Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hasmonæerne og deres arv

Hasmonæerne og deres arv

 Hasmonæerne og deres arv

PÅ JESU tid var jødedommen splittet op i partier som kæmpede indbyrdes om magten over folket. Det er det billede man præsenteres for, både i evangelierne og i de skrifter den jødiske historiker Josefus efterlod sig fra det første århundrede efter vor tidsregning.

I denne periode var farisæerne og saddukæerne toneangivende og i stand til at påvirke den offentlige mening i så høj grad at man forkastede Jesus som Messias. (Mattæus 15:1, 2; 16:1; Johannes 11:47, 48; 12:42, 43) I De Hebraiske Skrifter er disse to indflydelsesrige grupper imidlertid slet ikke omtalt.

Første gang Josefus nævner farisæerne og saddukæerne, er det i forbindelse med hans beskrivelse af begivenheder i det andet århundrede før vor tidsregning. I denne periode var der mange jøder som følte sig tiltrukket af hellenismen, det vil sige græsk kultur og filosofi. Spændingerne mellem hellenismen og jødedommen kulminerede da de seleukidiske konger besmittede templet i Jerusalem og indviede det til Zeus. En dynamisk jødisk leder ved navn Judas Makkabæer, der kom fra en familie som var kendt under betegnelsen hasmonæerne, førte an i en oprørshær der generobrede templet fra grækerne. *

Årene umiddelbart efter makkabæernes oprør og sejr var kendetegnet af sektdannelser. Sekterne forsøgte at fremme hver deres ideologi og at få den brede jødiske befolknings støtte. Men hvorfor opstod denne tendens? Hvorfor var jødedommen blevet så splittet? Vi kan finde svaret ved at se nærmere på hasmonæernes historie.

Voksende uafhængighed og splittelse

Da Judas Makkabæer havde genoprettet tilbedelsen i Jehovas tempel og dermed nået sit religiøse mål, begyndte han at involvere sig i politik, og af den grund holdt mange jøder op med at følge ham. Alligevel fortsatte han sin kamp mod de seleukidiske herskere. Han indgik en aftale med Rom og forsøgte at oprette en uafhængig jødisk stat. Efter at Judas var blevet dræbt i et slag, fortsatte hans brødre Jonatan og Simon kampen. I begyndelsen gjorde de seleukidiske konger voldsom modstand mod makkabæerne. Men med tiden gik disse herskere med til politiske kompromiser som gav de hasmonæiske brødre en vis grad af selvstyre.

Selv om hasmonæerne var af præsteslægt, havde ingen af dem nogen sinde været ypperstepræst. Mange jøder mente at tjenesten som ypperstepræst var forbeholdt efterkommere af præsten Zadok, som kong Salomon havde indsat i dette embede. (1 Kongebog 2:35; Ezekiel 43:19) Ved hjælp af krigsførelse og diplomati fik Jonatan seleukiderne til at udnævne  ham til ypperstepræst. Efter Jonatans død lykkedes det hans bror Simon at nå endnu videre. I september 140 f.v.t. blev der udstedt et vigtigt dekret i Jerusalem. Dekretet, som på græsk manér blev skrevet på bronzetavler og dermed bevaret for eftertiden, lød: ’Kong Demetrius [den græske hersker af seleukideslægten] tilsikrede Simon det ypperstepræstelige embede, optog ham blandt sine „venner“ og viste ham stor hæder. . . . Jøderne og deres præster har vedtaget at Simon skal være deres fører og ypperstepræst for bestandig, indtil der fremstår en troværdig profet.’ — 1 Makkabæerbog 14:38-41 (en historisk bog der hører til de apokryfe værker).

Simons position som hersker og ypperstepræst blev på den måde stadfæstet både for ham selv og hans efterkommere, og det ikke alene af de fremmede seleukidiske myndigheder, men også af „den store forsamling“ blandt jøderne selv. Dette markerede et afgørende vendepunkt. Historikeren Emil Schürer har skrevet at da først hasmonæerne havde fået etableret et politisk dynasti, „var det der optog dem mest, ikke længere at opfylde Toraen [den jødiske lov], men at bevare og udvide deres politiske magt“. For ikke at støde jøderne kaldte Simon sig imidlertid „etnark“ eller „folkehersker“ i stedet for „konge“.

Ikke alle var begejstrede for at hasmonæerne havde tilranet sig både den religiøse og politiske magt. Mange forskere mener at det var i denne periode Qumransamfundet opstod. En præst i Zadoks linje der menes at være identisk med „retfærdighedens lærer“ som omtales i Qumranskrifterne, forlod Jerusalem og førte en oppositionsgruppe ud i Judæas Ørken ved Det Døde Hav. En af dødehavsrullerne, „Habakkukkommentaren“, fordømmer „den uretfærdige præst som blev kaldet med sandhedens navn i begyndelsen af sit virke, men da han blev hersker over Israel, ophøjede hans hjerte sig.“ Mange forskere mener at Jonatan eller Simon kunne passe udmærket til sektens beskrivelse af den herskende „uretfærdige præst“.

