Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova belønner altid sine loyale

Jehova belønner altid sine loyale

 Livsberetning

Jehova belønner altid sine loyale

FORTALT AF VERNON DUNCOMBE

Efter min sene aftensmad tændte jeg som sædvanlig en cigaret og spurgte så min kone, Aileen: „Hvordan gik mødet i aften?“

HUN tøvede lidt og sagde så: „Der blev læst et brev op med nye udnævnelser, og dit navn blev nævnt. Du er blevet udpeget til at tage dig af højttaleranlægget. Den sidste sætning i brevet lød: ’Hvis nogen af disse nyudnævnte brødre bruger tobak, er de forpligtede til at skrive til Selskabet og meddele at de ikke kan tage imod udnævnelsen.’“ * Jeg svarede drævende, men bestemt: „Nåh, så det stod der.“

Jeg bed tænderne hårdt sammen og skoddede min cigaret i askebægeret ved siden af mig. „Jeg ved ikke hvorfor jeg er blevet valgt til denne opgave. Men jeg har endnu aldrig sagt nej til en opgave, og det har jeg heller ikke i sinde at gøre nu.“ Jeg traf en beslutning om aldrig mere at ryge, og det fik en gennemgribende indvirkning på mit liv som kristen og som musiker. Lad mig fortælle om nogle af de begivenheder der førte til denne beslutning.

Min opvækst

Jeg er født i Toronto, Canada, den 21. september 1914, som den ældste søn i en søskendeflok på fire drenge og to piger. Mine kærlige og hårdtarbejdende forældre hed Vernon og Lila Duncombe. Efter mig kom Yorke, så Orlando, Douglas, Aileen og Coral. Da jeg var blot ni år gammel, gav min mor mig en violin i hånden og sørgede for at jeg fik musikundervisning på Harris Musikskole. Det var vanskelige tider, men det lykkedes mine forældre at få råd til at betale for transporten og undervisningen. Senere læste jeg  musikteori og harmonilære ved Det Kongelige Musikkonservatorium i Toronto, og i en alder af 12 år spillede jeg solo i en konkurrence for hele byen. Konkurrencen fandt sted i byens berømte koncertsal, Massey Hall. Jeg blev udpeget som vinder og fik overrakt en flot violin i en kasse af alligatorskind.

Med tiden lærte jeg også at spille klaver og kontrabas. Vi var en gruppe der ofte spillede ved små sammenkomster fredag og lørdag aften og ved studenterballer. Det var ved et af disse baller at jeg første gang mødte Aileen. Det sidste år jeg gik på highschool, spillede jeg i forskellige orkestre rundt omkring i byen. Efter min eksamen fik jeg tilbud om at spille med i Ferde Mowry Orchestra, og det viste sig at være et godt, stabilt job indtil 1943.

Jeg lærer Jehova at kende

Første gang mine forældre hørte om sandheden fra Bibelen, var umiddelbart før udbruddet af Første Verdenskrig da min far arbejdede som vinduesdekoratør for en forretning i Torontos centrum. I frokoststuen lyttede han til samtaler mellem to andre medarbejdere som var bibelstudenter (det hed Jehovas Vidner dengang), og når han kom hjem om aftenen, fortalte han min mor hvad han havde hørt. Nogle år senere, i 1927, afholdt bibelstudenterne et stort stævne i Coliseum i Canadas nationale udstillingscenter på stadion i Toronto. Vores hus, der kun lå to blokke fra den vestlige indgang til stadion, blev brugt til indkvartering af 25 amerikanere fra Ohio.

Efter dette begyndte en af bibelstudenterne, Ada Bletsoe, at besøge min mor regelmæssigt og forære hende det nyeste læsestof. En dag sagde hun: „Fru Duncombe, nu har jeg efterladt læsestof hos Dem i nogen tid. Har De nogen sinde læst noget af det?“ Selv om min mor havde seks børn at tage sig af, besluttede hun sig til fremover at læse bladene, og hun holdt aldrig op med det. Jeg ofrede imidlertid ikke publikationerne nogen større opmærksomhed, men gjorde hvad jeg kunne for at bestå min eksamen og var helt opslugt af musikken.

