Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gammel — og glad for livet

Gammel — og glad for livet

 Livsberetning

Gammel — og glad for livet

FORTALT AF MURIEL SMITH

Der blev banket hårdt på hoveddøren. Jeg var lige vendt hjem for at få frokost efter en travl formiddag i forkyndelsen. Jeg havde sat vand over til en kop te og skulle netop til at lægge fødderne op og hvile mig i en halv times tid. Jeg gik hen for at se hvem der dog bankede så ihærdigt. Det fandt jeg hurtigt ud af. Der stod to mænd udenfor, og det viste sig at de var politibetjente. De sagde at de var kommet for at ransage vores hjem for publikationer udgivet af Jehovas Vidner, som nu var forbudt.

Hvorfor var Jehovas Vidner blevet forbudt i Australien, og hvordan var jeg blevet et af dem? Det begyndte med at jeg i 1910, hvor jeg blev ti år, fik en gave af min mor.

MIN familie og jeg boede i et træhus i Crows Nest, en nordlig forstad til Sydney. En dag hvor jeg kom hjem fra skole, stod min mor og talte med en mand ved døren. Jeg var nysgerrig efter at vide hvad det var for en mand som stod der i jakkesæt og med en taske fuld af bøger. Jeg hilste genert og forsvandt ind i huset. Men få minutter senere kaldte mor på mig. „Denne mand har nogle meget interessante bøger som handler om Bibelen,“ sagde hun. „Nu har du jo snart fødselsdag. Hvad vil du så helst have? Du kan enten få en ny kjole eller disse bøger; du må selv vælge.“

 „Åh mor, må jeg virkelig få de bøger? Det vil jeg gerne,“ svarede jeg.

Sådan gik det altså til at jeg, da jeg var ti år, fik de tre første bind af Charles Taze Russells Studier i Skriften. Manden ved døren sagde til mor at hun nok måtte hjælpe mig til at forstå bøgerne, for de var sikkert for vanskelige for mig. Mor sagde at det glædede hun sig til at gøre. Men sørgeligt nok døde hun kort tid efter. Far var nu alene med min lillebror, lillesøster og mig. Selv om han var flittig, blev der nu lagt mere ansvar over på mig, og det var til tider ved at overstige hvad jeg kunne klare. Der ventede os dog endnu en tragedie.

Den første verdenskrig var brudt ud i 1914, og kun et år efter døde også vores kære far. Nu da vi var forældreløse, fik mine søskende lov til at bo hos nogle slægtninge, og jeg blev sendt på en katolsk kostskole. Indimellem følte jeg mig utrolig ensom. Alligevel var jeg glad for at få mulighed for at beskæftige mig med musik som jeg holdt så meget af, og især klaverspil. Årene gik, og jeg forlod kostskolen. I 1919 giftede jeg mig med Roy Smith, som solgte musikinstrumenter. I 1920 fik vi vores første barn, og så var jeg igen fuldt optaget af dagligdagens gøremål. Men hvordan gik det med bøgerne?

EN NABOS SMITTENDE BEGEJSTRING

Gennem alle disse år havde bøgerne fulgt med mig fra sted til sted. Selv om jeg aldrig rigtigt læste i dem, vidste jeg inderst inde at de havde et vigtigt budskab. En dag sidst i 20’erne kom min nabo Lil Bimson på besøg. Vi satte os ind i dagligstuen for at drikke te.

„Nej, har du de bøger?“ udbrød hun pludselig.

„Hvilke bøger?“ spurgte jeg forundret.

Hun pegede på Studier i Skriften, som stod i bogreolen. Lil lånte dem med hjem og læste ivrigt i dem. Hun var tydeligvis begejstret for det hun læste, og anskaffede sig flere publikationer fra bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Lil kunne slet ikke lade være med at fortælle os om alt det hun lærte. En af de bøger hun havde fået, hed Guds Harpe, og den endte ret hurtigt ovre hos os. At jeg kom i gang med at læse denne bibelstudiebog, blev begyndelsen på et langt liv i Jehovas tjeneste. Endelig fik jeg svar på de grundlæggende spørgsmål som min kirke ikke havde formået at besvare.

