?

Hvad fortæller hans skrifter?

Tatian fremstår i sine skrifter som apologet, en skribent der modigt forsvarer sin tro. Han går stærkt i rette med hedensk filosofi. I sit værk Tale til Grækerne understreger han hvor værdiløst hedenskabet er, og hvor fornuftig kristendommen er. Han er meget skarp i sin kritik af græsk kultur. For eksempel siger han med henvisning til filosoffen Heraklit: „Ham overbeviste døden om hans uvidenhed; han fik vattersot, og da han studerede lægekunsten på samme måde som filosofien, bedækkede han sig med komøg, og da møget blev hårdt og trak hele hans legeme sammen, brast han i stykker og døde.“

Tatian satte troen på én Gud, Skaberen af alle ting, meget højt. (Hebræerbrevet 3:4) I sin Tale til Grækerne omtaler han Gud som „en ånd“ og siger: „Han alene er uden begyndelse, han er selv begyndelsen til alt.“ (Johannes 4:24; 1 Timoteus 1:17) Om sin holdning til brugen af billeder og statuer i  tilbedelsen skriver han: „Skulle jeg udgive træ og sten for guder?“ (1 Korinther 10:14) Han troede at Ordet, eller Logos, var ’Faderens førstefødte værk’, og at Logos derefter blev brugt til at skabe det materielle univers. (Johannes 1:1-3; Kolossenserne 1:13-17) Angående opstandelsen til den fastsatte tid siger han: „Vi tror at efter alle tings fuldendelse vil legemernes opstandelse finde sted.“ Som forklaring på hvorfor vi dør, skriver han: „Vi er ikke skabt for at dø, men vi dør for vor egen skyld; det er vor frie vilje der har dræbt os; vi var frie, men er blevet slaver; formedelst synden er vi solgt.“

Den forklaring Tatian giver angående sjælen, er ret forvirrende. Han siger: „Sjælen er i og for sig selv ikke udødelig, men dødelig, I grækere. Men den kan også undgå døden. Men den dør og opløses tilligemed legemet når den ikke kender sandheden, men opstår igen ved verdens ende tilligemed legemet for i udødelighed at få døden til straf.“ Nøjagtig hvad Tatian mente med disse ord, er uklart. Kunne det tænkes at han samtidig med at holde sig til visse dele af Bibelens lære også prøvede at lefle for sine samtidige og derfor blandede bibelske sandheder med hedensk filosofi?

Et andet af Tatians bemærkelsesværdige værker er Diatessaron, en såkaldt evangelieharmoni. Det var et højt respekteret værk der sammenfattede de fire evangelier i én beretning. Med denne beretning gav Tatian, som den første, de syriske menigheder evangelierne på deres eget sprog. Evangelieharmonien blev brugt af den syriske kirke.

Kristen eller kætter?

En grundig undersøgelse af Tatians skrifter viser at han var godt kendt med Bibelen og havde stor respekt for den. Om den indflydelse den havde på ham, skriver han: „Rigdom attrår jeg ikke, øvrighedsposter søger jeg ikke, hor afskyr jeg, til søfart for at tilfredsstille havesyge har jeg ikke lyst, . . . for ærgerrighed er jeg fri . . . Solen, ser jeg, er én og den samme for alle, og døden ens for alle, hvad enten de lever i vellevned eller i små kår.“ Tatian siger formanende: „Dø for verden og gør jer fri af dens dårskab, lev for Gud og aflæg i erkendelse af Ham det gamle menneske.“ — Mattæus 5:45; 1 Korinther 6:18; 1 Timoteus 6:10.

Læg imidlertid mærke til Tatians værk med titlen Om fuldkommenhed ifølge Frelserens lære. I dette værk erklærer han at det er Djævelen der er ophav til ægtestanden. I stærke vendinger fordømmer han ægteskabet idet han hævder at man derigennem trælbinder sig selv til den forgængelige verden.

Det ser ud til at Tatian omkring år 166, efter Justinus Martyrs død, enten grundlagde eller gik over til en asketisk sekt kaldet enkratitterne. Sektens tilhængere lagde stor vægt på at man udviste streng selvbeherskelse og havde herredømme over sit legeme. De levede et asketisk liv der krævede at de afholdt sig fra vin, ægteskab og materielle goder.

Hvad vi kan lære

Hvordan kunne Tatian afvige så meget fra Bibelen? Blev han „en glemsom hører“? (Jakob 1:23-25) Undlod han at afvise usande historier og bukkede derved under for menneskers filosofi? (Kolossenserne 2:8; 1 Timoteus 4:7) Eller kunne det tænkes at han tog så grueligt fejl fordi han til tider var lettere sindsforvirret?

Hvad grunden end måtte være, giver Tatian os ved sine skrifter og sit eget eksempel et fingerpeg om det religiøse klima på hans tid. Heraf fremgår det hvilken skadelig påvirkning denne verdens filosofi kan have. Vi må give agt på apostelen Paulus’ advarsel om at vende os bort „fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“. — 1 Timoteus 6:20.