Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen i et enkelt bind

Bibelen i et enkelt bind

 Bibelen i et enkelt bind

NOGLE af de første der fremstillede bøger i kodeksform, var de kristne. De begyndte på et tidligt tidspunkt at afskrive Bibelen som en kodeks, ikke som en skriftrulle. Det varede dog længe før hele Bibelen forelå i ét bind. Først i det sjette århundrede tog en mand ved navn Flavius Cassiodorus et betydningsfuldt skridt med henblik på at fremstille étbinds bibeludgaver i større antal.

Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus blev født mellem 485 og 490 i en velstående familie i Calabrien, der ligger på den italienske halvøs sydspids. Han levede i en omskiftelig periode i Italiens historie, hvor halvøen først var på goternes hænder og derefter underlagt Det Byzantinske (østromerske) Rige. Da Cassiodorus var i tresserne, grundlagde han Vivarium, et kloster med tilhørende bibliotek, nær sit hjem i Scyllaceum, det nuværende Squillace i Calabrien.

Omhu for bibelteksten

Noget af det vigtigste for Cassiodorus var at sikre Bibelen mod at gå i glemme. Historikeren Peter Brown skriver: „Efter Cassiodorus’ mening skulle al den latinske litterære kultur sættes ind på at give Bibelen i arv til eftertiden. Alt hvad man hidtil havde benyttet som en hjælp til at granske og afskrive de klassiske tekster, skulle give forståelse af Bibelen og bidrage til at den blev afskrevet med omtanke. Som et nydannet planetsystem der kredser om den mægtige Sol, skulle den samlede latinske kultur dreje sig om Guds ord.“

På Vivarium samlede Cassiodorus oversættere og grammatikere der skulle sammenholde hele bibelteksten, og han gjorde sig personligt umage for at redigere den. Selve arbejdet betroede han til en fåtallig gruppe lærde. Når de stødte på noget der umiddelbart forekom dem at være en afskriverfejl, skulle de ikke uden videre rette teksten. Hvis der opstod tvivl om grammatikken, skulle man lægge større vægt på de gamle bibelhåndskrifter end den hævdvundne latinske sprogbrug. Cassiodorus gav følgende anvisning: „Grammatiske særpræg . . . skal bevares, eftersom en tekst der vides at være inspireret, ikke kan forvanskes. . . . Bibelske udtryksformer, metaforer og idiomer skal bevares, også selv om de for en latintalende virker særprægede. Det samme gælder egennavnenes ’hebraiske’ former.“ — The Cambridge History of the Bible.

Codex Grandior

Vivariums afskrivere fik til opgave at frembringe mindst tre særskilte oversættelser af Bibelen på latin. En af dem udkom i ni bind og indeholdt sandsynligvis den gammellatinske bibeltekst, en oversættelse fra slutningen af det andet århundrede. En anden var en udgave af den latinske Vulgata-oversættelse, som Hieronymus havde fuldført i begyndelsen af det femte århundrede. En tredje fik navnet Codex Grandior, der betyder „den større kodeks“, og blev udarbejdet på grundlag af tre bibeltekster. Begge de sidstnævnte indeholdt alle Bibelens bøger i ét bind.

 Tilsyneladende var Cassiodorus den første der fremstillede latinske étbindsbibler. * Dem kaldte han pandectæ. Uden tvivl forstod han den praktiske værdi af at samle alle Bibelens bøger i ét bind og derved spare besværet med at skulle slå op i flere.

Fra Syditalien til De Britiske Øer

Kort efter Cassiodorus’ død (formentlig omkring 583) begyndte Codex Grandior sin omflakkende tilværelse. Man mener at en del af bøgerne i Vivariums bibliotek blev overført til Lateranbiblioteket i Rom. I 678 havde den angelsaksiske abbed Ceolfrid håndskriftet med sig hjem til De Britiske Øer fra et ophold i Rom. Sådan kom det til Ceolfrids tvillingeklostre ved Wearmouth og Jarrow i det daværende Northumbria.

Cassiodorus’ bibel i ét bind har givetvis gjort et uudsletteligt indtryk på Ceolfrid og hans munke, især fordi den var let at håndtere. I løbet af nogle år frembragte de derfor tre andre komplette étbindsbibler. Af disse er det kun det anselige håndskrift Codex Amiatinus der er blevet bevaret. Det består af 2060 pergamentsider af kalveskind i formatet 51 gange 33 centimeter. Regner man bindet med, er bogen 25 centimeter tyk og vejer godt 34 kilo. Det er den ældste eksisterende bibel i ét bind på latin. Den fremragende filolog og bibelkyndige Fenton J. A. Hort identificerede kodeksen i 1887 og fremsatte følgende kommentar: „Endog hos den nutidige iagttager indgyder dette formidable [værk] et indtryk der nærmer sig ærefrygt.“

Tilbage til Italien

Cassiodorus’ oprindelige Codex Grandior er gået tabt. Men dens angelsaksiske ætling, Codex Amiatinus, fulgte i Codex Grandiors spor til dens hjemland, Italien, kort efter at den var gjort færdig. Umiddelbart før sin død i 716 besluttede Ceolfrid sig for at besøge Rom endnu en gang. Han medbragte et af sine tre latinske bibelhåndskrifter som gave til pave Gregor II, men døde undervejs i den franske by Langres. Hans bibel fortsatte dog turen i rejseselskabets varetægt. Kodeksen indgik siden i biblioteket i klosteret Monte Amiata i det centrale Italien; deraf navnet Codex Amiatinus. I 1782 blev håndskriftet overført til Medici-familiens Biblioteca Laurenziana i Firenze, hvor det den dag i dag regnes blandt bibliotekets dyrebareste kunstskatte.

Hvilken betydning har Codex Grandior for os? Fra Cassiodorus’ tid er afskrivere og trykkere i stigende grad gået ind for at fremstille bibler i ét bind. Lige siden fremkomsten af denne type bibler har bibellæsere haft let ved at slå op i Skriftens ord og derved drage nytte af dens kraft til at påvirke menneskers liv. — Hebræerne 4:12.

[Fodnote]

^ par. 9 Komplette bibeludgaver på græsk blev tilsyneladende udbredt fra og med det fjerde eller femte århundrede.

[Kort på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Codex Grandiors rejserute

Klosteret Vivarium

Rom

Jarrow

Wearmouth

Codex Amiatinus’ rejserute

Jarrow

Wearmouth

Monte Amiata

Firenze

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 30]

Herover: Codex Amiatinus

Til venstre: Portræt af Ezra i Codex Amiatinus

[Kildeangivelse]

Biblioteca Medicea Laurenziana, Firenze