Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Min tro er blevet prøvet i forfølgelsens brændende ildovn

Min tro er blevet prøvet i forfølgelsens brændende ildovn

 Livsberetning

Min tro er blevet prøvet i forfølgelsens brændende ildovn

FORTALT AF PERICLES YANNOURIS

Kulden i den fugtige og mugne fængselscelle gik gennem marv og ben. Mens jeg sad der alene med kun et tyndt tæppe over mig, kunne jeg stadig se min unge kones iskolde blik for mig da jeg to dage tidligere blev slæbt ud af huset af nogle militsfolk, og hun måtte sidde alene tilbage med vores to syge spædbørn. Senere sendte min kone, som ikke delte min tro, mig en pakke og et lille brev hvori der stod: „Jeg sender dig disse små kager og håber at du vil blive lige så syg som dine børn.“ Ville jeg nogen sinde komme til at se min familie igen?

DET var blot én episode i en lang og vanskelig kamp for den kristne tro, en kamp som indebar talrige retssager, modstand fra familie, udstødelse af samfundet og indædt forfølgelse. Men hvorfor var jeg, en fredsommelig og gudfrygtig mand, blevet forvist til dette forfærdelige sted? Lad mig fortælle min beretning.

En fattig dreng med en stor drøm

Da jeg i 1909 blev født på Kreta i byen Stavromeno, var Grækenland plaget af krig, fattigdom og hungersnød. Senere undgik mine fire mindre søskende og jeg kun med nød og næppe den spanske syge. Jeg husker at vores forældre dengang holdt os inden døre i flere uger ad gangen for at vi ikke skulle blive smittet.

Far var en fattig landmand og var meget religiøs, men fordomsfri. Han havde boet i Frankrig og på Madagaskar og havde der oplevet en mere frisindet holdning til religion. Vores familie var alligevel loyal mod den græsk-ortodokse kirke, gik til messe hver søndag og  havde den lokale biskop boende under hans årlige besøg. Jeg var kordreng, og det var min store drøm en dag at blive præst.

I 1929 blev jeg ansat ved politiet, og mens jeg gjorde tjeneste i Thessalonika, døde min far. I min søgen efter trøst og åndelig oplysning lykkedes det mig at blive overflyttet til politikorpset ved Athosbjerget, der af ortodokse kristne blev holdt i ære som „det hellige bjerg“. * I de fire år hvor jeg gjorde tjeneste dér, fik jeg et nært indblik i hvordan livet formede sig i de nærliggende klostersamfund. Det gav mig ikke et nærmere forhold til Gud, men derimod blev jeg forfærdet over at se den åbenlyse umoralitet og det moralske fordærv blandt munkene. Jeg følte mig frastødt da jeg blev udsat for seksuelle tilnærmelser fra en arkimandrit som jeg ellers havde respekteret. Jeg var dog ikke mere desillusioneret end at jeg stadig havde et oprigtigt ønske om at tjene Gud og blive præst. Jeg lod mig endda fotografere i præstekåbe for at have et minde derfra. Senere flyttede jeg tilbage til Kreta.

„Han er en djævel!“

I 1942 giftede jeg mig med Frosini, en sød pige fra en respekteret familie. Ægteskabet styrkede min beslutning om at blive præst, eftersom min svigerfamilie var dybt religiøse. * Jeg besluttede at tage til Athen for at studere på et præsteseminarium. I slutningen af 1943 stod jeg på kajen i Iraklio på Kreta, men kom alligevel ikke til Athen. Jeg havde i mellemtiden fundet en anden kilde til åndelig oplysning. Hvordan var det gået til?

I nogle år havde Emmanuel Lionoudakis, som var en energisk ung forkynder tilknyttet Jehovas Vidner, udbredt nogle tankevækkende bibelske sandheder overalt på Kreta. * Nogle var tiltrukket af Vidnernes klare forståelse af Guds ord og forlod deres tidligere tro. I den nærliggende by Sitia var der en organiseret gruppe af ivrige forkyndere. Det irriterede den lokale biskop, som havde boet i USA og dér havde set hvor meget Jehovas Vidner udrettede ved deres forkyndelse. Han satte sig for at få denne „falske lære“ udryddet fra sit domæne. På hans foranledning blev Jehovas Vidner regelmæssigt slæbt i fængsel og for retten på grund af falske anklager.

