Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

 Spørgsmål fra læserne

Kapitel 53 i Esajas’ Bog indeholder en kendt messiansk profeti. Vers 10 lyder: „Jehova fandt behag i at knuse ham; han gjorde ham syg.“ Hvad betyder det?

Det er forståeligt at man stiller ovennævnte spørgsmål til Esajas 53:10. Sande kristne har svært ved at forestille sig at vor medfølende og kærlige Gud kunne finde behag i at knuse nogen eller gøre nogen syg. Bibelen giver os grundlag for at tro at Gud ikke finder glæde ved at pine nogen. (5 Mosebog 32:4; Jeremias 7:30, 31) Det skal indrømmes at Jehova i tidens løb i visse situationer har tilladt lidelser af grunde som er forenelige med hans visdom og kærlighed, men han har afgjort ikke været årsag til at hans elskede søn, Jesus Kristus, måtte gennemgå lidelser. Spørgsmålet er derfor: Hvad betyder ovennævnte passage så?

Vi kan få forståelse af hvad der egentlig menes, når vi ser på verset i dets helhed og lægger mærke til de to steder hvor ordet „behag“ forekommer. Esajas 53:10 lyder: „Jehova fandt behag i at knuse ham; han gjorde ham syg. Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, vil han se afkom, vil han få en lang række dage, og det som Jehova har behag i vil lykkes i hans hånd.“

Det gennemgående budskab i Bibelen viser at „det som Jehova har behag i“ — udtrykket der bruges i slutningen af verset — drejer sig om gennemførelsen af hans hensigt ved hjælp af hans rige. Det vil resultere i at Jehovas suverænitet bliver hævdet, og at den nedarvede synd bliver fjernet fra dem der adlyder ham. Vore synder vil altså blive fjernet. (1 Krønikebog 29:11; Salme 83:18; Apostelgerninger 4:24; Hebræerne 2:14, 15; 1 Johannes 3:8) For at dette kunne ske, måtte Guds søn blive menneske og give sig selv som et genløsningsoffer. Som vi ved, kom Jesus til at erfare lidelser under gennemførelsen af dette. Bibelen udtrykker det på den måde at han „lærte . . . lydighed af det han led“. Jesus fik altså selv gavn af sine lidelser. — Hebræerne 5:7-9.

Jesus vidste på forhånd at det ædle formål hans liv på jorden skulle tjene, ville medføre smerte for ham. Det fremgår af hans ord ifølge Johannes 12:23, 24: „Timen er kommet da Menneskesønnen skal herliggøres. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Hvis ikke hvedekernen kommer i jorden og dør, bliver der kun ved med at være én kerne; men hvis den dør, bærer den megen frugt.“ Jesus vidste altså at han måtte bevare sin uangribelighed lige til døden. Beretningen fortsætter: „’Nu er min sjæl stærkt foruroliget, og hvad skal jeg sige? Fader, red mig ud af denne time. Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time. Fader, herliggør dit navn.’ Så kom der en stemme fra himmelen: ’Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.’“ — Johannes 12:27, 28; Mattæus 26:38, 39.

Det er i denne sammenhæng vi skal forstå Esajas 53:10. Jehova var klar over at det hans søn ville komme ud for, betød at han i en vis forstand ville blive knust. Men da han havde det storslåede og vidtrækkende resultat for øje, fandt han behag i det Jesus måtte lide. Det er i den betydning Jehova „fandt behag i at knuse ham“, eller i at han blev knust. Jesus selv fandt også behag i det han kunne gøre, og som han gjorde. Man kan sige, som Esajas 53:10 slutter: ’Det som Jehova havde behag i, lykkedes i hans hånd.’