Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Jeg ville gøre nøjagtig det samme“

„Jeg ville gøre nøjagtig det samme“

 Livsberetning

„Jeg ville gøre nøjagtig det samme“

FORTALT AF GLADYS ALLEN

Jeg bliver nogle gange spurgt: „Hvis du kunne leve dit liv om, hvad ville du så?“ Jeg kan oprigtigt sige: „Jeg ville gøre nøjagtig det samme.“ Lad mig fortælle hvorfor.

I SOMMEREN 1929, da jeg var to år, skete der noget som begejstrede min far, Matthew Allen. Han modtog brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, der var udgivet af de internationale bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt). Efter et par siders ivrig læsning udbrød han: „Det er det bedste jeg nogen sinde har læst!“

Kort efter fik han fat i andre af bibelstudenternes publikationer. Han spildte ikke tiden, men begyndte straks at delagtiggøre alle naboerne i sin nye viden. Jehovas Vidner havde ikke nogen menighed helt derude hvor vi boede, så på grund af fars ønske om at være en del af et kristent fællesskab flyttede vi i 1935 til Orangeville i den canadiske provins Ontario, hvor der var en menighed.

Dengang tillagde man det ikke så stor betydning om børnene var med til møderne; de opholdt sig gerne udenfor, hvor de legede indtil mødet var forbi. Det passede ikke far. Han tænkte som så: ’Hvis møderne gavner mig, gavner de også mine børn.’ Så selv om han først lige var begyndt at overvære dem, tog han min bror, Bob, mine søstre, Ruby og Ella, og mig med ind til møderne. Snart kom også de andre børn med ind. Det blev en vigtig del af vores liv at overvære møderne og deltage i dem.

 Far elskede Bibelen, og han havde en herlig måde at gøre beretningerne levende på. Hans lærerige undervisning prentede sig så dybt i mig at jeg stadig med glæde husker meget af det han fortalte. Noget han pointerede, var at Jehova velsigner dem der er lydige mod ham.

Far lærte os også at forsvare vores tro ved hjælp af Bibelen. Det gjorde han ofte gennem leg. Han kunne sige: „Jeg tror at jeg kommer i himmelen når jeg dør. Nu skal I prøve at overbevise mig om at det ikke forholder sig sådan.“ Ruby og jeg brugte så en bibelordbog for at finde skriftsteder som kunne tilbagevise denne opfattelse. Når vi havde læst de skriftsteder for ham vi havde fundet, kunne han sige: „Det lyder interessant, men jeg er stadig ikke overbevist.“ Så måtte vi igen have bibelordbogen frem. Sådan kunne det fortsætte i timevis indtil far var tilfreds med det svar vi gav. Det førte til at Ruby og jeg var godt udrustet til at forsvare og gøre rede for vores tro.

JEG OVERVINDER MENNESKEFRYGT

Jeg må indrømme at der var visse ting ved at være kristen jeg fandt meget svært, til trods for den gode oplæring jeg havde fået hjemmefra og ved møderne. Som så mange andre unge kunne jeg ikke lide at være anderledes end skolekammeraterne. Jeg var stadig ret ung da jeg kom ud for en trosprøve på grund af det vi kaldte informationsmarcher.

Marcherne foregik ved at en gruppe brødre og søstre langsomt bevægede sig gennem byens større gader med plakater hvor der stod slagord på. I vores lille by med omkring 3000 indbyggere kendte alle hinanden. På en informationsmarch gik jeg engang bagerst i rækken og bar et skilt hvorpå der stod „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“. Nogle af mine skolekammerater fik øje på mig og var ikke sene til at følge efter mig i optoget mens de skrålede nationalsangen „God Save the King“. Det var ikke nemt for mig. Jeg bad inderligt Jehova om styrke til at fortsætte. Da marchen endelig var færdig, skyndte jeg mig tilbage til rigssalen for at aflevere mit skilt og komme hjem. Men den ansvarshavende broder fortalte at der netop skulle begynde en ny march, og at de manglede en til at bære et skilt. Så måtte jeg af sted igen, og denne gang bad jeg endnu mere indtrængende. Nu var mine skolekammerater heldigvis blevet trætte og var gået hjem. Mine anråbelser blev derfor nu til taksigelser. — Ordsprogene 3:5.

