Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Genkender og godkender Gud vor tids „kristendom“?

Genkender og godkender Gud vor tids „kristendom“?

 Genkender og godkender Gud vor tids „kristendom“?

FORESTIL dig at du får malet dit portræt hos en kunstmaler og synes godt om det vellignende billede. Du forestiller dig hvordan dine børn, børnebørn og flere slægtled vil betragte portrættet med stolthed.

Forestil dig nu at en af dine fjerne efterkommere ikke bryder sig om at du er afbildet tyndhåret, og at han får malet mere hårpragt på. En anden synes dårligt om næsens form og lader den retouchere. Senere generationer „forskønner“ videre, og til sidst er du nærmest uigenkendelig. Hvordan ville du være tilpas ved den tanke? Du ville nok tage det fortrydeligt op.

Desværre illustrerer dette meget rammende hvad der er overgået den kristne tro. Historien viser at kristendommen kort efter Kristi apostles død begyndte at forandre udseende, ganske som forudsagt i Bibelen. — Mattæus 13:24-30, 37-43; Apostelgerninger 20:30. *

Der er naturligvis intet i vejen for at man tager hensyn til ens samtid og lokal skik og brug når man skal afgøre hvordan Bibelens principper berører ens tilværelse. Det er en ganske anden sag at tillempe Bibelens lære til populære strømninger. Men det er netop hvad der er sket. Læg for eksempel mærke til de forandringer der er foregået i en række betydningsfulde sammenhænge.

Kirken bliver statsreligion

Jesus lærte at hans herredømme, hans rige, skulle udøves fra himmelen, og at det til sin tid ville tilintetgøre alle jordiske herredømmer og herske over hele jorden. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Styret skulle ikke udøves gennem menneskers politiske systemer. „Mit rige er ikke en del af denne verden,“ sagde Jesus. (Johannes 17:16; 18:36) Jesu disciple var lovlydige, men undlod at engagere sig i politik.

I det fjerde århundrede, på den romerske kejser Konstantins tid, var mange navnkristne imidlertid blevet trætte af at vente på Kristi genkomst og Guds riges oprettelse. Lidt efter lidt ændrede de holdning til politik. Bogen Europe — A History beretter: „Før Konstantins tid havde de kristne ikke søgt at opnå [politisk] magt som middel til at fremme deres sag. Efter Konstantins tid gik kristendommen og storpolitikken hånd i hånd.“ Den omdannede kristendom blev Romerrigets statsreligion, den „universelle“ eller „katolske“ religion.

 Opslagsværket Historiens store epoker beretter følgende om denne nære forbindelse mellem kirken og staten: „I 385 e. Kr., kun 80 år efter den sidste store forfølgelsesperiode mod de kristne, begyndte kirken selv at henrette kættere, og de gejstlige udøvede en magt, der ikke lod de romerske kejseres meget efter.“ Dermed oprandt en tidsalder hvor sværdet fortrængte det overbevisende ord som middel til at „omvende“ andre. Det første århundredes ydmyge forkyndere var veget for en magtbegærlig gejstlighed der bar prangende titler. (Mattæus 23:9, 10; 28:19, 20) Historikeren H. G. Wells hæftede sig ved „de dybtgaaende Forskelligheder mellem“ kristendommen i det fjerde århundrede og „Jesus af Nazareth’s Lære“. Disse „dybtgaaende Forskelligheder“ greb endda ind i grundlæggende lærepunkter vedrørende Gud og Kristus.

En ny rolle til Gud

Jesus og hans disciple fremholdt den lære at der kun findes „én Gud, Faderen,“ der alene bærer egennavnet Jehova. Navnet forekommer cirka 7000 gange i tidlige bibelhåndskrifter. (1 Korinther 8:6; Salme 83:18) Ifølge den danske autoriserede oversættelses gengivelse af Kolossenserbrevet 1:15 blev Jesus skabt af Gud som „al skabnings førstefødte“. Jesus vedgik selv utvetydigt at han var skabt, idet han sagde: „Faderen er større end jeg.“ — Johannes 14:28.

Men i det tredje århundrede begyndte visse indflydelsesrige gejstlige der var betagede af den hedenske græske filosof Platons treenighedstanker, at tildele Gud en ny rolle for at indpasse ham i treenighedsopfattelsen. I de følgende århundreder ophøjede man ved hjælp af denne ubibelske lære Jesus til at være Jehovas ligemand, og man personificerede Guds hellige ånd, hans virkekraft.

