Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi satte Jehova på prøve

Vi satte Jehova på prøve

 Livsberetning

Vi satte Jehova på prøve

FORTALT AF PAUL SCRIBNER

„Godmorgen fru Stackhouse. Så er der kommet påskekager. Var det ikke noget at få en med ind til familien?“ Jeg var på min salgsrute for General Baking Company og besøgte en af mine bedste kunder. Det var i foråret 1938 i Atco i New Jersey, USA. Til min overraskelse skulle fru Stackhouse ikke have nogen påskekager.

„NEJ tak, jeg skal ikke have nogen,“ sagde hun. „Vi holder ikke påske.“

Nu vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Holder ikke påske! Selv om jeg havde lært at kunden altid har ret, dristede jeg mig dog til at sige: „Det er ellers en meget lækker kage, jeg ved jo hvad De plejer at kunne lide. Tror De ikke at familien vil synes om den, øh, selv om I ikke holder påske?“

„Det tror jeg ikke,“ svarede hun, „men der er noget jeg har tænkt på at tale med Dem om, hr. Scribner, og det kunne jo passende være nu.“ Den samtale kom til at ændre mit liv fuldstændigt. Fru Stackhouse, som tilhørte Berlin-New Jersey-kredsen af Jehovas Vidner, fortalte mig hvor påskeskikkene stammer fra, og gav mig tre brochurer. Titlerne på brochurerne var: Sikkerhed, Afsløret og Beskyttelse. Jeg var nysgerrig og samtidig lidt betænkelig da jeg tog brochurerne med hjem. Det fru Stackhouse havde fortalt, lød bekendt og mindede om noget jeg havde hørt i min barndom.

Min første kontakt med bibelstudenterne

Jeg blev født den 31. januar 1907, og da jeg i 1915 var otte år gammel, døde min far af  kræft. Som følge heraf flyttede min mor og jeg over til mine bedsteforældre, som boede i et stort hus i Malden i Massachusetts. Min morbror, Benjamin Ransom, og hans kone boede på anden sal i huset. Min onkel, kaldet Ben, havde lige siden århundredskiftet været tilsluttet de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Jeg holdt meget af onkel Ben, men mors familie, som var metodister, syntes han var mærkelig. Nogle år senere ville hans kone skilles og lod ham tvangsindlægge til en mentalundersøgelse på grund af hans tro. Lægerne på hospitalet fandt naturligvis hurtigt ud af at der ikke var noget galt med onkel Ben, så de udskrev ham og gav ham en undskyldning.

Onkel Ben tog mig med til de internationale bibelstudenters møder i Boston, især når der var gæstetalere eller særlige arrangementer. En gang var gæstetaleren selveste Charles Taze Russell, som på daværende tidspunkt var den der førte tilsyn med forkyndelsesarbejdet. En anden gang var da „Skabelsens Fotodrama“ blev forevist. Selv om det var helt tilbage i 1915, husker jeg tydeligt skildringen af Abraham der tager Isak med op på bjerget for at ofre ham. (Første Mosebog, kapitel 22) For mit indre blik kan jeg stadig se Abraham i fuld tillid til Jehova begive sig op ad bjerget med sin søn Isak og noget brænde. Det gjorde et stort indtryk på en lille dreng som mig, der ingen far havde.

På et tidspunkt flyttede onkel Ben og hans kone til Maine, og da mor giftede sig igen, flyttede vi til New Jersey. I lang tid så jeg derfor ikke meget til onkel Ben. I mine teenageår i New Jersey kom jeg hos en presbyteriansk familie med otte børn, og forelskede mig i en af døtrene, Marion Neff. Om søndagen var jeg tit sammen med hendes familie og ungdomsgruppen i deres kirke, så til sidst blev jeg selv presbyterianer. Jeg glemte dog ikke helt det jeg havde lært ved de internationale bibelstudenters møder. Marion og jeg blev gift i 1928, og vi fik to døtre, Doris i 1935 og Louise i 1938. Som familie med to små børn følte vi begge et behov for at få åndelig vejledning.

