Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg overvandt min generthed

Jeg overvandt min generthed

 Livsberetning

Jeg overvandt min generthed

FORTALT AF RUTH L. ULRICH

Jeg brød grædende sammen ved præstens dør. Han havde lige udslynget en byge af falske anklager imod Charles T. Russell, som var Vagttårnsselskabets første præsident. Lad mig fortælle hvorfor jeg, som blot var en ung pige, aflagde folk sådanne besøg.

JEG er født i en religiøs familie på en gård i Nebraska, USA, i 1910. Vi læste i Bibelen hver morgen og aften efter måltiderne. Min far var forstander for metodistkirkens søndagsskole i den lille by Winside, cirka 6 kilometer fra vores gård. Vi havde en overdækket hestevogn så vi uanset vejrforholdene kunne komme i kirke søndag formiddag.

Da jeg var omkring otte år, blev min lillebror ramt af børnelammelse, og min mor bragte ham til et behandlingshjem i Iowa. Trods hendes omsorgsfulde pleje døde han mens de var der. Under opholdet havde min mor imidlertid truffet en bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. De havde mange samtaler, og det skete at min mor gik med denne dame til møde hos bibelstudenterne.

Da min mor kom hjem, medbragte hun nogle bind af Studier i Skriften, som var udgivet af Vagttårnsselskabet. Hun blev hurtigt overbevist om at bibelstudenterne forkyndte sandheden, og at læren om sjælens udødelighed og de ondes evige pine ikke var sand. — 1 Mosebog 2:7; Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4.

Min far blev imidlertid meget opbragt, og han prøvede at hindre min mor i at overvære  bibelstudenternes møder. Han fortsatte med at tage mig og min storebror, Clarence, med i kirke. Men når far ikke var hjemme, underviste mor os i Bibelen. Det gav os mulighed for at sammenligne bibelstudenternes lære med kirkens.

Clarence og jeg kom regelmæssigt i kirkens søndagsskole, og Clarence stillede lærerinden spørgsmål hun ikke kunne besvare. Når vi kom hjem, fortalte vi det til mor, og det førte til lange samtaler om disse emner. Til sidst forlod jeg kirken og begyndte sammen med mor at overvære møderne hos bibelstudenterne, og kort efter gjorde Clarence det samme.

Problemer med generthed

I september 1922 overværede mor og jeg det mindeværdige stævne i Cedar Point i Ohio. Jeg kan stadig for mit indre blik se det store banner blive foldet ud og læse ordene „Forkynd Kongen og Riget“, hvormed Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford, tilskyndede de mere end 18.000 tilstedeværende. Jeg var dybt bevæget og indså hvor vigtigt det er at fortælle andre den gode nyhed om Riget. — Mattæus 6:9, 10; 24:14.

Fra 1922 til 1928 vedtog bibelstudenterne ved deres store stævner en hel række resolutioner som blev formidlet til offentligheden i traktatform, og der blev uddelt adskillige millioner i hele verden. Selv skyndte jeg mig fra hus til hus med disse tryksager, og folk kaldte mig mynden fordi jeg var så tynd og ranglet. Jeg var oprigtig glad for at være med til dette arbejde, men at skulle tale til folk personligt og fortælle dem om Guds rige var en helt anden sag.

Jeg var så genert at jeg endog gruede for det årlige besøg af vore slægtninge. Mor inviterede dem i hobetal, men jeg forsvandt ind på mit værelse og blev der. Engang ville mor gerne have taget et familiebillede og bad mig komme ud, men det havde jeg ikke lyst til, så hun slæbte mig bogstavelig talt ud af værelset mens jeg skreg i vilden sky.

Der kom imidlertid et tidspunkt hvor jeg beslutsomt lagde nogle bibelske publikationer i  min taske. Jeg blev ved med at sige: „Jeg kan ikke, jeg kan ikke.“ Men i næste øjeblik sagde jeg til mig selv: „Du skal!“ Og endelig kom jeg ud i forkyndelsen. Bagefter var jeg glad for at jeg fik samlet mod til det. Min største glæde var egentlig ikke at udføre arbejdet, men tilfredsheden ved at have gjort det. Det var omkring dette tidspunkt jeg kom ind til den præst jeg tidligere omtalte, og som jeg grædende forlod. Men som tiden gik, lykkedes det mig med Jehovas hjælp at tale med folk ved dørene, og jeg blev mere og mere glad for det. I 1925 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben.

