Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan skal kristne forholde sig til balsamering?

Hvordan skal kristne forholde sig til balsamering?

 Hvordan skal kristne forholde sig til balsamering?

Da den trofaste patriark Jakobs død nærmede sig, bekendtgjorde han sit sidste ønske: „Begrav mig hos mine fædre i hulen som ligger på hetitten Efrons mark, i hulen som ligger på Makpelas mark, der ligger foran Mamre i Kana’ans land.“ — 1 Mosebog 49:29-31.

JOSEF efterkom sin fars ønske ved at følge en skik der var almindeligt udbredt i datidens Ægypten. Han gav „sine tjenere, lægerne, påbud om at balsamere [sin] fader“. Ifølge beretningen i Første Mosebog, kapitel 50, brugte lægerne i overensstemmelse med skik og brug 40 dage på at balsamere liget. Efter at Jakob var blevet balsameret, kunne den store, langsomme karavane af familiemedlemmer og fremtrædende ægyptere tilbagelægge den godt 400 kilometer lange strækning til Hebron for at begrave Jakobs jordiske rester. — 1 Mosebog 50:1-14.

Mon det er muligt at man en dag vil finde Jakobs balsamerede lig? Det er der ikke stor sandsynlighed for. Israel lå i et vandrigt område, og det sætter grænser for hvilke slags arkæologiske fund der kan gøres. (2 Mosebog 3:8) Man har fundet talrige genstande af metal og sten, men andre mere skrøbelige ting, som for eksempel klæder, læder og balsamerede lig, har ikke kunnet modstå fugtigheden og tidens tand.

Men hvad er balsamering? Hvorfor blev det praktiseret? Og hvordan skal kristne forholde sig til balsamering?

HVOR OPSTOD DENNE SKIK?

Balsamering kan beskrives som en måde hvorpå man kan forhindre at liget af et dyr eller et mennesker går i forrådnelse. Historikere hælder til den anskuelse at balsameringskunsten opstod i Ægypten, men at den også blev praktiseret af assyrerne, perserne og skyterne. Måske opstod den første interesse for at eksperimentere med balsamering da man fandt velbevarede lig begravet i ørkensandet. En sådan begravelse har forhindret at ligene blev udsat for fugt og ilt, og har således mindsket forrådnelsesprocessen. Nogle mener at balsameringsteknikken tog sin begyndelse ved at man fandt nogle velbevarede lig der lå i natron (natriumkarbonat), et basisk stof som findes i store mængder i og omkring Egypten.

Målet med at balsamere lig er ganske enkelt at afbryde den naturlige bakteriologiske  nedbrydning, der begynder få timer efter at døden er indtrådt, en nedbrydning som normalt vil få et lig til at gå i opløsning. Hvis denne proces kan afværges, vil opløsningsprocessen standse eller i det mindste nedsættes betydeligt. Der er tre formål med balsamering: at bevare de jordiske rester i så god stand som muligt, at hindre forrådnelse og at afværge insektangreb.

Oldtidens ægyptere balsamerede hovedsagelig deres døde af religiøse grunde. Deres forestillinger om livet efter døden var knyttet til deres ønske om at bevare kontakten med den fysiske verden. De troede at deres legeme måtte bevares for at sjælen kunne vende tilbage og blive genforenet med det. Indtil dato har man ikke fundet nogen beskrivelse af hvordan ægypterne bar sig ad med at balsamere, selv om det var en almindeligt udbredt praksis. De bedste oplysninger har man fra den græske historiker Herodot, som levede i det femte århundrede f.v.t. Det viser sig imidlertid at der ikke er opnået særlig gode resultater ved at følge den fremgangsmåde som Herodot har nedskrevet.

ER DET NOGET FOR KRISTNE?

Jakob havde ikke samme religiøse overbevisning som dem der balsamerede ham. Men kan vi forestille os at Josef, da han overgav sin fars legeme til lægerne, ønskede at balsameringen skulle indbefatte de bønner og ritualer der givetvis var knyttet til at udføre balsamering i Ægypten på den tid? Nej. Både Jakob og Josef havde en urokkelig og stærk tro. (Hebræerne 11:21, 22) Selv om det sandsynligvis ikke var Jehova der havde påbudt at Jakobs jordiske rester skulle bevares, omtales det ikke negativt i Bibelen. Det at Jakob blev balsameret, skulle ikke danne forbillede for Israels nation eller for den kristne menighed. Guds ord indeholder ikke nogen specifik vejledning på dette område. Ud over beretningen om at Josef blev balsameret i Ægypten, er denne praksis ikke yderligere omtalt i Bibelen. — 1 Mosebog 50:26.