Finder sandheden ved hjælp af brochurerne

Marion og jeg ledte efter en kirke som vi havde lyst til at komme regelmæssigt i, og lagde en plan. Hver søndag opsøgte den ene af os forskellige kirker mens den anden blev hjemme ved børnene. En dag hvor det var Marions tur til at blive hjemme, tilbød jeg at passe børnene for at kunne læse brochuren Sikkerhed, den ene af de tre som fru Stackhouse havde givet mig. Da jeg først kom i gang, kunne jeg ikke lægge den fra mig igen. Jeg blev mere og mere overbevist om at jeg havde fundet noget som ingen anden trosretning kunne give os. Ugen efter blev jeg igen hjemme for at passe børnene så jeg kunne læse den anden brochure, Afsløret. Det jeg læste, virkede på en eller anden måde bekendt. Var det ikke det samme som onkel Ben troede på? Min familie syntes at hans tro var skør. Hvad ville Marion mon tænke? Jeg havde ikke  haft grund til bekymring. Et par dage efter at jeg havde læst brochuren Afsløret, overraskede Marion mig da jeg kom fra arbejde, ved at sige: „Jeg har læst de brochurer du havde med hjem. De er vældig interessante.“ Sikke en lettelse.

Vi besluttede at skrive efter bogen Fjender, der var omtalt på bagsiden af brochurerne. Den indeholdt en sviende afsløring af falsk religion. Men inden vi nåede at bestille den, bankede en forkynder på vores dør og tilbød os lige netop den bog. Det gjorde udslaget. Vi holdt op med at opsøge flere kirker og begyndte at komme til Jehovas Vidners møder i Camden i New Jersey. Nogle få uger senere, søndag den 31. juli 1938, var vi omkring 50 der var samlet i haven hos søster Stackhouse — som jeg havde tilbudt påskekager — hvor vi lyttede til en plade med et dåbsforedrag af dommer Rutherford. Derefter gik 19 af os op i huset, skiftede tøj og blev døbt i en nærliggende å.

Besluttet på at blive pioner

Kort efter min dåb fortalte en af søstrene i menigheden mig at nogle, kaldet pionerer,  havde gjort forkyndelsen til deres hovedopgave. Jeg blev straks nysgerrig og lærte snart en hel familie at kende som var pionerer. Det var broder Konig, hans kone og deres voksne datter, som alle var pionerer i en nabomenighed. Jeg som selv havde ansvar for en familie, var imponeret over den dybe glæde familien Konig havde ved tjenesten. Tit lod jeg vejen falde forbi, parkerede bagerbilen, og gik med dem fra hus til hus. Det varede ikke længe inden jeg selv fik lyst til at blive pioner. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Marion og jeg havde to små børn, og mit arbejde var krævende. Den anden verdenskrig var netop begyndt i Europa, og da flere og flere unge mænd i USA gik ind i hæren, var der mere civilt arbejde at udføre for os der var tilbage. Jeg var blevet presset til at tage endnu en salgsrute, og jeg vidste at jeg aldrig kunne blive pioner med al det arbejde.

Da jeg fortalte broder Konig om min lyst til at blive pioner, sagde han: „Bare fortsæt med at slide i det i tjenesten for Jehova, og bliv ved med at bede om at du må nå dit mål. Så vil Jehova hjælpe dig til at nå det.“ I over et år fulgte jeg nøje det han havde sagt. Jeg tænkte tit på det der står i Mattæus 6:8, hvor vi forsikres om at Jehova ved hvad vi trænger til, endog før vi beder ham om det. Og jeg prøvede altid at følge rådet i Mattæus 6:33, om først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Broder Melvin Winchester, som var zonetjener (nu kaldet kredstilsynsmand), opmuntrede mig også.

Jeg talte med Marion om mine mål. Vi drøftede ordene i Malakias 3:10, som tilskynder os til at sætte Jehova på prøve og se om han ikke vil udøse velsignelse over os. Jeg var opmuntret over hendes reaktion: „Hvis du ønsker at blive pioner, så hold dig ikke tilbage for min skyld. Jeg kan tage mig af pigerne mens du er i tjenesten. Og vi har jo heller ikke de store økonomiske behov.“ På det tidspunkt havde vi allerede været gift i 12 år, så jeg vidste at Marion var en sparsommelig og pligtopfyldende kone. Igennem årene har hun været en fantastisk pionermakker, og en af hemmelighederne ved at vi har kunnet være i heltidstjenesten i omkring 60 år, er hendes evne til at være tilfreds med lidt og få det til at føles som meget.

