Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lidelserne i verden

Lidelserne i verden

 Lidelserne i verden

„HVORFOR, GUD, HVORFOR?“ Det var kæmpeoverskriften på forsiden af en udbredt avis efter en jordskælvskatastrofe i Lilleasien. Det tilhørende billede viste en ulykkelig far der bar sin sårede datter ud af familiens hus, som var jævnet med jorden.

Krige, hungersnød, epidemier og naturkatastrofer har forårsaget kolossal smerte, et hav af tårer og utallige dødsfald. Dertil skal føjes de lidelser som ofre for voldtægt, børnemisbrug og andre forbrydelser må udholde. Og tænk blot på det enorme antal døde og sårede der skyldes ulykker, samt de kvaler milliarder af mennesker gennemgår som følge af sygdom, alderdom og tabet af nogle de holder af.

I det 20. århundrede led menneskene mere end nogen sinde. Fra 1914 til 1918 mistede næsten ti millioner soldater livet i den første verdenskrig. Nogle historikere siger at der omkom næsten lige så mange civile. Under den anden verdenskrig blev cirka 50 millioner soldater og civile dræbt, deriblandt millioner af forsvarsløse kvinder, børn og ældre mænd. Gennem hele det forrige århundrede blev endnu flere millioner ofre for folkemord, revolutioner, etniske stridigheder, sult og fattigdom. Værket Historical Atlas of the Twentieth Century vurderer at over 180 millioner døde på grund af sådanne „masse-uoverensstemmelser“.

Den spanske syge i årene 1918 og 1919 kostede 20 millioner menneskeliv. I de sidste to årtier er omkring 19 millioner døde af aids, og cirka 35 millioner er i dag smittet med den virus der forårsager aids. Millioner af børn står nu uden forældre — deres mor og far er døde af aids. Og utallige spædbørn dør af denne sygdom fordi moderen har givet den videre til dem under graviditeten.

Børn udsættes også for lidelser på anden måde. I 1995 henviste avisen Manchester Guardian Weekly til oplysninger fra FN’s Børnefond (UNICEF) og skrev: „I krigene i det forløbne årti er 2 millioner børn blevet dræbt, 4-5 millioner er blevet invalideret, 12 millioner har mistet deres hjem, over 1 million er blevet forældreløse eller er kommet bort fra deres forældre, og 10 millioner har fået et traume.“ Oven i dette kommer 40-50 millioner aborter i hele verden — på årsbasis!

Hvad med fremtiden?

Mange ser på fremtiden med bange anelser. En gruppe forskere har udtalt: „Menneskenes gøren og laden . . . kan ændre verden i en sådan grad at liv på  jorden i dets nuværende form ikke længere vil kunne opretholdes.“ De tilføjer: „I øjeblikket lever hver femte i dyb fattigdom og har ikke nok at spise, og en ud af ti lider af alvorlig underernæring.“ Forskerne benytter lejligheden til at advare menneskeheden om det der venter den, og siger: „Der er brug for en gennemgribende forandring i vores forvaltning af jorden og livet på den hvis store menneskelige lidelser skal undgås og vores jordiske hjem ikke skal ødelægges uigenkaldeligt.“

Hvorfor har Gud tilladt så megen lidelse og ondskab? Hvordan og hvornår har han tænkt sig at råde bod på situationen?

[Kildeangivelser på side 3]

Øverst, kørestol: UN/DPI Photo 186410C af P.S. Sudhakaran; i midten, sultende børn: WHO/OXFAM; nederst, udmagret mand: Foto: FAO/B. Imevbore