Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Strømme af livgivende vand i Andesbjergene

Strømme af livgivende vand i Andesbjergene

 Strømme af livgivende vand i Andesbjergene

Andesbjergene går ned gennem Peru og deler landet i en tør og regnfattig kyststrækning mod vest og en frodig og dampende regnskov mod øst. På denne højderyg lever over en tredjedel af Perus 27 millioner indbyggere, enten på de højtliggende plateauer og stejle bjergskråninger eller i de tilsyneladende bundløse kløfter og frugtbare dale.

 ANDESBJERGENES ujævne terræn gør dem svært tilgængelige. De millioner af mennesker som bor der, er derfor ret isolerede og for de flestes vedkommende lykkeligt uvidende om hvad der sker uden for deres eget område.

Da vand er så vigtigt, er der lidt efter lidt opstået små landsbyer ved vandløbene. Det giver nemmere adgang til det vand der er nødvendigt for afgrøderne og for hjorde af lamaer, alpakaer, vikunjaer og får. Der strømmer dog også en anden slags vand i Andesbjergene — forfriskende og livgivende åndeligt vand, som har sit udspring hos Jehova, „kilden med levende vand“. (Jeremias 2:13) Gud bruger sine Vidner til at forsyne beboerne i de højtliggende landsbyer med dette „vand“, nøjagtig kundskab om Gud og hans hensigter. — Esajas 12:3; Johannes 17:3.

Da det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“, sparer Jehovas Vidner sig ingen anstrengelser for at nå svært tilgængelige områder med Bibelens livgivende vand. (1 Timoteus 2:4) Deres budskab er klart og oplysende. Det har frigjort mange af disse mennesker fra overtro, skikke og forestillinger som tidligere fik dem til at nære frygt for de døde, for onde ånder og for naturens kræfter. Og, vigtigere endnu, dette budskab giver dem et strålende håb om evigt liv på en paradisisk jord.

Besværlighederne overvindes

De der forkynder Rigets budskab i disse afsidesliggende egne, må tilpasse sig forholdene. Hvis forkynderne skal nå ind til hjertet hos befolkningen, må de have et vist kendskab til sprogene quechua og aymará, de to lokale sprog.

Det er ikke let at nå frem til landsbyerne i Andesbjergene. Der er kun få jernbanelinjer i området, og dårligt vejr og et usædvanligt terræn gør det risikabelt at færdes med køretøjer. Hvordan bærer Jehovas Vidner sig da ad med at komme ud til folk med den gode nyhed om Riget?

De har modigt taget udfordringen op og sagt som profeten Esajas: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Som en hjælp til at besøge områderne i det nordlige, det centrale og det sydlige Peru har de gjort brug af tre autocampere. Forsynet med snesevis af kartoner med bibler og bibelske bøger og blade har de ivrige pionerer, eller heltidsforkyndere, sået sandhedens sæd i hjertet hos retsindige mennesker blandt den venlige og gæstfri befolkning.

Hårnålesvingene i bjergene er især farlige. For at klare dem må køretøjerne en gang imellem lirke sig frem og tilbage. Under en sådan manøvre så en missionær som sad på bagsædet i en bus, ud ad vinduet og lagde mærke til at et af baghjulene befandt sig lige på kanten af en stejl afgrund på næsten 200 meter! Han lukkede øjnene indtil bussen kørte fremad igen.

Nogle af vejene er i dårlig forfatning og meget smalle. Da en af autocamperne i et ret ujævnt terræn skulle ned ad en snæver vej, mødte den en lastbil der var på vej op. Autocamperen måtte bakke indtil den kom op til et sted hvor de to biler lige akkurat kunne passere hinanden.

Ikke desto mindre har resultaterne af disse ihærdige anstrengelser været bemærkelsesværdige. Kunne du tænke dig at høre noget mere om det?