De dårligt bevarede menneskerester man har fundet i grave i Palæstina, vidner om at det ikke var almindeligt blandt hebræerne at balsamere de døde, i hvert fald ikke for at bevare dem i længere tid. Lazarus, for eksempel, blev ikke balsameret. Selv om hans legeme var omvundet med tøjstrimler, var de omkringstående betænkelige ved at rulle stenen væk fra hulen. Da Lazarus havde været død i fire dage, var hans søster sikker på at han ville stinke når stenen blev taget væk. — Johannes 11:38-44.

Blev Jesus Kristus balsameret? Den tanke finder ikke støtte i evangelieberetningerne. På det tidspunkt havde jøderne for skik at berede legemet med vellugtende stoffer og olier før det blev stedt til hvile. Et eksempel på det har vi da Jesu legeme skulle beredes til begravelse, og hvor Nikodemus kom med en stor mængde myrra og aloe. (Johannes 19:38-42) Hvorfor så meget? Hans gavmildhed kan have været et udtryk for hans inderlige kærlighed til og respekt for Jesus. Der er ingen grund til at mene at denne brug af vellugtende stoffer skulle bruges til at bevare hans legeme.

Har en kristen noget at indvende mod balsamering? Ser man nøgternt på det, udsætter balsameringen blot det endelige resultat. Vi er dannet af støv — og vender tilbage til støvet når vi dør. (1 Mosebog 3:19) Men af og til kan der gå lang tid fra døden indtræffer, og indtil begravelsen kan finde sted. Hvis ens familie og venner kommer langvejsfra og ønsker at se den afdøde, må man uden tvivl foretage en form for balsamering.

 Bibelsk set behøver det ikke at frembyde noget problem hvis loven kræver at legemet skal balsameres, eller hvis nogen i familien ønsker en balsamering. De døde „ved slet ingenting“. (Prædikeren 9:5) Hvis de befinder sig i Guds erindring, vil de blive oprejst til liv i hans lovede nye verden. — Job 14:13-15; Apostelgerninger 24:15; 2 Peter 3:13.

[Ramme/illustration på side 31]

BALSAMERING FØR OG NU

I fortidens Ægypten var familiens status afgørende for hvordan et lig blev balsameret. En velhavende familie ville sandsynligvis have valgt følgende procedure:

Hjernemassen ville blive trukket ud gennem næseborene ved hjælp af et metalinstrument. Herefter skulle hjerneskallen renses med velvalgte medikamenter. Dernæst skulle alle indre organer undtagen hjerte og nyre fjernes. For at komme ind i bughulen måtte der foretages et indgreb i legemet, skønt dette blev betragtet som syndigt. For at omgå denne problemstilling udpegede de ægyptiske læger en til at foretage indgrebet. Vedkommende måtte flygte så snart det var gjort, eftersom straffen for denne ’forbrydelse’ var forbandelse og stening.

Når bughulen var tømt, blev den omhyggeligt vasket. Historikeren Herodot skrev: „Derefter udfylder de bughulen med den reneste stødte myrra, med kassia og alle mulige andre slags vellugtende stoffer undtagen virak, og syr åbningen sammen.“

Efter dette blev legemet lagt i et natronbad i 70 dage for at udtørre. Derefter blev legemet vasket, hvorpå det omhyggeligt blev indsvøbt i linned. Dette linned blev smurt med harpiks eller en klæbrig substans, der blev brugt som lim, og mumien blev lagt i en overdådigt dekoreret trækasse formet i menneskeskikkelse.

I dag kan en balsamering udføres på få timer. Man gør det normalt ved at indsprøjte en passende mængde konserverende væske i vener og arterier samt i bughule og brystkasse. I årenes løb har der været udviklet og brugt mange forskellige opløsninger. Men som følge af økonomi og sikkerhedskrav er den mest benyttede balsameringsmetode indsprøjtning af formalinopløsning.

[Illustration]

Kong Tutankhamons guldsarkofag