Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Velsignet med en særlig arv

Velsignet med en særlig arv

 Livsberetning

Velsignet med en særlig arv

FORTALT AF CAROL ALLEN

Jeg stod alene tilbage og knugede min fine nye bog ind til mig. Angsten overmandede mig, og tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg var jo trods alt kun en lille syvårs pige som var blevet væk i en fremmed by, omgivet af titusinder af mennesker.

FOR NYLIG, næsten 60 år senere, stod denne barndomsoplevelse pludselig lyslevende for mig. Det var da jeg sammen med min mand, Paul, besøgte Vagttårnsselskabets smukke uddannelsescenter i Patterson, New York. Han var blevet indbudt til at overvære den anden klasse på skolen for Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd.

Da vi så os om i den solbeskinnede forhal, lagde jeg mærke til en stor udstilling med overskriften „STÆVNER“. Omgivet af mange andre billeder var der et gammelt sort-hvidt fotografi af børn som ivrigt vinkede med deres eksemplarer af min barndomsbog! Jeg læste hurtigt billedteksten: „1941 — I St. Louis, Missouri, sad der ved formiddagsprogrammets begyndelse 15.000 børn og unge i alderen fra 5 til 18 år i hovedafsnittet lige foran talerstolen. . . . Broder Rutherford annoncerede udgivelsen af den nye bog Børn.“

Efter at børnene havde fået hver sit eksemplar, gik de tilbage til deres forældre — alle undtagen mig. Jeg var faret vild! En venlig opsynsmand løftede mig op på en høj bidragsbøsse og sagde at jeg skulle holde øje med om der var nogen jeg kendte. Ængsteligt kastede jeg et blik ud over folkemængden der strømmede ned ad den brede trappe. Pludselig fik jeg øje på et ansigt jeg kendte. „Onkel Bob! Onkel Bob!“ råbte jeg. Endelig var jeg fundet! Bob Rainer tog mig med hen til mine urolige forældre.

 Sandhedens første dage — Begivenheder der formede mit liv

Udstillingen vakte et væld af minder hos mig — om begivenheder der havde formet mit liv og ført til at jeg nu befandt mig i de skønne omgivelser her i Patterson. Mine tanker gik tilbage til nogle begivenheder som indtraf for mere end hundrede år siden, og som især mine forældre og bedsteforældre havde fortalt mig om.

I december 1894 besøgte en heltidsforkynder blandt bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, min farfar, Clayton J. Woodworth, i hans hjem i Scranton, Pennsylvania, USA. På det tidspunkt var min farfar nygift. Han sendte et brev til præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, Charles Taze Russell, som blev bragt i udgaven af Watchtower for 15. juni 1895. Her er et uddrag:

„Vi er et ungt gift par som har været medlemmer af den navnkristne kirke i hen ved ti år; men vi træder nu ud af dens mørke og har tillid til at vi træder ind til lyset på den nye dag der gryr for Den Allerhøjestes indviede børn. . . . Længe inden vi mødte hinanden, havde vi begge et dybtfølt ønske om at tjene Herren som missionærer i et fremmed land, hvis lejligheden bød sig.“

Senere, i 1903, tog min mors forældre, Sebastian og Catherine Kresge, glade imod Bibelens budskab, som blev bragt til dem af to repræsentanter fra Vagttårnet da de boede på en stor gård i de smukke Poconobjerge i Pennsylvania. Deres døtre, Cora og Mary, boede også på gården sammen med deres mænd, Washington og Edmund Howell, der var brødre. De to repræsentanter fra Vagttårnet, Carl Hamerle og Ray Ratcliffe, boede hos dem en hel uge og lærte dem mange ting. Alle seks i familien lyttede, studerede og blev snart nidkære bibelstudenter.

Præcis det år, i 1903, fik Cora og Washington Howell en datter som fik navnet Catherine. Hvordan hun med tiden blev gift med min far, Clayton J. Woodworth, jun., synes jeg er en spændende og lærerig historie. Den viser noget om den kærlige indsigt og faderlige omsorg min farfar, Clayton J. Woodworth, sen., var kendt for.

Min far modtager kærlig hjælp

Min far, Clayton junior, blev født i Scranton i 1906, omkring 80 kilometer fra Howell-gården. Det var omkring den tid at min farfar blev godt kendt med den store Howell-familie og ofte nød godt af deres store gæstfrihed. Han var en vældig støtte for menigheden af bibelstudenter i området. Med tiden blev min farfar bedt om at forrette vielsen for tre af Howell-sønnerne. Han mente at hans egen søn ville have godt af at overvære disse bryllupper, og tog ham derfor med hver gang.

