Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad betyder vor dyrebare arv for dig?

Hvad betyder vor dyrebare arv for dig?

 Hvad betyder vor dyrebare arv for dig?

„Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ — MATTÆUS 25:34.

1. Hvad kan en arv indebære?

ALLE mennesker har noget de har arvet. For nogle indebærer deres arv måske en materielt komfortabel tilværelse. For andre indebærer arven et liv i fattigdom. Tidligere generationer har i nogle tilfælde, på grund af noget de havde erfaret eller hørt, videregivet en arv bestående af indgroet had til en anden etnisk gruppe. Vi har imidlertid alle én ting tilfælles: Vi har alle arvet synden fra det første menneske, Adam. Denne arv fører i sidste ende til døden. — Prædikeren 9:2, 10; Romerne 5:12.

2, 3. Hvilken arv gav Jehova oprindelig Adam og Evas efterkommere mulighed for at få, og hvorfor fik de den ikke?

2 Som en kærlig, himmelsk Fader har Jehova oprindelig tilbudt menneskeheden en helt anden arv — evigt liv i fuldkommenhed i Paradiset. Vore første forældre, Adam og Eva, fik en fuldkommen begyndelse som syndfri mennesker. Jehova Gud gav Jorden som en gave til menneskene. (Salme 115:16) Han plantede Edens have som et mønster for hvordan hele jorden kunne blive, og overdrog vore første forældre en dejlig opgave med masser af udfordringer. De skulle sætte børn i verden, drage omsorg for jorden og hele dens varierede plante- og dyreliv og udvide Paradisets grænser til hele jorden. (1 Mosebog 1:28; 2:8, 9, 15) Deres efterkommere skulle være med til at udføre denne opgave. Hvilken vidunderlig arv at give videre!

3 Hvis Adam, Eva og deres efterkommere skulle få glæde af alt dette, måtte de imidlertid have et godt forhold til Gud. De skyldte Jehova kærlighed og lydighed, men de værdsatte ikke det Gud havde givet dem, og adlød ikke hans bud. De mistede deres paradisiske hjem og de vidunderlige fremtidsudsigter Gud havde givet dem. De kunne derfor ikke give denne arv videre til deres efterkommere. — 1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-24.

4. Hvordan kan vi opnå den arv som Adam forkastede?

4 Jehova traf barmhjertigt foranstaltning til at det blev muligt for Adam og Evas efterkommere at få den arv som Adam havde sat over styr. Hvordan? Da Guds fastsatte tid var inde, gav Guds egen søn, Jesus Kristus, sit fuldkomne menneskeliv til gavn for Adams efterkommere. På den måde købte Kristus dem alle. De får imidlertid ikke automatisk deres arv. De må være godkendt af Gud, og det kan de blive ved at tro på Jesu offers sonende værdi og ved at vise denne tro gennem lydighed. (Johannes 3:16, 36; 1 Timoteus 2:5, 6; Hebræerne 2:9; 5:9) Vidner vor livsførelse om at vi værdsætter denne foranstaltning?

En arv der blev givet videre gennem Abraham

5. Hvordan viste Abraham værdsættelse af sit forhold til Jehova?

5 I forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt med jorden viste Jehova Abraham en særlig opmærksomhed. Han befalede denne trofaste mand at forlade sit hjemland og flytte til et land Gud selv ville vise ham. Abraham  adlød villigt. Da Abraham var kommet dertil, sagde Jehova at Abrahams afkom, ikke Abraham selv, ville få landet i arv. (1 Mosebog 12:1, 2, 7) Hvordan reagerede Abraham? Han var villig til at tjene Jehova hvor som helst og på en hvilken som helst måde Gud påbød, så hans efterkommere kunne få deres arv. I 100 år, frem til sin død, tjente Abraham Jehova i et land der ikke var hans eget. (1 Mosebog 12:4; 25:8-10) Ville du have gjort det samme? Jehova kaldte Abraham sin „ven“. — Esajas 41:8.

6. (a) Hvad viste Abraham gennem sin villighed til at ofre sin søn? (b) Hvilken dyrebar arv kunne Abraham give videre til sine efterkommere?

