Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

 Spørgsmål fra læserne

Er Lucifer et navn Bibelen bruger om Satan?

Navnet Lucifer forekommer kun i nogle bibeloversættelser, og dét kun én gang. En af de oversættelser der bruger ordet, er den engelske King James Version, der siger i Esajas 14:12: „At du er faldet fra himmelen, O Lucifer, morgenens søn!“

Det hebraiske ord der er oversat med „Lucifer“, betyder „lysende“. Septuaginta bruger det græske ord der betyder „den der bringer morgenrøden“. Derfor gengiver nogle oversættelser grundtekstens hebraiske ord med „morgenstjerne“ eller „dagstjerne“. Men Hieronymus’ latinske oversættelse, Vulgata, bruger „Lucifer“ („lysbærer“), og herfra er det kommet ind i andre bibeloversættelser.

Hvem er denne Lucifer? Udtrykket „du lysende“, eller „Lucifer“, findes i Esajas’ profeti i den passage der kaldes ’et fyndigt udsagn mod Babylons konge’, et udsagn som israelitterne profetisk fik befaling til at fremføre. Det var et udsagn som primært gjaldt det babyloniske dynasti. At betegnelsen „du lysende“ gælder en mand og ikke en åndeskabning, ses endvidere af udtalelsen: „Ned til Sheol vil du blive bragt.“ Sheol er menneskehedens fælles grav — ikke Satan Djævelens bolig. Desuden spørger de der ser Lucifer blive bragt i denne tilstand: „Er det den mand som fik jorden til at bæve?“ „Lucifer“ sigter altså til et menneske, ikke en åndeskabning. — Esajas 14:4, 15, 16.

Hvorfor beskrives det babyloniske dynasti med dette forherligende udtryk? Vi skal lægge mærke til at Babylons konge først kaldes ’den lysende’ efter at han er blevet styrtet, og at udtrykket bruges i en spottesang om ham. (Esajas 14:3) Det var stolthed og hovmod der fik de babyloniske konger til at ophøje sig over naborigerne og deres konger. Profetien lægger dem disse pralende ord i munden: „Til himmelen vil jeg stige op. Op over Guds stjerner hæver jeg min trone, og jeg sætter mig på mødebjerget i de fjerneste egne mod nord. . . . jeg gør mig selv den Højeste lig.“ — Esajas 14:13, 14.

„Guds stjerner“ er kongerne af Davids slægtslinje. (4 Mosebog 24:17) Fra Davids tid og fremefter herskede disse konger fra Zions Bjerg. Efter at Salomon havde bygget templet i Jerusalem, blev navnet Zion anvendt om hele byen. Under Lovpagten havde alle mandlige israelitter pligt til at rejse til Zion tre gange om året. Derfor kunne det kaldes „mødebjerget“. Da Nebukadnezar ville lægge de judæiske konger ind under sig og derefter fjerne dem fra dette bjerg, erklærede han i realiteten at han ville hæve sig op over disse „stjerner“. I stedet for at give Jehova æren for at de var blevet underlagt ham, satte han sig hovmodigt i Guds sted. Men det er altså efter at det babyloniske kongedynasti er blevet omstyrtet og kastet til jorden at det spottende bliver kaldt „du lysende“.

Det er sandt at de babyloniske kongers hovmod og stolthed genspejlede den indstilling som findes hos Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Han er også opfyldt af magtbegær og stræber efter at hæve sig op over Jehova Gud. Men Lucifer er altså ikke et navn Bibelen bruger om Satan.

 Hvorfor omtaler Første Krønikebog 2:13-15 David som Isajs syvende søn, mens det fremgår af Første Samuelsbog 16:10, 11 at han var den ottende?

Efter at kong Saul af Israel havde vendt sig fra den sande tilbedelse, sendte Jehova Gud profeten Samuel hen for at salve en af Isajs sønner til konge. Bibelens beretning om denne historiske begivenhed — en beretning som Samuel selv skrev i det 11. århundrede før vor tidsregning — viser at David var Isajs ottende søn. (1 Samuel 16:10-13) Men den beretning som præsten Ezra skrev omkring 600 år senere, siger: „Og Isaj blev fader til Eliab, hans førstefødte, og Abinadab, den anden, og Sjim’a, den tredje; Netan’el, den fjerde; Raddaj, den femte; Ozem, den sjette; David, den syvende.“ (1 Krønikebog 2:13-15) Hvad var der sket med den ene af Davids brødre, og hvorfor nævner Ezra ham ikke?

Bibelen siger at Isaj „havde otte sønner“. (1 Samuel 17:12) Den ene af disse sønner levede åbenbart ikke længe nok til at han blev gift og fik børn. Uden efterkommere ville han ikke have krav på nogen arvelod i stammen, og det ville derfor ikke have nogen betydning at nævne ham i stamtavlerne over Isajs slægt.

Lad os nu gå frem til Ezras tid og tænke på de omstændigheder hvorunder han samlede sit materiale til Krønikebøgerne og skrev dem. Landflygtigheden i Babylon var endt cirka 77 år tidligere, og jøderne var igen bosat i deres eget land. Perserkongen havde givet Ezra bemyndigelse til at udnævne dommere og lærere som skulle undervise folket i Guds lov og udsmykke Jehovas hus. Der var brug for nøjagtige stamtavler som dels kunne bekræfte de enkeltes ret til en arvelod og dels sikre at kun de som var berettigede til det, blev præster. Ezra skrev derfor en fyldestgørende beretning om nationens historie, heri indbefattet en klar og pålidelig redegørelse for Judas og Davids slægtslinje. Navnet på den søn af Isaj som døde barnløs, ville ikke være relevant. Derfor medtog Ezra ikke hans navn.