På det tidspunkt var far ikke selv en aktiv bibelstudent. Han kørte ganske vist for min farfar når han skulle ud i forkyndelsen, men på trods af min farfars tilskyndelser var min far ikke selv aktivt med. Dengang overskyggede min fars musikinteresse alt andet, og han arbejdede hen imod en karriere som professionel musiker.

Cora og Washington Howells datter, Catherine, var også blevet en dygtig musiker; hun spillede klaver og gav undervisning. Men netop  som muligheden for en karriere som professionel åbnede sig for hende, droppede hun det til fordel for heltidstjenesten. Min farfar kunne ikke have fundet en bedre livsledsager til sin søn — i hvert fald ikke efter min mening! Far blev døbt, og et halvt år efter, i juni 1931, giftede han sig med mor.

Farfar havde altid været stolt af sin søns musikalske evner, så han blev mægtig glad da far blev bedt om at øve med den faste kerne af det store stævneorkester som skulle spille ved det internationale stævne i Cleveland, Ohio, i 1946. I årene der fulgte, dirigerede far orkesteret ved adskillige andre af Jehovas Vidners stævner.

Farfar dømt og fængslet

I forhallen i Patterson fik Paul og jeg også øje på det billede som ses på den følgende side. Jeg genkendte det omgående; farfar havde sendt mig en kopi af dette fotografi for over 50 år siden. Det er ham der står længst til højre.

I det patriotiske hysteri omkring Første Verdenskrig blev disse otte bibelstudenter — deriblandt Joseph F. Rutherford (i midten), der var præsident for Watch Tower Society — uretfærdigt fængslet uden mulighed for kaution. Anklagerne imod dem drejede sig hovedsagelig om udtalelser i det syvende bind af Studier i Skriften, med titlen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Udtalelserne blev uretmæssigt antaget som et forsøg på at modarbejde USA’s deltagelse i Første Verdenskrig.

Over en mangeårig periode havde Charles Taze Russell skrevet de første seks bind af Studier i Skriften, men han døde før han nåede at skrive det syvende. Min farfar og en anden bibelstudent fik overdraget hans noter og skrev det syvende bind. Det blev udgivet i 1917, før krigens slutning. Ved retssagen blev min farfar og de fleste andre idømt fire sideløbende fængselsstraffe på hver 20 år.

Billedteksten i forhallen i Patterson forklarer: „Ni måneder efter at Rutherford og hans medarbejdere var blevet dømt — og krigen var slut — den 21. marts 1919, forlangte appelretten at der skulle betales kaution for alle otte anklagede, og den 26. marts blev de løsladt i Brooklyn mod en kaution på 10.000 dollars for hver. Den 5. maj 1920 blev J.F. Rutherford og de andre renset for alle anklager.“

 De otte måtte tilbringe deres første dage efter dommen i Raymond Street-fængselet i Brooklyn, New York, inden de blev overført til forbundsfængselet i Atlanta, Georgia. Mens de sad der, nedskrev farfar en skildring af hvordan det var at være anbragt „midt i en ubeskrivelig mængde skidt og rod“ i en celle der var mindre end 2 gange 2,5 meter. Han skrev: „På gulvet ligger en bunke aviser som man i første omgang måske kunne fristes til at være ligeglad med, men man bliver hurtigt klar over at ens eneste chance for renhed og selvrespekt ligger i disse aviser samt sæbe og en klud.“

Ja, farfar bevarede sin humoristiske sans og omtalte fængselet som „Hôtel de Raymondie“. Han tilføjede: „Jeg rejser herfra så snart kost og logi hører op.“ Han beskrev også gårdturene. Engang da han standsede op et øjeblik for at blive friseret, greb en tyv efter hans lommeur, men, som han skrev: „Kæden sprang, og jeg beholdt uret.“ Da jeg i 1958 var på besøg på Betel i Brooklyn, kaldte Grant Suiter, der dengang var sekretær og kasserer, mig ind på sit kontor og gav mig netop dette ur. Jeg værner stadig om det som et klenodie.

Virkningen på min far

Da min farfar blev uretfærdigt fængslet i 1918, var min far kun 12 år. Min farmor forlod hjemmet og flyttede med min far ud til sin mor og sine tre søstre. Min farmors pigenavn var Arthur, og familien fortalte med en vis stolthed at en af deres slægtninge, Chester Alan Arthur, havde været De Forenede Staters 21. præsident.

Efter at min farfar, Clayton J. Woodworth, var blevet idømt en lang fængselsstraf for påståede forbrydelser mod De Forenede Stater, følte familien Arthur at han havde bragt skam over deres navn. Det var en tid med et stort følelsesmæssigt pres for min far og måske en af årsagerne til at han i begyndelsen tøvede med at tage del i den offentlige forkyndelse.