Efter at have lagt planer og bedt om at de måtte lykkes, havde Marion og jeg i sommeren 1941 opsparet nok penge til at vi kunne købe en 5,5 meter lang campingvogn som vi alle fire kunne bo i. Jeg sagde mit arbejde op og blev pioner i juli 1941, og lige siden har jeg kunnet være i heltidstjenesten. Min første opgave bestod i at forkynde ti steder på Route 50 mellem New Jersey og St. Louis i Missouri, hvor vores stævne skulle holdes i begyndelsen af august. Jeg havde fået navne og adresser på brødre som boede på strækningen, og skrev til dem hvornår de kunne forvente os. Når vi ankom til stævnet, skulle jeg finde pionerbureauet og få et nyt distrikt.

’Jeg vil sætte Jehova på prøve’

Vi pakkede vores lille campingvogn med litteratur og tog til vores sidste møde i Camden for at sige farvel til brødrene. Med ansvaret for to små piger, og uden at vide hvor vi skulle hen efter stævnet, har vores planer nok virket lidt urealistiske på nogle af brødrene, og flere af dem sagde: „I kommer nok snart tilbage.“ Jeg kan huske at jeg svarede: „Det skal jeg ikke kunne sige. Jehova har sagt at han vil sørge for mig, og jeg vil sætte ham på prøve.“

Efter at have været pioner i 60 år og virket i 20 forskellige byer fra Massachusetts til Mississippi kan vi sige at Jehova til fulde har holdt sit løfte. De velsignelser han har udøst over Marion, mig og vore to døtre, overgår alt hvad jeg havde turdet håbe på i 1941. For eksempel kan vi glæde os over at vore døtre tjener trofast som pionerer i en nærliggende menighed, og alt i alt har vi fået omkring et hundrede åndelige sønner og døtre, som bor spredt langs hele USA’s østkyst. Jeg har studeret med  52 som har indviet sig til Jehova, og Marion med 48.

I august 1941 kom vi til St. Louis, og der mødte jeg broder T.J. Sullivan fra Betel. Han havde et brev med til mig som viste at jeg var en ordineret ordets tjener, hvilket jeg havde brug for på grund af den forestående krig og indkaldelse til militærtjeneste. Jeg fortalte broder Sullivan at min kone brugte lige så meget tid som jeg i forkyndelsen, og at hun også gerne ville være pioner. Selv om pionerbureauet ved stævnet endnu ikke var sat op, udnævnte broder Sullivan lige på stedet Marion til pioner og spurgte os: „Hvor skal I være pionerer efter stævnet?“ Det vidste vi ikke. „Det skal I ikke bekymre jer om,“ sagde han, „I vil møde nogle ved stævnet som bor et sted hvor der er behov for pionerer, og så skal det nok gå. Bare skriv til os og fortæl hvor I er, så tildeler vi jer distriktet.“ Sådan gik det. Det viste sig at broder Jack DeWitt, en tidligere zonetjener, kendte nogle i New Market i Virginia som havde et pionerhjem, og de kunne godt bruge lidt flere pionerer. Efter stævnet satte vi derfor kursen mod New Market.

I New Market havde vi en ganske særlig oplevelse. Der skulle komme en pioner fra Philadelphia, og det viste sig at være ingen anden end Benjamin Ransom, min onkel! Det var en stor glæde at arbejde sammen med ham i tjenesten fra hus til hus — mere end 25 år efter at han havde sået sandhedens sædekorn i mit hjerte da vi boede i Boston. Selv om han i mange år var blevet mødt med ligegyldighed og var blevet latterliggjort og forfulgt af familien, havde han ikke mistet sin kærlighed til Jehova og til tjenesten.