6 Abraham havde ventet i mange år på at få en søn, Isak, som han elskede højt. Da drengen øjensynlig var blevet en ung mand, sagde Jehova til Abraham at han skulle tage Isak og bringe ham som et slagtoffer. Abraham vidste ikke at dette skulle være et billede på hvad Gud selv ville gøre når han gav sin søn som et genløsningsoffer. Alligevel adlød han og skulle netop til at ofre Isak da han blev standset af Jehovas engel. (1 Mosebog 22:9-14) Jehova havde allerede sagt at hans løfter til Abraham ville blive indfriet gennem Isak. Abraham troede tydeligvis på at Gud om nødvendigt kunne bringe Isak tilbage fra de døde, skønt noget sådant aldrig var sket før. (1 Mosebog 17:15-18; Hebræerne 11:17-19) Eftersom Abraham end ikke holdt sin søn tilbage, sagde Jehova: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:15-18) Dette viste at det afkom der omtales i Første Mosebog 3:15, nemlig den messianske befrier, skulle fremstå i Abrahams slægtslinje. Hvilken dyrebar arv at kunne give videre!

7. Hvordan viste Abraham, Isak og Jakob værdsættelse af deres arv?

7 Abraham forstod ikke betydningen af det Jehova gjorde dengang, og det gjorde hans søn Isak eller hans sønnesøn Jakob heller ikke, skønt de „sammen med ham var arvinger til det selv samme løfte“. Men de stolede alle på Jehova. De knyttede sig ikke til nogen af landets bystater, for de så frem til noget bedre — „byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebræerne 11:8-10, 13-16) Men det var ikke alle Abrahams efterkommere der forstod hvor dyrebar den arv var som de kunne få del i gennem Abraham.

Nogle der ringeagtede arven

8. Hvordan viste Esau at han ikke værdsatte sin dyrebare arv?

8 Esau, Isaks ældste søn, skønnede ikke på sin førstefødselsret. Han værdsatte ikke det der var helligt. En dag da han var sulten, solgte han derfor sin førstefødselsret til sin broder, Jakob. For hvad? For et måltid bestående  af en ret linser og noget brød! (1 Mosebog 25:29-34; Hebræerne 12:14-17) Den nation gennem hvem Guds løfter til Abraham ville blive indfriet, nedstammede fra Jakob, hvis navn Gud ændrede til Israel. Hvilke muligheder gav denne særlige arv Israels folk?

9. Hvordan blev Jakobs, eller Israels, efterkommere udfriet på grund af deres åndelige arv?

9 I en periode med hungersnød flyttede Jakob og hans familie til Ægypten. Her fik de børn og blev talrige, men de kom også i trældom. Jehova glemte imidlertid ikke sin pagt med Abraham. Da hans fastsatte tid var inde, udfriede han israelitterne fra trældommen og fortalte dem at han ville føre dem til „et land der flyder med mælk og honning“, det land han havde lovet Abraham. — 2 Mosebog 3:7, 8; 1 Mosebog 15:18-21.

10. Hvilke usædvanlige begivenheder i forbindelse med israelitternes arv udspillede sig ved Sinaj Bjerg?

10 Da israelitterne var på vej til det forjættede land og var forsamlet ved Sinaj Bjerg, talte Jehova til dem og sagde: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Efter at folket frivilligt og enstemmigt var gået ind på dette, gav Jehova dem sin lov. Noget sådant havde han aldrig gjort over for noget andet folk. — Salme 147:19, 20.

11. Nævn nogle af de dyrebare aspekter der var indbefattet i israelitternes åndelige arv.

11 Israelitterne, der nu var en ny nation, havde fået en vidunderlig åndelig arv. De tilbad den eneste sande Gud. De var blevet udfriet fra Ægypten af ham og havde været øjenvidner til ærefrygtindgydende fænomener da han gav dem Loven ved Sinaj Bjerg. Deres arv voksede yderligere da de gennem profeterne modtog flere „hellige udsagn“ fra Gud. (Romerne 3:1, 2) De var udvalgt af Jehova til at være hans vidner. (Esajas 43:10-12) Det messianske afkom skulle fremstå i deres nation. Loven pegede frem til ham, ville identificere ham og skulle hjælpe dem til at forstå at de havde brug for ham. (Galaterne 3:19, 24) Desuden ville de få mulighed for at tjene sammen med dette messianske afkom som et kongerige af præster og en hellig nation. — Romerne 9:4, 5.

