Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En lille seddel der ændrede mit liv

En lille seddel der ændrede mit liv

 Livsberetning

En lille seddel der ændrede mit liv

FORTALT AF IRENE HOCHSTENBACH

Det hændte en tirsdag aften i 1972. Jeg var 16 år gammel og var gået med mine forældre til et religiøst møde i Eindhoven, en by i provinsen Noord-Brabant i Holland. Jeg følte mig usikker og ønskede jeg var et andet sted. Så skrev to unge kvinder en lille seddel til mig hvorpå der stod: „Kære Irene! Vi vil meget gerne hjælpe dig.“ Jeg havde ingen anelse om hvor meget denne seddel ville komme til at ændre mit liv. Men før jeg beretter om hvad der videre skete, vil jeg gerne fortælle lidt om min baggrund.

JEG er født på øen Belitung i Indonesien. Jeg husker stadig nogle af lydene fra denne tropiske ø — palmetræernes susen i vinden, en nærliggende flods sagte brusen, børnene der lo mens de legede uden for vores hus, og musikken der fyldte stuerne. I 1960, da jeg var fire år gammel, flyttede vores familie fra Indonesien til Holland. Vi foretog den lange rejse med skib, og den lyd der står tydeligst i min erindring, er lyden af mit yndlingslegetøj som jeg havde med — en lille klovn med et trommesæt. Da jeg var syv år gammel, mistede jeg hørelsen som følge af en sygdom, og siden har jeg ikke kunnet høre nogen af de lyde der er omkring mig. Det eneste jeg har tilbage, er minder.

Min opvækst som døv

På grund af mine forældres kærlige omsorg forstod jeg til at begynde med ikke helt konsekvenserne af at være døv. Som barn troede jeg endda at mit store høreapparat  bare var noget jeg havde på for sjov, og i øvrigt var det heller ikke til megen nytte. Børnene i nabolaget kommunikerede med mig ved at skrive med kridt på fortovet, og jeg svarede dem, selv om jeg ikke kunne høre min egen stemme.

Efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg klar over at jeg var anderledes end folk omkring mig. Jeg begyndte også at lægge mærke til at nogle lavede sjov med mig fordi jeg var døv, mens andre holdt mig udenfor. Jeg følte mig ensom og isoleret. Det var ved at gå op for mig hvad det ville sige at være døv, og jo ældre jeg blev, desto mere frygtede jeg de hørendes verden.

For at jeg kunne komme i en specialskole for døve, flyttede hele vores familie fra den landsby hvor vi boede i provinsen Limburg, til den større by Eindhoven. Dér måtte min far søge et nyt job, og min bror og mine søstre måtte begynde i en ny skole. Jeg er taknemmelig for alle de forandringer de gjorde for min skyld. I skolen lærte jeg at tilpasse min stemmestyrke og at artikulere tydeligere. Og selv om lærerne ikke brugte tegnsprog, lærte jeg det af mine klassekammerater.

Jeg levede i min egen verden

Mens jeg voksede op, prøvede mine forældre at kommunikere med mig så godt de kunne, men der var mange ting jeg ikke fattede. For eksempel forstod jeg ikke at mine forældre studerede Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Men jeg husker at vores familie en dag var et sted hvor der sad en masse mennesker. De kiggede alle sammen fremad, klappede indimellem og rejste sig op fra tid til anden — men hvorfor de gjorde det, vidste jeg ikke. Meget senere fandt jeg ud af at jeg havde overværet et af Jehovas Vidners stævner. Mine forældre plejede også at tage mig med hen til en lille mødesal i Eindhoven. Jeg syntes det var okay at være der, for alle var venlige, og mine forældre og søskende så ud til at være glade, men hvorfor vi altid tog derhen, vidste jeg ikke. Senere gik det op for mig at mødesalen var en af Jehovas Vidners rigssale.

Desværre var der ingen ved disse møder der kunne tolke programmet for mig. Nu er jeg klar over at alle gerne ville have hjulpet mig hvis de kunne, men de vidste ikke hvordan de skulle gribe det an. Jeg følte mig udenfor når jeg overværede møderne, og tænkte: ’Bare jeg var i skole og ikke sad her.’ Men lige da disse tanker gik gennem mit hoved, skrev to unge kvinder noget på et stykke papir som de gav mig. Det var den lille seddel jeg nævnte i begyndelsen. Jeg havde ingen anelse om at denne seddel ville blive begyndelsen på et dyrebart venskab som ville udfri mig af min isolerede verden.