Vores hjem var altid åbent for heltidstjenere. De var så glade og fornøjelige at have på besøg. Lige så langt tilbage jeg kan huske, sagde vores forældre ofte til os børn at heltidstjenesten er den bedste livsvej man kan vælge.

Det var takket være deres tilskyndelser at jeg i 1945 tog heltidstjenesten op og gjorde den til min livsgerning. Senere sluttede jeg mig til min søster Ella, som var pioner i London, Ontario. Her stiftede jeg bekendtskab med en tjenestegren jeg aldrig havde troet jeg kunne udføre. Brødrene var vant til at gå fra bord til bord i de lokale barer og tilbyde gæsterne eksemplarer af Vagttårnet og Ny Verden  (nu Vågn op!). Heldigvis foregik dette arbejde lørdag eftermiddag, så jeg havde hele ugen til at bede om mod til at udføre det. Det skal indrømmes at det ikke var noget jeg holdt af, men det gavnede mig.

Jeg var også med til at uddele særnumre af Ny Verden om vores brødres situation i nazistiske koncentrationslejre. Vi henvendte os især til indflydelsesrige canadiske forretningsfolk, deriblandt direktører for større virksomheder. Gennem årene har jeg erfaret at Jehova altid støtter os når vi ser hen til ham efter styrke. Som far plejede at sige, velsigner Jehova dem der er lydige mod ham.

EN NY OPGAVE I QUEBEC

Den 4. juli 1940 blev Jehovas Vidners arbejde forbudt i Canada. Senere blev forbuddet hævet, men vi blev stadig forfulgt i den katolske provins Quebec. Der blev iværksat en særlig traktatkampagne med det svidende budskab Quebec’s Burning Hate for God and Christ and Freedom Is the Shame of All Canada (Quebecs brændende had til Gud og Kristus og friheden er en skamplet på Canada). Formålet var at henlede opmærksomheden på de overgreb vores brødre var udsat for i Quebec. Nathan H. Knorr, som var medlem at Jehovas Vidners Styrende Råd, mødtes med flere hundrede pionerer i byen Montreal for at informere os om hvad det vi ville i gang med, kunne indebære. Broder Knorr sagde at hvis vi var indstillet på at være med i kampagnen, kunne vi forvente at blive arresteret og sat i fængsel. Og det viste sig at være sandt. Jeg blev i den periode arresteret 15 gange. Når vi gik ud for at forkynde, sørgede vi for at have tandbørste og kam med i tilfælde af at vi skulle overnatte i fængselet.

I begyndelsen arbejdede vi hovedsagelig om natten for ikke at tiltrække os unødig opmærksomhed. Jeg havde gerne en stor forsyning traktater i en taske som jeg havde hængende rundt om halsen under min frakke. Tasken var ret proppet og fik mig til at se gravid ud. Det viste sig dog at blive en fordel når jeg skulle med en fyldt sporvogn ud i distriktet. Det hændte flere gange at galante herrer rejste sig og tilbød den „gravide“ dame deres plads.

På et tidspunkt begyndte vi at uddele traktater i dagtimerne. Vi efterlod en traktat ved tre eller fire huse og tog dernæst hen i et andet distrikt. Det virkede som regel udmærket. Men hvis en sognepræst fandt ud af at vi var i området, kunne vi forvente problemer. Ved en lejlighed ophidsede præsten en hob på 50 til 60 børn og voksne til at kaste tomater og æg efter os. Vi søgte tilflugt i en søsters hjem, hvor vi måtte sove på gulvet natten over.

Der var et stort behov for pionerer der kunne forkynde for den fransktalende befolkning i Quebec. I december 1958 begyndte Ruby og jeg derfor at lære fransk og blev derefter sendt til flere forskellige fransksprogede områder i provinsen. Hvert distrikt var en oplevelse for sig. Et sted gik vi fra dør til dør i otte timer om dagen i to år uden at tale med en eneste beboer. Folk kom blot ud til døren for at se hvem det var, og trak derefter persiennerne ned. Men vi gav ikke op. I dag er der to blomstrende menigheder i den by.

