Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

De tog til Stillehavsøerne — for at arbejde!

De tog til Stillehavsøerne — for at arbejde!

 De tog til Stillehavsøerne — for at arbejde!

 AFGANGSHALLERNE i de internationale lufthavne i henholdsvis Brisbane og Sydney summede af begejstring. En gruppe på 46 skulle flyve fra Australien til det solbeskinnede Samoa for dér at mødes med 39 andre, folk fra New Zealand, Hawaii og USA. Deres bagage var højst usædvanlig. Den bestod først og fremmest af værktøj, som for eksempel hamre, save og boremaskiner, som jo ikke ligefrem er det man normalt tager med sig på en rejse til en Stillehavsø. Men det var også en særlig opgave de var på vej ud til.

De havde selv betalt deres rejse og skulle deltage i et ulønnet byggeprogram som frivillige under ledelse af Den Regionale Arkitekttegnestue ved Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien. Arbejdet, som bliver finansieret ved frivillige bidrag, omfatter opførelse af rigssale, stævnehaller, missionærhjem og afdelings- og oversættelseskontorer. På denne måde dækkes behovet blandt de hurtigtvoksende menigheder af Jehovas Vidner på Stillehavsøerne. Lad os stifte nærmere bekendtskab med nogle af disse frivillige, som har været med på de regionale byggehold og opført rigssale i deres egne lande.

Max, som er tagdækker, kommer fra Cowra i New South Wales i Australien. Han er gift og har fem børn. Arnold er fra Hawaii. Han og hans kone har to sønner, og han er også pioner, heltidsforkynder. Max og Arnold tjener som ældste i deres respektive menigheder. Disse mænd, som er typiske for deltagerne i byggeprojektet, har tydeligvis ikke meldt sig fordi de ikke ved hvad de skal få tiden til at gå med. Nej, de og deres familie kan se et behov, og de ønsker at gøre alt hvad de kan, for at dække dette behov.

En multinational arbejdsstyrke dækker et meget vigtigt behov

Et af de steder hvor der var brug for deres færdigheder, var i østaten Tuvalu i Stillehavet. Der bor cirka 10.500 mennesker på disse ni fjerntliggende atoller tæt på ækvator og nordvest for Samoa. Disse øer, eller atoller, dækker hver et areal på 2,6 kvadratkilometer i gennemsnit. I 1994 havde de 61 Jehovas Vidner dér hårdt brug for en rigssal og et større oversættelseskontor.

Bygninger i denne del af det tropiske Stillehav skal kunne modstå voldsomme storme og tyfoner. Men det er småt med byggematerialer af god kvalitet på  øerne. Hvordan løste man det problem? Alle dele, lige fra tagplader og spær til møbler, gardiner, toiletkummer og brusearmaturer, ja, selv skruer og søm, blev transporteret i containere med skib fra Australien.

Inden byggematerialerne ankom, havde et lille hold i forvejen byggemodnet grunden og lagt fundamentet. Derefter kom de internationale byggearbejdere og opførte selve bygningerne og malede dem samt udstyrede dem med inventar.

En lokal præst blev i øvrigt vred over at se al denne aktivitet på Tuvalu og meddelte i radioen at forkynderne var ved at opføre et „babelstårn“. Var der hold i denne påstand? „Da de som var i færd med at bygge det babelstårn som er omtalt i Bibelen, opdagede at de ikke længere kunne forstå hinanden fordi Gud havde forvirret deres sprog, måtte de opgive deres projekt og lade tårnet stå ufærdigt,“ siger Graeme, en af byggemedarbejderne. (1 Mosebog 11:1-9) „Det forholder sig helt anderledes når man arbejder for Jehova Gud. Trods sprog- og kulturforskelle bliver byggeprojekterne altid fuldført.“ Også dette blev fuldført, og det på kun to uger. Ikke færre end 163 overværede indvielseshøjtideligheden, deriblandt premierministerens hustru.

Doug, den tilsynsførende ved byggeprojektet, siger efter at have set tilbage på det han havde oplevet: „Det var en glæde at arbejde sammen med frivillige fra andre lande. Vi bruger forskellige metoder og fagudtryk, ja, selv forskellige måleenheder, men det gav ingen problemer.“ Med adskillige projekter bag sig tilføjer han: „Det står nu endnu klarere for mig at Jehovas folk kan opføre en bygning hvor som helst på jorden med hans støtte, uanset hvor isoleret og svært tilgængeligt stedet er. Sandt nok har vi mange dygtige folk, men det er Jehovas ånd som gør det muligt.“

Guds ånd tilskynder også forkynderne på øerne til at tilbyde logi og sørge for mad til arbejderne, og for nogle er det et ganske stort offer. De der bliver vist en sådan gæstfrihed, værdsætter den dybt. Ken fra Melbourne i Australien deltog i et lignende projekt i Fransk Polynesien. Han siger: „Vi kom som arbejdsmænd, men blev behandlet som konger.“ De steder hvor det er muligt, deltager de lokale forkyndere også i byggeriet. På Salomonøerne blandede kvinderne beton — med hænderne. Et hundrede mænd og kvinder vandrede op i de regnfulde bjerge og hentede 40 tons tømmer. De unge gik også til arbejdet med stor energi. En byggearbejder fra New Zealand fortæller: „Jeg kan huske en ung broder på en af øerne som bar to eller tre cementsække på én gang. Han gravede grus hele dagen i al slags vejr.“

