Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Se til faderløse og enker i deres trængsel

Se til faderløse og enker i deres trængsel

 Se til faderløse og enker i deres trængsel

Vi lever tydeligvis i en ukærlig verden. Angående menneskers adfærd i „de sidste dage“ skrev apostelen Paulus: „Kritiske tider som er vanskelige at klare, [vil] være her. For menneskene vil være egenkærlige, . . . uden naturlig hengivenhed.“ (2 Timoteus 3:1-3) Det har vist sig at være sandt.

DET moralske miljø der omgiver os i dag, har bidraget til at mange er blevet mindre medfølende. Folk viser dalende interesse for hvordan det går deres medmennesker, og til tider endda deres egen familie.

Det har især konsekvenser for mange af dem som af en eller anden grund har mistet deres udkomme. Der bliver flere og flere enker og faderløse som følge af krige, naturkatastrofer og fordrivelse af flygtninge. (Prædikeren 3:19) „Over 1 million [børn] er blevet forældreløse eller adskilt fra deres familie på grund af krig,“ oplyser en rapport fra FN’s Børnefond. Dertil kommer det store antal enlige, forladte eller fraskilte mødre som kæmper for at overleve og forsørge deres familie. Noget der yderligere forværrer situationen, er de alvorlige økonomiske vanskeligheder som nogle lande befinder sig i. Det bevirker at mange lever i dyb fattigdom.

Er der noget håb for de nødlidende? Hvordan kan enkers og faderløses situation lettes? Er der en varig løsning i sigte?

Kærlig omsorg på Bibelens tid

Tilbedelsen af Gud har altid været uløseligt forbundet med det at tage sig af enkers og faderløses fysiske og åndelige behov. Når israelitterne høstede korn eller frugt, måtte de ikke selv indsamle det der blev efterladt på marken. Det var forbeholdt ’den fastboende udlænding, den faderløse og enken’ at sanke det resterende. (5 Mosebog 24:19-21) I Moseloven stod der: „Ingen enke eller faderløs må I underkue.“ (2 Mosebog 22:22, 23) I Bibelen repræsenterer enken og den faderløse meget passende de fattige i almindelighed. Hvis en mand og fader  eller begge forældre døde, kunne det betyde at resten af familien blev ladt tilbage i armod. Patriarken Job sagde: „Jeg reddede den nødstedte som råbte på hjælp, og den faderløse og den som ingen hjælper havde.“ — Job 29:12.

På de første kristnes tid var omsorgen for nødstedte og andre som trængte til hjælp fordi de havde mistet deres mand eller forældre, et særkende ved den sande tilbedelse. Med deres velfærd i tanke skrev disciplen Jakob: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jakob 1:27.

Foruden enkerne og de faderløse viste Jakob også stor interesse for andre fattige og nødlidende. (Jakob 2:5, 6, 15, 16) Det samme gjorde apostelen Paulus. Da han og Barnabas fik tildelt deres forkynderopgave, blev de blandt andet mindet om at ’huske de fattige’. Og Paulus kunne senere med god samvittighed sige: „Netop dette har jeg også bestræbt mig for at gøre.“ (Galaterne 2:9, 10) I beretningen om hvordan det gik i den første kristne menighed kort efter dens oprettelse, læser vi: „Der var ikke én iblandt dem som led nød . . . Der blev så delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov.“ (Apostelgerninger 4:34, 35) Den ordning man havde fulgt i det gamle Israel med hensyn til at tage sig af faderløse, enker og andre fattige, blev således videreført i den kristne menighed.

Den hjælp der kunne ydes, var naturligvis begrænset og afhængig af den enkelte  menigheds formåen. Der blev ikke ødslet med pengene, og de der blev hjulpet, havde et reelt behov. Ingen måtte udnytte ordningen eller ligge menigheden unødigt til byrde, som det tydeligt fremgår af Paulus’ vejledning i Første Timoteusbrev 5:3-16. Hvis de nødstedte havde slægtninge der kunne sørge for dem, var det deres opgave at gøre det. Nødlidende enker måtte opfylde visse krav for at få del i hjælpen. Alt dette afspejler at Jehova på en meget vis måde tager sig af de nødstedte. Men det viser også at der er brug for ligevægt så ingen misbruger den venlighed de møder. — 2 Thessaloniker 3:10-12.

Omsorg for faderløse og enker i dag

De principper som Guds tjenere i fortiden fulgte med hensyn til at vise medfølelse og yde hjælp til nødstedte, anvendes også i Jehovas Vidners menigheder i dag. Som Jesus sagde, ville broderkærligheden være et særligt kendetegn for hans efterfølgere: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Hvis nogle lider nød eller bliver ofre for katastrofer eller for følgerne af krige eller uroligheder, er deres brødre i hele verden ivrige efter at gøre hvad de kan for at hjælpe dem både åndeligt og materielt. Lad os se nogle konkrete eksempler på hvad der gøres i den henseende.

Pedro kan ikke rigtig huske sin mor, som døde da han kun var halvandet år gammel. Da han var fem år, mistede han også sin far, og han måtte nu klare sig alene sammen med sine brødre. Inden faderens død havde Jehovas Vidner imidlertid besøgt familien, og derfor begyndte Pedro og hans ældre brødre at studere Bibelen.

