Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kirkefædrene — forkæmpere for sandheden fra Bibelen?

Kirkefædrene — forkæmpere for sandheden fra Bibelen?

 Kirkefædrene — forkæmpere for sandheden fra Bibelen?

Hvad enten man bekender sig til kristendommen eller ej, er ens opfattelse af Bibelens Gud, af Jesus og af kristendommen sandsynligvis påvirket af disse mænd. En af dem blev kaldt Gyldenmund; en anden den Store. Samlet er de blevet skildret som „den ypperste legemliggørelse af Kristi liv“. Vi taler om oldtidens religiøse tænkere, forfattere, teologer og filosoffer, der i høj grad har påvirket vor tids „kristne“ tænkning — kirkefædrene.

„BIBELEN indeholder ikke hele Guds ord,“ hævder den græsk-ortodokse professor i teologi Demetrios J. Konstantelos. „Helligåndens åbenbaringer af Guds ord kan ikke rummes i en bogs sider.“ Men hvad kunne ellers være en pålidelig kilde til guddommelig åbenbaring? Professor Konstantelos hævder i sin bog Understanding the Greek Orthodox Church: „Den hellige tradition og De Hellige Skrifter betragtes som to sider af samme sag.“

Denne „hellige tradition“ er i væsentlig grad grundlagt på kirkefædrenes lære og skrifter. Kirkefædrene var fremstående teologer og „kristne“ filosoffer der levede mellem det andet og det femte århundrede. I hvor høj grad har de påvirket vor tids „kristne“ tænkning? Var deres lære i overensstemmelse med Bibelen? Hvad bør en Jesu Kristi discipel betragte som den faste grundvold for det kristne sandhedsbudskab?

Den historiske baggrund

I midten af det andet århundrede måtte de der bekendte sig til kristendommen, på én gang forsvare deres tro over for kættere og romerske forfølgere. Det var en tid med et væld af teologiske anskuelser. Religiøse debatter vedrørende Jesu „guddommelighed“ og den hellige ånds beskaffenhed og virke fremkaldte splid på mere end blot det intellektuelle plan. De voldsomme uoverensstemmelser og de dybe splittelser angående den „kristne“ lære bredte sig vidt omkring til de politiske og kulturelle kredse og forårsagede undertiden tumulter, oprør, uroligheder og sågar krig. Historikeren Paul Johnson skriver: „[Den frafaldne] kristendom begyndte i forvirring, uenighed og splittelse, og således fortsatte den. . . . Det centrale og østlige Middelhavsområde vrimlede i det første og andet århundrede med en uendelighed af religiøse idéer, der hver især kæmpede for deres egen  udbredelse. . . . Fra begyndelsen var der altså talrige afarter af kristendommen der kun havde lidt tilfælles.“

I den periode begyndte det at vrimle med forfattere og tænkere der følte at det var nødvendigt at fortolke „kristne“ lærepunkter ved hjælp af udtryk fra filosofien. For at tækkes den dannede klasse blandt de nyomvendte hedninger støttede de religiøse forfattere sig meget til ældre græsk og jødisk litteratur. Begyndende med Justinus Martyr (cirka 100-165), der skrev på græsk, assimilerede de navnkristne den græske filosofi på stadig mere sofistikeret vis.

Resultaterne af denne tendens kom tydeligt til udtryk i Origenes’ skrifter. Denne græske forfatter fra Alexandria levede fra cirka 185 til 254 og skrev afhandlingen „Om Grundbegreberne“, som var det første forsøg på systematisk at forklare den „kristne“ teologis dogmer med udtryk hentet fra græsk filosofi. Kirkemødet i Nikæa (år 325), hvor man forsøgte at forklare og godtgøre Jesu „guddommelighed“, var en milepæl der satte nyt liv i fortolkningen af den „kristne“ troslære. Mødet markerede begyndelsen til en tid hvor man ved store kirkemøder søgte at finde en stadig mere nøjagtig definition på troslæren.

Forfattere og talere

Euseb af Cæsarea, der forfattede sine skrifter i tiden omkring det første kirkemøde i Nikæa, var gode venner med kejser Konstantin. Over hundrede år efter kirkemødet udviklede teologer, hvoraf hovedparten skrev på græsk, under en lang og skarp debat det der skulle blive kristenhedens karakteristiske læresætning, treenighedslæren. De mest fremtrædende af disse teologer var Athanasios, den selvhævdende biskop fra Alexandria, og de tre kirkeledere fra Kappadokien i Lilleasien — Basilios den Store, hans broder Gregor af Nyssa og deres ven Gregor fra Nazianz.

