Gud tager venligt imod folk fra alle nationer

PÅ SIN første rejse til Mali blev John meget rørt over den store gæstfrihed han mødte hos Mamadou og hans familie. Mens John sad på jorden og lidt kejtet tog noget mad fra den fælles skål, spekulerede han over hvordan han bedst kunne give sin vært del i en værdifuld gave — Bibelens gode nyhed om Guds rige. John kunne godt tale fransk, som man taler i Mali, men han tænkte over hvordan han bedst kunne kommunikere med en familie som havde en helt anden religion og en anden måde at tænke på.

Han kom til at tænke på den bibelske beretning om byen Babel hvor Gud forvirrede de oprørske menneskers sprog. (1 Mosebog 11:1-9) Det er grunden til at der i dag findes folk med hver deres sprog, religion og måde at tænke på i forskellige dele af verden. I dag hvor folk rejser meget, og hvor nogle flytter til et andet land, står mange over for den samme udfordring som John mødte. Hvordan fortæller man folk med en anden baggrund, og som man måske møder i ens nabolag, om Bibelens løfter for fremtiden?

ET EKSEMPEL FRA FORTIDEN

Ligesom andre profeter i Israel henvendte Jonas sig i første række til israelitterne. Han profeterede på en tid hvor det frafaldne tistammerige helt åbenlyst deltog i handlinger der vanærede Gud. (2 Kongebog 14:23-25) Forestil dig hvordan Jonas må have reageret da han fik til opgave at forlade sit hjemland og tage til Assyrien og forkynde for Nineves indbyggere, et folk med en helt anden religion og kultur. Måske har Jonas ikke engang kunnet tale ninevitternes sprog, i hvert fald ikke flydende. Hvordan det end forholdt sig, fandt Jonas udfordringen for stor og flygtede. — Jonas 1:1-3.

Jonas måtte tydeligvis lære at Jehova ser bag om det ydre og undersøger hjertet. (1 Samuel 16:7) Efter mirakuløst at have reddet Jonas fra at drukne, befalede Jehova ham endnu en gang at forkynde for Nineves indbyggere. Denne gang adlød Jonas, og det resulterede i at alle i Nineve vendte om. Men Jonas havde ikke den rette indstilling. Ved hjælp af en magtfuld anskuelsesundervisning lærte Jehova ham at han måtte ændre indstilling. Jehova spurgte Jonas: „Skulle jeg . . . ikke ynkes over Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre.“ (Jonas 4:5-11) Hvad med os i dag? Hvordan kan vi hjælpe folk med en anden baggrund?

 SAMARITANERE OG IKKEJØDER INDBYDES

I det første århundrede befalede Jesus dem der sluttede sig til ham, at gøre disciple af folk af alle nationer. (Mattæus 28:19) Det var ikke let for dem. Jesu disciple var jøder, og ligesom Jonas var de kun vant til at tale med folk der havde samme baggrund og kultur som dem selv. De har selvfølgelig også været påvirket af de fordomme der var udbredt i datidens samfund. Men Jehova ledede begivenhederne sådan at hans tjenere lidt efter lidt forstod hvad der var hans vilje.

Første skridt var at overvinde fordommene mellem jøder og samaritanere. Jøderne havde intet samkvem med samaritanerne. Men mere end én gang gjorde Jesus noget for at berede vejen så samaritanerne i fremtiden kunne tage imod den gode nyhed. Han viste sin upartiskhed ved at tale med en samaritansk kvinde. (Johannes 4:7-26) Ved en anden lejlighed fortalte han en lignelse om en barmhjertig samaritaner der hjalp en troende jøde til at forstå at det ikke kun var jøder der kunne vise næstekærlighed. (Lukas 10:25-37) Da Jehovas tid var inde til at give samaritanere adgang til den kristne menighed, forkyndte Filip, Peter og Johannes, der alle var jøder, for Samarias indbyggere, og deres budskab vakte stor glæde i byen. — Apostelgerninger 8:4-8, 14-17.

Hvis det var vanskeligt for de jødekristne at elske samaritanerne, som rent faktisk var jødernes fjerne slægtninge, må det have været endnu vanskeligere for dem at vise næstekærlighed over for ikkejøder, eller hedninger, som jøderne hadede og foragtede. Men efter Jesu død kunne skellet mellem jødekristne og hedninger fjernes. (Efeserne 2:13, 14) For at hjælpe Peter til at acceptere denne nye ordning gav Jehova ham et syn hvori han sagde til ham: „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.“ Derefter førte Jehovas ånd ham til Kornelius, der var ikkejøde. Da Peter forstod Jehovas syn på sagen — at han ikke skulle kalde denne mand fra nationerne for uren eftersom Gud havde erklæret ham for ren — udbrød han under inspiration: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:9-35) Peter blev dybt forundret da Gud viste at han accepterede Kornelius og hans familie ved at udgyde sin hellige ånd over dem.

