Hvordan måler man „succes“?

HVAD vil det sige at „have succes i livet“? De fleste forbinder det nok med en vellykket karriere, helst i en vellønnet stilling. Mange forbinder det desuden med at blive et kendt navn. Er det også sådan du vil beskrive et godt og vellykket liv? Før du svarer, er det værd at huske på at Jesus Kristus langtfra blev rig i sin levetid. Han opnåede heller ingen særlig anerkendelse, og han blev ikke beundret af sin tids toneangivende personer. Men var hans liv mislykket? Nej. Hvorfor ikke?

Blandt andet fordi han som menneske var „rig hos Gud“. (Lukas 12:21) Gud belønnede Jesus med et meningsfyldt liv og oprejste ham fra de døde for at krone ham „med herlighed og ære“. Jehova ophøjede ham „til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn“. (Hebræerne 2:9; Filipperne 2:9) Den måde Jesus brugte sit liv på, frydede Jehovas hjerte. (Ordsprogene 27:11) Hans jordiske liv var vellykket fordi det opfyldte sit formål. Jesus gjorde Guds vilje og  ærede hans navn. Til gengæld gav Gud Jesus rigdom og berømmelse af en art som ingen akademiker, politiker eller sportsstjerne nogen sinde vil kunne opnå. Jesu liv er absolut det mest vellykkede som noget menneske har haft.

Kristne forældre er klar over at hvis deres børn følger i Jesu fodspor og bliver rige hos Gud på samme måde som Jesus var det, vil børnene opnå store glæder nu — og i den kommende tingenes ordning en belønning der overgår al forstand. Som ung kan man ikke efterligne Jesus på nogen bedre måde end ved at udføre samme gerning som han, nemlig at være heltidsforkynder hvis det er muligt.

I nogle samfund er det imidlertid ikke almindeligt at unge tager heltidstjenesten op. Det forventes måske at en ung mand efter endt skolegang finder sig et fuldtidsarbejde, gifter sig og etablerer sig. Til tider fravælger unge i sådanne samfund heltidstjenesten på et fejlagtigt grundlag. (Ordsprogene 3:27) Hvad er den egentlige årsag? At de lader sig presse til at følge lokale idéer om hvordan man måler „succes“. Det gjorde Robert. *

Konflikten mellem kultur og samvittighed

Robert voksede op i en familie af Jehovas Vidner. I hans teenageår lod hans adfærd og valg af venner meget tilbage at ønske, så hans mor blev bekymret for ham. Hun bad derfor en pioner om at opmuntre ham. Robert beretter hvordan det gik:

„Jeg satte stor pris på den interesse pionerbroderen viste mig. Hans gode eksempel gav mig ønsket om at gøre pionertjenesten til min livsgerning så snart jeg kom ud af skolen. Men nu blev mor igen bekymret — af en helt anden grund. Dér hvor jeg kommer fra, er det nemlig helt i orden at en ung pige bliver pioner så snart hun går ud af skolen, men en ung mand forventes at sikre sig økonomisk før han overhovedet begynder at tænke på at blive pioner.

Jeg lærte så et fag og blev selvstændig erhvervsdrivende. Snart var jeg fuldstændig opslugt af forretningen, så møderne og forkyndelsen blev noget jeg kun passede rent mekanisk. Min samvittighed nagede mig, for jeg vidste at jeg godt kunne tjene Jehova i højere grad. Ikke desto mindre var det en hård kamp at sætte mig ud over andres forventninger, men jeg er glad for at jeg alligevel gjorde det. Jeg er nu gift, og min kone og jeg har været pionerer i de sidste to år. For nylig blev jeg udnævnt til menighedstjener. Jeg kan med overbevisning sige at jeg nu føler virkelig tilfredshed ved at tjene Jehova af hele mit hjerte, af al min evne.“

Dette blad har jævnlig tilskyndet unge til at lære et fag eller skaffe sig nogle nyttige kvalifikationer. Hvad skulle formålet være? At skaffe sig en god indtægt? Nej. Den væsentligste grund til at tilegne sig færdigheder skulle være at man derved kan forsørge sig selv og tjene Jehova i størst muligt omfang, gerne i heltidstjenesten. Men i mange tilfælde er unge blevet så opslugt af deres arbejde at tjenesten er blevet noget sekundært. Nogle overvejer slet ikke at begynde i heltidstjenesten. Hvorfor ikke?