Det var en tid hvor forfattere og prædikanter nåede en høj grad af veltalenhed. På græsk var det Gregor fra Nazianz og Johannes Chrysostomos (som betyder „Gyldenmund“) der mestrede talekunsten, datidens mest respekterede og populære kunstart. På latin var det Ambrosius, biskop af Milano, og Augustin fra Hippo. Den mest indflydelsesrige forfatter i den periode var Augustin. Hans teologiske afhandlinger har haft en altgennemtrængende indflydelse på vor tids „kristne“ tankegang. Hieronymus, som var sin tids mest fremtrædende lærde, var hovedmanden bag den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen fra originalsprogene.

Men der melder sig vigtige spørgsmål som: Holdt disse kirkefædre sig tæt til Bibelen? Var deres lære i overensstemmelse med Bibelen? Er deres skrifter en sikker rettesnor når det gælder om at få nøjagtig kundskab om Gud?

Guds eller menneskers lære?

For nylig har den græsk-ortodokse metropolit Methodios af Pisidien skrevet bogen The Hellenic Pedestal of Christianity for at vise at vor tids „kristne“ tankegang er  grundlagt på græsk kultur og filosofi. I bogen indrømmer han uden tøven: „Næsten alle de fremtrædende kirkefædre anså de græske elementer for at være yderst nyttige. De lånte dem fra Grækenlands klassiske oldtid og brugte dem som middel til at forstå og udtrykke de kristne sandheder.“

Tag for eksempel tanken om at Faderen, Sønnen og helligånden udgør en treenighed. Efter kirkemødet i Nikæa blev mange kirkefædre varme tilhængere af denne lære. Deres skrifter og udlægninger havde afgørende betydning for at treenighedslæren blev til en skelsættende trossætning i kristenheden. Men kan man finde belæg for treenighedslæren i Bibelen? Nej. Hvor havde kirkefædrene den så fra? Ifølge værket A Dictionary of Religious Knowledge siger mange at treenigheden „er en afvigelse som er lånt fra de hedenske religioner og indpodet i den kristne tro“. Og bogen The Paganism in Our Christianity bekræfter: „[Treenighedslærens] oprindelse er fuldstændig hedensk.“ * — Johannes 3:16; 14:28.

Det samme gælder læren om den udødelige sjæl, troen på at en del af mennesket lever videre efter legemets død. Også dette begreb indførte kirkefædrene i en religion der ikke indeholdt læren om at sjælen lever videre efter døden. Bibelen viser tydeligt at sjælen kan dø: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Hvad lå til grund for kirkefædrenes tro på en udødelig sjæl? I opslagsværket New Catholic Encyclopedia hedder det: „Den kristne forestilling om en åndelig sjæl der er skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen så mennesket bliver  en levende helhed, er et resultat af en lang udvikling af kristen filosofi. Først med Origenes i østen og Augustin i vesten blev sjælen gjort til en åndelig substans. Man udformede en filosofisk teori om dens natur. . . . [Augustins] lære . . . kan i meget (nogle svagheder indbefattet) føres tilbage til nyplatonismen.“ I tidsskriftet Presbyterian Life hedder det: „Sjælens udødelighed er en græsk tanke der er udformet i gamle mysteriekulter og viderebearbejdet af filosoffen Platon.“ *

Den kristne sandheds faste grundvold

Efter denne ganske vist korte undersøgelse af kirkefædrenes historiske baggrund samt oprindelsen til deres lære må man spørge: Bør en oprigtig kristen basere sin tro på kirkefædrenes lære? Hvad siger Bibelen?

For eksempel udelukkede Jesus brugen af den religiøse titel „Fader“ da han sagde: ’I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske.’ (Mattæus 23:9) Brugen af titlen „Fader“ om religiøse personligheder er ukristen og ubibelsk. Guds skrevne ord blev fuldført med de sidste skrifter af Johannes omkring år 98. Sande kristne er altså ikke mere afhængige af mennesker som formidlere af Guds inspirerede åbenbaring. De er påpasselige med ikke at ’gøre Guds ord ugyldigt på grund af menneskers overlevering’. At det er dødsensfarligt at lade menneskers overlevering indtage den plads der tilkommer Guds ord, fremgår af Jesu advarsel: „Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:6, 14.

Har en kristen brug for åbenbaringer ud over Guds ord, som vi finder i Bibelen? Nej. Åbenbaringens bog advarer ligefrem imod at føje noget til den inspirerede beretning: „Hvis nogen føjer noget til dette, vil Gud til ham føje de plager der er skrevet om i denne skriftrulle.“ — Åbenbaringen 22:18.

