Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Noget der var større end Ægyptens skatte

Noget der var større end Ægyptens skatte

 Noget der var større end Ægyptens skatte

MOSES hører til blandt de største historiske personer. Fire af Bibelens bøger, fra Anden Mosebog til Femte Mosebog, handler næsten udelukkende om hvordan Gud ved hjælp af Moses tog sig af israelitterne. Moses bragte dem ud af fangenskabet i Ægypten, formidlede Lovpagten og førte dem til det forjættede lands grænse. Han var vokset op ved Faraos hof og var blevet udnævnt af Gud til at lede Hans folk og til at virke som profet og dommer. Desuden blev han inspireret til at skrive flere af Bibelens bøger. Alligevel var han ’langt den sagtmodigste af alle mennesker’. — 4 Mosebog 12:3.

Størstedelen af den bibelske beretning om Moses handler om de sidste 40 år af hans liv og dækker perioden fra det tidspunkt hvor israelitterne blev udfriet fra trældommen i Ægypten til Moses døde i en alder af 120 år. Fra han var 40 til han var 80, levede han som fårehyrde i Midjan. Men som en bog anfører, er de første 40 år af hans liv „måske den mest spændende del, og samtidig den mest ukendte“. Hvad ved vi egentlig om denne periode? Var omstændighederne ved hans opvækst med til at forme ham til det menneske han blev? Hvilken påvirkning var han udsat for? Hvilke udfordringer mødte han? Og hvad kan vi lære af det?

TRÆLDOMMEN I ÆGYPTEN

I Anden Mosebog berettes det at en farao begyndte at frygte israelitterne i Ægypten fordi de var blevet talrige. I den tro at han handlede klogt, forsøgte han at begrænse deres antal ved at tvinge dem til at udføre hårdt trællearbejde. De måtte bære på tunge byrder, lave lermørtel og fremstille et vist antal teglsten hver dag under arbejdsfogedernes piskeslag. — 2 Mosebog 1:8-14; 5:6-18.

Billedet der her tegner sig af det Ægypten hvori Moses blev født, stemmer godt overens med de historiske vidnesbyrd. På gamle papyrusser og i mindst ét gravmaleri beskrives det hvordan slaver i det andet århundrede før vor tidsregning, eller tidligere endnu, fabrikerede teglsten. De der stod for teglstensforsyningen, lavede arbejdshold bestående af 6 til 18 slaver med en formand eller en holdleder over  sig. Der skulle graves ler til teglsten og samles og transporteres halm til teglværket. Arbejdere af forskellige nationaliteter trak vand op som blev blandet med ler og halm ved hjælp af hakker. Række efter række af teglsten blev fremstillet i rektangulære støbeforme. Ved hjælp af åg bar arbejderne derpå de soltørrede teglsten hen til byggepladsen, hvor de ofte skulle op ad en rampe. Ægyptiske opsynsmænd bevæbnet med stave overvågede arbejdet.

Ifølge en gammel opgørelse lavede 602 arbejdere 39.118 teglsten, hvilket svarer til at hver mand i et arbejdsskifte i gennemsnit lavede 65 teglsten. Og i et dokument fra det 13. århundrede f.v.t. siges der: „Mændene fremstiller . . . daglig deres kvote af teglsten.“ Alt dette minder om det arbejde israelitterne fik pålagt, og som beskrives i Anden Mosebog.

Undertrykkelse begrænsede ikke den hebraiske befolkningsgruppes vækst. For „jo mere [ægypterne] undertrykte dem, jo talrigere blev de, og jo mere bredte de sig, så man til sidst nærede dyb rædsel for Israels sønner“. (2 Mosebog 1:10, 12) Farao beordrede derfor først de hebraiske jordemødre og dernæst hele sit folk til at slå alle nyfødte hebraiske drengebørn ihjel. Under disse frygtelige forhold fik Jokebed og Amram den yndige lille dreng, Moses. — 2 Mosebog 1:15-22; 6:20; Apostelgerninger 7:20.

SKJULT, FUNDET OG ADOPTERET

Moses’ forældre tilsidesatte Faraos morderiske befaling og skjulte deres lille dreng. Vi ved ikke om der var spioner og inspektører som foretog husundersøgelser for at søge efter spædbørn. Men vi ved at forældrene efter tre måneder ikke længere var i stand til at skjule ham. Hans fortvivlede mor lavede derfor en papyruskurv, smurte den med beg for at gøre den vandtæt og lagde barnet i den. På denne måde efterkom Jokebed i en vis forstand Faraos befaling om at alle nyfødte drengebørn skulle kastes i Nilen, uden at følge hensigten. Moses’ storesøster, Mirjam, stillede sig et sted i nærheden for at holde øje med kurven. — 2 Mosebog 1:22–2:4.

Om det var Jokebeds hensigt at Faraos datter skulle finde Moses når hun kom ned for at bade i floden, ved vi ikke, men sådan gik det. Prinsessen var klar over at det var et af hebræernes børn. Hvad ville hun gøre? Ville hun adlyde sin far og lade barnet dræbe? Nej, hun reagerede som de fleste kvinder naturligt ville gøre. Hun viste medlidenhed.

Mirjam var straks ved hendes side. ’Skal jeg kalde på en af de hebraiske kvinder så hun kan amme barnet for dig?’ spurgte hun. Nogle hæfter sig ved modsætningerne i beretningen. Moses’ søster sættes her i kontrast til Farao, som sammen med sine rådgivere planlagde at  „handle klogt“ med hebræerne. Dog afhang hendes plan om at beskytte Moses af om prinsessen indvilligede. Og da prinsessen sagde „Gå!“, kaldte Mirjam straks på sin mor. Jokebed blev derved gennem en usædvanlig aftale ansat til at opdrage sit eget barn under kongelig bevågenhed. — 2 Mosebog 2:5-9.

Prinsessens medlidenhed står i skarp kontrast til hendes fars grusomhed. Hun var ikke uvidende om barnets herkomst og blev heller ikke på nogen måde narret. Hun adopterede ham af oprigtig medlidenhed, og det at hun var med på idéen om at lade en hebraisk kvinde amme ham, viser at hun ikke nærede samme modvilje mod hebræerne som sin far.

OPVÆKST OG UDDANNELSE

Jokebed „tog . . . barnet og ammede det. Og barnet voksede op. Med tiden bragte hun ham til Faraos datter, og han blev som en søn for hende.“ (2 Mosebog 2:9, 10) Bibelen oplyser ikke hvor længe Moses boede hos sine rigtige forældre. Nogle mener at han i hvert fald opholdt sig hos dem indtil han var vænnet fra, i to eller tre år, men det kan have været en længere periode. Anden Mosebog beretter blot at barnet „voksede op“ hos sine forældre, og der ligger ikke nogen tidsangivelse i det. Men Amram og Jokebed har uden tvivl udnyttet tiden til at give deres søn kendskab til hans hebraiske ophav og lære ham om Jehova. Hvor godt det lykkedes dem at indgive Moses tro og kærlighed til retfærdighed, kunne kun tiden vise.

Da Moses vendte tilbage til Faraos datter, blev han oplært „i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Det indbefattede oplæring der kvalificerede ham til embedsopgaver. Ægypterne havde et omfattende kendskab til matematik, geometri, arkitektur, bygningskunst og andre former for kunst og videnskab. Formodentlig ønskede den kongelige familie også at han skulle undervises i ægypternes religion.

Måske har Moses fået sin uddannelse i selskab med andre børn af kongelig æt. Nogle af dem der fik denne eliteuddannelse, var „udenlandske fyrstebørn som var sendt eller tvunget som gidsler til Ægypten, hvor de skulle ’civiliseres’ for derefter at blive sendt tilbage for at herske som vasalkonger“, tro mod Farao. (The Reign of Thutmose IV af Betsy M. Bryan) Til de kongelige paladser var der tilsyneladende knyttet en slags kostskoler hvor de unge blev uddannet til at tjene som hofembedsmænd. * Inskriptioner der daterer sig til Ægyptens Mellemste Rige og Nye Rige, viser at mange af Faraos personlige tjenere og højtstående embedsmænd bibeholdt ærestitlen „Barn af det kongelige opfostringshjem“ selv som voksne.

Livet ved hoffet var med til at prøve Moses. Det bød på rigdom, luksus og magt. Det indebar også moralske farer. Hvordan ville Moses reagere? Hvem ville han være loyal over for? Var han en hengiven tilbeder af Jehova, og følte han sig beslægtet med de undertrykte hebræere? Eller ville han foretrække alt det som det hedenske Ægypten kunne tilbyde?