Det fremgår til dels af Roberts  beretning. Da han havde lært et fag, oprettede han sit eget firma, og inden længe befandt han sig i en trædemølle hvor han ikke kom ud af stedet. Hans hensigt var at sikre sig økonomisk; men er der nogen i dag der virkelig kan være sikre, det være sig nogen i den kristne menighed eller andre? Kristne bør bestræbe sig for at blive økonomisk ansvarlige så de kan klare deres materielle forpligtelser. Men de bør også indse at det i disse usikre tider er meget få der når dertil at de er hævet over økonomisk risiko. Det er derfor Jesu løfte i Mattæus 6:33 giver kristne så stor tryghed.

Robert er glad for at han besluttede at følge det hans hjerte tilskyndede ham til, frem for at lade sig låse fast af de gængse normer. I dag føler han stor tilfredshed fordi han har gjort heltidstjenesten til sin beskæftigelse. Heltidstjenesten er i høj grad en respektabel beskæftigelse. Robert har indre fred fordi han tjener Jehova ’af al sin evne’, som han siger.

Udnyt dine evner fuldt ud

Blandt Jehovas Vidner er der mange med gode evner. Nogle har bemærkelsesværdige forstandsevner, mens andre er meget dygtige med deres hænder. Alle disse gaver er fra Jehova, som „giver . . . liv og ånde og alting til alle“. (Apostelgerninger 17:25) Uden livet ville disse evner være værdiløse.

Det er derfor kun rimeligt at vi bruger vort indviede liv til at tjene Jehova. Det besluttede en højtbegavet ung mand fra det første århundrede at gøre. Han stammede fra en fremtrædende familie og tilbragte sine unge år i byen Tarsus i Kilikien. Han var jøde af fødsel, men arvede romersk statsborgerskab fra sin far. Det gav ham adgang til mange rettigheder og privilegier. Som ung studerede han Loven hos en af datidens mest fremragende „professorer“, nemlig Gamaliel. Der ventede ham tilsyneladende en strålende fremtid. — Apostelgerninger 21:39; 22:3, 27, 28.

Hvem var denne unge mand? Hans navn var Saulus. Han blev imidlertid kristen og med tiden kendt som apostelen Paulus. Han opgav sine oprindelige ambitioner og viede hele sit liv til at tjene Jehova som kristen. Paulus blev berømt, ikke som en anerkendt lovkyndig, men som en der energisk forkyndte den gode nyhed. Efter næsten 30 år som missionær skrev Paulus et brev til sine venner i Filippi hvori han efter et tilbageblik over det han havde udrettet før han blev kristen, skrev: „På grund af [Kristus Jesus] har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.“ (Filipperne 3:8) Paulus fortrød aldrig den måde han havde brugt sit liv på!

Fik han nogen sinde gavn af den oplæring han havde modtaget af Gamaliel? Ja, bestemt! Ved adskillige lejligheder satte den ham i stand til at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. Men hans egentlige arbejde var at forkynde den gode nyhed, noget som hans uddannelse ikke kunne have lært ham. — Filipperne 1:7; Apostelgerninger 26:24, 25.

Tilsvarende har nogle i dag kunnet anvende deres evner, og i nogle tilfælde deres uddannelse, til fremme af Rigets interesser. Et eksempel er Amy, der har en høj uddannelse inden for både økonomi og jura. Engang havde hun et indbringende job i et advokatfirma, men i dag tjener hun ulønnet og frivilligt på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Amy beskriver sin tilværelse med ordene: „Jeg mener at jeg har truffet det bedst mulige valg. . . . Jeg kunne ikke tænke mig at bytte med nogen af dem jeg studerede sammen med på universitetet. Jeg er stolt af den gerning jeg har valgt. Jeg har alt hvad jeg behøver og ønsker — en tilværelse der gør mig tilfreds og glad, og et liv der er indholdsrigt og tilfredsstillende.“

Amy valgte en livsform der har givet hende tilfredshed og indre fred foruden Jehovas velsignelse. Og er det ikke det alle kristne forældre ønsker for deres børn?