New Catholic Encyclopedia fortæller hvordan det gik til at kirken antog det hedenske treenighedsbegreb: „Formuleringen ’én Gud i tre Personer’ var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og den kristne trosbekendelse før i slutningen af det 4. århundrede. Men det er denne formulering der har førsteret på betegnelsen Treenighedsdogmet. Hos de apostolske Fædre var der intet der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse.“

Tilsvarende siger The Encyclopedia Americana: „Det 4. århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra denne lære.“ The Oxford Companion to the Bible omtaler treenighedslæren som en af flere „senere formuleringer af troslæren“. Men treenighedslæren var ikke det eneste hedenske begreb der fandt vej ind i kirken.

En ny opfattelse af sjælen

Det er en udbredt antagelse at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter den fysiske død. Men er du klar over at det også er en af kirkens læresætninger der er blevet føjet til på et senere tidspunkt? Jesus bekræftede Bibelens udsagn: „De døde ved slet ingenting.“ De sover så at sige. (Prædikeren 9:5; Johannes 11:11-13) Bibelen lærer at de døde kan få livet igen i kraft af en opstandelse, hvor de i overført forstand vækkes og står op. (Johannes 5:28, 29) Hvis der fandtes en udødelig sjæl, ville opstandelsen være overflødig, for udødelighed udelukker at man dør definitivt.

Jesus viste endda betydningen af Bibelens opstandelseslære ved at oprejse nogle der var døde. Et eksempel var Lazarus, der var død i fire dage. Da han blev vakt til live af Jesus, kom han ud fra graven som et levende menneske der trak vejret. Der var ingen udødelig sjæl der vendte tilbage fra himmelsk lyksalighed for at tage bolig i Lazarus’ legeme da han vågnede fra dødstilstanden. I så fald ville Jesus jo næppe have gjort ham en tjeneste ved at oprejse ham. — Johannes 11:39, 43, 44.

Hvorfra stammer tanken om en udødelig sjæl? The Westminster Dictionary of Christian Theology oplyser at begrebet „står i større  gæld til græsk filosofi end til Bibelens åbenbarede lære“. The Jewish Encyclopedia fortæller: „Troen på at sjælen fortsætter med at eksistere efter at legemet er opløst, skyldes filosofisk eller teologisk spekulation snarere end enkel tro, og Den hellige Skrift siger derfor intet udtrykkeligt herom.“

Ikke sjældent fører én usandhed en anden med sig. Det gælder også læren om den udødelige sjæl. Den har banet vej for den hedenske lære om pine i et brændende helvede. * Men Bibelen siger ligeud at „den løn synden betaler er døden“, ikke evig pine. (Romerne 6:23) Den danske autoriserede oversættelse gengiver derfor Åbenbaringen 20:13 således: „Havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde.“ Ja, enkelt sagt befinder de døde sig i dødsriget, det som nogle bibeloversættelser kalder „helvede“, hvor de, som Jesus sagde, ’sover’.

Giver læren om evig fortabelse i helvede et tiltalende billede af Gud? Nej. Den virker frastødende på mennesker der elsker ret og retfærdighed. Bibelen lærer derimod at „Gud er kærlighed“, og at han afskyr grusomhed både mod mennesker og dyr. — 1 Johannes 4:8; Ordsprogene 12:10; Jeremias 7:31; Jonas 4:11.

Et fortegnet portræt i vor tid

Den dag i dag fortsætter man med at tegne et vrængbillede af Gud og kristendommen. En professor i religion beskrev for nylig skærmydslerne inden for sin kirke som en strid „om Skriftens og trosbekendelsens autoritet kontra uvedkommende og humanistiske ideologier, mellem kirkens troskab mod Kristi myndighed kontra en tilpasning og revision af kristendommen efter tidsånden. Stridspunktet er følgende: Hvem sætter kirkens dagsorden? . . . Den Hellige Skrift eller tidens fremherskende ideologi?“

Desværre er det som regel „tidens fremherskende ideologi“ der vinder. Det er for eksempel ingen hemmelighed at mange kirker har skiftet standpunkt i forskellige spørgsmål for at virke fremskridtsvenlige og fordomsfri. Som nævnt i foregående artikel er kirkerne efterhånden blevet ret frisindede, især i moralspørgsmål. Men Bibelen lader ingen i tvivl om at utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet er grove synder i Guds øjne, og at de der giver sig af med sådanne handlinger, „ikke skal arve Guds rige“. — 1 Korinther 6:9, 10; Mattæus 5:27-32; Romerne 1:26, 27.

