Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad er sandheden om Dødehavsrullerne?

Hvad er sandheden om Dødehavsrullerne?

 Hvad er sandheden om Dødehavsrullerne?

Da en beduinhyrde for over 50 år siden kastede en sten ind i en hule, førte det til hvad nogle har kaldt det største arkæologiske fund i det 20. århundrede. Hyrden hørte at stenen slog en lerkrukke i stykker. Da han undersøgte hulen nærmere, fandt han de første af de håndskrifter der senere blev kendt som Dødehavsrullerne.

DISSE skriftruller har både i forskerkredse og i massemedierne været genstand for megen opmærksomhed og polemik. Blandt lægfolk hersker der stor forvirring om disse skriftruller. Det skyldes blandt andet misinformation. Det har svirret med rygter om at man har gjort alt hvad man kunne, for at skjule skriftrullernes tekst fordi man mente at den indeholdt oplysninger som ville undergrave både den jødiske og den kristne tro. Men hvad er sandheden om disse skriftruller? Er det, efter mere end 50 år, muligt at finde frem til kendsgerningerne?

Hvad er Dødehavsrullerne?

Dødehavsrullerne er gamle jødiske håndskrifter, hvoraf de fleste er skrevet på hebraisk, enkelte på aramaisk og nogle få på græsk. Mange af disse skriftruller og fragmenter er over 2000 år gamle og daterer sig således fra før Jesu fødsel. Blandt de første skriftruller beduinerne fandt, var der syv fyldige håndskrifter i forskellige stadier af forfald. Efterhånden som man udforskede flere huler, fandt man andre skriftruller og i tusindvis af skriftrullefragmenter. I årene mellem 1947 og 1956 blev der fundet 11 huler med skriftruller i nærheden af Qumran ved Det Døde Hav.

 Når alle skriftruller og fragmenter er sorterede, udgør de cirka 800 håndskrifter. Omtrent en fjerdedel, eller lidt over 200 håndskrifter, er kopier af dele af den hebraiske bibeltekst. Andre håndskrifter repræsenterer gamle jødiske skrifter, både apokryferne og pseudepigraferne. *

Nogle af de skriftruller der vakte mest begejstring hos forskerne, var visse hidtil ukendte tekster. Teksterne indbefatter fortolkninger angående jødisk lov, særlige samfundsregler for den sekt der boede i Qumran, liturgiske digte og bønner samt eskatologiske tekster som indeholder betragtninger angående de sidste dage og opfyldelsen af bibelprofetier. Der er også nogle særegne bibelkommentarer, de ældste forløbere for vore dages vers-for-vers-kommentarer til bibeltekster.

Hvem skrev Dødehavsrullerne?

Forskellige metoder til datering af gamle dokumenter viser at skriftrullerne enten blev forfattet eller afskrevet mellem det tredje århundrede før vor tidsregning og det første århundrede efter vor tidsregning. Nogle forskere har fremført den hypotese at skriftrullerne var blevet gemt i hulerne af jøder fra Jerusalem før templets ødelæggelse i år 70. Men ifølge de fleste forskere der arbejder med skriftrullerne, stemmer denne opfattelse ikke med det der står i rullerne. Mange af skriftrullerne afspejler opfattelser og skikke der ikke var accepterede af de religiøse ledere i Jerusalem. Disse skriftruller vidner om et samfund som mente at Gud havde forkastet præsterne og tempeltjenesten i Jerusalem, og at han betragtede dette ørkensamfunds tilbedelse som en slags erstatning for tempeltjenesten. Det er ikke sandsynligt at præsterne ved Jerusalems tempel ville skjule en skriftsamling der indbefattede sådanne skriftruller.

Der var antageligvis en gruppe afskrivere i Qumran, men mange af skriftrullerne var sikkert blevet indsamlet andre steder fra og bragt dertil af trossamfundets medlemmer. Dødehavsrullerne er på en måde et omfattende bibliotek. Og i lighed med ethvert andet bibliotek er der rum for at Dødehavsrullerne indeholder mange forskellige opfattelser som ikke alle nødvendigvis afspejler læsernes religiøse synspunkter. Men de tekster som findes i flere eksemplarer, afspejler sandsynligvis sektens særegne interesser og trossætninger.

Var indbyggerne i Qumran essæere?

Hvis disse skriftruller var Qumrans bibliotek, hvem var så indbyggerne? Professor Eleazar Sukenik, som købte tre ruller til Det Hebraiske Universitet i Jerusalem i 1947, var den første til at antyde at disse ruller havde tilhørt essæersamfundet.

Essæerne var en jødisk sekt som omtales af forfatterne Josefus, Filon fra Alexandria og Plinius den Ældre fra det første århundrede. Der har været fremsat forskellige teorier om essæernes nøjagtige oprindelse, men det lader til at samfundet opstod i den vanskelige tid der fulgte efter makkabæeropstanden i det andet århundrede før vor tidsregning. * Josefus fortæller at de eksisterede i denne periode, og han beretter udførligt om hvordan deres religiøse synspunkter adskilte sig fra farisæernes og saddukæernes. Plinius skriver om et samfund af essæere der holdt til ved Det Døde Hav mellem Jeriko og En-Gedi.

