Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Josias — ydmyg og elsket af Jehova

Josias — ydmyg og elsket af Jehova

 Josias — ydmyg og elsket af Jehova

DEN femårige Josias, som er prins af Juda, må være bange. Hans mor, Jedida, sørger med god grund over at Josias’ bedstefar, kong Manasse, er død. — 2 Kongebog 21:18.

Nu skal Josias’ far, Amon, være Judas konge. (2 Krønikebog 33:20) To år senere (659 f.v.t.) bliver Amon myrdet af sine tjenere. Folket slår derefter de sammensvorne ihjel og gør den unge Josias til konge. (2 Kongebog 21:24; 2 Krønikebog 33:25) I Amons regeringstid var Josias blevet vant til lugten af røgelse som steg op fra de mange tage hvor folk bøjede sig foran altre for falske guder. Denne lugt fyldte hele Jerusalem. Man kunne se hedenske præster spadsere omkring, og nogle som måske hævdede at de tilbad Jehova, var afgudsdyrkere og svor ved guden Malkam. — Zefanias 1:1, 5.

Josias er klar over at Amon har handlet ondt ved at tilbede falske guder. Judas unge konge får også med tiden en bedre forståelse af det Guds profet Zefanias proklamerer. I sit ottende regeringsår (652 f.v.t.) er Josias 15 år, og han er besluttet på at følge Zefanias’ ord. Mens Josias stadig er en dreng, begynder han at søge Jehova. — 2 Krønikebog 33:21, 22; 34:3.

Josias skrider til handling

Fire år senere begynder Josias at rense Juda og Jerusalem for afgudsdyrkelse (648 f.v.t.). Han ødelægger afgudsbillederne, de hellige pæle og de røgelsesaltre som bliver brugt ved ba’alsdyrkelsen. Afgudsbillederne bliver malet til støv og derefter spredt på afgudsdyrkernes gravsteder. Altrene som man bruger til afgudsdyrkelse, bliver vanhelliget og derefter revet ned. — 2 Kongebog 23:8-14.

Josias’ renselse af landet er på sit højeste da Jeremias, som er søn af en levitpræst, kommer til Jerusalem (647 f.v.t.). Jehova Gud har udnævnt Jeremias til at virke som profet, og han forkynder med stor kraft Jehovas budskab mod afgudsdyrkelse. Josias er omtrent på alder med Jeremias. Trods Josias’ modige udrensning og Jeremias’ frygtløse proklamationer er folket hurtigt faldet tilbage til afgudsdyrkelsen. — Jeremias 1:1-10.

Et uvurderligt fund!

Der går fem år, og nu har den 25-årige Josias været ved magten i omkring 18 år. Han tilkalder statsskriveren Sjafan, byøversten Ma’aseja og kansleren Joa. Kongen befaler Sjafan: ’Bed Hilkija om at tage de penge som dørvogterne har indsamlet fra folket, og at give dem til arbejderne så de kan sætte Jehovas hus i stand.’ — 2 Kongebog 22:3-6; 2 Krønikebog 34:8.

Lige fra den tidlige morgenstund er håndværkerne travlt beskæftiget med istandsættelsen af templet. Josias takker uden tvivl Jehova for at arbejderne udbedrer de skader som nogle af hans onde forfædre har påført Guds hus. Arbejdet skrider frem, og en dag kommer Sjafan for at aflægge rapport. Men hvad er det? Er det en skriftrulle han bærer på? Sjafan forklarer at ypperstepræsten Hilkija har fundet „bogen med Jehovas  lov ved Moses“. (2 Krønikebog 34:12-18) Hvilket fund! Det er uden tvivl det originale håndskrift.

Josias er ivrig efter at høre hele bogen oplæst. Mens Sjafan læser, forsøger kongen at forstå hvordan hvert bud har adresse til ham og folket. Den vægt bogen lægger på sand tilbedelse, gør indtryk på ham. Det samme gør det at høre om de plager som folket ville blive ramt af, og den landflygtighed folket ville opleve, hvis de tilbad falske guder. Da Josias indser at man ikke har fulgt alle Guds bud, sønderriver han sine klæder og giver Hilkija, Sjafan og nogle andre følgende befaling: ’Rådspørg Jehova angående ordene i denne bog; stor er nemlig Jehovas forbitrelse, som er optændt imod os, fordi vore forfædre ikke har hørt efter ordene i denne bog.’ — 2 Kongebog 22:11-13; 2 Krønikebog 34:19-21.

Jehovas ord gentages

Sendebudene fra Josias begiver sig til profetinden Hulda i Jerusalem og vender tilbage med et budskab fra hende. Hulda har gentaget Jehovas ord og sagt at den frafaldne nation vil blive ramt af de ulykker som er omtalt i den bog man for nylig har fundet. Men fordi Josias ydmygede sig for Jehova, skal han ikke se den ulykke. Han vil blive samlet til sine fædre og blive bragt til sin begravelsesplads i fred. — 2 Kongebog 22:14-20; 2 Krønikebog 34:22-28.

