Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er der sket med læren om helvede?

Hvad er der sket med læren om helvede?

 Hvad er der sket med læren om helvede?

HVAD forbinder du med ordet „helvede“? Forestiller du dig et sted hvor stakler bliver pint evigt i ild og svovl? Eller opfatter du det som symbol på en tilstand?

I århundreder har kirkernes præster prædiket at syndere ville komme i et brændende helvede og blive pint. Læren findes også i mange andre religioner. Bladet U.S.News & World Report skriver i udgaven for 31. januar 2000: „Det er vel kristendommen der har gjort helvede til et kendt begreb, men den har ikke eneret på læren. Truslen om en pinefuld gengældelse efter døden har en parallel i næsten enhver af verdens større religioner og i nogle mindre religioner.“ Hinduerne, buddhisterne, muslimerne, jainerne og daoisterne tror at der findes et helvede i en eller anden form.

Der er imidlertid opstået en ny forestilling i den moderne tankegang. Førnævnte blad siger også: „Mens en del stadig tror på det traditionelle flammende helvede, er forestillingen om den evige fortabelse som en særdeles ubehagelig indespærring i isolation, ved at vinde frem, en forestilling der tyder på at helvede trods alt ikke er så hedt.“

Det jesuitiske tidsskrift La Civiltà Cattolica siger: „Det er en vildfarelse . . . at tro at Gud ved dæmoners hjælp underkaster de fordømte frygtelige pinsler, som for eksempel i ild.“ Videre siges der: „Helvede eksisterer, dog ikke som et sted, men som den tilstand at man pines ved at være skilt fra Gud.“ Og i 1999 udtalte pave Johannes Paul II: „Helvede betegner ikke et sted, men den tilstand hvori man befinder sig hvis man overlagt og definitivt tager afstand fra Gud, der er ophav til alt liv og al glæde.“ Angående forestillingerne om et brændende helvede sagde han: „De viser hvor fuldstændig frustrerende og indholdsløst livet er uden Gud.“ Kirkehistorikeren Martin Marty siger at hvis paven havde beskrevet helvede som et sted med „flammer og en djævel klædt i rødt og med trefork, havde folk ikke taget det alvorligt“.

Lignende ændringer i opfattelsen har fundet sted i andre kirkesamfund. I en rapport fra den engelske statskirkes doktrinkommission hedder det: „Helvede betegner ikke et sted med evig pine, men det endelige og uigenkaldelige valg af det som er så fuldstændigt og absolut i modstrid med Gud at det kun kan ende med absolut ikke-eksistens.“

Den amerikanske episkopale kirkes katekismus definerer helvede som „evig død fordi man har forkastet Gud“. Ifølge U.S.News & World Report taler flere og flere for den opfattelse at „afslutningen for de onde ikke er evig pine, men udslettelse. . . . [De] hævder at de der i sidste instans forkaster Gud, ganske enkelt bliver tilintetgjort i helvedes ’fortærende ild’.“

 Tanken om at helvede er et sted med ild og svovl, er altså åbenbart på retur, men der er stadig mange der holder fast ved at helvede er et bogstaveligt pinested. „Bibelen taler tydeligt om helvede som et bogstaveligt sted med pine i flammer,“ erklærer Albert Mohler fra Southern Baptist Theological Seminary i Louisville, Kentucky. Og i rapporten The Nature of Hell (Hvad helvede er), udarbejdet af en kommission under Evangelisk Alliance i USA, hedder det: „Helvede er en bevidst tilstand hvori man oplever forkastelse og pine.“ Og der siges videre: „Der er forskellige grader af straf og lidelse i helvede, afhængigt af hvor alvorlige synder man har begået på jorden.“

På baggrund af disse forskellige opfattelser melder spørgsmålene sig: Findes der virkelig et helvede med evig pine? Eller betyder helvede et sted hvor man er skilt fra Gud? Er der håb for de døde?

[Ramme/illustrationer på side 4]

Hvordan læren om et brændende helvede opstod

HVORNÅR begyndte man i kristenheden at tro på læren om et brændende helvede? Det var længe efter Jesu og apostlenes tid. „Peters Apokalypse (fra det 2. århundrede) var det første [apokryfe] kristne værk der beskrev synderes straf og pinsler i helvede,“ oplyser det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis.

Kirkefædrene var uenige om hvad helvede var. Justinus Martyr, Clemens fra Alexandria, Tertullian og Cyprian troede på at der fandtes et brændende helvede. Origenes og Gregor af Nyssa opfattede helvede som et sted hvor man pines åndeligt fordi man er skilt fra Gud. Augustin fra Hippo mente at lidelserne i helvede både er mentale og fysiske, og den opfattelse vandt tiltro. „I det femte århundrede var det blevet en udbredt lære at syndere ikke får nogen ekstra chance efter dette liv, og at ilden der fortærer dem, er uudslukkelig,“ siger professor J.N.D. Kelly.

I det 16. århundrede opfattede protestantiske reformatorer som Martin Luther og Johannes Calvin det brændende helvede som et symbolsk udtryk for at være adskilt fra Gud i al evighed. Men i de to efterfølgende århundreder bredte opfattelsen af helvede som et pinested sig atter. I 1700-tallets USA skræmte den protestantiske prædikant Jonathan Edwards tilhørerne med sine skildringer af helvedes rædsler.

Men derefter begyndte helvedes flammer så småt at blive dæmpet. „I det 20. århundrede var helvede på nippet til at dø ud,“ skriver U.S.News & World Report.

[Illustrationer]

Justinus Martyr troede på at helvede var et sted med ild og flammer

Augustin fra Hippo mente at lidelserne i helvede var både mentale og fysiske