Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En søgen efter ’dem der fortjener det’ i Kenya

En søgen efter ’dem der fortjener det’ i Kenya

 En søgen efter ’dem der fortjener det’ i Kenya

KENYA er et land med stor naturskønhed. Frodige skove, vidtstrakte sletter, hede ørkener og sneklædte bjerge bidrager til skønheden i dette dejlige land. Det er hjemsted for mere end én million vilde dyr, deriblandt det udryddelsestruede næsehorn. Ofte kan man også se store flokke af giraffer bevæge sig hen over savannen.

Landet har et rigt fugleliv, der spænder over alt lige fra mægtige højtflyvende ørne til utallige farvestrålende sangfugle som fylder luften med deres smukke toner. Og hvem kan undgå at lægge mærke til elefanterne og løverne? Har man én gang set Kenyas storslåede natur og hørt dens lyde, glemmer man det aldrig.

Der er dog også en anden lyd som høres overalt i det smukke land. Det er lyden af tusinder af stemmer der bringer et håbets budskab. (Esajas 52:7) Den når ud til mennesker fra mere end 40 stammer med hver sit sprog. På den måde er Kenya også et land med åndelig skønhed.

Størstedelen af befolkningen er religiøs og derfor villig til at drøfte åndelige emner. På trods af dette har det vist sig at være en udfordring at træffe nogle man kan tale med, fordi Kenya, ligesom mange andre lande, undergår en forandring.

Økonomiske vanskeligheder har tvunget mange til at ændre deres livsstil. Kvinder som førhen udelukkende tog sig af arbejdet i hjemmet, ser man nu arbejde på kontorer eller måske langs trafikerede veje, hvor de sælger frugt, grøntsager, fisk og flettede kurve. Mænd slider dagen lang i et forsøg på at forsørge deres familier. Selv børnene er i gang. Med favnen fuld af pakker med ristede jordnødder og kogte æg forsøger de sig som gadesælgere. Det er grunden til at kun få er hjemme om dagen. Derfor har forkynderne af den gode nyhed måttet tilpasse sig denne situation.

Jehovas Vidners menigheder er blevet rådet til at koncentrere sig mere om folk på deres arbejdsplads og om venner, slægtninge, forretningsfolk og arbejdskammerater. Det har brødrene rettet sig efter. De taler med folk hvor de kan finde dem. (Mattæus 10:11) På denne måde prøver man at ’udvide’. Har det givet resultat?  Ja, det har det. Lad os betragte nogle eksempler.

Vore slægtninge står os nærmest

Kenyas hovedstad, Nairobi, har omkring tre millioner indbyggere. I den østlige del af byen boede en forhenværende major fra hæren som ikke brød sig særlig meget om Jehovas Vidner, og dét til trods for at sønnen, til majorens store sorg, var et af Jehovas Vidner. En dag i februar rejste han 160 kilometer for at besøge sin søn, der boede i byen Nakuru i Rift Valley. Under dette besøg forærede sønnen sin far bogen Kundskab der fører til evigt liv. * Faderen tog imod den og rejste derefter hjem.

Den tidligere major gav bogen til sin kone, som begyndte at læse den uden at vide at den var udgivet af Jehovas Vidner. Lidt efter lidt begyndte sandheden fra Bibelen at gå op for hende, og hun fortalte sin mand om det hun havde lært. Af ren nysgerrighed begyndte han også at læse i bogen. Da de fandt ud af hvem der havde udgivet den, kom de til den konklusion at det man havde fortalt om Jehovas Vidner, ikke var sandt. De kontaktede Jehovas Vidner i området, og et studium af Bibelen blev påbegyndt. Ud fra det de selv havde læst, blev de klar over at det er ukristent at bruge eller sælge tobak. (Mattæus 22:39; 2 Korinther 7:1) Uden tøven destruerede de alle cigaretterne i deres butik. Efter nogle måneder var de nået så langt at de kunne blive udøbte forkyndere, og kort tid efter blev de døbt ved et områdestævne.

Værdifuldt affald

I området omkring hovedstaden ligger der en del spredte landsbyer med hundredtusinder af mennesker. Her er i rækkevis af huse bygget af mudder, træ, metalstykker eller bølgeblik. Når folk har svært ved at få arbejde på fabrikker og inden for industrien, sætter de selv noget i gang. Arbejdere som slider hårdt i den bagende sol, kaldes Jua kali (swahili: „brændende sol“). De laver sandaler af gamle bildæk og petroleumslamper af konservesdåser. Andre gennemroder affaldsbunker og skraldespande for at lede efter papir, konservesdåser og flasker til genbrug.