Roy var heldigvis lige så optaget af Bibelen som jeg, og vi blev begge ivrige bibelstudenter. Tidligere havde Roy været medlem af frimurerordenen, men nu var vores familie forenet i den sande tilbedelse, og to gange om ugen ledte en af bibelstudenterne et studium med hele familien. Da vi begyndte at overvære deres møder, blev vi yderligere opbygget. Mødesalen i Sydney var et lille lejet lokale i forstaden Newtown. Dengang var der knap 400 forkyndere i hele landet, så for at komme til møderne måtte de fleste brødre tilbagelægge betydelige afstande.

For vores vedkommende måtte vi over vandet hver gang vi skulle til møde. Inden Sydney Harbour Bridge blev bygget i 1932,  var man nødt til at tage en lille bilfærge. Selv om denne tur kostede os både tid og penge, gik vi ikke glip af ét eneste af de kristne møder. Men de anstrengelser vi gjorde os for at blive solidt rodfæstede i sandheden, kom os til gavn, for den anden verdenskrig ulmede, og det skulle vise sig at vores lille familie blev direkte berørt i spørgsmålet om neutralitet.

EN TID MED PRØVELSER OG GLÆDER

Begyndelsen af 1930’erne var en spændende tid for min familie og mig. Jeg blev døbt i 1930, og i 1931 overværede jeg det mindeværdige stævne hvor vi alle rejste os og antog det velvalgte navn Jehovas Vidner. Roy og jeg gjorde alt hvad vi kunne, for at leve op til dette navn ved at anvende alle forkyndelsesmetoder og deltage i alle de kampagner som vi blev tilskyndet til. I 1932 var vi med i en særlig kampagne hvor vi tilbød en brochure til alle dem der kom for at se den nye Sydney Harbour Bridge blive åbnet. Noget andet nyt og spændende var at benytte højttalerbiler, og vi fik installeret et højttaleranlæg på vores bil. Med dette udstyr kørte vi rundt i Sydneys gader og fik dem til at runge af broder Rutherfords foredrag.

Tiderne skiftede dog, og alting blev vanskeligere. I 1932 hvilede depressionen tungt over Australien, så vi måtte forenkle vores liv. En af de ting vi gjorde, var at flytte nærmere til menigheden, og det betød en stor besparelse i rejseomkostningerne. Den økonomiske situation blegnede imidlertid ved siden af den anden verdenskrigs rædsler.

Da Jehovas Vidner ønskede at adlyde Jesu befaling om ikke at være en del af verden, blev de overalt udsat for forfølgelse, også i Australien. Fremprovokeret af krigshysteriet blev vi stemplet som kommunister. Vores modstandere påstod uretmæssigt at Jehovas Vidner benyttede deres fire radiostationer i Australien til at sende meddelelser til den japanske hær.

Unge brødre som blev indkaldt til militærtjeneste, var udsat for et stort pres til at gå på kompromis. Jeg er glad for at kunne sige at alle vores tre sønner stod op for deres tro og holdt fast ved deres neutralitet. Vores ældste søn, Richard, blev idømt 18 måneders fængsel. Kevin, vores næstældste søn, blev indskrevet som militærnægter. Men tragisk nok blev vores yngste søn, Stuart, dræbt ved en motorcykelulykke netop som han var på vej til et retsmøde hvor han skulle forsvare sit neutrale standpunkt. Det var i sandhed en vanskelig tid. Men det der hjalp os, var at vi holdt blikket rettet mod Riget og Jehovas løfte om opstandelsen.

