Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

To brødre hvis indstilling udviklede sig forskelligt

To brødre hvis indstilling udviklede sig forskelligt

 To brødre hvis indstilling udviklede sig forskelligt

DE AFGØRELSER forældre træffer, kommer uundgåeligt til at berøre børnene. Det gælder i dag som det gjorde i Edens have. Adams og Evas oprør fik følger for hele menneskeheden. (1 Mosebog 2:15, 16; 3:1-6; Romerne 5:12) Alligevel har vi alle mulighed for at opbygge et godt forhold til Skaberen hvis vi vil. Det ses af beretningen om Kain og Abel, de to første brødre i menneskehedens historie.

Bibelen siger intet om at Gud talte til Adam og Eva efter at de var blevet drevet ud af Eden. Alligevel undlod han ikke at åbenbare sig for deres sønner. Gennem deres forældre fik de uden tvivl kendskab til hvad der var sket. De kunne se „keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger“ for at „vogte vejen til livets træ“. (1 Mosebog 3:24) De erfarede også at det var sandt når Gud sagde at sved og smerte ville høre med til livets realiteter. — 1 Mosebog 3:16, 19.

Kain og Abel må have været klar over Jehovas ord til slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Det som Kain og Abel vidste om Jehova, ville gøre det muligt for dem at få et godkendt forhold til ham.

Når Kain og Abel tænkte nærmere over Jehovas profeti og hans egenskaber som en kærlig Velgører, må det have indgivet dem ønsket om at vinde hans godkendelse. Men hvordan ville de videreudvikle dette ønske? Ville de handle i overensstemmelse med deres naturlige ønske om at tilbede Gud og udvikle deres åndelighed så de fik tro på ham? — Mattæus 5:3.

BRØDRENE BRINGER OFFERGAVER

Efter nogen tids forløb frembar Kain og Abel ofre for Gud. Kain bragte nogle af agerjordens frugter som offergave, og Abel nogle af sin hjords førstefødte. (1 Mosebog 4:3, 4) Brødrene har da muligvis været omkring 100 år gamle, for Adam var 130 år da han blev far til sin søn Set. — 1 Mosebog 4:25; 5:3.

Offergaverne viste at Kain og Abel anerkendte deres syndige tilstand og ønskede at opnå Guds gunst. De må have tænkt en del over Jehovas løfte angående slangen og kvindens afkom. Der siges dog intet om hvor meget tid og hvor mange anstrengelser Kain og Abel har ofret på at opnå et godkendt forhold til Jehova, men den måde hvorpå Gud modtog deres offergaver, giver os indblik i deres inderste tanker.

Nogle bibelkommentatorer har fremsat den tanke at Eva betragtede Kain som det „afkom“ der skulle tilintetgøre slangen, for da Kain blev født, sagde hun: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1 Mosebog 4:1) Hvis Kain mente det samme, tog han grundigt fejl. Abel bragte derimod sit offer i oprigtig tro. Derfor siges der at Abel „ved tro frembar . . . et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte“. — Hebræerne 11:4.

Abels åndelige forståelse og Kains mangel på samme var ikke den eneste forskel på de to brødre. De var også forskellige i deres  indstilling. Derfor siges der at „mens Jehova . . . så velvilligt til Abel og hans offergave, så han ikke velvilligt til Kain og hans offergave“. Sandsynligvis tænkte Kain ikke dybere over sin offergave og frembar den helt mekanisk. Men Gud var ikke tilfreds med en sådan ydre form for tilbedelse. Kain havde udviklet et ondt hjerte, og Jehova kunne se at hans motiv var forkert. Kains reaktion da han blev klar over at hans offer var blevet forkastet, viste hans sande jeg. I stedet for at ændre indstilling „blev Kain optændt af stor vrede, og han fik et modfaldent udtryk i ansigtet“. (1 Mosebog 4:5) Hans ansigtsudtryk og hele adfærd røbede onde tanker og intentioner.

ADVARSEL OG REAKTION

Jehova, som var klar over Kains indstilling, tilretteviste ham med ordene: „Hvorfor er du optændt af vrede og hvorfor har du et modfaldent udtryk i ansigtet? Hvis du gør det gode, finder der så ikke en opløftelse sted? Men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ — 1 Mosebog 4:6, 7.

Vi kan lære noget heraf. Synden lurer også ved vores dør, rede til at fortære os. Men Gud har givet os en fri vilje så vi kan vælge at gøre det der er rigtigt. Jehova opfordrede Kain til at ’gøre det gode’, men han tvang ham ikke. Kain valgte at gå sine egne veje.