En af disse forkyndere havde prøvet at forklare mig nogle bibelske sandheder, men han troede at jeg ikke var interesseret. Han sendte derfor en mere erfaren forkynder ud for at tale med mig. Det var sikkert min bryske holdning der var grunden til at denne sidste forkynder vendte tilbage til den lille gruppe og sagde: „Pericles vil aldrig blive en af vores; han er en djævel!“

Forsmag på modstand

Jeg er glad for at Gud ikke betragtede mig på samme måde. I februar 1945 fik jeg brochuren Comfort All That Mourn (Trøst til alle de sørgende) af min bror Demosthenes som var blevet overbevist om at det Jehovas Vidner lærte, var sandt. * Den gjorde et stort indtryk på mig. Vi holdt straks op med at komme i den ortodokse kirke, sluttede os til den lille gruppe i Sitia og fortalte vores søskende om vores nyfundne tro. De tog alle sammen standpunkt for sandheden fra Bibelen. Som ventet førte min beslutning om at forlade falsk religion til at min kone og hendes familie blev fjendtligt indstillet over for mig og ikke ville være sammen med mig. I nogen tid ville min svigerfar end ikke tale med mig. Derhjemme var der uoverensstemmelser og konstante spændinger mellem min kone og mig. Alligevel blev Demosthenes og jeg døbt den 21. maj 1945 af broder Minos Kokkinakis. *

Omsider kunne jeg realisere min drøm om at blive en sand ordets tjener for Gud. Jeg husker  stadig min første dag i forkyndelsen fra hus til hus. Med 35 brochurer i bagagen tog jeg helt alene bussen ud til en landsby. Ængsteligt begyndte jeg at gå fra hus til hus. Jo længere jeg kom, jo mere modig blev jeg. Så kom der en opbragt præst som krævede at jeg skulle følge med ham hen på politistationen, men jeg nægtede at lade mig diktere af ham. Modigt sagde jeg til ham at jeg ikke tog af sted før jeg havde besøgt hele landsbyen, og det gennemførte jeg. Jeg var så glad bagefter at jeg end ikke ventede på bussen, men uden videre gik de 15 kilometer hjem.

Man pudser banditter på os

I september 1945 fik jeg betroet et større ansvar i den nydannede menighed i Sitia. Snart efter udbrød der borgerkrig i Grækenland. Partisangrupper bekæmpede hinanden i brutalt had. Biskoppen udnyttede situationen ved at  tilskynde en lokal guerillagruppe til at tage alle midler i brug for at skaffe sig af med Jehovas Vidner. (Johannes 16:2) En venlig dame som havde kørt i bus med denne guerillabande på vej til vores landsby, havde hørt dem tale om hvordan de skulle udføre deres „gudgivne“ opgave, så hun advarede os. Vi skjulte os, og en slægtning kom os til undsætning. Således reddede vi livet.

Det gav os en forsmag på de svære tider der lå forude. Prygl og trusler kom til at høre til dagens orden. Vores modstandere forsøgte at presse os til at vende tilbage til kirken, at lade vores børn døbe og at gøre korsets tegn. Ved en lejlighed blev de ved med at slå min broder indtil de troede at han var død. Og det var svært for mig at se mine to søstre få tøjet flået af og bagefter blive gennembanket. I den periode tvangsdøbte kirken otte børn af Jehovas Vidner.

I 1949 døde min mor. Så var præsten igen efter os og anklagede os for ikke at følge de lovmæssige krav med hensyn til begravelsen. Sagen kom for retten, og jeg blev frikendt. Det blev til et stort vidnesbyrd eftersom Jehovas navn blev nævnt i de indledende bemærkninger da sagen blev fremført for retten. Det eneste virkemiddel vores fjender havde tilbage for at „bringe os til fornuft“, var at arrestere os og sende os bort. Og det tyede de til i 1949.

I en brændende ildovn

Vi var i alt tre brødre der blev arresteret. Min kone kom ikke engang ned på politistationen for at se til mig. Vi blev først sendt til et fængsel i Iraklio. Som beskrevet i indledningen følte jeg mig ensom og modløs. Derhjemme sad min unge kone, som ikke sympatiserede med min tro, med to små børn. Jeg bad inderligt Jehova om hjælp. Da kom jeg i tanke om Hebræerne 13:5 hvor Gud siger: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ Jeg indså visdommen i at stole ubetinget på Jehova. — Ordsprogene 3:5.

