Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Myter om døden

Myter om døden

 Myter om døden

DEN dystre udsigt til at dø har altid foruroliget mennesker og gjort dem rådvilde. Frygten for døden er yderligere blevet næret af falske religiøse opfattelser, populære skikke og indgroede forestillinger. Hvis man frygter døden, kan det hindre en i at glæde sig over livet og undergrave troen på at det har en mening.

De store religioner bærer i særlig grad ansvaret for at have udbredt myter om døden. Ved at betragte nogle få af myterne i lyset af Bibelens sandheder vil din personlige opfattelse af døden muligvis blive klarere.

1. myte: Døden er en naturlig afslutning på livet.

„Døden er en uadskillelig del af livet,“ siges der i bogen Death — The Final Stage of Growth. Udsagn som dette afspejler den opfattelse at døden er noget normalt, den naturlige afslutning for alle levende organismer. Det har fået mange til at antage en nihilistisk filosofi og har fremmet en opportunistisk adfærd.

Men er døden en naturlig afslutning på livet? Det hersker der uenighed om blandt eksperterne. Biologen Calvin Harley, som har forsket i alderdomsprocesser, siger i et interview at han ikke tror at mennesker „er programmeret til at dø“. Immunologen William Clark bemærker: „Døden er ikke uløseligt forbundet med definitionen af liv.“ Og Seymour Benzer fra Californiens Teknologiske Institut siger eftertænksomt: „Frem for at opfatte aldring som en slags ur er det bedre at opfatte den som et hændelsesforløb, der med tiden forhåbentlig kan ændres.“

Når videnskabsmænd studerer hvordan mennesket er indrettet, forundres de. De bliver klar over at de anlæg og ressourcer vi er udstyret med, langt overstiger det vi har behov for i vores levetid på 70-80 år. Forskerne har for eksempel fundet ud af at menneskehjernen har en umådelig hukommelseskapacitet. En forsker har anslået at hjernen kan rumme oplysninger der „ville fylde omkring tyve millioner bind, lige så mange som der rummes i verdens største biblioteker“. Nogle neurologer anslår at man i løbet af en gennemsnitlig levetid kun bruger 10 promille af hjernens potentiale. Der er god grund til at spørge: ’Hvorfor har vi en hjerne med så stor en kapacitet at vi dårligt nok kan nå at udnytte en brøkdel af den i løbet af en normal levetid?’

Tænk også på hvordan mennesker reagerer på døden — som noget unaturligt. For de fleste er det at miste en ægtefælle eller et barn det mest traumatiske de kan komme ud for. Et menneskes hele følelsesliv er ude af ligevægt lang tid efter at en de holdt meget af, er  død. Selv de der hævder at ’døden er naturlig for mennesket’, finder det svært at acceptere den tanke at deres egen død betyder afslutningen på alt. British Medical Journal taler om at „eksperterne går ud fra at alle almindeligvis ønsker at leve så længe som muligt“.

I betragtning af menneskets almindelige indstilling til døden, dets forbløffende indlæringsevne og hukommelse samt dets indre erkendelse af evigheden, er det da ikke klart at det er skabt til at leve? Jo, Gud skabte menneskene med udsigt til at leve evigt, ikke med udsigt til at dø. Læg mærke til hvilken fremtid Gud havde tiltænkt det første menneskepar: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) De havde en evigvarende og vidunderlig fremtid for sig.

2. myte: Gud ønsker at vi skal være hos ham i himmelen.

Da en 27-årig mor til tre børn lå for døden, sagde hun til en katolsk nonne: „Kom ikke og fortæl mig at det er Guds vilje . . . den forklaring gør mig vred.“ Alligevel lærer mange religioner at når nogen dør, er det Gud der tager vedkommende hjem til sig.

Er Skaberen da så grusom at han ubarmhjertigt påtvinger os døden selv om han ved det volder os stor sorg? Nej, sådan er Bibelens Gud ikke, for i Første Johannesbrev 4:8 siges der at „Gud er kærlighed“. Interessant nok står der ikke i verset at Gud har kærlighed, eller at Gud er kærlig, men at Gud er kærlighed. Ja, Guds kærlighed er så inderlig, så ren, så fuldkommen og gennemtrænger hans personlighed og handlinger så fuldstændigt at han med rette kan betegnes som den personificerede kærlighed. Han er ikke en Gud som rykker folk bort for at de skal være hos ham i himmelen.

Falsk religion har forvirret mange med hensyn til hvor de døde befinder sig, og hvilken tilstand de er i. Der tales om himmelen, helvede, skærsilden og limbus — forskellige opholdssteder som varierer lige fra det ubegribelige til det skrækindjagende. Stik modsat siger Bibelen at de døde er uden bevidsthed, i en tilstand der bedst kan sammenlignes med dyb søvn. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14) Vi behøver altså ikke at være mere ængstelige for hvad der vil ske med os når vi er døde, end vi er når vi ser én ligge og sove trygt. Jesus talte om en tid hvor ’alle de der er i mindegravene vil komme ud’ til et nyt liv i et jordisk paradis. — Johannes 5:28, 29; Lukas 23:43.

3. myte: Gud henter små børn hjem fordi han mangler engle.