Kan affald indeholde noget værdifuldt? Ja, så afgjort. En broder fortæller: „En stærk, usoigneret mand med et barskt udseende kom bærende med en stor plasticsæk fyldt med kasserede aviser og blade som han tog med ind på stævnehallens område. Han fortalte mig at han hed William, hvorefter han spurgte: ’Har I de nyeste numre af Vagttårnet?’ Jeg var temmelig nervøs ved situationen og spekulerede over hvad han var ude på. Da jeg viste ham fem af bladene, så han på hvert enkelt af dem og sagde: ’Jeg tager dem alle sammen.’ Overrasket over hans reaktion gik jeg ind på mit værelse for at hente bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. * Jeg viste ham billedet af Paradiset og forklarede ham at vi læser Bibelen med folk uden at tage noget for det. Derefter kom jeg med følgende forslag: ’Kom igen i morgen, William, så kan vi gå i gang med at læse Bibelen sammen.’ Og dét gjorde han.

En søndag kom han til sit første møde. Jeg holdt det offentlige foredrag den dag. Da William trådte ind ad døren, kastede han et hurtigt blik ud over forsamlingen, så mig på podiet — og løb ud af salen. Jeg spurgte ham senere hvorfor han havde reageret sådan. Han svarede lidt genert: ’Folk var alt for rene. Jeg blev nervøs.’

 Efterhånden som studiet skred fremad, begyndte sandheden fra Bibelen at forandre Williams liv. Han gik i bad, fik sit hår klippet og tog rent og pænt tøj på, og snart begyndte han at komme regelmæssigt til møderne. Da bogen Kundskab der fører til evigt liv blev udgivet, begyndte vi at læse den sammen. I mellemtiden havde han haft to opgaver på Den Teokratiske Skole og var blevet udøbt forkynder. Han blev døbt på den særlige stævnedag, og det var et stort øjeblik for mig da jeg kunne byde ham velkommen som min åndelige broder.“

Hvor havde William første gang fået øjnene op for værdien af bladet Vagttårnet? „Jeg fandt et par blade i noget papiraffald,“ lød hans svar. Ja, han fandt noget værdifuldt på en usædvanlig måde.

Forkyndelse på arbejdspladsen

Er vi altid vågne for de mange lejligheder til at forkynde uformelt på vores arbejdsplads? James, der er ældste i en menighed i Nairobi, lærte sandheden fra Bibelen at kende på den måde. Og efterhånden er han selv blevet ret god til at nå ind til folk ved at bruge den metode. For eksempel så James ved en lejlighed en af sine medarbejdere bære et skilt med ordene „Jesus frelser“. James gjorde som evangelisten Filip og spurgte sin kollega: „Forstår du egentligt hvad det betyder?“ (Apostelgerninger 8:30) Spørgsmålet gav anledning til en god drøftelse. Et bibelstudium blev påbegyndt, og med tiden blev manden døbt. Har James haft resultater med andre? Lad ham selv fortælle.

„Tom og jeg arbejdede i det samme firma. Vi tog ofte den samme bus når vi skulle på arbejde. En morgen kom vi tilfældigvis til at sidde ved siden af hinanden. Jeg sad og læste i en af vores bøger og sørgede for at holde den sådan at jeg var sikker på han ikke kunne undgå at se den. Ganske rigtigt, den fangede hans opmærksomhed, netop som jeg havde forventet, og det var med glæde jeg lånte ham bogen. Det han læste, gjorde stort indtryk på ham, og han sagde ja tak til et bibelstudium. Nu er både han og hans hustru døbte vidner for Jehova.“

James fortsætter: „Det sker ofte at vi har nogle meget interessante samtaler på vores arbejdsplads i frokostpausen. Det var her jeg indimellem traf Ephraim og Walter. De vidste godt at jeg var et af Jehovas Vidner. Ephraim ville gerne vide hvorfor mange havde så meget imod Jehovas Vidner. Walter havde spørgsmål om forskellen mellem Jehovas Vidner og andre religioner. De var begge meget tilfredse med de svar jeg gav dem ud fra Bibelen, og ville gerne have at vi læste den sammen. Ephraim gjorde hurtigt fremskridt. Med tiden indviede både han og hans hustru sig til Jehova. Han er nu ældste, og hans kone er heltidsforkynder. Walter mødte imidlertid så stor modstand at han smed sin studiebog ud. Jeg blev dog ved med at opmuntre ham til at fortsætte, og en dag genoptog han studiet. Også han er i dag ældste.“ I alt 11 mennesker er blevet sande kristne fordi James greb hver en lejlighed til at forkynde uformelt på sin arbejdsplads.