Vi erfarede at vi skulle anbringes på den golde fangeø Makronisi ud for Attikas kyst. Alene navnet Makronisi var nok til at fylde enhver med rædsel, eftersom denne fangelejr blev forbundet med tortur og slavearbejde. På vejen dertil gjorde vi holdt i Piræus. Det var til stor opmuntring for os at nogle af vores trosfæller kom ned til båden og omfavnede os, mens vi sad der i håndjern. — Apostelgerninger 28:14, 15.

Opholdet på Makronisi var et mareridt. De indsatte var underlagt soldaternes hårdhændede behandling fra morgen til aften. Mange som ikke var Jehovas Vidner, gik fra forstanden, andre døde, og mange blev invaliderede. Om natten hørte vi skrig og stønnen fra dem der blev torteret. Mit tynde tæppe gav mig ikke megen varme i de kolde nætter.

Efterhånden vidste alle i lejren besked med hvem der var Jehovas Vidner, eftersom det hver morgen blev nævnt i navneopråbet. Derved fik vi mange muligheder for at forkynde. Jeg havde endda den glæde at døbe en politisk fange som ønskede at indvi sit liv til Jehova.

Under mit fangenskab blev jeg ved med at skrive til min kone — uden nogen sinde at få svar tilbage. Alligevel gav jeg udtryk for ømhed, gjorde hvad jeg kunne for at trøste, og prøvede at forsikre hende om at det kun var noget midlertidigt, og at vi kunne blive lykkelige igen.

Der blev stadig sendt brødre til øen, så vi blev flere og flere. Eftersom jeg arbejdede på kontoret, kom jeg i kontakt med den oberst der havde kommandoen i lejren. På grund af hans respekt for Vidnerne tog jeg mod til mig og spurgte ham om vi kunne få lov til at modtage noget bibelsk læsestof fra vores kontor i Athen. „Det kan slet ikke lade sig gøre,“ sagde han, „men hvorfor sender jeres folk i Athen det ikke bare med din bagage, skriver mit navn udenpå og sender det til mig?“ Jeg var fuldstændig stum af forbavselse. Da vi få dage senere lossede en båd der var ankommet, hilste en politimand på obersten og oplyste ham om at hans bagage var ankommet. „Hvilken bagage?“  spurgte obersten. Jeg var tilfældigvis i nærheden og overhørte samtalen, så jeg hviskede til ham: „Det er sikkert vores der er sendt i dit navn som du foreslog.“ På sådanne måder sørgede Jehova for at vi fik åndelig føde.

En uventet velsignelse og flere problemer

Jeg blev løsladt i slutningen af 1950 og vendte hjem syg, bleg, udmagret og usikker på hvilken modtagelse jeg ville få. Jeg var lykkelig for at se min kone og mine børn igen. Hvad der var endnu bedre var at Frosini til min store overraskelse ikke længere var så fjendtlig. Brevene fra fængselet havde gjort deres virkning. Min udholdenhed og ihærdighed havde gjort indtryk på Frosini. Vi havde snart en lang, forsonende samtale. Hun tog imod et bibelstudium og fik tro på Jehova og hans løfter. En af de lykkeligste dage i mit liv var da jeg i 1952 havde den glæde at døbe hende som en indviet tjener for Jehova.

I 1955 iværksatte vi en kampagne med det formål at give alle præster et eksemplar af brochuren Kristenheden eller Kristendommen — hvilken af dem er „Verdens Lys“? Jeg blev arresteret og stillet for retten sammen med flere andre Jehovas Vidner. Der var så mange retssager mod Jehovas Vidner at der blev afholdt et særligt retsmøde hvor sagerne kunne blive behandlet. Den dag var alle juristerne i provinsen til stede, og retssalen var fyldt med præster. Biskoppen gik nervøst frem og tilbage. En af præsterne havde anmeldt mig for at hverve proselytter. Dommeren spurgte ham: „Er din tro så svag at du kunne blive omvendt ved at læse denne brochure?“ Præsten mistede fuldstændig mælet. Jeg blev frikendt, men nogle af de andre blev idømt seks måneders fængsel.

I årene der fulgte, blev vi arresteret gentagne gange, og der blev ført flere og flere retssager. Det gav hele tiden vores advokater nok at bestille. Jeg blev i alt stillet for retten 17 gange. Til trods for modstanden deltog vi regelmæssigt i forkyndelsen. Vi fandt os med glæde i disse udfordringer, og ildprøverne lutrede vores tro. — Jakob 1:2, 3.