JEHOVA HOLDT OS OPPE PÅ ENHVER MÅDE

I 1965 blev vi udnævnt til specialpionerer. Vi fik blandt andet et distrikt hvor vi lærte at forstå den fulde betydning af Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 6:8: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ Vi havde et stramt budget som vi var nødt til at overholde for at kunne klare vores udgifter. Når vi havde lagt penge til side til varme, husleje, elektricitet og kost, var der kun 25 cent tilbage som vi kunne bruge på os selv resten af måneden.

Med så få midler havde vi ikke råd til at tænde for varmen i mere end nogle få timer om aftenen. I vores soveværelse var der derfor aldrig mere end 15 grader og ofte meget  koldere. Så fik vi en dag besøg af sønnen til en som Ruby studerede med. Han må være gået hjem og have fortalt sin mor at vi var ved at dø af kulde, for herefter sendte hun os hver måned ti dollars til olie så vi også kunne have varme på om dagen. Vi følte os dog på ingen måde fattige. Sandt nok var vi ikke rige, men vi havde altid det nødvendige. På den måde blev alt hvad vi fik derudover, en gave. Det er rigtigt når der i Salme 37:25 siges: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“

Trods modstand havde jeg den glæde at mange af dem jeg studerede Bibelen med, kom til kundskab om sandheden. Det glædede mig naturligvis ekstra meget at nogle endda gjorde heltidstjenesten til deres livsgerning.

VI KLARER NYE UDFORDRINGER

I 1970 fik vi tildelt distrikt i Cornwall, Ontario. Da vi havde været der i et års tid, blev mor syg. Far var død i 1957, og indtil mor døde i 1972, skiftedes mine to søstre og jeg til at tage os af hende. Vores kærlige specialpionermakkere, Ella Lisitza og Ann Kowalenko, støttede os på enhver måde i den periode. De tog sig af dem vi studerede med, og af andre ting under vores fravær. Ja, det er sandt når der i Ordsprogene 18:24 siges at „en ven kan vise større troskab end en broder“.

Livet består af udfordringer, og med Jehovas kærlige støtte har jeg klaret alt. Jeg er fortsat i heltidsforkyndelsen. Bob, som døde i 1993, var pioner i over 20 år, hvoraf de 10 var sammen med hans kone, Doll. Min storesøster, Ella, som døde i oktober 1998, var pioner i over 30 år og talte varmt for pionertjenesten lige til det sidste. I 1991 fik min søster Ruby konstateret kræft. Alligevel brugte hun den styrke hun havde tilbage, på at forkynde den gode nyhed. Hun bevarede også sin humoristiske sans lige til sin død den 26. september 1999. Selv om jeg ikke længere har mine søstre, så har jeg en åndelig familie af brødre og søstre som hjælper mig til at bevare humøret højt.

Når jeg ser tilbage på mit liv, er der så noget jeg ville ønske anderledes? Jeg har aldrig giftet mig, men jeg er blevet velsignet med kærlige  forældre samt en bror og to søstre som har ladet sandheden komme først i deres liv. Jeg ser frem til snart at skulle møde dem alle igen i opstandelsen. Jeg kan allerede nu ligefrem mærke min fars omfavnelse og se min mors blanke øjne når vi giver hinanden et stort knus. Ella, Ruby og Bob vil være helt ustyrlige af glæde.

Indtil da er jeg fast besluttet på at blive ved med at bruge den energi jeg har, på at prise og ære Jehova. Et liv i pionertjenesten er det bedste og mest indholdsrige man kan tænke sig. Når man vandrer ad Jehovas veje, har man det sådan som salmisten sagde: „Du skal være lykkelig, og det skal gå dig godt.“ — Salme 128:1, 2.

[Illustrationer på side 26]

Far lærte os at forsvare troen ved hjælp af Bibelen

[Illustration på side 28]

Fra venstre mod højre: Ruby, mig, Bob, Ella, mor og far i 1947

[Illustration på side 28]

Forreste række, fra venstre mod højre: Mig, Ruby og Ella ved et områdestævne i 1998