I juni 1935 blev Aileen og jeg gift i en anglikansk kirke. Som 13-årig havde jeg forladt Den Forenede Kirke og havde ikke fået nogen anden religiøs tilknytning siden; på vielsespapirerne opgav jeg derfor til folkeregisteret at jeg var et af Jehovas Vidner, skønt jeg ikke selv var det endnu.

Vi så frem til med tiden at stifte familie, og det lå os på sinde at blive nogle gode forældre. Sammen begyndte vi derfor at læse Det Nye Testamente, men trods vores gode intentioner kom der andre ting i vejen. Vi prøvede at gennemføre det igen lidt senere, men med samme resultat. I julen 1935 fik vi så en fint indpakket bog med titlen Guds Harpe. „Sikke da en underlig julegave din mor har sendt os,“ sagde min kone. Alligevel begyndte hun at læse den da jeg var taget på arbejde, og hun kunne lide det hun læste. Det varede længe inden jeg fandt ud af at hun var glad for bogen. Vores forhåbninger om at stifte familie blev i øvrigt ikke indfriet. Den datter vi fik den 1. februar 1937, var dødfødt. Vi var knust af sorg.

På det tidspunkt var min familie begyndt at tage aktivt del i forkyndelsesarbejdet, og jeg fandt ud af at min far var den eneste forkynder i familien som endnu ikke havde tegnet nogen abonnementer på bladet Consolation (nu Vågn op!) — hvilket ellers var målet for forkynderne i den måned. Selv om jeg endnu ikke havde læst nogen af Selskabets publikationer, havde jeg ondt af ham og sagde: „Okay, far, du kan tegne mig for et abonnement; så har du udrettet det samme som de andre forkyndere.“ Sommeren kom, og orkesteret jeg spillede i, flyttede ud af byen for at spille på et forlystelsessted. Consolation blev bragt med posten. Efteråret kom, og orkesteret flyttede tilbage til Toronto. Bladene fortsatte med at komme på vores nye postadresse, men jeg havde ikke taget så meget som ét af dem ud af indpakningen.

I en juleferie fik jeg øje på stakken af blade og sagde til mig selv at når jeg nu betalte for dem, så burde jeg også læse i det mindste ét af dem for at se hvad de indeholdt. Det første jeg åbnede, forbløffede mig. Det indeholdt en skildring af tidens politiske intriger og korruption. Jeg begyndte at tale med mine musikervenner om det  jeg læste. De satte imidlertid spørgsmålstegn ved det jeg sagde, og jeg måtte blive ved med at læse for at kunne forsvare mig. Uden at vide af det var jeg begyndt at vidne om Jehova. Og siden er jeg aldrig holdt op med at læse de vidunderlige bibelske publikationer som „den trofaste og kloge træl“ udgiver. — Mattæus 24:45.

Selv om jeg i ugens løb var travlt optaget af mit arbejde, begyndte jeg snart at overvære søndagsmøderne sammen med Aileen. Da vi en søndag i 1938 kom til mødet, blev vi budt velkommen af to ældre søstre, og den ene sagde: „Unge broder, har du taget standpunkt for Jehova? Du ved, Harmagedon er lige om hjørnet!“ Jeg vidste at Jehova er den eneste sande Gud, og jeg var overbevist om at dette var hans organisation. Jeg ønskede at blive en del af den, så den 15. oktober 1938 lod jeg mig døbe. Aileen blev døbt omkring et halvt år senere. Jeg er lykkelig for at kunne sige at alle i min familie blev indviede tjenere for Jehova.

