Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Løb på en sådan måde at I kan opnå sejrsprisen’

’Løb på en sådan måde at I kan opnå sejrsprisen’

 ’Løb på en sådan måde at I kan opnå sejrsprisen’

FORESTIL dig at du er på et tætpakket stadion blandt begejstrede tilskuere. Atleterne marcherer ind på banen. Folk hujer og råber efterhånden som de får øje på deres helte. Dommere er parate til at skride ind og sørge for at reglerne bliver overholdt. Under kampene blander udbrud af triumf sig med udbrud af skuffelse, og vinderne bliver hilst med bragende bifald.

Det er ikke en nutidig sportsbegivenhed du overværer, men en som blev afholdt for omkring 2000 år siden på landtangen (Isthmos) ved Korinth. Her blev De Isthmiske Lege afholdt hvert andet år fra det sjette århundrede f.v.t. til det fjerde århundrede e.v.t. Alle i Grækenland var i mange dage optaget af denne begivenhed. Legene var ikke blot almindelige atletikkonkurrencer, for atleterne var symboler på militær kampberedthed. Vinderne blev dyrket som helte og modtog kroner af kviste og blade. Man overøste dem med gaver, og af byen blev de tildelt en stor pension resten af livet.

Apostelen Paulus, som var godt kendt med De Isthmiske Lege nær Korinth, sammenlignede den kristnes livsløb med en idrætskamp. Han brugte eksemplet med løbere, brydere og boksere til klart at illustrere fordelene ved god træning, målrettede anstrengelser og udholdenhed. De kristne han skrev til, kendte naturligvis også til legene. Nogle af dem havde uden tvivl selv været blandt det hujende og jublende publikum på stadion. De kunne derfor let forstå Paulus’ illustrationer. Men hvad med os? Vi deltager i et væddeløb som gælder det evige liv. Hvordan kan vi have gavn af Paulus’ omtale af disse idrætskampe?

’Man må kæmpe efter reglerne’

Der var strenge regler i oldtiden for hvem der kunne deltage i disse lege. En herold præsenterede hver atlet for tilskuerne og råbte: ’Kan nogen anklage denne mand for en forbrydelse? Er han en tyv, eller fører han et slet og lastefuldt liv?’ „Ingen berygtet forbryder, eller en som var [nært] beslægtet med en sådan, kunne få lov til at kæmpe,“ siger værket Archaeologia Graeca. Hvis nogen overtrådte legenes regler, blev de straffet hårdt med udelukkelse fra kampene.

Denne oplysning hjælper os til at forstå hvad Paulus mente da han sagde: „Han [en  deltager i kamplegene] krones ikke medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ (2 Timoteus 2:5) For at kunne deltage i det løb der gælder livet, må vi på samme måde overholde Jehovas krav og rette os ind efter hans høje moralnormer som er nedfældet i Bibelen. Men vi får følgende advarsel: „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af.“ (1 Mosebog 8:21) Vi må derfor blive ved med nøje at kæmpe efter reglerne, selv efter at vi er kommet med i løbet, så vi fortsat kan have Jehovas godkendelse og opnå evigt liv.

Den største hjælp til at gøre dette er kærligheden til Gud. (Markus 12:29-31) Hvis vi har en sådan kærlighed, vil vi ønske at glæde Jehova og gøre hans vilje. — 1 Johannes 5:3.

’Man må aflægge enhver vægt’

Løberne i det antikke Grækenland var hverken tyngede af beklædning eller udstyr. ’Deltagerne i et væddeløb var ofte helt nøgne,’ siger bogen The Life of the Greeks and Romans. Atleterne var mere smidige uden tøj og kunne bevæge sig mere frit. Ingen energi gik til spilde på grund af unødig vægt. Måske var det netop det Paulus tænkte på da han skrev til de kristne hebræere: „Lad da også os . . . aflægge enhver vægt og . . . med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ — Hebræerne 12:1.

Hvilken slags vægt kunne gøre det mere besværligt for os at løbe det løb der gælder livet? Noget der kunne tynge os, kunne være ønsket om at samle sig unødvendige materielle goder eller at opretholde en dyr livsstil. Nogle håber at velstand vil give dem tryghed eller gøre dem lykkelige. En sådan overflødig „vægt“ kunne få en løber til at sagtne farten så meget at Gud måske ikke længere betød noget for ham. (Lukas 12:16-21) Håbet om det evige liv kunne efterhånden blegne. Måske ville vedkommende tænke: ’Den nye verden vil komme engang i fremtiden, men indtil da kan jeg lige så godt drage fordel af det som denne verden byder på.’ (1 Timoteus 6:17-19) En sådan tankegang kunne meget let føre vedkommende ind på et sidespor og bort fra det løb der gælder livet, eller forhindre at vedkommende i det hele taget begyndte at løbe.

Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ Han fortalte sine tilhørere at Jehova tager sig af dyrs og planters behov, og at mennesker er mere værd end dem. Så gav han dem følgende formaning: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:24-33.

’Lad os løbe med udholdenhed’

Ikke alle væddeløb var sprinterløb. Et løb som blev kaldt dolichos, var cirka fire kilometer langt. Det satte løbernes styrke og udholdenhed på en krævende prøve. Sagnet siger at en atlet ved navn Ageas i år 328 f.v.t. efter sin sejr løb hele vejen hjem til byen Argos for at  fortælle at han havde vundet dette løb. Han løb omtrent 110 kilometer den dag.