Kan man sige at Huldas profeti var pålidelig i betragtning af at Josias døde i kamp? (2 Kongebog 23:28-30) Ja, for han ville blive bragt til sin begravelsesplads „i fred“, en fred som står i kontrast til „hele den ulykke“ som skulle ramme Juda. (2 Kongebog 22:20; 2 Krønikebog 34:28) Josias døde inden ulykken kom i år 609-607 f.v.t. da babylonierne belejrede og ødelagde Jerusalem. At blive samlet til sine fædre betyder ikke nødvendigvis at man ville blive skånet for at lide en voldelig død. Lignende udtryk bliver brugt i forbindelse med at lide en voldelig død såvel som at dø en naturlig død. — 5 Mosebog 31:16; 1 Kongebog 2:10; 22:34, 40.

Den sande tilbedelse vinder terræn

Josias samler Jerusalems indbyggere ved templet og oplæser „alle ordene i pagtsbogen“ som var blevet fundet i Jehovas hus. Han slutter derefter en pagt „om at følge Jehova og holde hans bud og vidnesbyrd og forskrifter af hele sit hjerte og af hele sin sjæl, ved at opfylde denne pagts ord som stod skrevet i denne bog“. Hele folket slutter op om pagten. — 2 Kongebog 23:1-3.

Kong Josias begynder nu en anden og åbenbart mere intensiv kampagne mod afgudsdyrkelsen. Afgudspræsterne i Juda bliver afsat, og de levitpræster som har deltaget i uren tilbedelse, bliver frataget det privilegium at tjene ved Jehovas alter, og offerhøjene som blev bygget i kong Salomons regeringstid, gøres ubrugelige. Renselsen omfatter også det område der tidligere havde tilhørt tistammeriget i Israel som assyrerne havde erobret i 740 f.v.t.

Da Josias brænder ba’alspræsternes knogler på det alter som kong Jeroboam I havde opstillet i Betel, opfyldes de ord som en unavngiven „Guds mand“ havde udtalt 300 år tidligere. Offerhøjene bliver fjernet både i denne og andre byer, og afgudsdyrkende præster bliver ofret på de selv samme altre hvor de har tjent. — 1 Kongebog 13:1-4; 2 Kongebog 23:4-20.

Der afholdes en stor påske

Gud støtter det Josias gør for at fremme den sande tilbedelse. Kongen kan i hele sin levetid takke Gud for at folket ’ikke viger fra Jehova, deres forfædres Gud’. (2 Krønikebog 34:33) I hans 18. regeringsår finder en uforglemmelig begivenhed sted.

Kongen giver folket følgende påbud: „Hold påske for Jehova jeres Gud, sådan som der står skrevet i denne pagtsbog.“ (2 Kongebog 23:21) Josias henviser til den pagtsbog som er blevet fundet kort forinden og glæder sig over at se folkets positive reaktion. Han bidrager selv med 30.000 gedekid og vædderlam til påskeofrene og 3000 stykker hornkvæg. Hvilken påske! Både hvad angår ofringerne, det veltilrettelagte arrangement og antallet af tilbedere overgår denne påske alle andre der er fejret siden profeten Samuels dage. — 2 Kongebog 23:22, 23; 2 Krønikebog 35:1-19.

 Dyb sorg over Josias’ død

I de resterende 31 år af sit styre (659-629 f.v.t.) regerer Josias landet som en god konge. I slutningen af sin regeringsperiode får han at vide at Farao Neko har i sinde at drage gennem Juda for at rykke ud mod Babylons hære og dermed hjælpe Assyriens konge ved Karkemisj nær Eufratfloden. Josias går af en eller anden grund i kamp mod ægypterne. Neko giver nogle sendebud besked om at sige til Josias: „Hold inde for din egen skyld på grund af Gud, som er med mig, og lad ham ikke ødelægge dig.“ Men Josias forklæder sig og forsøger at slå ægypternes styrker tilbage ved Megiddo. — 2 Krønikebog 35:20-22.

Uheldigvis for Judas konge rammer fjendtlige bueskytter plet da de sigter efter ham, og han siger til sine tjenere: „Bring mig bort herfra, for jeg er hårdt såret.“ De får ham så over i en anden stridsvogn og kører mod Jerusalem. Undervejs eller ved ankomsten udånder Josias. „Således døde han og blev begravet på sine forfædres begravelsesplads,“ siger den inspirerede beretning, „og hele Juda og Jerusalem sørgede over Josias.“ Jeremias sang en klagesang over Josias, og kongen blev senere nævnt i klagesange ved særlige lejligheder. — 2 Krønikebog 35:23-25.

Kong Josias begik en sørgelig fejl da han gik i krig mod ægypterne. (Salme 130:3) Gud holdt ikke desto mindre af ham på grund af hans ydmyge indstilling og fordi han holdt fast ved den sande tilbedelse. Josias’ liv er et godt eksempel på at Jehova er med dem af sine tjenere som er ydmyge af hjertet. — Ordsprogene 3:34; Jakob 4:6.

[Illustration på side 29]

Den unge kong Josias søgte ivrigt Jehova

[Illustration på side 31]

Josias ødelagde offerhøjene og fremmede den sande tilbedelse