12. Hvad oplevede israelitterne ikke skønt de kom ind i det forjættede land, og hvorfor ikke?

12 Jehova førte israelitterne ind i det forjættede land, sådan som han havde lovet. Men som apostelen Paulus senere forklarede, blev landet, på grund af deres mangel på tro, ikke virkelig et „hvilens sted“ for dem. Som folk betragtet gik israelitterne ikke ind til „Guds hvile“, for de forstod ikke hensigten med Guds hviledag, der begyndte efter Adams og Evas skabelse, og handlede ikke i overensstemmelse med den. — Hebræerne 4:3-10.

13. Hvad forspildte israelitterne som folk betragtet fordi de ikke værdsatte deres åndelige arv?

13 Alle de der skulle regere sammen med Messias i hans himmelske rige som et kongerige af præster og en hellig nation, kunne have været kødelige israelitter. Men de værdsatte ikke deres dyrebare arv. Da Messias fremstod, tog kun en rest af de kødelige israelitter imod ham. Resultatet blev at kun et lille antal fik del i det forudsagte kongerige af præster. Riget blev taget fra det kødelige Israel og „givet til en nation der frembringer dets frugter“. (Mattæus 21:43) Hvilken nation?

En arv i himmelen

14, 15. (a) Hvordan begyndte nationerne at velsigne sig ved Abrahams „afkom“ efter Jesu død? (b) Hvad får medlemmerne af „Guds Israel“ i arv?

14 Den nation som Riget blev givet til, er „Guds Israel“, det åndelige Israel, der består af 144.000 åndsavlede disciple af Jesus Kristus. (Galaterne 6:16; Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1-3) Nogle af disse 144.000 var kødelige jøder, men de fleste kom fra ikkejødiske nationer. På den måde begyndte opfyldelsen af Jehovas løfte til Abraham om at alle nationerne ville  blive velsignet ved hans „afkom“. (Apostelgerninger 3:25, 26; Galaterne 3:8, 9) Ved denne første opfyldelse blev folk fra nationerne salvet med hellig ånd og antaget som åndelige sønner af Jehova Gud; de blev Jesu Kristi brødre. På den måde blev de også en sekundær del af ’afkommet’. — Galaterne 3:28, 29.

15 Før Jesus døde blev de kommende jødiske medlemmer af den nye nation taget med i den nye pagt, som ville blive sat i kraft ved hans blod. På grundlag af deres tro på Jesu offer ville de der blev taget med i den nye pagt, blive gjort „fuldkomne for bestandig“. (Hebræerne 10:14-18) De kunne blive „erklæret retfærdige“ og få tilgivelse for deres synder. (1 Korinther 6:11) I denne henseende er de stillet ligesom Adam før han syndede. De kommer imidlertid ikke til at leve i et paradis på jorden. Jesus sagde at han ville berede dem en plads i himmelen. (Johannes 14:2, 3) De opgiver muligheden for et liv på jorden for at få ’en arv bevaret til dem i himlene’. (1 Peter 1:4) Hvilken opgave vil de få tildelt der? Jesus forklarede: „Jeg indgår en pagt med jer . . . om et rige.“ — Lukas 22:29.

16. Hvilke vidunderlige opgaver kan de salvede kristne se frem til?

16 Fra himmelen vil de der hersker sammen med Kristus, blandt andet hjælpe med at rense jorden for ethvert spor af oprøret mod Jehovas suverænitet. (Åbenbaringen 2:26, 27) Som en sekundær del af Abrahams åndelige afkom vil de være med til at formidle de velsignelser der er forbundet med et fuldkomment liv, til mennesker af alle nationer. (Romerne 8:17-21) Hvilken dyrebar arv! — Efeserne 1:16-18.

17. Hvilke dele af deres arv kan salvede kristne glæde sig over mens de stadig lever på jorden?

17 Jesu salvede disciples arv er imidlertid ikke udelukkende noget der hører fremtiden til. På en måde som ingen anden kunne, hjalp Jesus dem til at lære Jehova, den eneste sande Gud, at kende. (Mattæus 11:27; Johannes 17:3, 26) Både i ord og gerning lærte han dem hvad det vil sige at ’stole på Jehova’, og hvad det indebærer at adlyde ham. (Hebræerne 2:13; 5:7-9) Jesus gav dem kundskab om sandheden vedrørende Guds hensigt og lovede dem at den hellige ånd ville lede dem til en endnu større forståelse af den. (Johannes 14:24-26) Han indprentede i deres sind og hjerte hvor stor betydning Guds rige har. (Mattæus 6:10, 33) Jesus betroede dem også den opgave at forkynde og gøre disciple af folk i Jerusalem, Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