Simon fortsatte sine felttog for at udvide det område der var under hans kontrol. Hans styre blev imidlertid brat afsluttet da hans svigersøn, Ptolemaios, snigmyrdede ham og to af hans sønner under en officiel middag et sted i nærheden af Jeriko. Men Ptolemaios’ forsøg på at overtage magten mislykkedes. Johannes Hyrkan, endnu en søn af Simon, blev advaret om at man stræbte ham efter livet. Han pågreb sine potentielle mordere og overtog styret og embedet som ypperstepræst efter sin far.

Yderligere ekspansion og undertrykkelse

I begyndelsen stod Johannes Hyrkan over for alvorlige trusler fra de syriske hærstyrkers side, men i 129 f.v.t. tabte det seleukidiske dynasti et afgørende slag mod partherne. Den jødiske forsker Menahem Stern skrev om den virkning krigen fik på seleukiderne: „Hele rigets struktur brød i realiteten sammen.“ Johannes Hyrkan kunne af den grund „fuldt ud genvinde Judæas politiske uafhængighed og begynde at udvide sine besiddelser i forskellige retninger“. Og det gjorde han i allerhøjeste grad.

Nu hvor han ikke længere var truet af Syrien, begyndte Johannes Hyrkan at invadere og underlægge sig områder uden for Judæa. Hvis indbyggerne ikke konverterede til jødedommen, blev deres byer udslettet. Et af disse felttog var rettet mod idumæerne (edomitterne). Om denne færd sagde Menahem Stern: „Omvendelsen af idumæerne var den første af sin art eftersom den ikke blot omfattede nogle få, men en hel slægt.“ Samaria var blandt de områder der blev erobret, og Johannes Hyrkan jævnede det samaritanske tempel på Garizims Bjerg med jorden. Historikeren Solomon Grayzel har beskrevet det ironiske i at det hasmonæiske dynasti gjorde brug af tvangsomvendelse: „Vi har her en sønnesøn af Mattatias [Judas Makkabæers far] som krænker det selv samme princip — princippet om religionsfrihed — som tidligere slægtled så ædelt havde forsvaret.“

Farisæerne og saddukæerne dukker op

Første gang Josefus beretter om farisæernes og saddukæernes voksende indflydelse, er i forbindelse  med hans beskrivelse af Johannes Hyrkans regeringstid. (Josefus havde omtalt de farisæere der levede under Jonatans regering.) Han fortæller ikke noget om deres oprindelse. Nogle historikere mener at de kom fra hasidim, en from sekt som støttede Judas Makkabæer i hans religiøse bestræbelser, men forlod ham da han fik politiske ambitioner.

Selv om nogle mener at betegnelsen farisæere på hebraisk er beslægtet med ordet „fortolkere“, forbindes navnet almindeligvis med et hebraisk rodord der betyder „de udskilte“. Farisæerne var lærde som kom fra det jævne folk, og som ikke havde nogen særlig afstamning. På baggrund af en filosofi om særlig fromhed undgik de rituel urenhed ved at anvende lovene om præsternes hellighed i tempeltjenesten på almindelige dagligdags situationer. Farisæerne udviklede en ny måde at fortolke Skriften på og indførte et begreb som senere blev kaldt den mundtlige lov. Under Simons regering opnåede de større indflydelse. Nogle af dem blev udnævnt til at være med i gerusia (rådet af ældre mænd), der senere blev kendt som Sanhedrinet.

Josefus fortæller at Johannes Hyrkan i begyndelsen var discipel af farisæerne og støttede dem. Men på et tidspunkt irettesatte farisæerne ham fordi han ikke ville opgive embedet som ypperstepræst. Det førte til et dramatisk brud. Johannes Hyrkan forbød farisæernes religiøse vedtægter. Som en yderligere straf sluttede han sig til deres religiøse modstandere, saddukæerne.

Betegnelsen saddukæere har sandsynligvis forbindelse med ypperstepræsten Zadok, hvis efterkommere havde siddet inde med præsteembedet siden kong Salomons tid. Men ikke alle saddukæere var af denne afstamning. Ifølge Josefus var saddukæerne aristokraterne, nationens velhavende mænd, og de havde ikke den brede befolknings støtte. Professor Schiffman bemærker: „De fleste af dem . . . var åbenbart præster eller hørte til dem der havde giftet sig ind i ypperstepræstelige familier.“ De havde altså i lang tid haft nær tilknytning til magthaverne. Af den grund blev den voksende rolle farisæerne spillede i det offentlige liv, og den farisæiske tanke om at udvide præsternes hellighed så den kom til at gælde alle, opfattet som en trussel der kunne undergrave den autoritet saddukæerne traditionelt sad inde med. Men i de sidste år af Johannes Hyrkans regeringstid genvandt saddukæerne magten.

