Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Urkristendommen og Rom

Urkristendommen og Rom

 Urkristendommen og Rom

DE FØRSTE kristne var ikke „en del af verden“. (Johannes 15:18, 19) Kristus Jesus påpegede over for sine efterfølgere det rette forhold mellem mennesket og Jehova Gud, den øverste Suveræn, og mellem mennesket og kejseren, de jordiske regeringer. Jesus optegnede klart de retningslinjer som til alle tider vil være gældende for de kristne i deres forhold til de civile myndigheder, idet han ganske enkelt sagde: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mattæus 22:21) Jesus viste endvidere i løbet af sin jordiske tilværelse at hans holdning, og derfor også hans disciples holdning, frem for at være indstillet på åbent oprør mod ’kejserens’ myndighed, snarere gik i retning af at efterkomme rimelige love. (Johannes 18:36) Pilatus selv anerkendte dette faktum da han udtalte: „Jeg finder ingen skyld hos ham.“

Ikke desto mindre satte forfølgelse og undertrykkelse af de første kristne ind. Hvorfor? Fordi de kristne ikke lod sig opsluge af tidsalderens vedtagne samfundsmæssige og religiøse aktivitet. Derfor blev de anset for at være „hadere af menneskeheden“. Historien beretter at den samvittighedsfulde kristne ikke kunne overvære offentlige fester eller højtideligholde nogen helligdag. Den populære opfattelse gik ud på at de kristne var glædesforstyrrere og oprørere mod samfundet. Den anskuelse at de kristne lagde en dæmper på enhver form for glæde, blev uden tvivl delt af enhver fanatisk tilhænger af gladiatorkampe. Mens hele byer strømmede hen for at se på disse blodige optrin, hvilken holdning indtog så de kristne? Svaret finder vi i nogle skrifter der sandsynligvis daterer sig fra år 177 e.v.t., og som blev skrevet af Athenagoras, en kristen athener. Heri fastslår forfatteren at „kristne nægter at overvære gladiatorkampe“.

De kristne ville end ikke kæmpe i Roms kejserlige hære. Hvis de gav deres liv for kejseren, hvad ville der så være tilbage at give Gud? Derfor giver den verdslige historie os følgende beretning: „En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid (han regerede i perioden 161-180 e.v.t.) blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ Som følge heraf må de kristne være blevet kaldt „upatriotiske“ og „feje“ og have fået andre nedsættende navne hæftet på sig. Så forhadte var de kristne at jøderne i Rom sagde til apostelen: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ — Apostelgerninger 28:22.

Hvilken holdning indtog de første kristne over for Roms politiske liv? Et historisk værk siger herom: „Urkristendommen mødte kun lidt forståelse og blev betragtet med ringe velvilje af den hedenske verdens herskere. Hedenske forfattere omtalte den som ’en ny og fordærvende overtro’, og kristne som ’vildledte skabninger’ der øvede ’moralske uhyrligheder’, skabninger der gjorde sig skyldige i ’had mod den menneskelige race’, ’forbrydere der fortjente den alvorligste straf’. . . . De kristne nægtede at opfylde visse pligter som var pålagt romerske borgere. De kristne blev betragtet som anarkister der håbede at ødelægge staten, som pacifister der anså det for en overtrædelse af deres tro at gå ind i militærtjenesten. De ville ikke modtage politiske embeder. De ville ikke tilbede kejseren.“ — Heckel og Sigman: On the Road to Civilization, A World History, 1937, side 237, 238.

Man forventede af det romerske imperiums undersåtter at de viste loyalitet mod den officielle statsreligion, som på et tidligt tidspunkt først og fremmest kom til at betyde tilbedelse af kejseren. At benægte hans guddommelighed  var utænkeligt — undtagen for en kristen! Derfor blev de kristne ikke blot kaldt „hadere af menneskeheden“, men også „ateister“; til trods for at de troede på én Gud, nemlig Jehova den Allerhøjeste, var de alligevel „ateister“.

Set fra det romerske standpunkt fortjente de kristne at blive kastet for løverne i arenaen. „Kristne for løverne“ var det populære krav fra de masser der fyldte amfiteatrene til trængsel under de offentlige forestillinger og kampe. Folkets anklage mod dem var den væsentligste årsag til at de blev dømt. Det mærkelige er at de romerske regeringer, på få undtagelser nær, ikke anstrengte sig særligt for at opspore de kristne. Det fremgår af den berømte forordning som kejser Trajan udstedte. Han skrev til statholderen i Bitynien: „Gør dig ingen ulejlighed med at lede dem op. Men hvis de skulle blive ført frem for dig og forbrydelsen kan bevises, skal de straffes [med døden].“ Hvis regeringen anså de kristne for at være en virkelig fare for staten, så ville det have været kejserens uundgåelige pligt at eftersøge dem. Men den opgave blev overladt til folket. Den hedenske hob var derfor lige så ansvarlig som regeringsmagten for den forfølgelse af de kristne som satte ind. — Harvard Classics, 1909, bind 9, side 428.

Til trods for den offentlige mening blev mange romere i høje, offentlige stillinger kristne. Det fremgår tydeligt af det dekret som kejser Valerian udstedte: „Senatorer og fremtrædende mænd samt romerske riddere skal miste deres position og desuden fratages deres ejendom; hvis de efter at have mistet deres gods stadig fastholder at ville være kristne, skal de halshugges. Men medlemmer af kejserens hus skal derimod, af hensyn til deres høje stand, lægges i lænker efter at deres gods er blevet konfiskeret.“ — Duncan Armytage: Christianity in the Roman World, 1927, siderne 50, 78, 79, 92, 93.

Eftersom kejserens forordning var formuleret så omhyggeligt, må der have været mange prominente borgere der omvendte sig til kristendommen. Kejserens egen husstand kom ind under denne lov! Hvor må det ikke have forstyrret kejserens sjælefred at nogle inden for hans egen familie blev kristne! Og det skete virkelig. For apostelen skrev: „Alle de hellige, men især de fra kejserens husstand, sender jer deres hilsener.“ — Filipperne 4:22.