DE FANDT IKKE DET VÆSENTLIGSTE

I januar 1941 blev der i Australien udstedt forbud mod Jehovas Vidner. Men ligesom Jesu apostle ønskede Roy og jeg at adlyde Gud som vores hersker mere end mennesker, og i de næste to og et halvt år arbejdede vi under jorden. Det var i den periode at de to civilklædte betjente jeg omtalte i indledningen, bankede på min dør. Hvad skete der?

Jeg inviterede dem indenfor. På vej ind spurgte jeg dem om de havde noget imod at jeg lige drak min te færdig inden de begyndte at undersøge huset. Det gav de mig mærkeligt nok lov til, så jeg gik ud i køkkenet for at bede til Jehova og få hold på mine tanker. Da jeg kom tilbage, gik den ene betjent ind i den stue vi plejede at studere i, og tog alt det der var udgivet af Vagttårnet, samt min bibel og de publikationer som jeg havde i min forkyndertaske.

„Og De har ikke flere kasser læsestof skjult et sted?“ spurgte han mig. „Vi har fået oplyst at De overværer et møde hver uge i en sal længere henne ad gaden, og at De medbringer en hel del blade og bøger.“

„Det er rigtigt,“ svarede jeg, „men der er ikke noget nu.“

 „Det ved vi, fru Smith,“ sagde han. „Vi ved også at publikationerne er gemt rundt om hos folk i kvarteret.“

I vores søns værelse fandt de fem kasser af brochuren Freedom or Romanism? (Frihed eller katolicisme?)

„Er De sikker på at De ikke har noget som helst i garagen?“ spurgte han.

„Ja, der er ikke noget,“ sagde jeg.

Dernæst åbnede han et skab i spisestuen og fandt nogle blanke menighedsrapporter. Dem tog han og insisterede på alligevel at ville se i garagen.

„Det er denne vej,“ svarede jeg.

De fulgte med mig ud i garagen, undersøgte den og gik.

De troede måske at de fem kasser de fandt, var et godt fund. Men de fandt ikke det væsentligste. På den tid var jeg menighedens sekretær og havde derfor optegnelser over alle forkyndere og andre vigtige oplysninger i huset. Jeg var glad for at brødrene havde advaret os om at være forberedt på husundersøgelser, så derfor havde jeg skjult disse dokumenter omhyggeligt. Jeg havde lagt dem i konvolutter nederst i mine mel-, sukker- og tedåser. Jeg havde også gemt nogle optegnelser i volieren, som lå op ad garagen. Betjentene var gået lige forbi de vigtige dokumenter de ledte efter.

JEG BEGYNDER I HELTIDSTJENESTEN

I 1947 havde de ældste af vores børn selv stiftet familie. Roy og jeg blev derfor enige om at det nu var muligt for os at begynde i heltidstjenesten. I delstaten South Australia var der et stort behov i den åndelige arbejdsmark, så vi solgte vores hus og anskaffede os en campingvogn som vi kaldte Mizpa, der betyder „Vagttårnet“. Nu hvor vi havde boligen med os, kunne vi forkynde i afsidesliggende egne. Vi arbejdede ofte i ledige landdistrikter. Jeg har mange glade minder fra den tid. En af dem jeg studerede med, var en ung kvinde ved navn Beverly. Hun flyttede dog inden hun nåede frem til dåb. Forestil jer hvor glad jeg blev ved et stævne nogle år senere da Beverly kom hen til mig og spurgte om jeg kunne kende hende. At se hende tjene Jehova sammen med sin mand og deres børn her flere år senere gjorde mig meget glad.

I 1979 havde jeg det privilegium at overvære pionerskolen. Noget som blev fremhævet på skolen, var nødvendigheden af at have en god plan for personligt studium for at kunne holde ud som pioner. Det kan jeg fuldt og helt tilslutte mig. Studium, møder og forkyndelse har været hele mit liv. Jeg ser det som en stor forret at have virket som pioner i over 50 år.