Den inspirerede beretning fortsætter: „Senere sagde Kain til sin broder Abel: ’Lad os gå over på marken.’ Og det var mens de var på marken at Kain overfaldt sin broder Abel og dræbte ham.“ (1 Mosebog 4:8) Kain gik på denne måde imod Guds vejledning og myrdede sin broder med fuldt overlæg. Han viste ikke mindste tegn på anger da Jehova spurgte ham: „Hvor er din broder Abel?“ Tværtimod svarede han frækt og ufølsomt: „Det ved jeg ikke. Er jeg min broders vogter?“ (1 Mosebog 4:9) Dette svar, der var en direkte løgn hvormed han fralagde sig alt ansvar, afslørede Kains hjerteløshed.

Jehova forbandede Kain og forviste ham fra området i nærheden af Edens have. Den forbandelse der allerede var blevet udtalt over agerjorden, ville åbenbart blive endnu tydeligere i Kains tilfælde. Jorden ville ikke bære nogen frugt når han dyrkede den. Han ville  blive en omstrejfer og flygtning. Da Kain klagede over at dommen var for hård, udtrykte han ængstelse for at mordet på hans broder ville blive hævnet på ham, men han gav ikke udtryk for nogen oprigtig anger. Jehova ’satte et tegn’ for Kain — sandsynligvis en højtidelig bestemmelse som var kendt og blev adlydt af alle, og som skulle forhindre at han blev dræbt som hævn for mordet på Abel. — 1 Mosebog 4:10-15.

„Derpå gik Kain bort fra Jehovas ansigt og bosatte sig i Flygtningeland øst for Eden.“ (1 Mosebog 4:16) Han havde taget sig en hustru blandt sine søstre eller niecer og grundlagde en by som han gav navnet Hanok efter sin førstefødte søn. En af Kains efterkommere, Lemek, viste sig at være lige så voldelig som sin forfader. Senere blev Kains slægtslinje udslettet i vandfloden på Noas tid. — 1 Mosebog 4:17-24.

HVAD VI KAN LÆRE AF DET

Vi kan lære af beretningen om Kain og Abel. Apostelen Johannes opfordrer kristne til at elske hinanden og ikke „være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel“. Kains „gerninger var onde, men hans broders retfærdige“. Johannes siger videre: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ Ja, den måde vi behandler vore medkristne på, har indflydelse på vores forhold til Gud og vores udsigt til fremtidigt liv. Man kan ikke hade nogen af sine trosfæller og samtidig have Guds godkendelse. — 1 Johannes 3:11-15; 4:20.

Kain og Abel må have fået den samme opdragelse, men Kain manglede tro på Gud. I realiteten havde han den samme indstilling som Djævelen, der var „en manddraber da han begyndte“ og „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44) Kains adfærd viser at vi alle må træffe et valg, at de der vælger synden, fjerner sig fra Gud, og at han eksekverer sin dom over dem der ikke angrer og vender om.

Abel, derimod, troede på Jehova. Der siges om ham: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver.“ Ja, selv om Bibelen ikke indeholder et eneste ord som er udtalt af Abel, „taler han endnu“ ved sin eksemplariske tro. — Hebræerne 11:4.

Abel var den første af en lang række trofaste mænd og kvinder som bevarede deres uangribelighed. Hans blod, som ’råbte til Jehova fra agerjorden’, er ikke blevet glemt. (1 Mosebog 4:10; Lukas 11:48-51) Hvis vi har en tro som Abels, kan vi også få et dyrebart og varigt forhold til Jehova.

[Ramme på side 22]

AGERDYRKEREN OG FÅREHYRDEN

At dyrke jorden og drage omsorg for dyrene var nogle af de pligter Adam fik betroet lige fra begyndelsen. (1 Mosebog 1:28; 2:15; 3:23) Hans søn Kain blev agerdyrker, mens Abel blev fårehyrde. (1 Mosebog 4:2) Men hvorfor opdrættede de får når menneskene udelukkende spiste frugter og grøntsager før Vandfloden? — 1 Mosebog 1:29; 9:3, 4.

Får har brug for menneskers røgt og pleje hvis de skal leve og trives. Abels beskæftigelse er et vidnesbyrd om at menneskene opdrættede disse husdyr lige fra menneskeslægtens begyndelse. Bibelen nævner intet om at menneskene i de tidligste tider brugte mælk til føde, men selv om de levede vegetarisk, kunne de bruge fåreuld til beklædning og andre ting. Og når fårene døde, kunne de bruge skindene til forskellige nyttige formål. Da Jehova sørgede for klæder til Adam og Eva, lavede han for eksempel „lange klæder af skind“ til dem. — 1 Mosebog 3:21.

Det er rimeligt at antage at Kain og Abel samarbejdede, i hvert fald til at begynde med. De kunne hver især fremstille noget som de andre i familien kunne bruge til klæder og føde.

[Illustration på side 23]

’Kains gerninger var onde, men hans broders retfærdige’