At lokale forkyndere deltager i arbejdet, har også andre fordele. Vagttårnets afdelingskontor  på Samoa fortæller: „Brødrene på øerne har lært nogle håndværksmæssige færdigheder som de kan anvende ved rigssalsbyggerier og i forbindelse med udbedring af skader efter tyfoner. De vil også lettere kunne tjene til livets ophold i et samfund hvor dette er en udfordring for mange.“

Byggerierne er et godt vidnesbyrd

Da Colin var i Honiara på Salomonøerne, så han en stævnehal under opførelse. Det gjorde så stort indtryk på ham at han skrev til Vagttårnsselskabets lokale afdelingskontor på pidginengelsk, som i oversættelse vil lyde nogenlunde sådan: „De alle én tanke har, og de ikke bliver sure på hinanden. De også er en familie.“ Da han kort efter vendte tilbage til sin landsby ved Aruligo, som ligger 40 kilometer derfra, byggede han og hans familie deres egen rigssal. Derefter sendte de følgende besked til afdelingskontoret: „Vores rigssal, ja, også podiet, står færdigt; så kan vi holde nogle møder her?“ Det blev der med det samme truffet foranstaltning til, og over 60 overværer nu møderne regelmæssigt.

En EU-konsulent som iagttog byggeprojektet i Tuvalu, sagde til en byggearbejder: „Det er sikkert noget alle siger til jer, men for mig er det et mirakel!“ En kvinde som arbejdede på telefoncentralen, henvendte sig til en anden af de tilrejsende frivillige og spurgte: „Hvordan kan det være at I alle er så glade? Der er jo så varmt her!“ De havde aldrig før set kristendommen komme til udtryk på denne praktiske og selvopofrende måde.

De fortryder ikke de ofre de bragte

„Den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt,“ kan man læse i Bibelen i Andet Korintherbrev 9:6. Byggearbejderne, deres familier og menigheder fortsætter med at så gavmildt ved at hjælpe trosfæller i Stillehavsområdet. „Min egen menighed betalte over en tredjedel af min flybillet,“ fortæller Ross, en ældste fra Kincumber i nærheden af Sydney, „og min svoger, som også rejste med, gav mig desuden 500 dollars (cirka 4000 kroner).“ En anden arbejder betalte for sin rejse ved at sælge sin bil. En tredje solgte et jordstykke. Kevin manglede 900 dollars, så han besluttede at sælge sine 16 værdifulde duer. Gennem en bekendt fandt han en køber som helt nøjagtigt tilbød ham 900 dollars (cirka 7000 kroner) for dem.

„Var det billetprisen og den mistede indtjening i perioden værd, taget i betragtning at det beløber sig til 6000 dollars [cirka 50.000 kroner]?“ Da Danny og Cheryl blev spurgt, lød deres svar: „Ja! Selv hvis det havde kostet det dobbelte, havde det været det værd.“ Alan fra Nelson i New Zealand tilføjer: „Jeg kunne have rejst til Europa og have haft penge i overskud for det som det kostede mig at tage til Tuvalu. Men ville jeg så have fået så mange velsignelser, så mange venner med forskellige kulturelle baggrunde eller have gjort noget for andre end mig selv? Nej. Hvad jeg end har givet brødrene på øen, må jeg erkende at de har givet mig meget mere til gengæld.“

En anden grund til at dette program fungerer, er familiens støtte. Flere af mændene havde mulighed for at tage deres ægtefælle med, hvoraf nogle endda kunne være med til at arbejde; men andre havde børn i skolealderen eller andet de skulle tage sig af. „Min kones villighed til at tage sig af børnene og passe huset mens jeg var væk,“ siger Clay, „var et langt større offer end det jeg bragte.“ Dét er alle mænd som måtte rejse alene, enige med ham i.

Efter færdiggørelsen af byggeprojektet på Tuvalu har frivillige byggearbejdere opført rigssale, stævnehaller, missionærhjem og oversættelseskontorer på Fiji, Tonga, Papua Ny Guinea, Ny Caledonien og andre steder. Mange projekter, deriblandt nogle i Sydøstasien, er stadig på tegnebrættet. Vil man mon kunne skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft?

Det vil tydeligvis ikke være noget problem. „Alle som her har deltaget i internationale byggeprojekter, har bedt om at blive kontaktet når der skal bygges igen,“ skriver afdelingskontoret på Hawaii. „De begynder at spare op så snart de vender hjem.“ Et sådant byggeprogram må nødvendigvis lykkes, især når man tager i betragtning at Jehova velsigner et sådant udtryk for uselvisk hengivenhed.

[Illustrationer på side 9]

Materialer til byggeprojektet

Arbejdsholdet på byggegrunden

[Illustrationer på side 10]

Da projektet var fuldført, glædede vi os over hvad Guds ånd havde udrettet