HELBREDSPROBLEMER

I mange år har jeg dog måttet kæmpe med særlige udfordringer. I 1962 fandt vi ud af at jeg havde grøn stær. Dengang var behandlingsmulighederne ret begrænsede, og mit syn blev hurtigt forringet. Roys helbred var også dårligt, og i 1983 fik han et alvorligt slagtilfælde hvorefter han blev delvis lam og ude af stand til at tale. Han døde i 1986. Han  havde været en stor støtte for mig i heltidstjenesten, og jeg savner ham utrolig meget.

Selv under disse omstændigheder prøvede jeg at bevare en god åndelig rytme. Jeg fortsatte som pioner med støtte fra min datter Joyce og købte en solid bil, der gjorde god nytte når vi skulle besøge de spredte beboelser i distriktet. Mit syn blev gradvis svækket, og til sidst blev jeg fuldstændig blind på det ene øje. Jeg fik i stedet opereret et glasøje ind. Da jeg stadig havde lidt af synet tilbage på det andet øje, kunne jeg læse publikationer med stor skrift ved hjælp af et forstørrelsesglas, og jeg brugte tre til fem timer hver dag på at studere.

Mit personlige studium har altid været meget værdifuldt for mig. Derfor var det et frygteligt chok da jeg en dag mens jeg sad og studerede, pludselig ikke kunne se noget som helst. Det var som om nogen havde slukket lyset. Nu kunne jeg overhovedet intet se. Hvordan kan jeg så studere? Jo, selv om jeg også er hørehæmmet, holder jeg mig åndeligt stærk ved at lytte til bånd og ved min kærlige families støtte.

UDHOLDENDE TIL DET SIDSTE

Nu hvor jeg er over hundrede år og har fået endnu flere helbredsproblemer, har jeg været nødt til at sætte tempoet betydeligt ned. Til tider føler jeg mig fuldstændig fortabt. Og eftersom jeg slet intet kan se, sker det af og til at jeg virkelig er helt fortabt. Jeg ville ønske jeg kunne få nogen at studere Bibelen med igen, men med det helbred jeg har nu, kan jeg ikke længere komme ud og opsøge folk. I begyndelsen var jeg meget nedtrykt over det. Men jeg har lært at acceptere mine begrænsninger og være tilfreds med det jeg kan. Det har ikke været let. Jeg betragter det alligevel som glædeligt at jeg hver måned kan rapportere at jeg har brugt lidt tid på at tale om vores store Gud, Jehova. Når muligheden byder sig for at tale om Bibelen, for eksempel når jeg får besøg af sygeplejersker, håndværkere og andre, så griber jeg den, men naturligvis på en taktfuld måde.

En af de største og mest tilfredsstillende velsignelser jeg har, er at opleve fire generationer i min familie trofast tilbede Jehova. Nogle i familien tjener som pionerer hvor behovet er stort, andre som ældste eller som menighedstjenere og på Betel. Ligesom mange andre fra min generation har jeg naturligvis forventet at afslutningen på denne ordning var kommet for længe siden. Men hvor har jeg oplevet en stor vækst i mine halvfjerds år som forkynder. Det er meget tilfredsstillende for mig at have været med i noget så storslået.

De sygeplejersker der kommer hos mig, siger at det må være min tro som holder mig i live. Det må jeg give dem ret i. Man får det bedst tænkelige liv ved at være aktiv i Jehovas tjeneste. Om kong David blev det sagt at han døde ’gammel og mæt af dage’. (1 Krønikebog 29:28) Jeg er gammel — og stadig glad for livet.

(Den 1. april 2002, mens denne artikel var under udarbejdelse, døde søster Muriel Smith kun en måned før hun ville være blevet 102 år. Hun var et godt eksempel i trofasthed og udholdenhed.)

[Illustrationer på side 24]

Et billede fra jeg var fem år, og et fra jeg var nitten år og mødte min mand, Roy

[Illustration på side 26]

Vores bil og den campingvogn vi kaldte Mizpa

[Illustration på side 27]

I 1971 med min mand, Roy