Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

 Spørgsmål fra læserne

Hvad er den „hvile“ der omtales i Hebræerbrevet 4:9-11, og hvordan ’går man ind’ til den?

Apostelen Paulus skrev til de kristne hebræere i det første århundrede: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine. Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile.“ — Hebræerne 4:9-11.

Da Paulus talte om at Gud hvilede fra sine gerninger, tænkte han øjensynlig på det der siges i Første Mosebog 2:2: „Da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, gav han sig på den syvende dag til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt.“ Hvorfor gav Jehova sig „til at hvile“ på den syvende dag? Det kan ikke være fordi han havde brug for at komme til kræfter efter hele sit skaberværk. Det næste vers giver svaret: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt i den hensigt at frembringe det.“ — 1 Mosebog 2:3; Esajas 40:26, 28.

„Den syvende dag“ adskilte sig fra de seks foregående dage ved at Gud velsignede og helligede den, det vil sige at det var en dag der var sat til side, eller viet, til et særligt formål. Hvilket formål var det? Jehova havde tidligere åbenbaret sin hensigt med jorden og menneskene. Til den første mand og kvinde havde Gud sagt: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1 Mosebog 1:28) Selv om Gud havde givet jorden og menneskene en fuldkommen start, ville det tage tid før de — sådan som det var Guds hensigt — havde underlagt sig hele jorden, omdannet den til et paradis og fyldt den med mennesker der var fuldkomne. Derfor hvilede Gud „på den syvende dag“. Han afstod fra yderligere jordisk skabervirksomhed for at give det han allerede havde skabt, mulighed for at udvikle sig i overensstemmelse med hans vilje. Når den syvende „dag“ var til ende, ville alt hvad Gud havde haft i tanke med den, være blevet til virkelighed. Hvor længe ville denne hvile vare?

Går vi tilbage til Paulus’ udtalelse i Hebræerbrevet, lægger vi mærke til at han sagde at der stod en sabbatshvile tilbage for Guds folk, og han opfordrede sine medkristne til at „gå ind til den hvile“. Da Paulus skrev disse ord, var det altså stadig „den syvende dag“ — som var begyndt omkring 4000 år tidligere da Gud gav sig til at hvile. Den dag er ikke forbi før Guds hensigt med jorden og menneskene er helt opfyldt, og det vil den først være når det tusindårige styre ved Jesus Kristus, „sabbattens Herre“, er til ende. — Mattæus 12:8; Åbenbaringen 20:1-6; 21:1-4.

Med disse skønne fremtidsudsigter for øje forklarede Paulus hvordan man kunne gå ind til Guds hvile. Han skrev: „Den der er gået ind til Guds hvile, har . . . også selv fået hvile fra sine gerninger.“ Her får vi at vide at selv om menneskeslægten fik en fuldkommen start, er den som helhed ikke gået ind til Guds hvile. Det skyldes at Adam og Eva ikke særlig længe overholdt Guds hvile på „den syvende dag“ ved at anerkende den ordning der gjaldt for dem. De gjorde oprør og ønskede at gøre sig fri af Gud. I realiteten stillede de sig på Satans side i stedet for at underlægge sig Guds kærlige ledelse. (1 Mosebog 2:15-17) Som følge heraf mistede de muligheden for at leve evigt på en paradisisk jord, og fra da af kom alle mennesker i trældom under synd og død. — Romerne 5:12, 14.

Menneskenes oprør gjorde ikke Guds hensigt til intet. Hans hviledag fortsætter. Men han har ved sin søn, Jesus Kristus, truffet en kærlig foranstaltning til genløsning af menneskeslægten. Ved hjælp af den kan alle som tror på den og vil benytte sig af den, blive befriet for syndens og dødens byrde. (Romerne 6:23) Det er grunden til at Paulus opfordrede sine kristne trosfæller til at ’hvile fra deres gerninger’. De måtte tage imod Guds frelsesforanstaltning og ikke søge at skabe  sig en fremtid på deres egen måde, sådan som Adam og Eva havde gjort. De skulle heller ikke søge retfærdiggørelse ved deres egne gerninger.

At sætte sine egne selviske, jordiske og materielle interesser til side for at gøre Guds vilje vil i realiteten være styrkende og forfriskende som en hvile. Jesus sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Paulus’ omtale af Guds hvile og af hvordan man kan gå ind til den, må have været til stor opmuntring for de kristne hebræere i Jerusalem, som havde været udsat for forfølgelse og latterliggørelse for troens skyld. (Apostelgerninger 8:1; 12:1-5) På samme måde kan Paulus’ ord være til stor opmuntring for kristne i dag. Da vi forstår at opfyldelsen af Guds løfte om et paradis på jorden under hans retfærdsrige er nær, bør vi også hvile fra vore gerninger og gøre vort yderste for at gå ind til den hvile. — Mattæus 6:10, 33; 2 Peter 3:13.

[Illustrationer på side 31]

Guds løfte om en paradisisk jord vil være opfyldt når hans hviledag er til ende