Bibelen indeholder hele den kristne sandhed. (Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16; 2 Johannes 1-4) Og den rette forståelse af Bibelen afhænger ikke af verdslig filosofi. Angående mænd der brugte menneskelig visdom til at gøre rede for guddommelig åbenbaring, kan man passende gentage Paulus’ spørgsmål: „Hvor er den vise? Hvor er den skriftlærde? Hvor er debattøren i denne tingenes ordning? Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?“ — 1 Korinther 1:20.

Den kristne menighed er „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Timoteus 3:15) Tilsynsmændene værner inden for menigheden om renheden i deres lære og forhindrer enhver form for afvigende lære i at snige sig ind. De holder menigheden fri for ’falske profeter, falske lærere og ødelæggende sekter’. (2 Peter 2:1) Kirkefædrene derimod tillod efter apostlenes død „vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme“ at slå rod i den kristne menighed. — 1 Timoteus 4:1.

Følgerne af dette frafald er tydelige i vore dages kristenhed, hvis lærepunkter og skikke er vidt forskellige fra Bibelens budskab.

[Fodnoter]

^ par. 15 En dybtgående behandling af treenighedslæren findes i brochuren Skal man tro på treenigheden?, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 16 En detaljeret gennemgang af Bibelens lære om sjælen findes på side 78-84 og 340-344 i bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, udgivet af Jehovas Vidner.

 [Ramme/illustration på side 18]

Tre hierarker fra Kappadokien

„Den ortodokse kirke . . . viser det fjerde århundredes forfattere særlig ærbødighed, navnlig dem som den betegner som ’de tre store hierarker’, Gregor fra Nazianz, Basilios den Store og Johannes Chrysostomos,“ skriver forfatteren og munken Kallistos. Baserede disse kirkefædre deres lære på Bibelen? Angående Basilios den Store hedder det i bogen The Fathers of the Greek Church: „Hans skrifter viser at han hele sit liv bevarede en nær tilknytning til Platon, Homer og historikere såvel som retorer, og de har afgjort påvirket hans skrivemåde. . . . Basilios var og blev en ’græker’.“ Det samme kan siges om Gregor fra Nazianz. „Efter hans mening kunne kirkens sejr og overlegenhed bedst komme til udtryk ved at kirken fuldstændig antog det antikke Grækenlands overlevering.“

Angående de tre hierarker skriver professor Panagiotis K. Christou: „Alt imens de nu og da advarer imod ’filosofi og det tomme bedrag’ [Kolossenserne 2:8] — for at være i harmoni med formaningen i Det nye Testamente — studerer de ivrigt filosofi og de dertil hørende regelsæt, og de anbefaler endda andre at studere dette.“ Det er tydeligt at disse kirkelærere ikke fandt Bibelen tilstrækkelig som støtte for deres tanker. Kunne det at de søgte andre autoriteter at støtte sig til, betyde at deres lære kom til at afvige fra Bibelens? Apostelen Paulus havde på forhånd advaret de kristne hebræere: „Lad jer ikke føre bort af forskellige og fremmede lærdomme.“ — Hebræerne 13:9.

[Kildeangivelse]

© Archivo Iconografico, S.A./CORBIS

[Ramme/illustration på side 20]

Kyrillos af Alexandria — en omstridt kirkefader

En af de mest omstridte kirkefædre var Kyrillos af Alexandria (cirka 375-444). Kirkehistorikeren Hans von Campenhausen beskriver ham som „dogmatisk, voldelig og listig, og den storhed der lå i hans kald, og den værdighed der fulgte med hans embede, var steget ham fuldstændig til hovedet. Han anså aldrig noget for rigtigt medmindre han kunne bruge det til at fremme sin magt og myndighed . . . Den råhed og mangel på skrupler hans metoder bar præg af, voldte ham ingen kvaler.“ I sin tid som biskop af Alexandria gjorde Kyrillos brug af bestikkelse, injurier og bagvaskelse for at få biskoppen af Konstantinopel afsat. Man betragter ham som anstifter af det bestialske mord på den berømte filosof Hypatia i 415. Hvad angår Kyrillos’ teologiske skrifter, siger Campenhausen: „Han indførte den praksis at man, når trosspørgsmål skulle afgøres, ikke udelukkende støttede sig til Bibelen, men gjorde brug af formålstjenlige citater og citatsamlinger fra anerkendte eksperter.“

[Illustration på side 19]

Hieronymus

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian