Hvordan påvirker teknologi dit ægteskab?
Når ægtefæller bruger teknologi fornuftigt, kan det styrke deres forhold. Det kan for eksempel hjælpe et par til at have kontakt med hinanden i løbet af dagen.
Men nogle ægtefæller bruger teknologi på en måde der gør at de ...
-
mister værdifuld tid sammen.
-
har svært ved at slippe arbejdet når de har fri.
-
mister tilliden til hinanden.
VÆRD AT VIDE
NÅR I ER SAMMEN
En mand der hedder Michael, siger: “Nogle gange når min hustru og jeg er sammen, er det som om hun ikke er til stede. Hun har travlt med at kigge på sin telefon og siger bare: ‘Jeg har ikke haft tid til at tjekke den før nu.’” En gift mand der hedder Jonathan, siger at i den slags situationer “kan et par være fysisk sammen men alligevel være langt væk fra hinanden”.
NOGET AT TÆNKE OVER: Hvor ofte snakker du i telefon eller skriver med en anden i stedet for at snakke med din ægtefælle når I er sammen? – EFESERNE 5:33.
ARBEJDE
Nogle har et arbejde hvor de skal være til rådighed hele tiden. Andre har et arbejde hvor det ikke er nødvendigt, men de kan alligevel have svært ved at slippe jobbet når arbejdsdagen er forbi. “Det er svært at abstrahere fra de opkald og beskeder jeg får fra mit arbejde, når jeg har sat tid af til at være sammen med min kone,” indrømmer en mand der hedder Lee. En gift kvinde der hedder Joy, siger: “Jeg arbejder hjemmefra, så det er svært bare at lade det ligge. Det kræver en indsats at finde balancen.”
NOGET AT TÆNKE OVER: Giver du din ægtefælle din fulde opmærksomhed når I taler sammen? – LUKAS 8:18.
LOYALITET
I en undersøgelse sagde mange at deres ægtefælles brug af sociale medier gjorde dem mistænksomme, og at det førte til skænderier. Ti procent indrømmede endda at de havde postet noget online som de holdt hemmeligt for den anden.
Sociale medier gør det lettere for ægtefæller at være utro. Det er endda blevet kaldt et “minefelt for ægtepar”. Det er ikke overraskende at skilsmisseadvokater siger at sociale medier har været medvirkende til at mange ægteskaber er gået i stykker.
NOGET AT TÆNKE OVER: Skjuler du det for din ægtefælle hvis du taler eller skriver med en af det modsatte køn? – ORDSPROGENE 4:23.
HVAD DU KAN GØRE
PRIORITÉR DIT ÆGTESKAB
Hvis man forsømmer at spise sundt, vil det gå ud over ens helbred. På samme måde vil et par der forsømmer at bruge tid sammen, have sværere ved at bevare et sundt og godt forhold. – Efeserne 5:28, 29.
PRINCIP FRA BIBELEN: ‘Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste.’ – FILIPPERNE 1:10.
Tal om hvilke af de her forslag I vil prøve, eller skriv ned hvad I selv mener kunne hjælpe jer til ikke at lade teknologi skade jeres ægteskab.
-
Spise sammen mindst én gang hver dag
-
Aftale bestemte tidspunkter hvor vi lægger vores telefoner fra os
-
Planlægge at tage ud at spise eller lave noget andet hyggeligt sammen
-
Lægge vores telefoner væk om aftenen og ikke bruge dem efter at vi er gået i seng
-
Sætte 15 minutter til side hver dag til at snakke med hinanden uden at vores enheder er i nærheden
-
Aftale ikke at bruge internettet efter et bestemt tidspunkt