Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er du påvirket af kynikerne?

Er du påvirket af kynikerne?

 Er du påvirket af kynikerne?

„EN KYNIKER er en der aldrig ser det gode i et menneske og aldrig undgår at bemærke det dårlige. Han er en ugle i menneskeskikkelse. Han kan se i mørke og er blind i lys, jager skadedyr og har aldrig øje for det ædle vildt.“ Denne udtalelse er blevet tillagt Henry Ward Beecher, en præst fra det 19. århundrede. Mange mener måske at det er en rammende beskrivelse af nutidens kyniker. Men ordet „kynisk“ har sin oprindelse i oldtidens Grækenland, hvor det ikke blot betegnede en person med en kynisk indstilling, men i århundreder betegnede en filosofisk skole.

Hvordan opstod kynikernes filosofi? Hvad var deres lære? Ville kynikerens egenskaber være ønskværdige for en kristen?

Oldtidens kynikere — deres oprindelse og idéer

Oldtidens Grækenland var arnested for diskussion og debat. I århundrederne op til vores tidsalder fremsatte mænd som Sokrates, Platon og Aristoteles de filosofier der gjorde dem berømte. Deres lære har øvet en stærk indflydelse på folk, og deres idéer kan stadig spores i den vestlige kultur.

Sokrates (470-399 f.v.t.) hævdede at man ikke kunne finde varig lykke ved at stræbe efter materielle goder og sanselige nydelser. Han påstod at en søgen efter dyd fører til sand lykke. Sokrates betragtede dyden som det højeste gode. For at opnå dette gode forkastede han al materiel luksus og overflødig stræben fordi han mente at den slags ville distrahere ham. Han gik ind for mådehold og selvfornægtelse og levede et enkelt og beskedent liv.

Sokrates udviklede en undervisningsmetode der kaldes den sokratiske metode, eller majeutik. Mens de fleste store tænkere fremførte en tanke og argumenterede for den, gjorde Sokrates det omvendte. Han lyttede til andre filosoffers teorier og prøvede at blotlægge manglerne ved deres tankegang. Denne fremgangsmåde befordrede en kritisk og ringeagtende holdning til andre.

Blandt Sokrates’ tilhængere var en filosof ved navn Antisthenes (omkring 445-365 f.v.t.). Han og nogle andre gik et skridt videre end Sokrates ved at sige at dyd er det eneste gode. For dem var al stræben efter nydelse ikke blot noget der virkede forstyrrende, men ligefrem et onde. De blev meget asociale, og de viste stor foragt for deres medmennesker. De blev kaldt kynikere. Betegnelsen kyniker er måske en afledning af det græske ord kynikós, der betyder „hundeagtig“ * og betegnede deres gnavne og glædesforladte fremtræden.

 Hvordan læren påvirkede deres levevis

Dele af den kyniske filosofi kunne betragtes som prisværdig — kynikerne var for eksempel imod materialisme og nydelsessyge. Men de gik til yderligheder. Det fremgår tydeligt af den måde den berømteste kyniker, filosoffen Diogenes, levede på.

Diogenes blev født i 412 f.v.t. i Sinope, en by ved Sortehavet. Han flyttede med sin far til Athen, hvor han blev kendt med kynikernes lære. Diogenes fik undervisning af Antisthenes og blev opslugt af kynikernes filosofi. Mens Sokrates levede enkelt, og Antisthenes levede særdeles nøjsomt, levede Diogenes ligefrem asketisk. En anekdote beretter at Diogenes demonstrerede sin foragt for materielle bekvemmeligheder ved en overgang at bo i en tønde.

I sin søgen efter det eneste gode skal Diogenes være gået gennem Athen ved højlys dag med en tændt lampe i hånden for at finde et dydigt menneske. En sådan adfærd vakte opmærksomhed og var en af de metoder Diogenes og de andre kynikere brugte i deres undervisning. Ifølge en anekdote spurgte Alexander den Store engang Diogenes hvad der var hans største ønske. Diogenes skal have svaret at han blot ønskede at Alexander ville flytte sig så han ikke skyggede for solen!

Diogenes og andre kynikere levede som tiggere. De ville ikke bruge tid på normalt menneskeligt samkvem, og de nægtede at opfylde borgerpligterne. Måske skyldtes deres foragt for andre den sokratiske måde at argumentere på. Diogenes blev kendt for sin bidende sarkasme. Kynikerne fik ry for at være „hundeagtige“, og Diogenes selv havde øgenavnet Hunden. Han døde i halvfemsårsalderen omkring 320 f.v.t., og på hans grav blev der rejst et monument i marmor der blandt andet viste en hundeskikkelse.

Dele af kynikernes filosofi er indgået i andre åndsretninger. Men med tiden kom den kyniske skole i vanry på grund af den excentriske adfærd man forbandt Diogenes og hans tilhængere med. Og til sidst ophørte den helt med at eksistere.

Bør man efterligne vore dages kynikere?

Ordbog over det Danske Sprog skriver blandt andet følgende om vore dages kyniker: „Kras realistisk,“ „rå,“ „hensynsløs (over for andres følelser for det sømmelige, ophøjede og lignende).“ Nudansk Ordbog definerer en kynisk person som en der er „følelseskold og ser på og behandler sine omgivelser med foragt“, hvilket ofte kommer til udtryk i sarkastiske bemærkninger. Det er egenskaber der kendetegner verden omkring os, men som naturligvis er uforenelige med den kristne personlighed. Det viser det følgende uddrag af Bibelens lære og principper:

„Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse.“ (Salme 103:8, 9) Kristne lærer at de skal være „Guds efterlignere“. (Efeserne 5:1) Hvis den almægtige Gud vælger at være nådig og rig på loyal hengivenhed i stedet for at ’se på og behandle sine omgivelser med foragt’, bør kristne søge at gøre det samme.