Et dyrebart venskab

Colette og Hermine, som skrev sedlen til mig, var begge først i tyverne. Jeg fandt senere ud af at de var kommet til den menighed af Jehovas Vidner som jeg besøgte, for at virke som almindelige pionerer, eller heltidsforkyndere. Skønt Colette og Hermine ikke rigtig kunne tegnsprog, lykkedes det mig ved hjælp af mundaflæsning at forstå hvad de sagde til mig, og vi kommunikerede ret godt på den måde.

Mine forældre var glade da Colette og Hermine spurgte om de måtte studere Bibelen med mig, men det var ikke det eneste disse to piger gjorde. De prøvede ihærdigt at tolke møderne i rigssalen for mig og var opmærksomme på at inddrage mig når de var sammen  med andre fra menigheden. De indøvede præsentationer med mig som kunne bruges i forkyndelsen, og hjalp mig også med at forberede elevopgaver til Den Teokratiske Skole. Ja, tænk engang, nu havde jeg fået mod til at holde et indlæg for en gruppe hørende!

Colette og Hermine gjorde mig også tryg og fik mig til at føle at jeg kunne stole på dem. De var tålmodige og lyttede til mig. Selv om vi ofte lo ad mine fejl, gjorde de aldrig nar af mig; de var heller aldrig flove over at være sammen med mig. De prøvede at forstå mine følelser og behandlede mig som deres ligemand. Disse søde piger gav mig en smuk gave — deres kærlighed og venskab.

Vigtigst af alt hjalp Colette og Hermine mig til at forstå at jeg måtte lære vores Gud, Jehova, at kende som en ven man kan stole på. De forklarede at Jehova havde set mig sidde i rigssalen, og at han forstod hvordan det var for mig at være døv. Hvor er jeg taknemmelig for at vores fælles kærlighed til Jehova knyttede os tre sammen som venner! Jeg var rørt over Jehovas omsorg, og af kærlighed til ham symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben i juli 1975.

En særlig ven

I årene der fulgte, lærte jeg flere og flere kristne brødre og søstre at kende. Én broder blev min særlig gode ven, og i 1980 giftede vi os. Kort efter begyndte jeg som pioner, og i 1994 blev min mand, Harry, og jeg udnævnt som specialpionerer i det hollandske tegnsprogsdistrikt. Året efter fik jeg en krævende opgave. Jeg skulle følges med min mand, som er hørende, når han besøgte forskellige menigheder som vikar for kredstilsynsmanden.

Jeg griber det an på følgende måde. Når vi besøger en menighed for første gang, henvender jeg mig med det samme til så mange brødre og søstre som muligt og præsenterer mig. Jeg fortæller dem at jeg er døv, og beder dem om at tale langsomt mens de ser på mig. Jeg prøver også at svare ved møderne så hurtigt som muligt. Og jeg spørger om der er nogen der vil tolke for mig under møderne og i forkyndelsen i løbet af ugen.

Denne fremgangsmåde virker så godt at mine brødre og søstre indimellem helt glemmer at jeg ikke kan høre, og det fører til nogle komiske situationer. For eksempel har de fortalt at de dytter for at hilse på mig når de ser  mig på gaden, men jeg reagerer naturligvis ikke. Nogle gange glemmer jeg også selv mine begrænsninger — for eksempel når jeg prøver at hviske noget fortroligt i min mands øre. Når jeg ser at han pludselig rødmer, véd jeg at min „hvisken“ var alt for høj.

Børn er en hjælp på helt uventede måder. I en menighed vi besøgte for første gang, havde en dreng på ni år lagt mærke til at nogle i rigssalen tøvede lidt med at henvende sig til mig, så han besluttede sig for at gøre noget ved det. Han gik hen til mig, tog mig ved hånden og trak mig ind midt i rigssalen. Med høj og klar røst råbte han: „Kom og hils på Irene — hun er døv!“ Det fik dem der var til stede, til at komme og præsentere sig.

At følges med min mand i rejsetjenesten udvider hele tiden min vennekreds. I dag er mit liv ganske anderledes end i de år hvor jeg følte mig udenfor og isoleret! Lige siden den aften hvor Colette og Hermine listede den lille seddel ind i min hånd, har jeg oplevet venskabets kraft og mødt mennesker der er kommet til at betyde noget helt særligt for mig. Frem for alt har jeg lært Jehova at kende, den mest dyrebare Ven af alle. (Romerne 8:38, 39) Den lille seddel ændrede virkelig mit liv!

[Illustration på side 24]

Jeg kan huske lyden af mit yndlingslegetøj

[Illustrationer på side 25]

I forkyndelsen og med min mand, Harry