Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

LIVSBERETNING

Et fast greb om sandheden fra Bibelen

Et fast greb om sandheden fra Bibelen

Når man føler sig usikker, vil man gerne have noget at holde fast ved. Men det har jeg ikke mulighed for, for jeg har hverken hænder eller arme. Jeg var syv år gammel da jeg fik mine arme amputeret.

Min mor var 17 da jeg blev født i 1960. Før jeg blev født, forlod min far os. Mor og jeg boede sammen med min mormor og morfar i Burg, en lille by i det tidligere Østtyskland. Ligesom mange andre var min familie ateister. For os var der ingen Gud.

Som barn var jeg meget glad for at bruge tid sammen med min morfar. Han var god til at engagere mig i forskellige projekter. For eksempel fik jeg lov til at klatre op i træerne og save grene af. Det var en dejlig tid med mange gode stunder.

EN ULYKKE DER ÆNDREDE MIT LIV

Som syvårig kom jeg ud for noget helt forfærdeligt. Jeg var lige begyndt i første klasse. En dag på vej hjem fra skole kravlede jeg op i en elmast. Otte meter oppe i masten fik jeg et voldsomt elektrisk stød der gjorde mig bevidstløs. Da jeg vågnede op på hospitalet, kunne jeg ikke mærke mine arme. De var blevet så slemt forbrændte at de skulle amputeres for at undgå at jeg fik blodforgiftning. Som I nok kan forestille jer, var min mor og mine bedsteforældre helt knust. Men jeg var ikke selv gammel nok til at kunne forstå hvordan et liv uden arme ville være.

Efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, begyndte jeg i skole igen. De andre børn mobbede mig, skubbede til mig og kastede ting efter mig fordi jeg ikke kunne forsvare mig selv. Deres ondskabsfulde og nedladende bemærkninger gjorde mig meget ked af det. På et tidspunkt blev jeg sendt på en kostskole for handicappede børn i byen Birkenwerder. Min mor og mine bedsteforældre havde ikke råd til at besøge mig fordi skolen lå langt væk. Vi så kun hinanden i ferierne. I de næste ti år voksede jeg op uden min familie.

EN OPVÆKST UDEN HÆNDER OG ARME

Jeg lærte at bruge mine fødder til mange ting. Prøv at forestille jer hvordan det er at holde en gaffel eller en ske med tæerne. Det var noget jeg efterhånden blev god til. Jeg lærte også at børste tænder og rede mit hår med fødderne. Jeg begyndte endda at gestikulere med fødderne når jeg snakkede med andre. Ja, mine fødder blev mine hænder.

I teenageårene elskede jeg at læse science fiction. Nogle gange drømte jeg om at have robotarme så jeg kunne gøre alt det jeg gerne ville. Som 14-årig begyndte jeg at ryge. Det gav mig større selvtillid og fik mig til at føle at jeg var som alle andre. Det var som om jeg sagde til omverdenen: ‘Se, jeg kan også ryge, og rygere er voksne – uanset om de har arme eller ej.’

Jeg holdt mig i gang og var travlt optaget af forskellige sociale aktiviteter. Jeg blev medlem af Freie Deutsche Jugend, en statslig socialistisk ungdomsorganisation, hvor jeg var sekretær, en ansvarsfuld post blandt de andre medlemmer. Jeg var også med i et kor, gik til digtoplæsning og deltog i sport for handicappede. Da jeg var færdig med min læreplads, fik jeg arbejde i en lokal virksomhed. Efterhånden som jeg blev ældre, brugte jeg min protese mere og mere fordi jeg gerne ville være som alle andre.

ET FAST GREB OM SANDHEDEN

En dag da jeg ventede på toget til arbejde, var der en mand der henvendte sig til mig. Han spurgte om jeg kunne forestille mig at Gud kunne sørge for at jeg fik mine arme tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Selvfølgelig ville jeg gerne have mine arme tilbage, men det lød bare for langt ude! Som ateist var jeg overbevist om at Gud ikke fandtes, og fra den dag gjorde jeg alt for at undgå manden.

Noget tid efter inviterede en af mine kolleger mig hjem til sin familie. Mens vi sad og drak kaffe, begyndte hendes forældre at tale om Gud – Jehova Gud. Det var første gang jeg hørte at Gud har et navn. (Salme 83:18) Men jeg sagde til mig selv: ‘Det kan ikke være rigtigt at der er en Gud, uanset hvad de kalder ham. Jeg vil vise at de tager fejl.’ Jeg var så sikker i min sag at jeg sagde ja til at tale med dem om Bibelen. Men til min store overraskelse kunne jeg ikke modbevise at Gud findes.