Et overraskende resultat

I en lille landsby ved en af Victoriasøens bredder var venner og slægtninge samlet til en begravelse. Blandt de sørgende var en ældre mand som var et af Jehovas Vidner. Han gik hen til en skolelærer ved navn Dolly og fortalte hende om de dødes tilstand, og om at Jehova har til hensigt  at fjerne døden for altid. Da han så hendes positive reaktion, sagde han med overbevisning: „Når du vender tilbage til din hjemby, vil en af vores missionærer besøge dig og undervise dig ud fra Bibelen.“

Dollys hjemby er den tredjestørste by i Kenya. På det tidspunkt var der kun fire missionærer i området. Den ældre broder gav ikke missionærerne besked om at besøge Dolly. Han havde blot fuldstændig tillid til at det ville ske en dag. Og det gjorde det. Inden længe blev Dolly besøgt af en missionærsøster, og de begyndte at læse Bibelen sammen. Dolly og hendes to sønner er nu døbt, og hendes lille datter er med på Den Teokratiske Skole. Dolly har endda haft den glæde at være med på Pionerskolen.

Man bygger i takt med væksten

Den store vægt man har lagt på uformel forkyndelse, har hjulpet tusinder som ellers ikke havde mulighed for det, til at høre den gode nyhed i Kenya. Over 15.000 forkyndere er nu travlt optaget af dette yderst vigtige arbejde, og sidste år var mere end 41.000 til stede ved højtiden til minde om Jesu død. I Kenya er antallet af dem der overværer møderne, ofte det dobbelte af forkyndertallet. Så der er behov for flere rigssale.

Der bygges rigssale både i større byer og i fjerntliggende områder, blandt andet i byen Samburu, der ligger ret isoleret, cirka 320 kilometer nordøst for Nairobi. I 1934 fik byen navnet Maralal, der på sproget samburu betyder „stråleglans“, fordi byens første bygning med bølgebliktag strålede i solen. Toogtres år senere blev der opført en anden bygning med bølgebliktag i Maralal. Også den „stråler“ og „funkler“, for den er centrum for den sande tilbedelse.

De 15 forkyndere har ydet en fantastisk indsats for at bygge den første rigssal i dette fjerntliggende område af Kenya. Midlerne var begrænsede, så brødrene måtte bruge de materialer der var på stedet. De lavede en leragtig masse af rød jord rørt op med vand og byggede væggene op ved at presse leret tæt sammen mellem de lodrette stolper. Derefter glattede og pudsede de væggene med en blanding af kogødning og aske, hvilket gav en solid overflade der kunne holde i mange år.

For at få stolper til bygningen måtte brødrene have tilladelse til at fælde nogle træer. Men den nærmeste skov lå næsten 10 kilometer væk. Brødrene og søstrene måtte gå ud til skoven, fælde træerne, tage grenene af og derefter bære stammerne hen til byggepladsen. Engang brødrene var på vej hjemad gennem skoven, blev de stoppet af politiet, som hævdede at deres tilladelse var ugyldig. Politiet anholdt en specialpioner for at have fældet træerne. En af søstrene fra området, som var et kendt ansigt i lokalsamfundet, tog ordet og sagde: „Hvis I arresterer ham, må I også arrestere os, for vi har alle sammen været med til at fælde træerne.“ Politiet lod så dem alle gå.

Der var vilde dyr i skoven, så det var ikke helt ufarligt at færdes der. En dag fældede en søster et træ. Netop som det ramte jorden, så hun et glimt af et gulbrunt dyr der sprang op og begyndte at løbe. Hun troede det blot var en impala, men senere kunne hun se på fodsporene at det var en løve. Til trods for sådanne farer gjorde brødrene rigssalen færdig, og dens „stråleglans“ er til pris for Jehova.

Den 1. februar 1963 var en betydningsfuld dag i Kenyas teokratiske historie. Den dag blev det første afdelingskontor, et enkelt rum på 7,4 kvadratmeter, åbnet. Den 25. oktober 1997 havde man nået endnu en milepæl i Kenyas teokratiske historie. Da blev et nyt betelhjem på 7800 kvadratmeter indviet. Indvielsen af det færdige projekt markerede afslutningen på tre års trofast, men hårdt arbejde. Frivillige byggearbejdere fra 25 forskellige lande havde forvandlet en 3,2 hektarer mudret ukrudtsmark til et smukt haveanlæg, der skulle danne rammen om det nye afdelingskontor med plads til 80 medlemmer af betelfamilien.

Vi har mange grunde til at glæde os over alt det Jehova har gjort for sit folk. Vi takker ham fordi han har bevæget sine tjeneres hjerte til at ’udvide’ og med endnu større iver lede efter ’dem der fortjener det’. Derved bliver Kenya et land med åndelig skønhed og pragt.

[Fodnote]

^ par. 9 Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 13 Udgivet af Jehovas Vidner.