Pedro fortæller: „Allerede den følgende uge begyndte vi at komme til møderne. Når vi var sammen med brødrene, kunne vi tydeligt mærke den kærlighed de havde til os. Menigheden var som en oase fordi brødrene og søstrene var lige så kærlige og hengivne over for mig som hvis de havde været mine forældre.“ Han tænker tilbage på hvordan han flere gange blev inviteret hjem til en ældstebroder. Her blev han inddraget i familiens afslappende samvær. ’Det er nogle skønne minder,’ siger Pedro, der begyndte at forkynde om sin tro som 11-årig og blev døbt da han var 15. Hans ældre brødre gjorde ligeledes gode åndelige fremskridt takket være menighedens hjælp.

Så er der David. Han og hans tvillingesøster blev svigtet da deres forældre blev separeret. De blev derfor opdraget af deres bedsteforældre og en moster. „Efterhånden som vi blev ældre og det gik op for os hvordan det var fat, følte vi os meget usikre og nedtrykte. Vi havde ikke noget holdepunkt. Min tante blev et af Jehovas Vidner, og takket være det blev vi oplært i sandheden fra Bibelen. Alle i menigheden var så søde og kærlige. De holdt meget af os og tilskyndede os til at være målbevidste og fortsætte i tjenesten for Jehova. Da jeg var omkring ti år gammel, begyndte en menighedstjener at tage mig med i forkyndelsen. En anden broder dækkede mine udgifter når jeg skulle til stævne. Der var endda en som hjalp mig til at kunne give bidrag i rigssalen.“

David blev døbt da han var 17, og senere begyndte han at arbejde på Jehovas Vidners  afdelingskontor i Mexico. Selv nu erkender han: „Jeg henter vejledning og gode råd hos flere af de ældste. Det hjælper mig til ikke at føle mig usikker og ensom.“

Abel, som er ældste i en menighed i Mexico hvor flere enker har brug for hjælp, fortæller: „Jeg er overbevist om at det mest påtrængende behov enker har, er at blive støttet følelsesmæssigt. Nogle gange er de meget nedtrykte; de føler sig ensomme. Derfor er det yderst vigtigt at stå til rådighed og at lytte til dem. Vi [menighedens ældste] besøger dem jævnlig. Det er godt at tage sig tid til at høre på deres problemer. Det gør at de føler sig åndeligt opbygget.“ Der kan dog også være brug for økonomisk hjælp af og til. „Vi er i øjeblikket i gang med at bygge et hus til en søster som er enke,“ fortæller Abel. „Brødrene arbejder for det meste på huset om lørdagen og nogle eftermiddage i ugens løb.“

En anden ældstebroder fortæller om de erfaringer han har gjort med hensyn til at yde hjælp til faderløse og enker: „Jeg tror de faderløse har endnu større behov for kristen kærlighed end enkerne har. Jeg har lagt mærke til at de er mere tilbøjelige til at føle sig svigtet end børn og unge som har begge deres forældre. De har brug for hele tiden at kunne mærke vores broderlige hengivenhed. Det er godt at snakke med dem efter møderne og finde ud af hvordan de har det. Jeg kender en gift broder der som barn mistede sine forældre. Ham hilser jeg altid hjerteligt på ved møderne, og han omfavner mig hver gang han ser mig. Det er noget der styrker broderkærlighedens bånd.“

Jehova „vil udfri den fattige“

Det er bydende nødvendigt at enker og faderløse stoler på Jehova for at kunne klare den situation de er i. Om Jehova siges der: „[Han] vogter de fastboende udlændinge; den faderløse og enken bringer han på fode.“ (Salme 146:9) Den endelige løsning på den slags problemer vil først komme med Guds rige under ledelse af Jesus Kristus. Salmisten skrev i en profetisk skildring af det messianske herredømme: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“ — Salme 72:12, 13.

Efterhånden som afslutningen på den nuværende tingenes ordning nærmer sig, vil det pres alle kristne er udsat for, med sikkerhed tage til. (Mattæus 24:9-13) For hver dag der går, må kristne derfor vise stadig større omsorg for hinanden og have „inderlig kærlighed til hinanden“. (1 Peter 4:7-10) Kristne mænd, især de ældste, må vise omsorg og hengivenhed for de faderløse. Og modne kvinder i menigheden kan være til stor støtte og trøst for enkerne. (Titus 2:3-5) Ja, alle kan være med til at tage sig af dem der lider nød.

Sande kristne ’lukker ikke deres inderlige medfølelses dør’ når de ’ser deres broder lide nød’. Det ligger dem stærkt på sinde at følge apostelen Johannes’ tilskyndelse: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Johannes 3:17, 18) Lad os derfor „se til faderløse og enker i deres trængsel“. — Jakob 1:27.

[Tekstcitat på side 11]

„Lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ — 1 Johannes 3:18

[Illustrationer på side 10]

Sande kristne ser til faderløse og enker i både materiel, åndelig og følelsesmæssig henseende