 En vellykket tjeneste som kristen

I selve den kristne tjeneste er det naturligvis også vigtigt at have den rette holdning til „succes“. Det er let nok at opfatte sin tjeneste som vellykket når man kan se tilbage på en udbytterig tur i forkyndelsen hvor man har uddelt bibelsk læsestof og haft gode samtaler om Bibelen med nogle man har besøgt. Hvis der imidlertid er langt imellem dem der lytter til os, kunne vi blive forledt til at mene at forkyndelsen er tidsspilde. Men er det vigtigt at folk vil tale med os og anerkende os? Nej, vi forstår at det er meget vigtigere at Jehova vil kendes ved os. Det afhænger ikke af om folk lytter til os eller ej. Det belærte Jesus sine disciple om på en magtfuld måde.

Som vi ved, sendte Jesus ved en lejlighed 70 forkyndere „til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme“. (Lukas 10:1) Som noget helt uvant skulle de forkynde i byerne og landsbyerne uden at Jesus var med dem. Derfor gav Jesus dem detaljerede instruktioner før han sendte dem ud. Hvor de traf „en fredens ven“, skulle de aflægge et grundigt vidnesbyrd om Riget for vedkommende. Men når de blev afvist, skulle de blot gå deres vej uden at ruge over episoden. Jesus gjorde opmærksom på at de der afslog at lytte til dem, faktisk forkastede Jehova. — Lukas 10:4-7, 16.

Da de 70 havde fuldført deres forkyndelse, „vendte de . . . tilbage med glæde og sagde: ’Herre, endog dæmonerne underordner sig os når vi bruger dit navn.’“ (Lukas 10:17) Det må have været betagende for disse ufuldkomne mænd at uddrive mægtige åndeskabninger; men Jesus sagde manende til sine begejstrede disciple: „Fryd jer ikke over dette at ånderne underordner sig jer, men fryd jer fordi jeres navne er indskrevet i himlene.“ (Lukas 10:20) De 70 kunne ikke regne med at de til enhver tid havde kraft til at uddrive dæmoner, og de ville ikke udelukkende opnå positive resultater i forkyndelsen. Men hvis de forblev trofaste, ville deres tjeneste være vellykket, og da ville de altid have Jehovas godkendelse.

Ser du heltidstjenesten som noget værdifuldt?

En ung mand sagde engang til en kristen ældste: „Når jeg går ud af gymnasiet, vil jeg prøve at finde et job. Hvis jeg så ikke finder noget, vil jeg overveje at begynde i en eller anden form for heltidstjeneste.“ Men de fleste af dem der er blevet pionerer, har ikke set sådan på det. Nogle har givet afkald på vellønnede stillinger; andre har afslået lovende uddannelsestilbud. Ligesom apostelen Paulus har de bragt ofre, og ligesom Paulus — og Robert og Amy — fortryder de ikke deres valg. De forstår hvor stor en forret det er at anvende sine evner til pris for Jehova, som fortjener det bedste man kan give.

Mange trofaste Jehovas Vidner er afskåret fra at være pionerer, måske på grund af bibelske forpligtelser. Men hvis de tjener Gud af hele deres ’hjerte, sjæl og sind’, har Jehova behag i dem. (Mattæus 22:37) Selv om de ikke selv kan være pionerer, anerkender de at heltidstjenerne har valgt en gerning af stor værdi.

Apostelen Paulus skrev: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning.“ (Romerne 12:2) Denne vejledning betyder at vi ikke kan lade denne ordnings samfundsnormer forme vores tankegang. Uanset om du kan tjene som pioner eller ej, bør det vigtigste i dit liv være at tjene Jehova. Hvis du har Jehovas godkendelse, har du det vigtigste af alt, og da kan du med rette kalde dit liv en succes.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Bliv ikke fanget i en trædemølle hvor du ikke kommer ud af stedet