Titicacasøen „vandes“

I en sænkning i Andesbjergene, næsten 4000 meter over havets overflade, ligger Titicacasøen, som er den højest beliggende sejlbare indsø i verden. De fleste af de 25 floder der løber ud i Titicacasøen, får deres vand fra de snedækkede bjergtinder, hvoraf nogle er over 6000 meter. På grund af den høje beliggenhed er klimaet koldt, og de der ikke er født i dette område, kan blive ramt af højdesyge.

For et stykke tid siden tog en gruppe pionerer som taler quechua og aymará, på en  tur til Amantani og Taquile, to øer i Titicacasøen. De medbragte et lysbilledforedrag som hed „Vi ser nærmere på kirkerne“, og som på en ligefrem måde afslørede kristenhedens falske lære. Foredraget blev godt modtaget. En mand bød brødrene velkommen og tilbød dem et rummeligt værelse i sit hjem hvor de kunne blive og undervise i Bibelens lære.

Der kom 100 til det første møde på øen Amantani og 140 til mødet på øen Taquile. Præsentationen foregik på quechua. Et ægtepar som tidligere havde boet på fastlandet, sagde: „Det var på tide at I Jehovas Vidner tænkte på at besøge os. Vi har bedt til Gud om at I måtte komme.“

Ud over disse to større øer er nogle af de skønsmæssigt 40 „flydende øer“ på Titicacasøen også blevet besøgt med den gode nyhed. Flydende øer? Ja, øerne er en slags flydende måtter fremstillet af totora, en papyruslignende plante som vokser på lavt vand. Sivene gror op gennem vandet og rager et godt stykke op over vandoverfladen. Når man skal lave en ø, bøjer man rørene, som stadig har rod i bunden, og væver dem sammen til en platform. Rørene dækkes derefter med ler og med flere rør. Beboerne lever i rørhytter bygget på de flydende øer.

Jehovas Vidner har anskaffet sig en båd for at kunne forkynde for dem der bor på øerne i Titicacasøen. Den har plads til 16. Når båden har lagt til ved de flydende øer, træder forkynderne ud på platformen og går fra beboelse til beboelse. De siger at de for det meste mærker at „øen“ gynger lidt når de går på den. Det er afgjort ikke et sted for folk der har let ved at blive søsyge.

De utallige småbyer og landsbyer langs søbredden og de halvøer der strækker sig ud i søen, har en aymarátalende befolkning. Det er nemmere at nå disse steder fra vandsiden end fra landsiden. Man anslår at der bor hen ved 400.000 mennesker i det område som Jehovas Vidner betjener på denne måde med Rigets budskab. Der vil være brug for bådene en rum tid endnu.

Hans åndelige tørst blev slukket

Flavio boede i en landsby i Santa Lucía, i nærheden af Juliaca, i Andesbjergene. Han kom i den Evangeliske Kirke og var blevet undervist i læren om et brændende helvede. I årevis havde han levet i frygt for evig straf. Han spekulerede ofte på hvordan en kærlig Gud kunne udsætte menneskene for evig pine i ild. En dag kom Tito, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, til landsbyen og traf Flavio.

Et af de første spørgsmål Flavio stillede, var: „Lærer jeres religion at menneskene pines i et brændende helvede?“ Tito svarede at Skaberen finder en sådan tanke frastødende, og at den bringer vanære over den kærlige Guds navn, Jehova. Ved hjælp af Flavios egen bibel viste Tito ham at de døde er uden bevidsthed, og at de venter på en jordisk opstandelse under Guds riges styre. (Prædikeren 9:5; Johannes 5:28, 29) Det satte tingene på plads for Flavio. Han tog straks imod tilbudet om et bibelstudium og blev inden længe selv et døbt vidne for Jehova.

En by der viste taknemmelighed

Forestil dig hvor dejligt det må være at bringe Bibelens budskab ud til nogle som aldrig før har set et eksemplar af Bibelen, eller at forkynde i landsbyer hvor folk aldrig har hørt om Jehovas Vidner eller den gode nyhed om Riget! Det oplevede tre pionersøstre, Rosa, Alicia og Cecilia, som forkyndte i landsbyerne Izcuchaca og Conayca, der ligger i en højde af 3600 meter i det centrale Peru.

