Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen – Hvorfor så mange oversættelser?

Bibelen – Hvorfor så mange oversættelser?

Hvorfor findes der så mange forskellige oversættelser af Bibelen i dag? Ser du nye bibeloversættelser som en hjælp til at forstå Bibelen eller som noget der gør det sværere? Hvis du ved noget om hvem der oversatte dem, og hvorfor, kan du bedre danne dig en mening om dem.

Lad os først se på hvem der oprindeligt skrev Bibelen og hvornår.

DEN OPRINDELIGE BIBEL

Bibelen opdeles normalt i to dele. Den første del indeholder 39 bøger med “Guds hellige udsagn”. (Romerne 3:2) Gud inspirerede trofaste mænd til at skrive disse bøger over en lang periode – omkring 1.100 år, fra 1513 f.v.t. til et tidspunkt efter 443 f.v.t. De skrev hovedsageligt på hebraisk, så derfor kaldes denne del De Hebraiske Skrifter, også kendt som Det Gamle Testamente.

Den anden del indeholder 27 bøger der også er “Guds ord”. (1 Thessaloniker 2:13) Gud inspirerede nogle af Jesus’ trofaste disciple til at skrive disse bøger over en meget kortere periode – omkring 60 år, fra cirka år 41 til 98. Denne del blev hovedsageligt skrevet på græsk, så den kaldes De Kristne Græske Skrifter, også kendt som Det Nye Testamente.

Disse 66 bøger udgør tilsammen hele Bibelen – Guds budskab til mennesker. Men hvorfor er der blevet lavet flere oversættelser af Bibelen? Her er tre af de grundlæggende årsager.

  • For at gøre Bibelen tilgængelig på folks modersmål.

  • For at fjerne de fejl afskrivere havde lavet, og derved komme tilbage til den oprindelige tekst.

  • For at gøre sproget mere nutidigt.

Læg mærke til hvordan disse faktorer kommer til udtryk i to tidlige oversættelser.

 DEN GRÆSKE SEPTUAGINTA

Cirka 300 år før Jesus’ tid begyndte jødiske lærde at oversætte De Hebraiske Skrifter til et andet sprog – græsk. Denne oversættelse blev kendt som den græske Septuaginta. Hvorfor blev den lavet? For at hjælpe de jøder der talte bedre græsk end hebraisk, til at få størst muligt udbytte af “de hellige skrifter”. – 2 Timoteus 3:15.

Septuaginta-oversættelsen hjalp også millioner af græsktalende ikkejøder til at finde ud af hvad Bibelen lærer. Hvordan? Professor W.F. Howard siger: “Fra midten af det første århundrede var det denne oversættelse af Bibelen den kristne kirke brugte, og dens missionærer gik fra synagoge til synagoge og ‘beviste ud fra Skrifterne at Jesus var Messias’.” (Apostelgerninger 17:3, 4; 20:20) Ifølge bibelforskeren F.F. Bruce var det en af grundene til at mange jøder “mistede interessen for Septuaginta-oversættelsen”.

Efterhånden som Jesus’ disciple modtog bøgerne til De Kristne Græske Skrifter, samlede de dem og Septuaginta-oversættelsen af De Hebraiske Skrifter, og tilsammen udgjorde de den komplette Bibel vi også bruger i dag.

DEN LATINSKE VULGATA

Omkring 300 år efter at Bibelen var færdiggjort, lavede en religiøs lærd ved navn Hieronymus en latinsk oversættelse af Bibelen, der blev kendt som den latinske Vulgata. Der fandtes allerede forskellige latinske oversættelser, så hvorfor var der behov for en ny? Ifølge The International Standard Bible Encyclopedia ville Hieronymus rette “forkerte gengivelser, tydelige fejl og uberettigede tilføjelser og udeladelser”.

Hieronymus rettede mange af de fejl. Men på et tidspunkt gjorde kirken noget af det værste man kunne forestille sig! De erklærede at den latinske Vulgata var den eneste godkendte oversættelse af Bibelen, og det holdt de fast ved i århundreder! I stedet for at hjælpe almindelige mennesker til at forstå Bibelen gjorde Vulgata den til en lukket bog, for efterhånden var der nærmest ingen der kunne latin.

 MANGE FLERE OVERSÆTTELSER

I mellemtiden blev folk ved med at fremstille andre oversættelser af Bibelen, som for eksempel den berømte syriske Pesjitta fra omkring det 5. århundrede. Men det var først i det 14. århundrede at der igen blev gjort en indsats for at almindelige mennesker kunne få en bibel på et sprog de forstod.

I slutningen af det 14. århundrede begyndte John Wycliffe i England at gøre op med det monopol den latinske Vulgata havde. Det skete da han gik i gang med at udgive Bibelen på engelsk, et sprog som folk i hans land rent faktisk kunne forstå. Og ikke længe efter det opfandt Johannes Gutenberg trykpressen, som gjorde det muligt at fremstille Bibelen på mange sprog og udbrede den i hele Europa.

Efterhånden som der kom flere og flere bibeloversættelser på engelsk, begyndte kritikere at sætte spørgsmålstegn ved om der var behov for forskellige oversættelser af Bibelen på samme sprog. Den engelske præst John Lewis, der levede i det 18. århundrede, skrev: “Sproget bliver forældet og uforståeligt, og derfor er det nødvendigt at gennemgå gamle oversættelser og forny dem så de bruger det sprog der tales, og som forstås af den samtidige generation.”

I dag er bibelforskere bedre stillet end nogensinde til at gennemgå ældre oversættelser. De har en meget bedre forståelse af de sprog Bibelen oprindeligt blev skrevet på, og har adgang til værdifulde gamle bibelhåndskrifter der er blevet fundet i nyere tid. Det er en hjælp til bedre at kunne afgøre hvad der oprindeligt har stået i bibelteksten.

Så det er rigtig godt at der bliver fremstillet nye oversættelser af Bibelen. Selvfølgelig skal man også være påpasselig i forbindelse med nogle af dem. * Men hvis oversætterne har været motiveret af ægte kærlighed til Gud, kan resultatet være til stor gavn for os.

 

^ par. 24 Se artiklen “Hvordan vælger man en god bibeloversættelse?” i Vagttårnet for 1. maj 2008.