Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Guds rige gøres kendt på Fijiøerne

Guds rige gøres kendt på Fijiøerne

 Vi hører til dem som har tro

Guds rige gøres kendt på Fijiøerne

JESUS KRISTUS talte engang om to veje. Den ene er bred og fører til døden. Den anden er trang, men fører til livet. (Mattæus 7:13, 14) For at hjælpe folk til at vælge den rette vej er det Jehova Guds hensigt at den gode nyhed om Riget skal forkyndes over hele jorden. (Mattæus 24:14) Som følge heraf lytter folk alle vegne til den gode nyhed om Riget, og nogle vælger livet så de kommer til at ’høre til dem som har tro, så sjælen bevares i live’. (Hebræerne 10:39) Vi opfordrer dig til at læse følgende beretninger fra Fiji og andre nærliggende øer i det sydlige Stillehav om nogle der har valgt livet.

De stolede på Jehova

Pigen Mere gik stadig i skole da hun i 1964 for første gang hørte budskabet om Riget. Hun boede ret isoleret på en afsidesliggende ø og havde derfor kun lidt kontakt med Jehovas Vidner. Med tiden lykkedes det hende imidlertid at få nøjagtig kundskab om Bibelen. På det tidspunkt var hun blevet gift med en mand der var klanhøvding i landsbyen. Som følge af Meres beslutning om at leve efter Bibelens principper blev hun grusomt behandlet af både sin mand og hans slægtninge, og landsbyens beboere foragtede hende. Ikke desto mindre blev hun døbt i 1991.

Kort efter blev Meres mand, Josua, mildere stemt og begyndte endda at overvære de bibelske drøftelser hun havde med deres børn. Josua holdt op med at komme i metodistkirken, men som høvding ledede han dog stadig landsbyens ugentlige møder. I landsbybeboernes øjne var Josua illoyal over for metodistkirken, der er en væsentlig del af fijianernes hverdag. Den lokale præst bad derfor indtrængende Josua om at vende tilbage til sin tidligere religion.

Josua erklærede modigt at han og hans familie havde truffet deres valg og var fast besluttede på at tilbede Jehova Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) På et efterfølgende landsbymøde afgjorde den øverste høvding at Josua og hans familie skulle rejse fra landsbyen som udstødte. De fik en uge til at forlade øen og deres hus, jord og afgrøder — ja, hele deres eksistensgrundlag.

Åndelige brødre fra en anden ø kom Josua og hans familie til hjælp og sørgede for at de fik et sted at bo og et stykke jord de kunne dyrke. Josua og hans ældste søn er nu døbt, og en anden søn er udøbt forkynder af den gode nyhed. For nylig begyndte Mere som pioner (heltidsforkynder). Da de valgte at tjene Jehova, betød det at de mistede deres position og deres materielle ejendele, men ligesom apostelen Paulus anser de det for intet i sammenligning med hvad de har fået. — Filipperne 3:8.

Når man vælger at følge sin samvittighed

Det kræver tro og mod at følge sin bibeloplærte samvittighed. Det gjaldt også for Suraang, en ung nydøbt kvinde som boede på øen Tarawa i Kiribati. Hun bad om at blive fritaget for en af de opgaver hun skulle udføre som sygeplejerske på hospitalet. Hendes anmodning blev ikke imødekommet. I stedet blev hun sendt ud til en isoleret ø for at tage sig af arbejdet på en klinik. Her var hun helt afskåret fra sine trosfæller.

På øen er det skik og brug at alle nyankomne skal bringe et offer til den lokale „ånd“.  Befolkningen tror at man dør hvis man undlader at gøre det. Eftersom Suraang nægtede at give tilladelse til at der blev udført en sådan ceremoni for hende og hendes afdeling, forventede landsbyens beboere at hun ville blive kvalt af den forurettede ånd. Det at hverken hun eller nogen fra hendes afdeling blev ramt af noget ondt, gav hende mange muligheder for at forkynde.

Suraangs prøvelser var dog ikke forbi. Nogle af de unge mænd på øen betragter det som en udfordring at forføre unge kvinder der er på besøg. Suraang modstod imidlertid deres tilnærmelser og forblev loyal over for Jehova. Hun kunne endda være pioner selv om hun måtte stå til rådighed som sygeplejerske 24 timer i døgnet.

Forud for en fest der blev holdt til ære for Suraang da hun skulle forlade øen, erklærede landsbyens ældste at hun var den første rigtige missionær der havde besøgt dem. På grund af hendes faste standpunkt i forbindelse med Bibelens principper har nogle på øen reageret positivt på budskabet om Riget.

Fysiske udfordringer

De Jehovas Vidner der bor i isolerede landsbyer, må gøre sig store anstrengelser for at deltage i tjenesten og overvære de kristne møder. Det viser eksemplet med fire døbte Jehovas Vidner — en mand og tre kvinder — som bruger flere timer på at komme frem og tilbage til møderne. På deres vandring må de krydse tre floder hver vej. Når vandet står højt, svømmer broderen over først og trækker en stor gryde efter sig der indeholder tasker, bøger og mødetøj. Derefter svømmer han tilbage for at hjælpe de tre søstre over.

En anden lille gruppe, som kommer til møderne på den afsidesliggende ø Nonouti i Kiribati, står over for nogle andre udfordringer. I det hus hvor de holder møder, er der kun plads til syv eller otte personer, og nogle må sidde udenfor og kigge ind gennem hønsenettet, som udgør væggene. Der er frit udsyn til mødestedet for andre landsbybeboere der går til og fra deres imponerende kirker. Men Jehovas tjenere ved naturligvis at det er mennesker, og ikke bygninger, Gud sætter pris på. (Haggaj 2:7) Den eneste døbte forkynder på øen er en søster som er godt oppe i årene og er dårligt gående. En ung kvinde der er udøbt forkynder, hjælper hende ud i forkyndelsen ved at transportere hende omkring i en trækvogn — afgjort et stort udtryk for værdsættelse af sandheden.

På Fijiøerne er der lidt over 2100 forkyndere, og de er alle fast besluttede på at fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De er overbeviste om at endnu flere vil komme til at ’høre til dem der har tro, så sjælen bevares i live’.

[Kort på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Australien

Fiji