Vi havde fornøjelsen af at tilbringe otte måneder på pionerhjemmet i New Market. Mens vi var der, oplevede vi blandt andet at få æg og høns i bytte for bøger og blade. Herefter blev onkel Ben, Marion og jeg samt tre andre udnævnt til at tjene som specialpionerer i Hanover, det første af seks steder vi tjente som pionerer i Pennsylvania fra 1942 til 1945.

Specialpionerer under krigen

Der var perioder under den anden verdenskrig hvor folk var direkte fjendtlige fordi vi var neutrale i krigen, men Jehova støttede os altid. Engang da vi forkyndte i Provincetown i Massachusetts, var vores gamle Buick brudt sammen, så jeg var nødt til at gå adskillige kilometer gennem et meget fjendtligt, katolsk område for at aflægge et genbesøg. Jeg kom forbi en ungdomsbande der vidste hvem jeg var, og som begyndte at råbe op. Med sten flyvende om ørerne skyndte jeg mig videre og håbede at de unge ikke fulgte efter mig. Jeg kom hen til den interesseredes hus uden at komme noget til. Men manden, som tilhørte The American Legion, sagde undskyldende: „Jeg har desværre ikke tid nu, for jeg har glemt at vi skulle ind til byen og se en film.“ Jeg blev helt modløs ved tanken om at banden der havde kastet sten efter mig, sikkert ventede på hjørnet hvor de holdt til. Derfor blev jeg lettet da manden tilføjede: „Kunne vi ikke følges ad? Så kan vi tale sammen på vejen.“ Nu fik jeg både forkyndt for ham, og kom sikkert forbi uromagerne.

Familieliv og tjeneste

Efter krigen virkede vi adskillige steder i Virginia. I Charlottesville blev vi i otte år som almindelige pionerer og specialpionerer. I 1956 var pigerne vokset op og blevet gift, så Marion og jeg var igen på farten og tjente som pionerer i Harrisonburg i Virginia og som specialpionerer i Lincolnton i North Carolina.

I 1966 blev jeg udnævnt til zonetjener og rejste fra menighed til menighed og opmuntrede brødrene, ligesom broder Winchester i 1930’erne havde opmuntret mig da jeg var i New Jersey. Jeg betjente en kreds af menigheder i Tennessee i to år. Derefter blev Marion og jeg spurgt om vi ønskede at vende tilbage til det vi elskede allermest, specialpionertjenesten. Fra 1968 til 1977 tjente vi som specialpionerer i Sydstaterne fra Georgia til Mississippi.

 I Eastman, Georgia, skulle jeg afløse den præsiderende tilsynsmand, Powell Kirkland, en rar, ældre broder som i mange år havde været i rejsetjenesten, men som havde fået problemer med helbredet. Han udviste stor taknemmelighed og var en god støtte for mig. Det havde jeg behov for. Der var nemlig uoverensstemmelser i menigheden hvor nogle ret fremtrædende brødre var indblandet. Situationen blev tilspidset, og jeg bad meget til Jehova. Skriftsteder som Ordsprogene 3:5, 6 var i mine tanker: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ Vi gjorde alt hvad vi kunne, for at bevare en åben kommunikation, og det førte til at menigheden blev forligt til glæde for alle.

Omkring 1977, da vi var begyndt at mærke alderen trykke, fik vi igen distrikt omkring Charlottesville, hvor begge vore døtre boede med deres familier. I de sidste 23 år har vi haft den glæde at arbejde i dette område. Vi har været med til at oprette en menighed i Ruckersville i Virginia og set børn og børnebørn af dem vi har studeret med, vokse op og blive ældste og pionerer og nogle komme på Betel. Marion og jeg har været i stand til at bevare  en god rutine i forkyndelsen, og jeg har den glæde stadig at tjene som aktiv ældste i Charlottesville Øst menighed som bogstudieleder, og jeg holder også offentlige foredrag.

I årenes løb har vi haft problemer som alle andre. På trods af vore anstrengelser blev Doris for eksempel åndeligt svag i en periode da hun var sidst i teenagealderen, og giftede sig med en som ikke var et af Jehovas Vidner. Men hun mistede ikke fuldstændig sin kærlighed til Jehova, og hendes søn Bill har i de sidste 15 år arbejdet på Betel i Wallkill, New York. Doris og Louise er nu blevet enker, men tjener begge som glade pionerer ikke så langt herfra.