Da apostelen Paulus skrev ovennævnte ord, var den græsk-romerske verden gennemsyret af fordærv i enhver afskygning. Paulus kunne have ræsonneret: ’Ganske vist lagde Gud Sodoma og Gomorra i aske på grund af indbyggernes grove umoralitet, men det er jo 2000 år siden. Det kan ikke rigtig bruges til noget her i vor oplyste tid.’ Men han kom ikke med hypotetiske bortforklaringer. Han nægtede at udvande Bibelens ord. — Galaterne 5:19-23.

Se på det oprindelige portræt

Til sin tids jødiske religiøse ledere sagde Jesus at deres gudsdyrkelse var ’forgæves, når den lære de førte, var menneskebud’. (Mattæus 15:9) Disse gejstliges behandling af Jehovas lov gennem Moses blev et fortilfælde for den måde kristenhedens præsteskab har behandlet, og stadig behandler, Kristi lære på. De har så at sige ændret på billedet af Guds sandhed med deres tradition. Men til gavn for alle retsindige mennesker fjernede Jesus alle usandheder. (Markus 7:7-13) Jesus sagde sandheden, selv om den var upopulær. Guds ord var til enhver tid hans autoritet. — Johannes 17:17.

Jesu holdning og lære ligger milevidt fra det som de fleste „kristne“ står for. Faktisk har Bibelen også forudsagt at folk i vor tid „ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere  i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.“ (2 Timoteus 4:3, 4, da. aut.) Disse „myter“, hvoraf vi har set nærmere på nogle få, er åndeligt nedbrydende, hvorimod Guds ord er opbyggende og fører til evigt liv. Det er det budskab Jehovas Vidner opfordrer andre til at undersøge. — Johannes 4:24; 8:32; 17:3.

[Fodnoter]

^ par. 4 Som Jesus gjorde opmærksom på i lignelsen om hveden og ukrudtet og i billedet med henholdsvis den brede og den trange vej (Mattæus 7:13, 14), ville et fåtal videreføre den sande kristendom op gennem tiden. Men de ville blive overskygget af et ukrudtslignende flertal som ville give sig ud for at være sande kristne, og som ville fremstille deres egen lære som det sande billede af kristendommen. Det er denne fremstilling af kristendommen denne artikel handler om.

^ par. 19 „Helvede“ er en oversættelse af det hebraiske ord „Sheol“ og det græske ord „Hades“, der begge ganske enkelt betyder „graven“. At det forholder sig sådan, fremgår af at det er sådan jødiske bibeloversættelser gengiver „Sheol“. Også i den danske autoriserede oversættelse af 1992 står der „dødsriget“ de steder hvor ældre oversættelser gengav disse ord med „helvede“.

[Ramme/illustration på side 7]

Hvorfra stammer betegnelsen „kristen“?

I mindst ti år efter Jesu død sagde man om hans disciple at de tilhørte „Vejen“. (Apostelgerninger 9:2; 19:9, 23; 22:4) Årsagen var at troen på Jesus Kristus, der er „vejen og sandheden og livet“, var noget centralt i deres tilværelse. (Johannes 14:6) På et tidspunkt efter år 44 blev Jesu disciple „ved guddommeligt forsyn for første gang . . . kaldt kristne“. Det skete i den syriske by Antiochia. (Apostelgerninger 11:26) Dette navn slog hurtigt an, også blandt embedsmænd. (Apostelgerninger 26:28) Navneforandringen ændrede dog intet ved de kristnes levevis, for de vedblev med at have Kristus som forbillede. — 1 Peter 2:21.

[Illustrationer på side 7]

Ved at forkynde gør Jehovas Vidner folk opmærksomme på Guds ord, Bibelen

[Kildeangivelse på side 4]

Tredje foto fra venstre: FN/Foto af Saw Lwin