I takt med at vi undersøgte profetierne i Bibelen, begyndte jeg at tro på at der findes en Gud. Mange af profetierne er nedskrevet flere hundrede, ja, nogle endda flere tusind år i forvejen, og alligevel er de gået i opfyldelse. På et tidspunkt sammenholdt vi verdensforholdene med profetierne i Mattæus, kapitel 24, Lukas, kapitel 21 og 2 Timoteus, kapitel 3. En kombination af symptomer kan hjælpe en læge til at stille en diagnose, og på lignende måde hjalp de begivenheder der er omtalt i profetierne, mig til at se at vi lever i det Bibelen kalder “de sidste dage”. * Det gjorde et meget stort indtryk på mig. Profetierne gik i opfyldelse lige for øjnene af mig!

Jeg blev overbevist om at det jeg lærte, var sandheden. Jeg begyndte at bede til Jehova og holdt op med at ryge – på trods af at jeg i mere end ti år havde været storryger. Jeg fortsatte med at studere Bibelen i omkring et år. Den 27. april 1986 blev jeg i al hemmelighed døbt i et badekar, for på det tidspunkt var det nemlig forbudt at være Jehovas Vidne i Østtyskland.

JEG HJÆLPER ANDRE

På grund af forbuddet mødtes vi i små grupper i private hjem, og jeg kendte ikke ret mange trosfæller. Helt uventet gav myndighederne mig lov til at rejse til Vesttyskland, hvor det var tilladt at være Jehovas Vidne. For første gang i mit liv kunne jeg overvære stævner hvor der blev undervist i Bibelen, og møde tusinder af brødre og søstre. Det var en helt særlig oplevelse.

Efter murens fald blev forbuddet mod Jehovas Vidner ophævet. Endelig kunne vi tilbede Jehova frit. Jeg ville gerne bruge mere tid på at forkynde, men jeg havde meget svært ved at henvende mig til folk jeg ikke kendte. Jeg følte mig utilstrækkelig fordi jeg var handicappet, og fordi jeg havde tilbragt det meste af min barndom på et hjem for handicappede. Men i 1992 satte jeg mig for at bruge 60 timer i forkyndelsen på én måned. Det gik godt, og jeg havde mange gode oplevelser. Jeg besluttede derfor at forkynde 60 timer hver måned, og det fortsatte jeg med i omkring tre år.

Jeg tænker tit på de her ord fra Bibelen: “Hvem er svag, uden at jeg er svag?” (2 Korinther 11:29) Godt nok er jeg handicappet, men jeg har ikke mistet evnen til at tænke og tale. Så jeg gør mit bedste for at hjælpe andre. Fordi jeg ikke har nogen arme, kan jeg fuldt ud forstå andre der må leve med begrænsninger. Jeg ved hvordan det føles når man desperat har lyst til at gøre noget som man bare ikke kan. Jeg forsøger at opmuntre dem der har det sådan, og det er noget der gør mig glad.

Det gør mig glad at fortælle andre om den gode nyhed

JEHOVA HJÆLPER MIG HVER ENESTE DAG

Nogle gange føler jeg mig lidt trist. Jeg ville bare ønske at jeg ikke var handicappet. Jeg kan gøre mange hverdagsting selv, men det tager længere tid og kræver meget mere energi end det gør for andre. Hver eneste dag er mit motto: “Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.” (Filipperne 4:13) Jehova giver mig den styrke jeg skal bruge for at klare hverdagen. Han har aldrig forladt mig. Og derfor vil jeg aldrig forlade ham.

Jehova har velsignet mig med en familie – noget jeg manglede gennem min barndom og ungdom. Min skønne hustru, Elke, er kærlig og omsorgsfuld. Jeg har også fået en global familie der består af millioner af Jehovas Vidner, som er mine åndelige brødre og søstre.

Sammen med min skønne hustru, Elke

Det er også en trøst for mig at tænke på Guds løfte om Paradiset, hvor han vil gøre “alting nyt”, og hvor jeg ikke længere vil mangle mine arme. (Åbenbaringen 21:5) Når jeg mediterer over det Jesus gjorde da han var på jorden, forstår jeg hvor stort dette løfte er. Han helbredte handicappede, ja, endda en mand der fik hugget sit øre af. (Mattæus 12:13; Lukas 22:50, 51) Jehovas løfter og Jesu mirakler har overbevist mig om at jeg snart vil blive et helt menneske igen.

Den største velsignelse er dog at jeg har lært Jehova Gud at kende. Han er blevet min Far og min Ven, der trøster og styrker mig. Jeg har det som kong David, der skrev: “Jehova er min styrke ... Jeg er blevet hjulpet så mit hjerte jubler af glæde.” (Salme 28:7) Denne vidunderlige sandhed vil jeg holde godt fast ved hele mit liv, selv uden hænder og arme.

^ par. 17 Flere oplysninger om tegnet på de sidste dage findes i kapitel 9, “Vi lever i ‘de sidste dage’”, i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Bogen er udgivet af Jehovas Vidner og er tilgængelig online på www.jw.org.