Jeg påbegynder heltidstjenesten

Da jeg var 18 år, arvede jeg nogle penge af min moster, så jeg købte en bil og blev pioner, eller heltidsforkynder. Efter to år, i 1930, modtog min makker og jeg en distriktstildeling. Ved den tid var Clarence også begyndt i pionertjenesten. Kort efter modtog han en indbydelse til at tjene på Betel, Jehovas Vidners hovedkontor, i Brooklyn, New York.

På det tidspunkt blev mine forældre separeret, og mor og jeg fik lavet en beboelsesvogn og blev pionermakkere. Det var da USA oplevede den store depression. At fortsætte i pionertjenesten var lidt af en udfordring, men vi var besluttede på ikke at give op. I bytte for publikationer fik vi høns, æg, grøntsager og ting som gamle batterier og kasseret aluminium. Det sidstnævnte omsatte vi i penge så vi kunne få benzin på bilen og betale andre udgifter. For at spare penge klarede jeg selv smøring af bilen og olieskift. Vi erfarede at Jehova holdt sit løfte ved at give os mulighed for at overvinde forhindringer. — Mattæus 6:33.

Ny opgave som missionær

I 1946 blev jeg indbudt til at overvære den syvende klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead nær South Lansing, New York. På det tidspunkt havde mor og jeg været pionerer sammen i 15 år, men hun ønskede ikke at berøve mig muligheden for at blive oplært i missionærtjenesten og tilskyndede mig til at tage imod det privilegium at komme på Gilead. Efter afslutningen blev jeg makker med Martha Hess fra Peoria i Illinois. Sammen med to andre søstre fik vi tildelt distrikt i Cleveland, Ohio, i et år mens vi ventede på at blive sendt til et andet land.

Den tildeling kom i 1947. Martha og jeg blev bedt om at tjene på Hawaii. Da det var forholdsvis nemt at flytte dertil, tog min mor med og boede i nærheden af os i Honolulu. Hendes helbred var blevet dårligt, så ud over mine pligter i missionærtjenesten måtte jeg også tage mig af hende. Og det gjorde jeg indtil hun døde på Hawaii i 1956, 77 år gammel. Da vi kom dertil, var der omkring 130 forkyndere på Hawaii, men da mor døde, var der over tusind — og dermed ikke længere behov for missionærer.

Så modtog Martha og jeg et brev fra Vagttårnsselskabet med en ny distriktstildeling, denne gang i Japan. Vores første overvejelse gik ud på om vi i vores alder kunne lære japansk. På det tidspunkt var jeg 48 år gammel, og Martha kun fire år yngre. Men vi lod afgørelsen ligge i Jehovas hænder og tog imod tildelingen.

Lige efter det internationale stævne i New York på Yankee Stadium og Polo Grounds i 1958 tog vi med skib til Tokyo. Vi blev ramt af en tyfon da vi nærmede os havnen i Yokohama, hvor Don og Mabel Haslett, Lloyd og  Melba Barry og andre missionærer tog imod os. På dette tidspunkt var der kun 1124 forkyndere i Japan.

Vi tog straks fat på at lære japansk og på tjenesten fra hus til hus. For at kunne læse det vi gerne ville sige på japansk, skrev vi det ned ved hjælp af det engelske alfabet. Den besøgte kunne dertil svare „Yoroshii desu“ eller „Kekko desu“, som vi fik at vide betød „godt, godt“ eller „det er godt“. Men vi fandt ikke rigtig ud af om den besøgte var interesseret eller ej, for sådan sagde de også når de afviste os. Meningen afhang af den besøgtes tonefald eller ansigtsudtryk. Det varede længe før vi lærte at tyde meningen.

Hjertevarmende oplevelser

Mens vi endnu kæmpede med at lære sproget, besøgte jeg en dag et kollegium som tilhørte firmaet Mitsubishi, og mødte her en 20-årig kvinde. Hun fik et bibelstudium, gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i 1966. Året efter blev hun pioner og blev kort efter udnævnt til specialpioner, og det har hun været lige siden. Det har altid været inspirerende for mig at se hende bruge sin tid og energi i heltidstjenesten lige fra hun var ung.

Det er en stor udfordring for folk der bor i et ikkekristent land, at acceptere Bibelens lære. Det har mange tusind imidlertid gjort, deriblandt flere af dem jeg har studeret Bibelen med. De har skilt sig af med kostbare buddhistaltre og shintofamiliealtre, som traditionelt hører til i japanske hjem. Det er noget der kræver stort mod, for familien kan nemt misfortolke dette og tro at de ikke har respekt for de afdøde slægtninge. Deres modige handlinger  leder tanken hen på de kristne i det første århundrede som skilte sig af med ting der havde tilknytning til falsk religion. — Apostelgerninger 19:18-20.