Det var en fryd at komme sammen med Guds folk. Jeg følte mig snart hjemme iblandt dem. Når der var et møde jeg ikke kunne komme til, var jeg altid ivrig efter at få at vide hvad der var sket. Den aften jeg fortalte om i indledningen, skulle vise sig at blive et vendepunkt i min tjeneste for Jehova.

En tid med store forandringer for os

Den 1. maj 1943 skete der en anden markant ændring i vores liv. I september 1942 havde vi overværet vores første store stævne, „Den nye verdens teokratiske stævne“, i Cleveland, Ohio. Midt i den forfærdelige verdenskrig som man ikke kunne se nogen afslutning på, hørte vi dér det fængslende offentlige foredrag: „Freden — kan den vare ved?“, som Vagttårnsselskabets daværende præsident, broder Knorr, var modig nok til at holde. Vi husker tydeligt hvordan han ud fra Åbenbaringen, kapitel 17, viste at der efter krigen ville komme en periode med fred, hvor der ville blive udført et stort forkyndelsesarbejde.

Det foredrag der gjorde størst indtryk på os, var det som broder Knorr holdt lige inden, med titlen „Jefta og hans løfte“. Der lød en opfordring til at flere tog pionertjenesten op! Aileen og jeg så på hinanden og var (sammen med en masse andre på den tid) enige om at det lige var noget for os. Vi begyndte straks at lægge planer om at tage fat på et mere vigtigt arbejde.

Siden den 4. juli 1940 havde Jehovas Vidners forkyndelse været underlagt forbud i Canada. Da vi den 1. maj 1943 begyndte som pionerer, var det stadig forbudt at vidne om Jehova og tilbyde Selskabets publikationer i forkyndelsesarbejdet. Vi udførte vores kristne tjeneste uden at have andet end et personligt eksemplar af King James-oversættelsen af Bibelen med os. Blot nogle dage efter at vi var ankommet til vores første pionerdistrikt i Parry Sound, Ontario, blev Stewart Mann, der var en erfaren pioner, sendt dertil af afdelingskontoret for at arbejde sammen med os. Det var en meget kærlig foranstaltning. Broder Mann var venlig og imødekommende og havde let til smil. Vi lærte meget af ham og havde en dejlig tid sammen. Vi ledede adskillige bibelstudier da Selskabet sendte os til et nyt distrikt i byen Hamilton. Ikke længe efter blev jeg, til trods for at jeg havde overskredet aldersgrænsen, indkaldt til militæret. Min vægring ved at gå ind i hæren førte til at jeg den 1. december 1943 blev arresteret. Efter at de retslige formaliteter var overstået, blev jeg idømt en alternativ tjeneste i en militærnægterlejr, hvor jeg blev indtil august 1945.

Umiddelbart efter min løsladelse blev Aileen og jeg sendt som pionerer til et distrikt i Cornwall, Ontario. Kort tid efter gav Selskabets juridiske  afdeling mig til opgave at følge sager i politiretten i Quebec. Det var mens Duplessis var premierminister i provinsen og forfølgelsen af Jehovas Vidner var særlig voldsom. Flere dage om ugen mødte jeg skiftevis op ved fire forskellige retsinstanser for at hjælpe vore brødre. Det var en spændende og trosstyrkende tid.

Efter stævnet i Cleveland i 1946 fik min kone og jeg tildelt opgaver i kreds- og områdetjenesten som bragte os fra kyst til kyst. Begivenhederne fulgte slag i slag. I 1948 blev vi indbudt til at overvære den 11. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Vores lærere var broder Albert Schroeder og broder Maxwell Friend, og af de 108 elever i vores klasse var de 40 salvede. Det var meget udbytterigt at være sammen med så mange som i en lang årrække havde tjent Jehova.