Jesus Kristus, det nøjagtige udtryk for selve Jehova Guds væsen, ’efterlod os et forbillede så vi kan følge lige i hans fodspor’. (1 Peter 2:21; Hebræerne 1:3) Undertiden afslørede Jesus religiøse løgne og vidnede om verdens onde gerninger. (Johannes 7:7) Men han roste også oprigtige mennesker. Han sagde for eksempel om Natanael: „Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.“ (Johannes 1:47) Når Jesus udførte et mirakel, fokuserede han i nogle tilfælde på troen hos den han hjalp. (Mattæus 9:22) Og da nogle syntes at den betænksomhed en kvinde viste ham som udtryk for sin værdsættelse, var for ødsel, tillagde Jesus hende ikke kynisk dårlige motiver, men sagde: „Overalt hvor denne gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ (Mattæus 26:6-13) Jesus nærede kærlighed og tillid til sine disciple og ’elskede dem lige til det sidste’. — Johannes 13:1.

 Eftersom Jesus var fuldkommen, kunne han sagtens have været kritisk over for ufuldkomne mennesker. Men i stedet for at være skeptisk og kritisk søgte han at styrke folk. — Mattæus 11:29, 30.

[Kærligheden] tror alt.“ (1 Korinther 13:7) Dette udsagn er i direkte modstrid med kynikerens tilbøjelighed til at betvivle andres motiver og handlinger. Naturligvis er verden fuld af mennesker der har bagtanker; så der er behov for at udvise forsigtighed. (Ordsprogene 14:15) Kærligheden er ikke desto mindre rede til at tro fordi den er tillidsfuld og ikke overdrevent mistænksom.

Gud elsker sine tjenere og har tillid til dem. Han kender deres begrænsninger bedre end de selv gør. Men Jehova behandler aldrig nogen med mistro, og han forventer ikke mere af dem end de med rimelighed kan yde. (Salme 103:13, 14) Desuden leder Gud efter det gode i menneskene og giver tillidsfuldt sine loyale, men ufuldkomne, tjenere myndighed og forrettigheder. — 1 Kongebog 14:13; Salme 82:6.

„Jeg, Jehova, undersøger hjertet, ransager nyrerne, ja, for at give hver enkelt efter hans veje, efter hans gerningers frugt.“ (Jeremias 17:10) Jehova ved nøjagtig hvad der bor i et menneskes hjerte. Det gør vi ikke. Derfor må vi være forsigtige med at tillægge andre bestemte motiver.

Hvis vi tillader os selv at blive kyniske og at lade en sådan indstilling præge vores tankegang, kan det skabe splid mellem os selv og vore trosfæller. Det kan ødelægge freden i den kristne menighed. Lad os derfor gøre som Jesus, der var realistisk og alligevel positiv i den måde han behandlede sine disciple på. Han blev deres nære ven. — Johannes 15:11-15.

„Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ (Lukas 6:31) Der er mange måder hvorpå man kan følge denne vejledning fra Jesus Kristus. Vi foretrækker for eksempel alle at folk er venlige og respektfulde når de taler til os. Vi bør derfor naturligvis selv henvende os til andre på en venlig og respektfuld måde. Ikke engang da Jesus højt og tydeligt afslørede de religiøse lederes falske lære, var han sarkastisk som kynikerne. — Mattæus 23:13-36.

Hvordan man kan bekæmpe kynismen

Hvis vi har været ude for skuffelser, kan vi nemt gå hen og blive kyniske over for andre. Vi kan bekæmpe en sådan tendens ved at huske på at Jehova viser sit ufuldkomne folk tillid. Det kan hjælpe os til at acceptere andre der tilbeder Gud, som det de er, nemlig ufuldkomne mennesker der prøver at gøre det der er rigtigt.

Smertelige oplevelser kan få nogle til at miste tilliden til andre. Det er naturligvis uklogt at sætte hele sin lid til ufuldkomne mennesker. (Salme 146:3, 4) Men i den kristne menighed ønsker mange oprigtigt at være til opmuntring for deres næste. Tænk blot på de tusinder der er som mødre, fædre, søstre, brødre og børn for dem der har mistet deres egen familie. (Markus 10:30) Tænk på alle dem der viser sig at være sande venner i svære tider. * — Ordsprogene 18:24.

Det er ikke kynisme, men broderkærlighed der kendetegner Jesu disciple, for han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Lad os derfor vise andre kærlighed, og lad os fokusere på de gode egenskaber hos vore medkristne. På den måde vil vi undgå at få kynikerens egenskaber.

[Fodnoter]

^ par. 8 En anden mulighed er at betegnelsen kyniker kommer af Kynoʹsarges, gymnasiet i Athen hvor Antisthenes underviste.

^ par. 27 Se artiklen „Den kristne menighed — en styrkende hjælp for os“ i Vagttårnet for 15. maj 1999.

[Illustration på side 21]

Den berømteste kyniker, Diogenes

[Kildeangivelse]

Fra bogen Great Men and Famous Women