En kvinde jeg studerede med, planlagde sammen med sin familie at flytte fra Tokyo. Hun ønskede ikke at der skulle være noget i hendes nye hjem som havde tilknytning til afgudsdyrkelse, hvilket hun forelagde sin mand, som accepterede det. Da hun glad fortalte det til mig, kom hun pludselig i tanker om at hun havde pakket en stor, kostbar marmorvase ned som hun engang havde købt fordi man sagde den ville bringe hjemmet lykke. Da hun fik mistanke om at den havde tilknytning til falsk religion, tog hun en hammer, smadrede vasen og smed den ud.

Jeg har lært overordentlig meget og har fundet stor glæde og tilfredshed ved at se denne kvinde og andre villigt skille sig af med kostbare ting som har med falsk tilbedelse at gøre, og modigt begynde et nyt liv i tjenesten for Jehova. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at jeg har haft den forret at være missionær i Japan i mere end 40 år.

Nutidige „mirakler“

Jeg forundres når jeg ser tilbage på over 70 år i heltidstjenesten, og jeg betragter det som et nutidigt mirakel. Da jeg var ung og kæmpede med generthed, ville jeg ikke have troet at jeg skulle komme til at bruge hele mit liv på at henvende mig til folk for at fortælle dem om et rige som de fleste ikke er spor interesserede i at høre om. Ikke desto mindre har jeg gjort det, og det samme har i hundredvis, ja, i tusindvis, af andre. Og de har gjort det med så stor ildhu at den lille flok på godt et tusind Jehovas Vidner som var her da jeg ankom i 1958, nu er vokset til over 222.000 forkyndere!

I begyndelsen boede Martha og jeg på afdelingskontoret i Tokyo. I 1963 blev der bygget  en ny bygning på seks etager, og her har vi boet lige siden. I november 1963 var vi blandt de 163 tilstedeværende som lyttede til indvielsestalen, der blev holdt af afdelingstilsynsmanden, Lloyd Barry. På det tidspunkt var vi 3000 forkyndere i Japan.

Det har været en fryd at følge væksten i forkyndelsesarbejdet. I 1972 var vi nået op på 14.000 forkyndere. Samme år færdiggjorde brødrene et nyt og større kontor i Numazu. Men i 1982 var der over 68.000 forkyndere i Japan, og man byggede nu et endnu større afdelingskontor. Det ligger i Ebina, cirka 80 kilometer uden for Tokyo.

I mellemtiden renoverede man det tidligere afdelingskontor i Tokyos indre bydel så det kunne bruges som missionærhjem. Her bor der over 20 missionærer som har tjent i Japan i 40 eller 50 år eller længere, deriblandt jeg og Martha Hess, som har været min makker gennem mange år. Her bor også et ægtepar der fungerer som læge og sygeplejerske. De passer os og tager sig omsorgsfuldt af vore helbredsproblemer. For nylig fik vi endnu en sygeplejerske hertil, og kristne søstre kommer om dagen og hjælper med at pleje os. Derudover kommer der på skift to af betelfamiliens medlemmer i Ebina og laver mad og gør rent. Ja, Jehova er god imod os. — Salme 34:8, 10.

Et af højdepunkterne i mit liv fandt sted i november sidste år, 36 år efter indvielsen af den bygning der nu er beboet af os gamle missionærer. Den 13. november 1999 indviede man tilbygningerne til Japans afdelingskontor i Ebina, hvor der nu er omkring 650 medlemmer i betelfamilien. Jeg overværede indvielsen sammen med 4486 andre som havde været Jehovas Vidner i mange år, og som kom fra 37 lande.

Jehova har været en styrke og hjælp for mig i de næsten 80 år hvor jeg har gået fra hus til hus med budskabet om Riget. Han har hjulpet mig med at overvinde min generthed og den frygt jeg nærede da jeg begyndte i forkyndelsen. Jeg er sikker på at Jehova kan bruge enhver som tror på ham, selv de der ligesom jeg er ekstremt generte. At tale med fremmede om vores Gud, Jehova, har givet mig et godt og meningsfyldt liv.

[Illustrationer på side 21]

Clarence på besøg hos mor og mig mens han var på Betel

[Illustration på side 23]

Gileadskolen nær South Lansing, New York, hvor vi studerer på græsplænen

[Illustration på side 23]

Fra venstre: Mig, Martha Hess og mor på Hawaii

[Illustration på side 24]

Til højre: Nogle af beboerne på missionærhjemmet i Tokyo

[Illustration på side 24]

Herunder: Sammen med min makker, Martha Hess

[Illustration på side 25]

Tilbygningerne til afdelingskontoret i Ebina blev indviet sidste år i november