Hvad vi har lært i årenes løb

Jeg har lært at følge nogle få enkle leveregler som har givet mig glæde i tjenesten for Jehova: Før et enkelt liv. Vær et eksempel i alt hvad du gør, også inden for familien. Følg ’den trofaste og kloge træls’ vejledning i alle ting. — Mattæus 24:45.

Marion har også nogle forslag til hvordan man kan holde ud som pioner mens man samtidig har børn: Udarbejd og følg en plan der er realistisk og brugbar. Gør pionertjenesten til en livsgerning. Spis sundt. Få tilstrækkelig hvile. Hold adspredelser på et fornuftigt plan. Sørg for at sandheden og alle sider af tjenesten bliver positive oplevelser for børnene. Gør altid forkyndelsen interessant for dem.

Nu er vi begge oppe i halvfemserne. Det er 62 år siden vi sad i haven hos søster Stackhouse og lyttede til vores dåbsforedrag, og vi har tilbragt 60 år i heltidstjenesten. Marion og jeg føler stor tilfredshed ved den tilværelse vi har haft. Jeg er inderligt taknemmelig for den opmuntring jeg fik som nybagt far til at sætte de åndelige mål først og at blive ved med at arbejde på at nå dem, og jeg er taknemmelig for min kære kone, Marion, og mine døtres støtte gennem årene. Vi er ikke velstillede, men jeg mønter ofte Prædikeren 2:25 på mig selv: „For hvem spiser og hvem drikker bedre end jeg?“

I vort tilfælde har Jehova over al forventning opfyldt det løfte han giver i Malakias 3:10. Han har ’tømt velsignelse i overmål ud over os’.

[Ramme/illustration på side 29]

Minder fra krigsårene

Hele familien har endnu, næsten 60 år efter krigen, meget at tale om fra den tid.

„Der kunne være meget koldt i Pennsylvania. Engang var der 35 graders frost,“ husker Doris. Louise tilføjer: „Doris og jeg måtte sidde på hinandens fødder på bagsædet i vores gamle Buick for at holde dem varme.“

„Men vi følte os aldrig fattige eller dårligt stillet,“ siger Doris. „Vi var godt klar over at vi levede en omskiftelig tilværelse, men vi havde altid rigeligt at spise. Vi havde også pænt og næsten nyt tøj, som vi arvede fra nogle venner i Ohio hvis piger var lidt ældre end os.“

„Vi følte altid at mor og far elskede og værdsatte os,“ understreger Louise, „og vi tilbragte meget tid med dem i forkyndelsen. Vi følte os privilegerede og nært knyttet til dem.“

„I 1936 havde jeg en Buick Special,“ fortæller Paul, „og den model var kendt for at akslerne knækkede. Jeg tror at motoren var lidt for stærk i forhold til bilen. Det var som om det altid skete når det var koldest, og så måtte jeg ud og finde en aksel hos en ophugger. Til sidst blev jeg ekspert i at skifte aksler.“

„Jeg glemmer ikke rationeringsmærkerne,“ siger Marion. „Alt var rationeret — kød, benzin, bildæk — alt. Hver gang vi fik tildelt et nyt distrikt, måtte vi opsøge de lokale myndigheder og ansøge om rationeringsmærker. Det kunne tage måneder før vi fik dem, og det virkede som om vi altid først fik dem når vi skulle videre til det næste sted, og så måtte vi begynde forfra. Men Jehova drog altid omsorg for os.“

[Illustration]

Marion og mig med Doris (til venstre) og Louise, 2000

[Illustration på side 25]

Med min mor i 1918, da jeg var 11 år

[Illustration på side 26]

Med Louise, Marion og Doris i 1948 da pigerne blev døbt

[Illustration på side 26]

Vores bryllupsbillede fra oktober 1928

[Illustration på side 26]

Mine døtre (længst til venstre og længst til højre) og mig på Yankee Stadium, 1955