Det kristne løb er også et langdistanceløb der sætter vores udholdenhed på prøve. Kun ved at holde ud i løbet kan man opnå Jehovas godkendelse og vinde sejrsprisen, det evige liv. Paulus kunne netop sige ved afslutningen af sit liv: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ (2 Timoteus 4:7, 8) Vi må ligesom Paulus fuldende løbet. Hvis vores udholdenhed svækkes fordi løbet er længere end vi først havde regnet med, vil vi ikke opnå belønningen. (Hebræerne 11:6) Og det ville jo være sørgeligt i betragtning af at vi er så tæt på målstregen.

Sejrsprisen

Vindere ved oldtidens græske idrætskampe modtog kranse af kviste og blade som var smykket med blomster. Ved De Pythiske Lege fik vinderne en laurbærkrans. Ved De Olympiske Lege modtog de en krans af vild oliven, mens de ved De Isthmiske Lege fik en fyrrekrans. „For at øge deltagernes kampgejst lod man kransene, sejrspriserne, og palmegrenene ligge fremme på en trefod, eller et bord, i stadionet under kappestriden,“ siger en bibelkyndig. Det var en stor ære for vinderen at bære denne krone eller sejrskrans. Han vendte i triumf tilbage til sin by i en stridsvogn.

Med dette i tanke spurgte Paulus sine læsere i Korinth: „Ved I ikke at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb på en sådan måde at I kan opnå den. . . . De gør det naturligvis for at få en forgængelig krone, men vi en uforgængelig.“ (1 Korinther 9:24, 25; 1 Peter 1:3, 4) Hvilken kontrast! I modsætning til sejrskransene ved oldtidens lege, der visnede, vil sejrsprisen til dem som fuldender det løb der gælder livet, aldrig forgå.

Apostelen Peter skrev om denne langt skønnere krone: „Når overhyrden er blevet gjort kendt, vil I modtage herlighedens uvisnelige krone.“ (1 Peter 5:4) Hvad har denne verden at byde på som kan sammenlignes med udødelighed, det uforgængelige livs gave i himmelsk herlighed med Kristus?

I dag er det et fåtal af kristne ’løbere’ der er salvet af Gud som hans åndelige sønner, og som har et himmelsk håb. Flertallet af kristne løber ikke for at opnå udødelighed, men for at få en anden uforlignelig gave som Gud har stillet dem i udsigt, nemlig evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord under himlenes rige. Uanset hvilken sejrspris en kristen har sine øjne rettet imod, bør han løbe med større beslutsomhed og mere energi end en løber i en atletikkonkurrence. Hvorfor? Fordi sejrsprisen aldrig vil forgå: „Dette er hvad der er lovet os, det han selv lovede os, det evige liv.“ — 1 Johannes 2:25.

Hvordan må en kristen løber betragte denne verdens fristelser når han har fået en sådan enestående sejrspris stillet i udsigt? Han bør betragte dem på samme måde som apostelen Paulus, der sagde: „Jeg [anser] virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald.“ I overensstemmelse hermed løb Paulus alt hvad han kunne. „Brødre, jeg mener endnu ikke om mig selv at jeg har grebet det; men ét gør jeg: Idet jeg  glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen.“ (Filipperne 3:8, 13, 14) Paulus havde hele tiden sin opmærksomhed rettet mod sejrsprisen mens han løb. Det samme bør vi have.

Vort største eksempel

Vinderne i oldtidens lege blev beundret af alle. Poeter skrev om dem, og billedhuggere fremstillede statuer af dem. De „nød overvældende ære og popularitet,“ siger historikeren Věra Olivová. Og så var de forbilleder for en yngre generation af vindere.

Hvilken „vinder“ har sat det bedste eksempel for kristne? Paulus svarer: „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ (Hebræerne 12:1, 2) Ja, hvis vi skal vinde det løb der gælder det evige liv, må vi ufravendt se hen til vort forbillede, Jesus Kristus. Det kan vi gøre ved regelmæssigt at læse beretningerne i evangelierne og grunde over hvordan vi kan efterligne ham. Vi vil gennem et sådant studium forstå at Jesus Kristus var lydig mod Gud, og at han gav bevis for sin tros beskaffenhed ved at holde ud. Som belønning for sin udholdenhed modtog han Jehova Guds godkendelse samt mange andre storslåede privilegier. — Filipperne 2:9-11.

Kærlighed var naturligvis Jesu mest fremtrædende egenskab. „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Han gav kærligheden en dybere mening da han sagde at vi skulle elske vore fjender. (Mattæus 5:43-48) Det var en glæde for Jesus at gøre sin Faders vilje, for han elskede sin himmelske Fader. (Salme 40:9, 10; Ordsprogene 27:11) Vi vil også komme til at elske Gud og næsten og finde glæde i vor hellige tjeneste når vi har Jesus som forbillede og forstår at det er ham der sætter tempoet for os i det løb der gælder livet. (Mattæus 22:37-39; Johannes 13:34; 1 Peter 2:21) Husk at Jesus ikke forlanger det umulige af os. Han forsikrer os: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Vi må ligesom Jesus holde vore øjne rettet mod den sejrspris som er forbeholdt dem der holder ud til enden. (Mattæus 24:13) Hvis vi kæmper efter reglerne, aflægger enhver vægt og løber med udholdenhed, kan vi være sikre på at vinde. Vi har målet i sigte, og det tilskynder os til at fortsætte fremad. Den glæde som målet indgyder os, giver fornyede kræfter og gør den vej der ligger foran os, lettere at følge.

[Illustration på side 29]

Det kristne løb er et langdistanceløb — som kræver udholdenhed

[Illustration på side 30]

I modsætning til atleterne kan kristne se frem til en sejrskrans der aldrig visner.

[Illustration på side 31]

Alle som holder ud til enden, får en sejrspris

[Kildeangivelse på side 28]

Copyright British Museum