En dyrebar arv til en stor skare

18. Hvordan bliver Jehovas løfte om at alle nationerne vil velsigne sig ved Abrahams „afkom“, opfyldt i dag?

18 Alle de der udgør det åndelige Israel, ’den lille hjord’ af rigsarvinger, er efter alt at dømme blevet udvalgt. (Lukas 12:32) Igennem årtier har Jehova nu henledt opmærksomheden på indsamlingen af en anden skare, en stor skare fra alle nationerne. Derved får Jehovas løfte til Abraham om at ’alle nationerne ville velsigne sig ved hans afkom’, en større opfyldelse. Disse ’velsignede’ glæder sig også over at yde Jehova en hellig tjeneste, og de forstår at deres frelse afhænger af at de tror på Guds lam, Jesus Kristus. (Åbenbaringen 7:9, 10) Har du taget imod Jehovas kærlige indbydelse til at blive en del af denne lykkelige skare?

19. Hvilken arv kan de fra nationerne der nu velsignes, se frem til?

19 Hvilken dyrebar arv tilbyder Jehova dem der ikke hører til den lille hjord? Det er ikke en arv i himmelen. Det er den arv som Adam kunne have givet videre til sine efterkommere — muligheden for evigt liv i fuldkommenhed i et paradis der vil komme til at omfatte hele kloden. Det vil blive en verden hvori ’døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. (Åbenbaringen 21:4) Denne opfordring i Guds inspirerede  ord er derfor henvendt til dig: „Stol på Jehova og gør det gode; bo på jorden og udvis trofasthed. Ja, lad Jehova være din største glæde, og han vil give dig hvad dit hjerte beder om. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred. De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:3, 4, 10, 11, 29.

20. Hvordan har de „andre får“ en stor andel i de salvede kristnes åndelige arv?

20 Jesu „andre får“ har en arv i det himmelske riges jordiske domæne. (Johannes 10:16a) Skønt de ikke kommer til at leve i himmelen, bliver en stor del af den åndelige arv som de salvede har modtaget, givet videre til dem. Det er gennem gruppen af salvede, „den trofaste og kloge træl“, at de „andre får“ har fået forståelse af de dyrebare løfter i Guds ord. (Mattæus 24:45-47; 25:34) Både de salvede og de „andre får“ kender og tilbeder den eneste sande Gud, Jehova. (Johannes 17:20, 21) I forening takker de Gud for Jesu offers kraft til at sone synder. De tjener sammen som én hjord under én hyrde, Jesus Kristus. (Johannes 10:16b) De er alle en del af ét kærligt, verdensomspændende brodersamfund. De er fælles om den forret at være vidner for Jehova og hans rige. Ja, hvis du er en indviet og døbt tjener for Jehova, er alt dette også en del af din åndelige arv.

21, 22. Hvordan kan vi alle vise at vi værdsætter vor åndelige arv?

 21 Hvor dyrebar er denne åndelige arv i dine øjne? Værdsætter du den så meget at du lader Guds vilje være det vigtigste i dit liv? Viser du det ved at følge den vejledning som vi får gennem hans ord og hans organisation om regelmæssigt at overvære alle menighedens møder? (Hebræerne 10:24, 25) Er denne arv af så stor værdi for dig at du fortsætter med at tjene Gud trods vanskeligheder? Er din værdsættelse af arven så stor at den kan styrke dig til at modstå enhver fristelse til at følge en kurs som kunne resultere i at du mistede din arv?

22 Måtte vi alle værne om den åndelige arv som Gud har givet os! Lad os have en fuld andel i de åndelige privilegier som Jehova nu skænker os, idet vi holder blikket fast rettet mod det kommende paradis. Ved at bygge vort liv op omkring forholdet til Jehova viser vi hvor dyrebar vor gudgivne arv er for os. Lad os være blandt dem der erklærer: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Salme 145:1.

Hvordan vil du forklare dette?

● Hvilken arv ville Adam have givet videre til os hvis han havde været trofast mod Gud?

● Hvordan behandlede Abrahams efterkommere den arv de havde mulighed for at få?

● Hvad omfatter Kristi salvede disciples arv?

● Hvilken arv får medlemmerne af den store skare, og hvordan kan de vise at de værdsætter den?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 20]

Abrahams efterkommere fik løfte om en dyrebar arv

[Illustrationer på side 23]

Værdsætter du din åndelige arv?