Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Min andel i det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde

Min andel i det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde

 Livsberetning

Min andel i det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde

FORTALT AF ROBERT NISBET

Kong Sobhuza II af Swaziland tog imod min bror George og mig i sin kongelige residens. Det var helt tilbage i 1936, men vores samtale står stadig lyslevende for mig. Grunden til denne længere samtale med kongen havde forbindelse med det bibelundervisningsarbejde jeg længe havde deltaget i. Nu hvor jeg er nær ved de 95, ser jeg med glæde tilbage på min andel i dette arbejde, som har ført mig til fem forskellige kontinenter.

DET begyndte alt sammen med at en tesælger ved navn Dobson i 1925 begyndte at besøge vores familie i Edinburgh i Skotland. Jeg var knap 20 år og i lære som apoteker. Selv om jeg var forholdsvis ung, tænkte jeg en del over de enorme forandringer verdenskrigen fra 1914-18 havde betydet for folk i almindelighed og for det religiøse liv. Dobson gav os bogen Guds Verdensplan på et af sine besøg. Den fremstillede Gud som en vís Skaber der har en bestemt „plan“. Det virkede fornuftigt og svarede til min opfattelse af den Gud jeg ønskede at tilbede.

Mor og jeg begyndte ret hurtigt at overvære møderne hos bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. I september 1926 blev vi døbt ved et stævne i Glasgow som tegn på vores indvielse til Jehova. Hver dåbskandidat var iført en lang klædning med stropper om anklerne uden på sit almindelige badetøj. Det anså man  dengang for en passende påklædning til en så alvorlig begivenhed.

Der var mange ting i vores daværende forståelse som trængte til at blive justeret. De fleste, om ikke alle, i menigheden fejrede jul, og kun meget få gik ud i forkyndelsen. Selv nogle ældste var imod at vi gik ud med vore bøger og blade om søndagen fordi de betragtede det som en overtrædelse af sabbatten. Men i 1925 begyndte man i artikler i Vagttaarnet mere og mere at fremhæve skriftsteder som Markus 13:10, hvor der står: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“

Men hvordan skulle dette verdensomspændende arbejde udføres? Mine første beskedne forsøg på at forkynde fra hus til hus foregik ved at jeg sagde til den besøgte at jeg solgte gode religiøse bøger. Så tilbød jeg bogen Guds Harpe, som gjorde rede for ti vigtige lærepunkter i Bibelen idet den sammenlignede dem med de ti strenge på en harpe. Senere blev vi udstyret med et vidnesbyrdskort, der indeholdt et kort budskab den besøgte skulle læse. Vi brugte også transportable grammofoner til afspilning af plader med foredrag der varede fire og et halvt minut. De første grammofoner var dog ret tunge at bære på, men de senere modeller var betydeligt lettere, og man kunne endda afspille plader mens grammofonen stod lodret.

Fra 1925 og indtil 1930’erne udførte vi forkyndelsesarbejdet så godt vi kunne. Men i begyndelsen af 1940’erne blev Den Teokratiske Skole indført i alle menigheder. Vi lærte nu hvordan vi selv skulle fremholde budskabet om Riget for dem der ville lytte. Vi lærte også vigtigheden af at lede hjemmebibelstudier med interesserede. Man kan sige at det var den spæde begyndelse til det nuværende verdensomspændende bibelundervisningsarbejde.

Samtale med broder Rutherford

På grund af mit ønske om at få en større andel i undervisningsarbejdet meldte jeg mig som pioner i 1931. Det var planen at jeg skulle begynde straks efter et stævne der blev holdt i London. I en middagspause under stævnet sagde Selskabets daværende præsident, broder Rutherford, at han gerne ville tale med mig. Han gik med planer om at sende en pioner til Afrika. „Er du villig til at rejse dertil?“ spurgte han. Selv om det kom noget bag på mig, svarede jeg med fast stemme: „Ja, det er jeg.“

Dengang var hovedformålet at uddele så meget bibelsk læsestof som muligt, og derfor var man konstant på farten. Jeg blev tilskyndet til at forblive ugift, sådan som de fleste ansvarshavende brødre var dengang. Mit distrikt gik fra Cape Town på Afrikas sydspids og op langs østkysten, inklusive de nærliggende øer i Det Indiske Ocean. Når jeg rejste gennem den vestlige del af distriktet, kom jeg igennem Kalahariørkenens varme sandstrækninger og nåede helt op til Nilens udspring ved Victoriasøen. Min makker og jeg skulle tilbringe seks måneder om året i et eller flere af de afrikanske lande i dette enorme område.