Da farfar blev løsladt fra fængselet, flyttede han med sin familie ind i et stort stukkaturudsmykket hus på Quincy Street i Scranton. Fra min barndom husker jeg meget tydeligt dette hus — og min farmors smukke porcelæn. Porcelænet kaldte vi for hendes hellige tallerkener, for ingen andre end farmor måtte vaske dem af. Efter at farmor døde i 1943, brugte mor ofte disse smukke tallerkener når hun havde gæster.

Travlt optaget i forkyndelsen

En af de andre dage på undervisningscentret i Patterson lagde jeg mærke til et billede af broder Rutherford der holdt foredrag ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1919. Dér opfordrede han alle til at deltage nidkært i arbejdet med at forkynde Guds rige og bruge det nye blad The Golden Age [Den Gyldne Tidsalder], som netop var blevet udgivet ved stævnet. Farfar blev udnævnt som redaktør af bladet, og hele vejen op gennem 1940’erne og til kort før sin død bidrog han med artikler til det. I 1937 blev bladets navn ændret til Consolation [Ny Verden], og i 1946 til Awake! [Vågn op!].

På skift udførte farfar sit skrivearbejde to uger hjemme i Scranton og to uger på Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn, der lå cirka 240 kilometer derfra. Min far har fortalt at man ofte kunne høre at der var gang i skrivemaskinen allerede fra klokken fem om morgenen. Men farfar tog også forkyndelsesarbejdet alvorligt. Han designede faktisk en herrevest med store,  indvendige lommer til bibelske publikationer. Min 94-årige tante, Naomi Howell, har stadig en af dem. Han designede også en bogtaske til kvinder.

Efter en livlig bibelsk drøftelse sagde farfars makker en dag: „C.J., du gjorde én fejl.“

„Og hvad var dét?“ spurgte farfar. Han checkede sin vest. Begge lommer var tomme.

„Du glemte at tilbyde ham et abonnement på Den Gyldne Tidsalder.“ De morede sig vældigt over at redaktøren havde glemt at tilbyde sit blad.

Erindringer fra opvæksten

Jeg husker hvordan jeg som barn sad på farfars skød med min lille hånd i hans mens han fortalte mig „fingerhistorien“. Idet han begyndte med „Tommeltot“ og gik videre til „Slikkepot“, fortalte han noget særligt om hver finger. Så foldede han forsigtigt alle mine fingre sammen og kom med moralen: „Når alle virker sammen, når de mest. Hjælper de hinanden, går det bedst.“

Efter at mine forældre var blevet gift, flyttede de til Cleveland, Ohio, og blev nære venner med Ed og Mary Hooper. Deres familier havde været bibelstudenter fra tiden omkring århundredskiftet. Mine forældre og onkel Ed og tante Mary, som jeg kaldte dem, var uadskillelige. Ægteparret Hooper havde mistet deres eneste barn, en datter, da hun var spæd; så da jeg blev født i 1934, blev jeg deres særlige „datter“. Som en følge af min opvækst i dette åndeligt rige miljø indviede jeg mig til Gud og blev døbt før jeg fyldte otte.

Allerede i min barndom var bibellæsning en del af mit liv. Beskrivelsen af livet i Guds nye verden i Esajas 11:6-9 var et af mine yndlingssteder. Første gang jeg begyndte at læse Bibelen igennem, var i 1944 efter at jeg havde modtaget mit personlige eksemplar af American Standard Version, som blev udgivet i et særligt oplag ved Buffalo-stævnet i staten New York. Det var herligt at læse denne oversættelse, hvori Guds navn, Jehova, var blevet genindsat på sin rette plads næsten 7000 gange i det „Gamle Testamente“.

Weekenderne var skønne. Mine forældre og ægteparret Hooper tog mig gerne med ud at forkynde i landdistrikterne. Vi pakkede en madkurv og spiste frokost ved en å. Derefter tog vi hen til en eller andens gård hvor der blev holdt et udendørs bibelsk foredrag som vi havde inviteret alle naboerne til. Livet var enkelt. Vi hyggede os sammen som familier. En del af disse tidlige venner af familien, deriblandt Ed Hooper, Bob Rainer og hans to sønner, blev senere rejsende tilsynsmænd. Richard Rainer er stadig i denne tjeneste sammen med sin kone, Linda.

Sommeren var den dejligste tid. Jeg boede på Howell-gården sammen med mine kusiner. I 1949 giftede min kusine Grace sig med Malcolm Allen. Dengang gjorde jeg mig ikke nogen forestilling om at jeg flere år senere ville blive gift med hans bror. Min yngre kusine Marion var missionær i Uruguay. Hun giftede sig med Howard Hilborn i 1966. Begge disse kusiner har tjent i en årrække sammen med deres mænd på hovedkontoret i Brooklyn.