Da de ankom til den første by, havde de ingen steder at være. De talte med den lokale politimester  og forklarede grunden til deres besøg, og resultatet var at han lod dem overnatte på politistationen. Dagen efter lykkedes det pionererne at finde en mere permanent bolig, som blev det sted de virkede fra.

Inden længe oprandt dagen for den årlige højtid til minde om Jesu død. Pionererne havde besøgt alle husene i landsbyen Izcuchaca, uddelt mange bibler og påbegyndt flere bibelstudier. Før mindehøjtiden havde de sendt indbydelser ud som forklarede formålet med at man højtideligholdt denne dag, og betydningen af de symboler der bruges ved den lejlighed. En gruppe brødre kom for at hjælpe til, og en af dem holdt talen. Det var en stor glæde at se 50 mennesker fra den lille landsby være til stede i denne særlige anledning. For første gang forstod de den fulde betydning af Herrens aftensmåltid, og de glædede sig meget over at kunne sidde med deres eget eksemplar af Bibelen i hænderne.

Befriet for tunge byrder

Det er altid en glæde at bringe Bibelens forfriskende vand ud til folk der er trælbundet af falsk religion. Pisac var en højborg for det gamle Inkarige. De fleste af dem der bor der i dag, er blevet undervist i den ubibelske lære om et brændende helvede. Præsterne fortæller dem at det kun er ved deres mellemkomst at de kan komme i himmelen.

Intet under at sådanne mennesker tørster efter sandhedens forfriskende vand. En af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, Santiago, gik fra dør til dør og havde lejlighed til at forklare en mand at de retfærdige vil komme til at leve på en paradisisk jord. (Salme 37:11) Santiago viste ud fra Bibelen at de døde vil blive oprejst, og at folk vil blive undervist i Jehovas retfærdige veje og vil kunne opnå evigt liv. (Esajas 11:9) Manden havde indtil da været en ivrig katolik, men havde beskæftiget sig lidt med spiritisme og været tilbøjelig til at drikke for meget. Nu havde han et håb der var grundlagt på Bibelen, og et mål i livet — at komme til at leve i Paradiset. Han havde brændt alle sine spiritistiske genstande og var holdt op med at gå ud og svire. Sammen med sin familie var han begyndt at undersøge Bibelen. Med tiden indviede alle i familien sig til Jehova Gud og blev døbt.

Gæstfriheden værdsat

Der vises stor gæstfrihed i bjergområderne. Selv om husene er beskedne og folk relativt fattige, deler de hvad de har, med besøgende. Før de lærer Bibelens høje normer at kende, tilbyder de måske deres gæst nogle kokablade at tygge mens de snakker sammen. Men når de er blevet Jehovas Vidner, tilbyder de i stedet den besøgende en skefuld sukker, der er lige så meget værd i de isolerede provinser.

En broder bad en missionær om at tage med ham på et genbesøg. Efter en besværlig klatretur op ad en bjergsti klappede de i hænderne for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. De blev inviteret indenfor i den stråtækte hytte og måtte bøje sig for at komme gennem den lave indgangsdør. De prøvede omhyggeligt at undgå midten af det stampede lergulv, hvor moderen havde gravet et hul og stoppet et tæppe ned — og anbragt sin baby! Barnet, der sad godt fast i hullet, havde affundet sig med at sidde dér og pludre mens de voksne snakkede. Efter at de havde haft en livlig samtale om Rigets velsignelser, kom kvinden med en stor beholder og serverede en lokal drik. Kort efter var de på vej ned ad bjergsiden for at træffe nye mennesker.

En stor høst

I dette område er der nu omkring et hundrede isolerede grupper med over tusind mennesker som studerer Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Nogle der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere i Lima, er blevet sendt ud for at danne menigheder af disse grupper. Den gode nyhed om Riget har frigjort retsindige mennesker som gennem mange år har været trælbundet af falsk religion og overtro, og de har nu fået slukket deres tørst efter sandhedens vand. — Johannes 8:32.

[Illustration på side 10]

Der forkyndes på Titicacasøens flydende øer