En dag kom broder Knorr fra Brooklyn for at besøge os. I sit foredrag til klassen opfordrede han 25 til at melde sig til at lære japansk. Alle 108 meldte sig! Broder Knorr udvalgte så dem der skulle undervises. Jeg tror Jehova ledede udvælgelsen, for resultatet var strålende. Mange af de 25 der blev valgt og senere fik den forret at påbegynde arbejdet i Japan, er stadig i deres distrikt — de er kommet op i årene, men de er der stadig. Nogle, blandt andre Lloyd og Melba Barry, blev overført til andre opgaver. Lloyd var medlem af Det Styrende Råd indtil sin død sidste år. Vi glæder os med dem alle over den belønning Jehova har givet.

Afslutningshøjtideligheden kom, og vi blev tildelt distrikt på Jamaica. På grund af retsmøder i Quebec der endnu skulle afholdes, blev vi dog bedt om at rejse tilbage til Canada.

Endnu mere musik!

Selv om jeg havde forladt musikken til fordel for pionertjenesten, havde musikken tilsyneladende ikke forladt mig. Det følgende år kom Selskabets præsident, Nathan Knorr, og hans sekretær, Milton Henschel, til Maple Leaf Gardens i Toronto. Broder Knorrs offentlige foredrag med titlen „Det er senere end du tror“ opildnede alle. For første gang blev jeg bedt om at dirigere stævneorkesteret. Vi indstuderede orkesterarrangementer med nogle populære melodier fra Sangbog for Rigets Forkyndere (1944). Det lod til at brødrene kunne lide det. Efter programmet lørdag eftermiddag indøvede vi det program vi havde planlagt at spille om søndagen. Flygtigt så jeg broder Henschel komme gående tværs over scenen i retning af os, og jeg afbrød orkesteret så jeg kunne gå ham i møde. Han spurgte: „Hvor mange musikere er der i dit orkester her?“ „Omkring 35 når alle er her,“ svarede jeg. „Nuvel, du vil få dobbelt så mange i New York næste sommer,“ svarede han.

Før den næste sommer oprandt, blev jeg imidlertid inviteret til Brooklyn. Omstændighederne gjorde at Aileen i begyndelsen ikke havde mulighed for at tage med. Bygningen på Columbia Heights 124 var endnu ikke færdig, så jeg fik anvist en seng i et lille værelse i den oprindelige bygning sammen med to salvede brødre — den ældre broder Payne og Karl Klein, som jeg her mødte for første gang. Værelset var temmelig proppet, men vi fik det til at fungere meget fint sammen. De ældre brødre var langmodige og tålmodige. Jeg prøvede bare at undgå at være i vejen. Det var en værdifuld lektion i hvad Guds ånd kan udrette. Det bragte mig stor glæde at møde broder Klein og arbejde sammen med ham. Han var altid så venlig og hjælpsom. Vi arbejdede godt sammen, og i over 50 år er vi forblevet nære venner.

Jeg havde den forret at være med til at spille ved stævnerne på Yankee Stadium i 1950, 1953, 1955 og 1958 og sammen med Al Kavelin at lede orkesteret ved det stævne der i 1963 blev afholdt på Rose Bowl-stadionet i Pasadena, Californien. Ved områdestævnet på Yankee Stadium i 1953 blev der afholdt et musikprogram søndag før foredraget. Erich Frost præsenterede sopranen Edith Shemionik (senere Weigand), som sang hans komposition „Fremad, I vidner!“ akkompagneret af vores orkester. Vi var også betagede da vi for første gang hørte vore afrikanske brødre og søstres klangfulde og smukke stemmer, som missionærbroderen Harry Arnott havde medbragt en god båndoptagelse af fra Nordrhodesia (nu Zambia). Lyden fyldte hele stadionet.