Farfar og min eksamen

Mens jeg gik på highschool, skrev farfar flittigt til mig. Hans breve indeholdt mange gamle familiefotos med detaljerede noter om familiens historie skrevet på bagsiden. Det var sådan jeg fik billedet af ham og de andre brødre der uretfærdigt var blevet sendt i fængsel.

Sidst i 1951 blev min farfars strubehoved angrebet af kræft. Han fejlede ikke noget mentalt, men de ord han gerne ville sige, måtte han skrive ned på en notesblok han altid havde på sig. Min highschool-klasse stod for at skulle til midtvejseksamen i januar 1952. I begyndelsen af december [1951] sendte jeg farfar et udkast til den tale jeg skulle holde ved skolens årsafslutning. Han lavede nogle redaktionelle anmærkninger og skrev så to ord på den sidste side som gik mig lige til hjertet: „Farfar henrykt.“ Han afsluttede sit jordiske livsløb den 18. december 1951, i en alder af 81 år. * Jeg gemmer stadig denne falmede kladde til min tale ved årsafslutningen med disse to ord på den sidste side.

 Lige efter den afsluttende eksamen begyndte jeg i pionertjenesten, som Jehovas Vidner kalder forkyndelse på heltidsbasis. I 1958 overværede jeg det kæmpemæssige stævne i New York City, hvor et højdepunkt på 253.922 tilhørere fra 123 lande fyldte Yankee Stadium og Polo Grounds. En af dagene mødte jeg en delegeret fra Afrika på hvis reversmærke der stod „Woodworth Mills“. Omkring 30 år tidligere var han blevet opkaldt efter min farfar!

Lykkelig for min arv

Da jeg var 14, begyndte min mor som pioner igen. Ved sin død 40 år senere, i 1988, var hun stadig pioner! Far var i pionertjenesten når han kunne. Han døde ni måneder før mor. De mennesker vi havde studeret med, var blevet vore venner for livet. Nogle af deres sønner kom til at tjene på hovedkontoret i Brooklyn, og andre blev pionerer.

For mig var året 1959 et ganske særligt år. Da blev jeg første gang præsenteret for Paul Allen. Han var blevet udnævnt som rejsende tilsynsmand i 1946 da han udgik fra den syvende klasse på Gilead, en skole hvor Jehovas Vidner uddanner missionærer. Da vi mødtes, vidste ingen af os at Pauls næste distriktstildeling ville blive Cleveland, Ohio, hvor jeg var pioner. Far elskede ham, og det gjorde mor også. Familien var samlet da vi i juli 1963 blev gift på Howell-gården, hvor Ed Hooper holdt bryllupsforedraget. Det var som en drøm der blev til virkelighed.

Paul havde aldrig ejet en bil. Da vi forlod Cleveland for at rejse til hans næste distrikt, var alle vore ejendele stuvet ind i min folkevognsbobbel fra 1961. Det skete tit at vennerne kom forbi om mandagen når vi skulle rejse videre til en anden menighed, for at se os pakke bilen. Det var en ren cirkusforestilling at se kufferter, mapper, en kartotekskasse, en skrivemaskine og lignende forsvinde ind i den lille bil.

Sammen har Paul og jeg rejst utallige kilometer, nydt det når vi har haft medgang, og holdt ud under modgang — alt sammen i kraft af den styrke som kun Jehova kan give. Det har været lykkelige år, fyldt med kærlighed til Jehova, til hinanden og til både gamle og nye venner. De to måneder vi tilbragte i Patterson mens Paul var på skole, var højdepunktet i vort liv indtil da. Ved at betragte Jehovas organisation på så nært hold blev jeg bestyrket i en overbevisning jeg havde fået som en del af min værdifulde åndelige arv: Dette er i sandhed Guds organisation. Det er en meget stor glæde at være blot en lille del af den.

[Fodnote]

^ par. 44 Se The Watchtower for 15. februar 1952, side 128.

[Illustration på side 25]

Sammen med Ed Hooper kort før stævnet i 1941 i St. Louis, hvor jeg modtog mit personlige eksemplar af bogen „Børn“

[Illustration på side 26]

Farfar i 1948

[Illustration på side 26]

På Howell-gården da mine forældre (i cirklen) blev gift

[Illustration på side 27]

De otte bibelstudenter som blev uretfærdigt fængslet i 1918 (Farfar står længst til højre)

[Illustration på side 29]

Alle vore jordiske besiddelser kunne stuves ind i vores Folkevogn

[Illustration på side 29]

Min mand, Paul, og mig