Nye privilegier og udfordringer

I 1957 flyttede vi til Athen. Jeg blev ret hurtigt udnævnt til at tjene i en nydannet menighed. Den helhjertede støtte min kone ydede, gjorde at vi kunne leve et enkelt liv og først og fremmest fokusere på de åndelige aktiviteter. Derfor kunne vi bruge størstedelen af vores tid i forkyndelsen. Igennem årene er vi flere gange blevet opfordret til at flytte til forskellige menigheder med behov.

I 1963 var vores søn fyldt 21 år og blev indkaldt til at afsone sin værnepligt. Alle Jehovas Vidner der var fængslet på grund af deres  neutralitet, blev slået, hånet og forulempet. Det var også tilfældet med vores søn. Jeg gav ham mit tæppe fra Makronisi for på en symbolsk måde at tilskynde ham til at efterligne de vidner der tidligere havde bevaret deres uangribelighed. Brødrene skulle dømmes ved en krigsret og blev normalt idømt fra to til fire års fængsel. Når de blev løsladt, blev de indkaldt igen og atter fængslet. I min egenskab af en ordets tjener fik jeg lov til at besøge mange forskellige fængsler og havde også kontakt, om end begrænset, med min søn og andre trofaste vidner. Min søn var fængslet i mere end seks år.

Jehova har holdt os oppe

Da der igen blev indført religionsfrihed i Grækenland, havde jeg den forret at tjene som midlertidig specialpioner på øen Rhodos. I 1986 opstod der imidlertid behov i Sitia på Kreta hvor jeg i sin tid havde indledt mit kristne virke. Jeg tog med glæde imod opfordringen til at fortsætte min tjeneste sammen med de trosfæller som jeg havde kendt siden min ungdom.

Som den ældste i familien glæder det mig at se at i alt 70 i min familie tjener Jehova loyalt, og der bliver stadig flere. Nogle har tjent som ældste, menighedstjenere, pionerer, på Betel og i rejsetjenesten. I mere end 58 år er min tro blevet prøvet i forfølgelsens brændende ildovn. Jeg er nu 93 år, og når jeg ser tilbage på min tjeneste for Gud, er det uden beklagelse. Han har givet mig styrken til at følge sin kærlige opfordring: „Min søn, giv mig dit hjerte, og måtte dine øjne synes om mine veje.“ — Ordsprogene 23:26.

[Fodnoter]

^ par. 9 Se Vagttårnet for 1. december 1999, side 30-31.

^ par. 11 Præster i den græsk-ortodokse kirke har lov til at gifte sig.

^ par. 12 Emmanuel Lionoudakis’ livsberetning kan læses i Vagttårnet for 1. september 1999, side 25-29.

^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner, men er ikke længere på lager.

^ par. 15 Den juridiske sejr i en sag angående Minos Kokkinakis er omtalt i Vagttårnet for 1. september 1993, side 27-31.

[Ramme på side 27]

Makronisi — en rædselsø

På ti år, fra 1947 til 1957, blev der sendt mere end 100.000 fanger til den golde og ubeboelige ø Makronisi. Deriblandt var mange trofaste vidner som blev sendt dertil som følge af deres kristne neutralitet. Forvisningen af dem skete sædvanligvis på foranledning af det græsk-ortodokse præsteskab som falskeligt beskyldte Jehovas Vidner for at være kommunister.

Med hensyn til de „forbedringsmetoder“ der blev brugt på Makronisi, nævner det græske leksikon Papyros Larousse Britannica: „De uhyggelige torturmetoder . . . leveforholdene, der er uacceptable for et civiliseret land, og vagternes nedværdigende behandling af de indsatte . . . er en skamplet på Grækenlands historie.“

Nogle vidner fik at vide at de ikke ville blive løsladt medmindre de fornægtede deres tro. Vidnernes loyalitet over for Gud var imidlertid ubrydelig. Og dertil kommer at nogle politiske fanger som følge af kontakten med Vidnerne tog imod sandheden fra Bibelen.

[Illustration på side 27]

Minos Kokkinakis (tredje fra højre) og jeg (fjerde fra venstre) på straffeøen Makronisi

[Illustration på side 29]

I forkyndelsen med en broder i Sitia, på Kreta, hvor jeg tjente da jeg var ung