Professor James VanderKam, en af forskerne der arbejder med Dødehavsrullerne, siger: „Den gruppe essæere, som havde bosat sig i Qumran, var blot en lille del af et større essæersamfund.“ Josefus anslog at der var hen ved 4000 essæere. Dette samfund svarer ikke i alle henseender til det billede der tegner sig af den gruppe der er beskrevet i Qumranteksterne, men det samlede billede som teksterne tegner, synes at have større lighed med essæerne end med nogen anden jødisk gruppe i den periode.

 Nogle har hævdet at kristendommen tog sin begyndelse i Qumran. Der kan imidlertid nævnes mange påfaldende forskelle mellem Qumransektens og de første kristnes religiøse synspunkter. Qumranteksterne indeholder strenge sabbatslove og røber en næsten sygelig optagethed af ceremoniel renhed. (Mattæus 15:1-20; Lukas 6:1-11) Meget af det samme kan siges om essæernes afsondring fra samfundet, deres tro på skæbnen og den udødelige sjæl, deres mystiske forestillinger om tilbedelse i fællesskab med englene samt den vægt de lagde på cølibatet. Det viser at deres religiøse opfattelser var i modstrid med Jesu og de første kristnes lære. — Mattæus 5:14-16; Johannes 11:23, 24; Kolossenserne 2:18; 1 Timoteus 4:1-3.

Ingen mørklægning, ingen skjulte skriftruller

I årene efter fundet af Dødehavsrullerne blev der udgivet forskellige værker som gjorde de første fund tilgængelige for forskere i hele verden. Det virkelige problem var de tusinder af fragmenter fra den af hulerne der blev kaldt Hule 4. Ansvaret for disse fragmenter blev overladt til en lille international gruppe af forskere ved Palæstinas Arkæologiske Museum i Østjerusalem (som dengang var en del af Jordan). Ingen jødiske eller israelske forskere var med i gruppen.

Forskerholdet havde den politik at de ikke måtte lade andre få adgang til skriftrullerne før de udgav de officielle resultater af deres forskning. Der var sat en fast grænse for antallet af forskere i gruppen. Når et medlem af gruppen døde, blev hans plads overtaget af en anden. Men det omfattende materiale fordrede et meget større hold og i nogle tilfælde større ekspertise inden for hebraisk og aramaisk. James VanderKam siger: „Titusinder af fragmenter var mere end otte eksperter, uanset hvor dygtige de så var, kunne klare.“

I Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Østjerusalem og overtog ansvaret for Dødehavsrullerne, men der blev ikke ændret noget ved forskerholdets politik. Efterhånden som forsinkelsen med udgivelsen af materialet fra Hule 4 strakte sig over flere årtier, voksede utilfredsheden blandt en række forskere. I 1977 kaldte professor Geza Vermes fra Oxford-universitetet det for det 20. århundredes akademiske skandale par excellence. Der begyndte at gå rygter om at den katolske kirke bevidst tilbageholdt materiale med oplysninger der ville skade kristendommen.

I 1980’erne blev gruppen udvidet til 20 forskere. Under ledelse af den nyudnævnte hovedudgiver, Emanuel Tov fra Det Hebraiske Universitet, blev gruppen i 1990 udvidet yderligere til cirka 50 medlemmer. Der blev fastlagt en specifik tidsplan for offentliggørelsen af forskernes bearbejdede tekstudgave af de resterende skriftruller.

I 1991 skete der et uventet gennembrud. Først blev bogen A Preliminary Edition of the Unpublished Dead Sea Scrolls udgivet. Denne bog blev udarbejdet på grundlag af en kopi af den officielle forskergruppes konkordans ved hjælp af computere. Den anden begivenhed fandt sted da Huntington-biblioteket i San Marino i Californien meddelte at de ville gøre deres komplette sæt fotografier af rullerne tilgængelige for enhver forsker der ønskede det. Kort efter blev fotografier af de ikke udgivne tekster gjort tilgængelige i værket A Facsimile Edition of the Dead Sea Scrolls.

I de sidste ti år har alle Dødehavsruller altså været tilgængelige for enhver der ønskede at undersøge dem. Det har således vist sig at der ikke har været tale om hemmelighedskræmmeri, og at der ikke findes nogen skjulte skriftruller. Først nu, efterhånden som de sidste officielle udgaver af skriftrullerne bliver offentliggjort, kan man begynde at foretage en fuldstændig analyse af dem. En ny generation af skriftrulleforskere er fremstået. Men hvilken betydning har denne forskning for bibellæsere?

[Fodnoter]

^ par. 6 Både de apokryfe [dvs. „skjulte“] skrifter og pseudepigraferne [dvs. „de (skrifter) som med urette tilskrives (en bibelsk person)“] er jødiske skrifter der er skrevet i perioden fra det tredje århundrede før vor tidsregning til det første århundrede efter vor tidsregning. Katolikkerne anerkender apokryferne som en del af den inspirerede bibelske kanon, men det gør jøderne og protestanterne ikke. Mange af pseudepigraferne er videredigtninger af bibelske beretninger, skrevet under en kendt bibelsk persons navn.

^ par. 13 Se artiklen „Hvem var makkabæerne?“ i Vagttårnet for 15. november 1998, side 21-24.

[Illustration på side 3]

Nogle af hulerne nær Det Døde Hav hvor man fandt gamle skriftruller

[Kildeangivelse på side 3]

Skriftrullefragment: Side 3, 4 og 6: Med tilladelse af Israel Antiquities Authority

[Kildeangivelse på side 5]

Med tilladelse af Shrine of the Book, Israelmuseet, Jerusalem