Elisabeth Kübler-Ross, som har beskæftiget sig med uhelbredeligt syge, nævner endnu en opfattelse religiøse mennesker almindeligvis har. På baggrund af en virkelig hændelse siger hun at „det er uklogt at sige til et lille barn som har mistet sin bror, at Gud er så glad for små drenge at han har hentet lille Peter hjem til himmelen“. En sådan udtalelse stiller Gud i et dårligt lys og giver ikke det sande billede af hans personlighed og væremåde. Dr. Kübler-Ross siger videre: „Da den lille pige blev voksen, havde hun aldrig tilgivet Gud, og det førte til en depression da hun mistede sin egen lille søn tredive år efter.“

Hvorfor skulle Gud hente et barn for at få endnu en engel — som om han har mere behov for et barn end barnets forældre har? Hvis det er sandt at Gud henter børn til himmelen, ville han så ikke være ukærlig og selvisk? I modsætning hertil siger Bibelen:  „Kærligheden er af Gud.“ (1 Johannes 4:7) Skulle kærlighedens Gud forårsage et tab som ethvert menneske med blot et minimum af anstændighed finder forfærdende?

Hvorfor dør børn da? En del af Bibelens svar kan vi læse i Prædikeren 9:11: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ Og i Salme 51:5 får vi at vide at vi alle lige fra undfangelsen er ufuldkomne og syndige, og at døden under de nuværende forhold er uundgåelig. Nogle når ikke engang at blive født inden de dør. Det sker også at børn mister livet som følge af sørgelige omstændigheder eller ulykker. Gud står ikke bag sådanne tilfældigheder.

4. myte: Nogle bliver pint efter døden.

Mange religioner lærer at de onde kommer i et brændende helvede hvor de vil lide evig pine. Er denne lære ifølge Skrifterne logisk og korrekt? Et menneske lever omkring 70 til 80 år. Om så nogen havde handlet usædvanligt ondt hele livet, ville evig pine så være en retfærdig straf? Nej. Det ville være groft uretfærdigt at straffe et menneske evigt for de synder som han havde begået i sin korte levetid.

Kun Gud kan fortælle hvad der sker når et menneske dør, og det gør han gennem sit ord, Bibelen. Her siges der: „Som [dyrene] dør, sådan dør [mennesket]; og alle har samme ånd . . . Alle går samme sted hen. Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.“ (Prædikeren 3:19, 20) Her nævnes ikke noget om et brændende helvede. Når mennesker dør, vender de tilbage til støvet — til ikkeeksistens.

For at kunne pines må man kunne sanse og opfatte. Er de døde ved bevidsthed? Det giver Bibelen også svar på: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt.“ (Prædikeren 9:5) Da de døde ’slet ingenting ved’, kan de heller ikke føle nogen form for pine.

5. myte: Ved døden ophører livet for bestandig.

Vi ophører med at eksistere når vi dør, men det er ikke ensbetydende med at alt definitivt er forbi. Den trofaste mand Job vidste at han ville ende i Sheol, graven, når han døde. Men læg mærke til hans bøn til Gud: „Gid du ville  gemme mig i Sheol, skjule mig indtil din vrede har lagt sig, sætte mig en frist og huske mig! Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? . . . Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ — Job 14:13-15.

Job troede på at hvis han var trofast til døden, ville Gud huske ham og oprejse ham til sin bestemte tid. Denne tro havde alle Guds tjenere i fortiden. Jesus bekræftede dette håb og viste at Gud gennem ham vil oprejse de døde. Det forsikrer han os om med ordene: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

Om kort tid vil Gud fjerne al ondskab og skabe en ny verden som vil blive regeret fra himmelen. (Salme 37:10, 11; Daniel 2:44; Åbenbaringen 16:14, 16) Dette styre vil genoprette et paradis på hele jorden, hvor alle mennesker vil tjene Gud. Vi læser i Bibelen: „Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

FRI FOR FRYGT

Det giver trøst at kende håbet om en opstandelse og samtidig lære om hvem der står bag. Jesus gav følgende løfte: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Det indebærer også at blive frigjort for frygten for døden. Jehova er den eneste der kan hindre aldringsprocessen og døden, og som kan give os evigt liv. Kan vi tro på Guds løfter? Ja, det kan vi fordi Guds ord altid går i opfyldelse. (Esajas 55:11) Vi tilskynder dig til at lære mere om Guds hensigt med menneskene. Jehovas Vidner vil med glæde hjælpe dig.

[Tekstcitat på side 6]

Hvis man frygter døden, kan det hindre en i at glæde sig over livet

[Diagram på side 7]

NOGLE ALMINDELIGE MYTER OM DØDEN HVAD SIGER BIBELEN?

● Døden er en naturlig 1 Mosebog 1:28; 2:17;

afslutning på livet Romerne 5:12

● Gud ønsker at vi skal Job 34:15; Salme 37:11, 29;

være hos ham i himmelen 115:16

● Gud henter små børn hjem Salme 51:5; 104:1, 4;

fordi han mangler engle Hebræerne 1:7, 14

● Nogle bliver pint efter Salme 146:4; Prædikeren 9:5, 10;

døden Romerne 6:23

● Ved døden ophører livet Job 14:14, 15; Johannes 3:16; 17:3;

for bestandigt Apostelgerninger 24:15

[Illustration på side 8]

At kende sandheden om døden kan befri os for frygt

[Kildeangivelse på side 5]

Barrators — Giampolo/Dorés iIlustration til Den Guddommelige Komedie/Dover Publications Inc.