To hundrede kartoner med åndelig føde

Ved min ankomst til Cape Town viste man mig 200 kartoner bøger og brochurer som var bestemt for Østafrika. Der var publikationer på fire europæiske og fire asiatiske sprog, men ingen på afrikanske sprog. Da jeg spurgte hvorfor alt dette stod klar allerede inden min ankomst, fik jeg at vide at det oprindelig var bestemt til Frank og Gray Smith, to pionerer som for nylig var rejst til Kenya for at forkynde. Desværre fik de begge malaria kort efter at de var kommet til Kenya, og Frank døde.

Det gav mig noget at tænke over, men afskrækkede mig ikke. Min makker, David  Norman, og jeg begav os fra Cape Town med skib til vores første distrikt, Tanzania, omkring 5000 kilometer borte. Et rejsebureau i Mombasa i Kenya tog vare på vores boglager og sendte kartoner til de bestemmelsessteder vi gav besked om. I begyndelsen forkyndte vi i forretningskvartererne i hver by, både i butikker og på kontorer. Et udvalg af vores publikationer bestod af sæt med 9 bøger og 11 brochurer, som vi på grund af deres forskellige farver kaldte regnbuesættet.

Derfra rejste vi videre til øen Zanzibar cirka 30 kilometer fra Afrikas østkyst. Zanzibar havde tidligere, i flere hundrede år, været et center for slavehandel; men den var også kendt for de kryddernelliker hele byen duftede af. Det var noget af en udfordring at finde rundt i byen, for den var anlagt helt uden plan. Gaderne snoede sig på den mest forvirrende måde, og vi mistede let orienteringen. Vores hotel var komfortabelt nok, men havde tykke mure og døre tæt besat med nagler så det snarere lignede et fængsel end et hotel. Men vi havde gode resultater og var glade for at arabere, indere og andre villigt tog imod vores publikationer.

Transportmidler

Det var ikke nemt at rejse i Østafrika dengang. For eksempel blev vores tog på vej fra Mombasa op til Kenyas højland standset af en græshoppesværm. Millioner af græshopper dækkede jorden og togskinnerne så de blev så glatte at hjulene ikke kunne trække lokomotivet frem. Vi var derfor nødsaget til at vaske sporet foran os ved hjælp af dampende varmt vand fra lokomotivet. På den måde gik det kun langsomt fremad, men endelig var vi fri af græshoppesværmen. Og det var en stor lettelse da toget begyndte at arbejde sig opad, og vi kunne nyde det kølige klima i højderne.

Kystbyerne kunne vi nemt komme til med tog eller skib, men når det gjaldt landområderne, var det bedst at køre i bil. Jeg var glad da jeg fik følgeskab af min bror George, for så kunne vi købe en ret stor varevogn, som vi udstyrede med sovepladser, køkken og moskitosikrede vinduer, og der var plads til lager og bagage. Vi havde også monteret højttalere på taget. På den måde kunne vi forkynde fra hus til hus om dagen og invitere folk til vores aftenforedrag på markedspladserne. Et populært grammofonforedrag havde titlen „Er der hedt i helvede?“ Vi foretog en tur fra Sydafrika til Kenya på 3000 kilometer i vores „mobile home“ og var glade for denne gang at have mange forskellige brochurer med på flere afrikanske sprog, som de lokale ivrigt tog imod.

På disse ture var det en særlig oplevelse at se en stor del af Afrikas rige dyreliv. For en sikkerheds skyld blev vi inde i vognen efter mørkets frembrud, men det var meget trosstyrkende  at se en sådan variation i Jehovas skaberværk og dyrene i deres naturlige omgivelser.

Der opstår modstand

Vi måtte udvise forsigtighed over for de vilde dyr, men det var for ingenting at regne i sammenligning med at stå over for regeringsembedsmænd og opbragte religiøse ledere som ret åbenlyst modstod vores forkyndelsesarbejde. En fanatisk leder som kaldte sig Mwana Lesa, der betyder „søn af Gud“, havde tilhængere som blev kaldt Kitawala. Desværre betyder dette navn „Vagttårnet“, og det gav os store problemer. Nogen tid inden vi kom, havde denne leder druknet talrige afrikanere mens han påstod at han døbte dem. Han blev til sidst arresteret og hængt. Senere fik jeg mulighed for at tale med hans bøddel og forklare ham at denne mand intet havde at gøre med Vagttårnsselskabet som vi repræsenterede.