PAULUS — ET UDVALGT REDSKAB TIL NATIONERNE

Også Paulus’ tjeneste viser meget godt hvordan Jehova lidt efter lidt forbereder sine tjenere på at elske alle slags mennesker og hjælpe dem. Da Paulus blev omvendt, sagde Jesus at Paulus ville blive et udvalgt redskab der skulle bære hans navn ud til nationerne. (Apostelgerninger 9:15) Paulus tog derefter til Arabien, måske for at tænke over hvad  der var Guds vilje med ham med hensyn til at forkynde den gode nyhed for nationerne. — Galaterne 1:15-17.

På sin første missionsrejse forkyndte Paulus med stor nidkærhed for ikkejøder. (Apostelgerninger 13:46-48) Jehova velsignede Paulus’ virke, og det beviste at den gerning apostelen udførte, var i overensstemmelse med Jehovas vilje. Paulus viste desuden at han forstod Jehovas syn på sagen da han modigt irettesatte Peter fordi han havde vist partiskhed ved at undgå samvær med sine ikkejødiske brødre. — Galaterne 2:11-14.

Et yderligere vidnesbyrd om at Gud stod bag Paulus’ tjeneste, ses af at den hellige ånd forhindrede ham i at forkynde i den romerske provins Bitynien da han var på sin anden missionsrejse. (Apostelgerninger 16:7) Tiden var åbenbart ikke inde. Men senere blev nogle fra Bitynien kristne. (1 Peter 1:1) Derefter fik Paulus et syn hvori en makedonisk mand bønfaldt ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ Paulus drog den slutning at han skulle ændre rejserute og forkynde den gode nyhed i denne romerske provins. — Apostelgerninger 16:9, 10.

Paulus’ tilpasningsevne blev sat på prøve da han forkyndte for athenerne. Græsk og romersk lov forbød nemlig indførelsen af fremmede guder og nye religiøse skikke. Men Paulus havde så stor interesse for folk at han nøje prøvede at sætte sig ind i deres religiøse skikke. I Athen bemærkede han et alter med påskriften: „For en ukendt gud,“ og han henviste til dette i sin forkyndelse. (Apostelgerninger 17:22, 23) Ved at bruge denne gode indledning behandlede han tilhørerne med venlighed og respekt.

Paulus kunne glæde sig over at se tilbage på resultaterne af sit virke som apostel for nationerne. Han var med til at oprette menigheder i Korinth, Filippi, Thessalonika og byer i Galatien bestående af mange kristne med ikkejødisk baggrund. Han hjalp troende mænd og kvinder som Damaris, Dionysius, Sergius Paulus og Titus. Det må have været skønt at  se mennesker som hverken kendte Jehova eller Bibelen, tage imod kristendommens sande budskab. Paulus fortæller om det han gjorde for at hjælpe ikkejøder til kundskab om sandheden: „Jeg gjorde det til mit mål ikke at forkynde den gode nyhed hvor Kristus allerede var blevet nævnt . . . men, som der står skrevet: ’De til hvem intet var fortalt om ham, skal se, og de som ikke har hørt, skal forstå.’“ (Romerne 15:20, 21) Kunne vi være med til at forkynde den gode nyhed for folk som kommer fra en anden kultur end vores egen?

VI HJÆLPER ALLE JORDENS FOLK

I en bøn til Jehova bad Salomon for enhver ikkeisraelit som kom til templet i Jerusalem for at tilbede. Hans bøn lød: „Måtte du da høre ham i himmelen, det sted hvor du bor, og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende.“ (1 Kongebog 8:41-43) I dag nærer tusinder af forkyndere i mange lande de samme følelser. De møder folk der i åndelig forstand „ikke kender forskel på højre og venstre“, ligesom ninevitterne. Forkynderne af Riget er ivrige efter at have en andel i opfyldelsen af profetierne om indsamlingen af sande tilbedere fra mange forskellige nationer. — Esajas 2:2, 3; Mika 4:1-3.

Både folk fra kristenheden og folk med anden religiøs baggrund har reageret positivt på Bibelens budskab og har fået et håb for fremtiden. Hvordan bør dette påvirke dig personligt? Ransag ærligt dig selv. Hvis du kan mærke at du nærer dybt rodfæstede fordomme, må du fjerne dem ved hjælp af kærlighed. * Afvis ikke mennesker som Gud er villig til at tage imod. — Johannes 3:16.

Forbered dig mentalt før du skal tale med folk der har en anden baggrund. Find ud af hvad de tror på, går op i, og hvordan de tænker; søg så efter et fælles udgangspunkt. Vær venlig og forstående. Undgå konfrontationer; vær smidig og positiv. (Lukas 9:52-56) Det vil glæde Jehova, „som vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:4.

Det er en stor glæde at vi i vore menigheder har folk med vidt forskellig baggrund. (Esajas 56:6, 7) Vi fryder os over at vi ikke blot hører navne som Peter, Poul og Anders, men også Fadil, Rajko og Vladimir. Ja, „en stor dør ind til virksomhed står åben“ for os. (1 Korinther 16:9) Lad os ligesom vor upartiske Gud, Jehova, gøre hvad vi kan for at tage venligt mod folk fra alle nationer og byde dem velkommen iblandt os.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 23]

Paulus tilpassede sig så han kunne forkynde den gode nyhed for mennesker overalt, blandt andet

. . . i Athen

. . . i Filippi

. . . på rejser