EN VIDTRÆKKENDE BESLUTNING

Da Moses var 40 år, og helt igennem kunne have følt sig som en ægypter, gik han „ud til  sine brødre og så på deres byrdefulde arbejde“. Hans efterfølgende handlinger viste at det ikke blot var af nysgerrighed; nej, han længtes efter at hjælpe dem. Da han så en ægypter slå en hebræer, lagde han sig imellem og slog undertrykkeren ihjel. Det var et vidnesbyrd om at Moses’ hjerte var med hans brødre. Men set med ægypternes øjne burde Moses være loyal mod Farao. Den ægypter Moses slog ihjel, var endda muligvis en embedsmand i funktion. Det der drev Moses, var hans kærlighed til retfærdighed, og denne egenskab kom yderligere til udtryk da han næste dag bebrejdede en hebræer at han uretfærdigt slog sin kammerat. Moses ønskede at befri hebræerne fra det hårde trællearbejde, men måtte flygte for livet til Midjan da Farao opdagede at han havde skiftet side. — 2 Mosebog 2:11-15; Apostelgerninger 7:23-29. *

På det tidspunkt hvor Moses ønskede at befri Guds folk, var Jehovas tid endnu ikke inde. Hans handlinger var dog et udtryk for tro. I Hebræerne 11:24-26 siges der: „Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk frem for at have den midlertidige nydelse af synd.“ Hvorfor? Fordi „han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ Den usædvanlige brug af udtrykket „Messias“, som betyder „den salvede“, er helt på sin plads i tilfældet med Moses, idet han senere modtog en særlig opgave direkte fra Jehova.

Tænk engang! Moses havde fået en opvækst som ellers kun var ægyptiske aristokrater forundt. Han havde udsigt til en strålende karriere og alle tænkelige behageligheder, og alligevel gav han afkald på det hele. Han indså at livet ved hoffet hos den undertrykkende Farao ikke lod sig forene med hans kærlighed til Jehova og til retfærdighed. Da han tænkte over det han vidste om Guds løfter til hans forfædre, Abraham, Isak og Jakob, foretrak han Guds gunst. Af denne grund kunne Jehova bruge ham til at udfylde en særlig plads i gennemførelsen af sin hensigt.

Vi må alle vælge hvad vi tillægger størst betydning. Måske står vi ligesom Moses over for en vanskelig beslutning. Skal vi give afkald på tilsyneladende fordele eller noget vi går op i, uanset hvad det vil koste os? Hvis det er dét valg du står over for, så husk at Moses regnede venskabet med Jehova for mere dyrebart end alle Ægyptens værdier, og han fortrød det ikke.

[Fodnoter]

^ par. 17 Denne uddannelse må have lignet den Daniel og hans venner fik da de skulle tjene som statsfunktionærer i Babylon. (Daniel 1:3-7) Jævnfør Giv agt på Daniels profeti!, kapitel 3. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 20 At Moses viste nidkærhed for retfærdighed, fremgik af at han senere forsøgte at forsvare nogle hjælpeløse hyrdinder der blev behandlet dårligt i Midjan, som han var flygtet til. — 2 Mosebog 2:16, 17.

[Ramme på side 11]

Fæstede ammer

Mødre ammede normalt selv deres børn. Men bibelforskeren Brevard Childs siger i Journal of Biblical Literature at „i visse tilfælde blandt aristokratiske [mellemøstlige] familier fæstede man en amme. Denne praksis gjorde man som regel også brug af hvis en mor ikke var i stand til at amme sit barn, eller hvis et barn ingen mor havde. Ammen påtog sig ansvaret for at opdrage barnet ud over at amme det i den aftalte periode.“ Man har fundet adskillige papyrusser med ammekontrakter der stammer fra oldtidens Mellemøsten. Disse dokumenter viser at det var en udbredt praksis fra den sumeriske periode til sen hellenistisk tid i Ægypten. Disse dokumenter anførte gerne navnene på parterne, hvilken periode kontrakten dækkede, omstændighederne omkring arbejdet, en arbejdsbeskrivelse, hvad prisen var for at bryde kontrakten, hvad lønnen var, og hvordan den skulle betales. „Ammetiden varede [almindeligvis] to eller tre år,“ fortæller Childs. „Ammen havde barnet i sit eget hjem, men til tider krævedes det at barnet skulle bringes til forældrene og tages i nøjere øjesyn.“

[Illustrationer på side 9]

Teglstensfremstillingen i Egypten har ikke ændret sig meget fra Moses’ tid, som det fremgår af et gammelt maleri

[Kildeangivelser]

Øverst: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.; nederst: Erich Lessing/Art Resource, NY