Vi havde også vanskeligheder med mange europæere som — hovedsagelig af økonomiske grunde — ikke var særlig glade for at vi forkyndte. En lagerchef sagde beklagende: „Hvis den hvide mand skal blive i dette land, må afrikaneren ikke opdage at vi udnytter hans billige arbejdskraft.“ Af samme grund viste direktøren for et guldmineselskab mig ud af sit kontor på en måde der ikke var til at misforstå, og fulgte mig helt ud på gaden.

Uden tvivl under indflydelse af sådanne religiøse og kommercielle modstandere gav myndighederne os til sidst besked på at forlade Rhodesia (nu Zimbabwe). Vi appellerede denne afgørelse og fik lov til at blive på betingelse af at vi ikke forkyndte for afrikanerne. Den grund man anførte, var at vore skrifter „ikke harmonerede med afrikansk tankegang“. I andre lande foregik vores arbejde blandt afrikanere uhindret og blev oven i købet hilst velkomment. Det gjaldt for eksempel i Swaziland.

En kongelig velkomst i Swaziland

Swaziland er et lille, selvstændigt land på 17.364 kvadratkilometer i det sydlige Afrika. Det var her vi mødte den meget veltalende kong Sobhuza II som er nævnt i indledningen. Han beherskede det engelske sprog godt, for han var universitetsuddannet i England. Han var uformelt klædt og fik os til at føle os meget velkomne.

Vi talte med ham om Guds løfte om et jordisk paradis for alle retsindige mennesker. Selv om han ikke var særlig interesseret i det emne, lod han os forstå at han var interesseret i noget der lignede det. Han ville gerne forbedre levestandarden for de fattige og dem uden uddannelse. Han brød sig ikke om måden mange af kristenhedens missionærer arbejdede på. De var tilsyneladende mere optaget af at hverve medlemmer til kirken end i at undervise. Kongen var imidlertid kendt med det arbejde mange af vores  pionerer udførte, og han roste os for vores bibelundervisningsarbejde, især fordi vi gjorde det uden at forvente penge eller andet til gengæld.

Bibelundervisningen tager fart

I 1943 blev Vagttårnets Bibelskole Gilead oprettet med det formål at uddanne missionærer. Der blev lagt mere vægt på at følge al interesse op frem for hovedsagelig at uddele bibelsk læsestof. I 1950 blev George og jeg indbudt til at overvære Gileadskolens 16. klasse. Det var her jeg første gang mødte Jean Hyde, en nidkær australsk søster der skulle til Japan som missionær efter skolens afslutning. Det var stadig mest velset at forblive ugift, så der kom ikke mere ud af vores bekendtskab på det tidspunkt.

George og jeg fik efter skolens afslutning tildelt distrikt på Mauritius, en ø i Det Indiske Ocean. Vi blev venner med folk på øen, lærte deres sprog og ledede bibelstudier med dem. Senere gennemgik min yngre bror William og hans kone, Muriel, også Gileadskolen. De blev sendt til mit gamle distrikt, Kenya.

Snart var der gået otte år, og ved det internationale stævne i New York i 1958 mødte jeg igen Jean Hyde. Vi fornyede vores bekendtskab og blev forlovet. Jeg fik ændret min distriktstildeling fra Mauritius til Japan, hvor vi blev gift i 1959. Derefter fulgte en meget lykkelig periode med missionærarbejde i Hiroshima, hvor der dengang kun var en lille menighed. Nu er der 36 menigheder i byen.

Sayonara til Japan

Som årene gik, fik vi begge helbredsproblemer der gjorde det stadig mere vanskeligt for os at være missionærer. Til sidst fandt vi det nødvendigt at forlade Japan og slå os ned i Jeans hjemland, Australien. Det var sørgeligt at skulle tage afsked med alle de kære venner i Hiroshima, som vi sagde sayonara (farvel) til på perronen før vi steg op i toget.

Nu bor vi i Australien, og trods vores begrænsninger tjener vi fortsat Jehova sammen med Armidale-menigheden i New South Wales. Det har været en stor glæde at kunne tale med folk om Bibelens sandheder i næsten otte årtier. Jeg har set hvordan bibelundervisningsarbejdet er vokset, og jeg har personligt været vidne til den store udvikling der er sket. Det kan intet menneske eller nogen gruppe af mennesker tage æren for. Med en lille ændring i ordvalget passer ordene i Salme 118:23 også her: ’Fra Jehova er dette kommet; det er underfuldt for vore øjne.’

[Illustration på side 28]

Min bror George ved vores husvogn

[Illustration på side 28]

Her står jeg ved Victoriasøen

[Illustration på side 29]

Skoleelever som overværer et offentligt foredrag i Swaziland i 1938

[Illustrationer på side 30]

Jean og mig da vi blev gift i 1959, og i dag