Mere politik, mindre fromhed

Johannes Hyrkans ældste søn, Aristobulus I, nåede kun at regere i et år før han døde. Han fortsatte sin fars politik med tvangsomvendelse over for ituræerne og bragte Øvre Galilæa ind under hasmonæernes kontrol. Under hans bror Alexander Jannæus, som regerede fra 103-76 f.v.t., nåede det hasmonæiske dynasti magtens tinde.

Alexander Jannæus brød med den politik man hidtil havde fulgt, og udråbte sig selv til både ypperstepræst og  konge. Konflikten mellem hasmonæerne og farisæerne tilspidsedes og førte til en borgerkrig der kostede 50.000 jøder livet. Da oprøret var blevet kæmpet ned, fulgte Alexander Jannæus en fremgangsmåde som mindede om de hedenske kongers. Han lod 800 af oprørerne pælfæste, og lige før de døde, lod han deres hustruer og børn nedslagte for øjnene af dem, mens han selv åbenlyst festede med sine medhustruer. *

Trods sit fjendtlige forhold til farisæerne var Alexander Jannæus en realistisk politiker. Han lagde mærke til at farisæernes støtte i befolkningen voksede. På sit dødsleje gav han sin hustru, Salome Alexandra, besked på at dele magten med dem. Alexander Jannæus havde valgt hende som sin efterfølger på tronen frem for sine sønner. Hun viste sig at være en dygtig regent, og under hendes styre oplevede nationen en af de mere fredelige perioder under hasmonæernes herredømme (76-67 f.v.t.). Farisæerne fik igen overdraget myndighed, og lovene imod deres religiøse vedtægter blev trukket tilbage.

Da Salome døde, opstod der en magtkamp mellem hendes sønner Hyrkan II, der havde tjent som ypperstepræst, og Aristobulus II. De manglede begge den politiske og militære indsigt som deres forfædre havde haft, og tilsyneladende forstod ingen af dem helt betydningen af at Rom i stigende grad gjorde sig bemærket i området efter det seleukidiske riges totale sammenbrud. I år 63 f.v.t. henvendte begge brødre sig til den romerske general Pompejus mens han opholdt sig i Damaskus, og anmodede ham om at mægle i striden mellem dem. Samme år marcherede Pompejus og hans hær ind i Jerusalem og fik kontrollen over byen. Det var begyndelsen til enden for det hasmonæiske rige. I år 37 f.v.t. blev herredømmet over Jerusalem overtaget af den idumæiske konge Herodes den Store, som det romerske senat havde godkendt som „konge af Judæa“, „allieret med og ven af det romerske folk“. Det hasmonæiske rige eksisterede ikke længere.

Den hasmonæiske arv

Det politiske klima i hasmonæertiden, fra Judas Makkabæer til Aristobulus II, lagde grunden til den religiøse splittelse som var fremherskende mens Jesus var på jorden. Hasmonæerne, som i begyndelsen var nidkære for tilbedelsen af Gud, endte som hensynsløse magtmisbrugere. Deres præster som havde mulighed for at forene folket om at følge Guds lov, førte i stedet nationen ned i den politiske magtkamps afgrund. I dette miljø florerede kontroversielle religiøse synspunkter. Hasmonæerne eksisterede ikke mere, men kampen om det religiøse herredømme fortsatte mellem saddukæerne, farisæerne og andre og blev et kendetegn for nationen som nu var underlagt Herodes og Rom.

[Fodnoter]

^ par. 4 Se artiklen „Hvem var makkabæerne?“ i Vagttårnet for 15. november 1998.

^ par. 22 Dødehavsrullen „Nahumkommentaren“ omtaler „Vredens Løve“ som „lod mænd hænge levende“, hvilket kan henvise til ovennævnte begivenhed.

[Oversigt på side 30]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det hasmonæiske dynasti

Judas Makkabæer

Jonatan Makkabæer

Simon Makkabæer

Johannes Hyrkan

↓ ↓

Aristobulus I

Salome Alexandra — gift med — Alexander Jannæus

↓ ↓

Hyrkan II

Aristobulus II

[Illustration på side 27]

Judas Makkabæer ønskede jødisk uafhængighed

[Kildeangivelse]

The Doré Bible Illustrations/Dover Publications, Inc.

[Illustration på side 29]

Hasmonæerne kæmpede for at udvide deres herredømme over ikkejødiske byer

[Kildeangivelse]

The Doré Bible Illustrations/Dover Publications, Inc.