Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Før og efter — ’Guds ord er virkende’

Før og efter — ’Guds ord er virkende’

 „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer“

Før og efter — ’Guds ord er virkende’

HVIS du havde mødt Tony da han var i begyndelsen af teenageårene, ville du have stået over for en hård og aggressiv fyr der færdedes i nogle af de mere skumle kvarterer i Sydney. Hans venner var bandemedlemmer, og de var ofte indblandet i røveriske overfald, bandekrige og skyderier.

Tony begyndte at ryge da han var ni år, og da han var 14, røg han regelmæssigt marihuana og førte et umoralsk liv. Som 16-årig var han blevet afhængig af heroin, og det førte til at han begyndte at bruge kokain og LSD. „Faktisk tog jeg alt hvad der kunne gøre mig høj,“ fortæller han. Han blev narkohandler for to berygtede forbrydersyndikater, og inden længe var han kendt som en af de mest stabile narkohandlere på Australiens østkyst.

Tonys heroin- og marihuanamisbrug kostede ham mellem 1350 og 2700 kroner om dagen. Men det havde langt større omkostninger for hans familie. Han fortæller: „Min kone og jeg blev flere gange truet med haglgeværer og knive af kriminelle der var ude efter de stoffer og penge som vi lå inde med.“ Efter at Tony havde siddet i fængsel tre gange, følte han at han måtte tage sit liv op til overvejelse.

Han plejede at gå i kirke, men var ikke særlig tiltrukket af en Gud der efter sigende straffer syndere med evig pine i helvede. Da han fik besøg af to Jehovas Vidner, blev han til sin overraskelse klar over at Gud ikke er sådan. Tony var glad for at få at vide at det med Guds hjælp ville være muligt for ham at rette op på sit liv. Noget der gjorde indtryk på Tony, var Jesu udtalelse: ’Alle ting er mulige for Gud.’ (Markus 10:27) Han følte sig især tiltrukket af følgende opmuntrende ord: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jakob 4:8.

At skulle rette sit liv ind efter Bibelens normer var en stor udfordring for Tony. Han siger: „Det første jeg lagde på hylden, var at ryge. Det havde jeg aldrig kunnet før, selv om jeg havde forsøgt mange gange. Med Jehovas hjælp var det også muligt for mig at komme ud af mit stofmisbrug, som jeg havde været slave af i 15 år. Jeg havde aldrig troet at det ville være muligt for mig at bryde med disse vaner.“

I stedet for at frygte en Gud der piner mennesker for evigt i helvede — en lære der ikke findes i Bibelen — fik Tony og hans kone nu håb om at komme til at leve evigt på en paradisisk jord. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21) „Det tog lang tid for mig at bringe mit liv i harmoni med Guds normer,“ indrømmer Tony, „men med Jehovas hjælp lykkedes det mig.“

 Den tidligere stofmisbruger blev kristen. Han og hans kone har frivilligt brugt tid og kræfter, ja, tusinder af timer, på at undervise andre i Bibelen. De er også travlt optaget af at give deres to børn en god opdragelse. En så radikal forandring har kun været mulig som følge af den vældige kraft der findes i Guds ord, Bibelen. Det er sandt når apostelen Paulus siger at „Guds ord er levende og virkende“. — Hebræerne 4:12.

På trods af sådanne positive eksempler påstår nogle at Jehovas Vidners arbejde ødelægger familier og undergraver unges værdinormer. Det er helt uberettiget. Tonys eksempel er et stærkt bevis på det modsatte.

Mange har ligesom Tony erfaret at man kan komme ud af et livsfarligt misbrug. Hvordan er det muligt? Ved at tro på Gud og støtte sig til ham og hans ord samt ved kristne venners kærlige og omsorgsfulde hjælp. Tony er lykkelig for at kunne sige: „Jeg har set hvorledes Bibelens principper har beskyttet mine børn. Dens lære har reddet mit ægteskab, og folk her omkring kan sove fredeligt fordi jeg ikke længere udgør en trussel for dem.“

[Tekstcitat på side 9]

’Med Jehovas hjælp var det muligt for mig at komme ud af mit stofmisbrug, som jeg havde været slave af i 15 år’

[Ramme på side 9]

Bibelens principper virker

Flere af de principper der findes i Bibelen, har hjulpet mange narkomaner til at komme ud af deres farlige misbrug. Guds ord giver blandt andet følgende råd:

„Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ (2 Korinther 7:1) Det er altså i modstrid med Guds lov at tage stoffer.

„Frygt for Jehova er visdommens begyndelse, og kundskab om den Allerhelligste er forstand.“ (Ordsprogene 9:10) Gudsfrygt baseret på nøjagtig kundskab om Jehova og hans syn på tingene har hjulpet mange til at slippe ud af stofmisbrug.

„Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Man kan aflægge nedbrydende vaner ved af hele sit hjerte at stole på Gud og støtte sig til ham.