 Indspilning af sangbogen for 1966

Mange husker sikkert den lyslilla sangbog ’Syng og spil i jeres hjerte for Jehova’. Da man var ved at være færdig med at udarbejde denne sangbog, sagde broder Knorr: „Vi skal lave nogle indspilninger. Jeg vil gerne have at I samler et lille orkester med blot nogle få violiner og et par fløjter. Jeg ønsker ikke at nogen skal ’blæse i trompet for sig selv’!“ Rigssalen på Betel skulle fungere som vores studie, men vi var noget bekymrede for at skulle foretage indspilningerne dér. Hvad med tilbagekastning af lyden fra de nøgne vægge, stengulve og de sammenklappelige metalstole? Hvem kunne hjælpe os med at løse lydproblemerne? Nogle foreslog at vil skulle spørge Tom Mitchell, som arbejdede på ABC Network Studios. Vi kom i kontakt med broder Mitchell, der var glad for at kunne hjælpe.

Den første lørdag morgen med optagelser kom, og da musikerne blev præsenteret, viste det sig at en af dem havde en basunkasse med. Jeg huskede på broder Knorrs påmindelse: „Jeg ønsker ikke at nogen skal ’blæse i trompet for sig selv’!“ Hvad skulle jeg nu stille op? Jeg så til mens broderen tog sin basun op af kassen, satte mundstykket på og begyndte at varme op. Broderen var Tom Mitchell, og de første par toner han spillede, var meget smukke. Han fik basunen til at lyde som en violin! Jeg tænkte: ’Denne broder må blive her!’ Broder Knorr kom aldrig med indvendinger.

Dette orkester bestod af en gruppe gode musikere der også var kærlige brødre og søstre. Der var ingen ’primadonnaer’. Det var hårdt arbejde at foretage indspilningerne, men ingen klagede. Tårerne løb ned ad kinderne på os da arbejdet var slut og vi måtte gå hver til sit; og der er fortsat et stærkt kammeratskab blandt os der var med. Vi nød alle den forret det var at deltage, og takket være Jehova fik vi arbejdet gjort.

Yderligere forrettigheder

Efter alle disse år glæder jeg mig over stadig at være i heltidstjenesten. I 28 år virkede jeg i kreds- og områdetjenesten — og jeg nød det. Derefter fulgte fem år hvor vi havde opsyn med Norval-stævnehallen i Ontario. Med kredsstævner hver weekend foruden fremmedsprogede områdestævner havde Aileen og jeg nok at gøre. I 1979/80 brugte arkitekter og ingeniører faciliteterne ved stævnehallen da de lavede tegningerne til Selskabets afdelingskontor i Halton Hills. Efter vores opgave i stævnehallen blev vi sendt til Brooklyn, hvor vi fik en yderligere andel i arbejdet med musik, fra 1982 til 1984.

Den 17. juni 1994 døde min elskede kone, blot syv dage efter vores 59. bryllupsdag. Vi havde sammen gennemført 51 år i pionertjenesten.

Når jeg tænker tilbage på de mange oplevelser jeg har haft, står det klart for mig at Bibelen har været en værdifuld vejleder. Indimellem bruger jeg Aileens personlige bibel og oplever stor glæde ved at lægge mærke til hvad der rørte hendes hjerte — hele vers, specielle sætninger og enkelte ord som hun har markeret. Som det var tilfældet med Aileen, har jeg også skriftsteder der betyder noget særligt for mig. Ét af dem er i den 137. salme, som udtrykker denne smukke bøn til Jehova: „Måtte jeg aldrig være i stand til at spille på harpe igen hvis jeg glemmer dig, Jerusalem! Måtte jeg aldrig være i stand til at synge igen hvis jeg ikke husker dig, hvis jeg ikke tænker på dig som min største glæde!“ (Salme 137:5, 6, Today’s English Version) Selv om jeg elsker musik, vil min største glæde altid være loyalt at tjene Jehova, som har belønnet mig med et indholdsrigt og tilfredsstillende liv.

[Fodnote]

^ par. 5 The Watchtower for 1. juni 1973 (på dansk Vagttårnet for 1. september 1973) forklarede hvorfor det fra da af var påkrævet at man holdt op med at ryge før man kunne blive døbt som et af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 28]

Aileen og mig i 1947

[Illustration på side 30]

Ved en af de første optagelser